30 april 2020

Merkur møder Uranus - obs på indsigter

I dag, i morgen og overmorgen er der chance for at få nye indsigter. Der er også chance for at idestrømmen går amok. En hel del vil efterfølgende falde til jorden, simpelthen fordi nervesystemet bliver overbelastet. Elektriske kredsløb kan også lide overlast. Men jeg tror ikke på Margrethe Vestagers ide om at hvis alle franskmænd sletter 50 mails, så vil det give lys i Eiffeltårnet i et år (eller hvor meget det nu var). Men den udtalelse er et typisk Merkur-Uranustema. Hun har i øvrigt trukket påstanden tilbage igen.

Aspektet er Merkur der vandrer hen over Uranus og bliver lynopladet. Det er muligt at vi i nyhederne får at vide at NU er der fundet en måde at komme virus til livs... og så kan det ikke gå stærkt nok.

Men tøv lige lidt. Et aspekt som dette varsler kun kortvarige resultater, der lige så hurtigt er ude af billedet igen. Det vi skal være opmærksomme på er den pludselige indsigt. Teser og teorier man længe har gået og grublet over, kan med et stå lysende klare. Derfra kan man begynde at arbejde i en ny retning som på længere sigt og med flid og udholdenhed (planeterne er i den jordbundne Tyr) kan blive virkeliggjort med godt resultat. Et samlende ord eller billede for dette er “Heureka”, eller som når Georg Gearløs har tænkehatten på og fuglen pludselig bryder ud i sang og Lille Hjælper får lys i pæren.

Det er altså nogle få mildt overspændte dage vi står overfor. Modgiften til nervøs lockdown og overbelastning er bevidst at trække i den anden retning. Gå ned i gear. Lav noget yoga. Meditér. Nyd naturen (selv om vejret ikke er helt godt). 

De ideer der bliver kastet op i luften på dette aspekt, er bestemt ikke alle lige gode. Kast blot - men lad dem fare der ikke dur og lad dem der dur lige så stille drysse tilbage på dig. Især dem der rammer udenfor boksen og samtidig er af god kvalitet.

Tænk nyt, tænk alternativt.