Skriveblokering

Det er over et år siden, at jeg har rigtig har skrevet noget. Der er ikke noget der har kaldt på mig. Ingen inspiration eller noget presserende jeg har haft brug for at lægge ud. Det kaldes for skriveblokering. Eller udtørring. Det er ikke første gang det sker. Lange perioder uden output hvor jeg tror at nu kommer jeg aldrig til at skrive mere. Det er tæt på at bloggen bliver nedlagt, for der er jo ikke mere at bruge den til. Og hvem gider dog læse hvad jeg har på hjerte? En ond nedadgående spiral, af selvnedgørelse og -opgivelse. Jeg kan ikke løbe fra, at have Merkur og Solen i Tyren. Det kammer let over i sendrægtighed og inerti hvis spændingsfeltet kommer ud af balance. Jeg ser et metaforisk kirkeloft for mig, med buer af mursten i et fint afstemt spænd, der holder det hele sammen. Et præcisionsarbejde udtænkt af fortiden ingeniører, der kendte fysikken love. Hvis murstenene ikke stemmer mod hinanden på den rigtige måde, så falder hele loftet ned. Inertien er fysisk mærkbar. Hvis jeg nærmer mig tastaturet, er det som om en kraft holder mig tilbage. En kraft der får kroppen til at stivne og blive træt. Mentalt er det bare et tomt, sort rum; tankerne siger bare ”kaffe, nu, og en podcast” – jeg vil bare ikke høre min egen akutte tomhed. Det metaforiske loft er faldet ned.

For et år siden, dvs første halvdel af 2021 havde vi coronalockdown. Alt var lukket og de fleste af os bundet derhjemme. Jeg skrev så det sved i fingerspidserne. Hver måned afleverede jeg en artikel til Horoskopbladet Stjernerne, researchet, gennemskrevet og korrekturlæst. Det sluttede med Friedrich Nietzsche. Han var barsk at læse – og ikke mindst skrive om. Så gik ilden ud. Det var Juni. Det var total nedsmeltning.

Så hvad gør man når skriveblokeringen rammer? Man skriver om den. Jeg har set adskillige forfattere gøre det. Som et desperat forsøg på at komme tilbage på sporet. At få ordene til at flyde igen. At vise, at det jeg har at sige også har værdi. Om ikke for andre, så for mig selv. Bare det.

Jeg elsker jo at skrive. At lege med sproget og give det form. En rigtig tyreting, at forme sprogligt er lige det min Merkur i Tyren kan. Desuden er Venus, som ”hersker” over Tyren i Merkurs hjemtegn, Tvillingerne, som dermed gør sproget til en kunstart. Digtning. Eneste anke er, at godt nok har jeg digte i arkivet, men ikke mod til at udgive dem i bogform. Min selvcensur er for massiv. Mine største idoler er Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Der er ikke meget dansk digtning i samtiden, der når dem til sokkeholderne. Efter min ydmyge mening. Det skulle lige være Inger Christensen. Og sat op imod dem, er mine ”private smådigte” fuldkommen ubetydelige.

Skriveblokering har et islæt af mangel på fantasi. Det ligger i begrebet ”udtørring”. Kilden springer ikke længere. Vandfaldet er stoppet. Søen er tom. Havet drukket. Der ligger en gold og sprukken ørken. Jeg står ved kanten af den og spejder ud i det fjerne… ingenting, ingenting, ingenting.

Hvis jeg forsøger at tyde et horoskop, som jeg af og til har haft held med, siger det mig intet. Flowet udebliver. Symbolerne er blot sorte figurer på papiret, uden mening og indhold. Sammenhængene blegner og forsvinder som i tåge. Som spøgelser, der svæver gennem rummet og er væk gennem vægge og lukkede døre. Åbner jeg en bog med tydningseksempler og forslag, forekommer det at være uendelig forældet og har mistet mening.

Men hov – nu ved jeg at der er noget på færde. Det betyder at et spring er på vej. Et spring til et nyt niveau. Og det er fordi hele tidsånden har ændret sig og dermed også tydningen og tolkningen af symbolerne. Astrologisk symbolik skal, for at give mening i den tid vi lever i, gentænkes. Det betyder ikke at det gamle er forkert. Det er blot tid at bygge ovenpå og udvikle det astrologiske sprog.

Et kig på mit eget horoskop viser, at der i den grad er noget i luften, da Uranus og og den Nordlige Måneknude i samklang har ramt den Sydlige Måneknude i fødselshoroskopet. Måneknuden er i mange tilfælde at finde sammen med en planet når der sker store og voldsomme ting på verdensscenen – som der jo i høj grad gør nu for tiden. Og med Uranus er vi der hvor ingenting er sikkert, intet varer ved (heller ikke krige), hvor der er skyderier, revolutioner, oprør og ildebrand. Og i samme åndedrag, på den positive side, inspiration til at reformere, skabe og forny nutiden til fremtiden. Den kombination har jeg i øjeblikket på et sensitivt punkt, så det er bare om at være vågen op opmærksom på tidens tegn og øjeblikkets kalden i min egen mikroverden. Måneknuderne er som porte til noget nyt og når Uranus er med i billedet, så kan det vende op og ned på livet. Tiden vil vise hvordan.

Nu fik jeg slået lidt hul på skriveblokeringen. En lille flig er løftet men jeg ved ikke hvor det vil gå hen. At ”vente på inspirationen” er en dårlig ide. Den skal vandes og næres for at få nyt liv. Måske vil det lykkes, måske ikke. Det er i hvert fald tydeligt for mig at der skal ske en forandring og at det som alt andet – især for en tyrefødt – tager sin tid.

Og lige nu bliver det ”kaffe… og en podcast”.

 

 

 

Hvad gør man med sin afmagt?

 

Her sidder jeg i det fredelige Lyngby. Med høj blå himmel og en frisk brise. En duft, en lyd, af forår mens nyhederne viser ukrainere i konstant alarmberedskab.  Hundredtusinder flygter fra deres land. Andre søger ly i kældre og hvor de ellers kan finde beskyttelse fra russernes beskydning.  Her i Danmark er vi ikke direkte truet, men jeg mærker stressen, alarmberedskabet,  i kroppen.

Afmagten er mærkbart tilstede. Jeg kan intet gøre.  Ikke stoppe krigen.  Ikke få Putin til at holde op. At forsøge at råbe et menneske op, der er fuldkommen ligeglad er frustrerende på en måde jeg slet ikke har ord for. Der er kun vrede – og afmagt.

Der er noget terapi i at skrive om det. Men det er ikke nok. Det rækker ikke langt. Nu har jeg lavet mig en kop te på nærmest britisk maner – a nice cup of tea, well sugared – det skal nok løse problemet. Vel gør det ej. Men jeg sætter pris på at jeg overhovedet KAN lave mig en kop te.

Så kom jeg til at tænke på min for længst afdøde mor. Hun var en rebel af den stille slags, der reagerede på regimers uretfærdigheder på sin egen indædte måde. Godt hun døde før verden igen gik i udu. Hun købte ikke ting der var produceret i en bananrepublik. Hun gik i t-shirts med protestslogan. En af de gange der var tale om at lukke Christiania, bestilte hun resolut de røde t-shirts med tre gule prikker og ”bevar Christiania” påtrykt, som hun spankulerede rundt med i en alder af omkring 80. Når hun støvsugede spindelvæv ned fra hjørnerne i loftet kaldte hun de små edderkopper for talebanere – fordi de ikke var til at komme af med.

Kunne man have forudset denne ulykkelige situation astrologisk? Både ja og nej. Nej – fordi det ikke er muligt konkret at forudsige noget som helst. Ja – fordi vi alligevel kan se når ”noget” er på færde men det skal ses i en kontekst for at give mening og komme til udtryk.

I januar 2020 var der et astrologisk fænomen – Saturn konjunktion Pluto i Stenbukken – der traditionelt er et varsel om store forandringer – som en slags erosion – på statsligt plan. Få måneder senere gik Saturn i kvadrat til Uranus, som er det mere øjeblikkelige sammenbrud/gennembrud, der nu i bakspejlet kan have været begyndelsen til slutningen af Putins kampagne mod Ukraine som nu er brudt ud i lys lue.

Hele verden har i den periode været optaget af Covid-19 og i ly af dette har den russiske despot kunnet smede sine rænker til denne udåd. Det er bemærkelsesværdigt, at de seneste to annekteringer, først dele af Georgien (2008) og siden Krim-halvøen (2014), begge er sket i forbindelse med et OL. Således også nu ved vinter-OL i Beijing 2022, hvor han kort tid efter invaderer Ukraine.

Men ifølge Putins horoskop (7. oktober 1952 kl. 9.30, Skt.Petersborg) (astro.com)) har han valgt en vej og et tidspunkt der leder direkte til fald, vil jeg mene og det tyder jeg ud fra en progressiv Mars der lige nu er landet på den sydlige måneknude i fødselshoroskopet. Det antyder aggression – men også et indre forfald og ekstrem selvsabotage. Måneknuderne er (i min astrologiske forståelse) vendepunkter hvor det er nødvendigt at rette op på det som er ”faldet i søvn” når de bliver berørt af planeterne.  Man vågner op til virkeligheden og må justere sit liv derefter. Samme sted – omkring 18 grader Vandbærer – ligger Saturn i transit, på vej over Putins IC, 4. husspids, der har at gøre med hjemmet og hjemlandet. På den modsatte side, på MC, den sociale status,  har han Pluto der søger magt. Denne Pluto og denne MC er udfordret af det der sker i bunden af horoskopet. Hans magt bliver nu udfordret af andre magtfaktorer – ikke våben, men sanktioner. Han bliver skyld i at hans eget hjemland (Saturn/Måneknude på IC) går økonomisk i knæ.

I det seneste års tid  (2021), har disruptionsplaneten Uranus i Tyren været i opposition til Putins Venus i Skorpionen tillige med en konjunktion til Jupiter. Det aspekt kulminerer nu her i marts 2022 som peger på at hans personlige værdier og ikke mindst penge (Venus) vil blive vendt på hovedet på en måde han ikke havde set komme. Med  Venus i Skorpionen vil han have sikret sig selv økonomisk; en sikkerhed der med Uranustransitten ikke er så meget værd længere.

Lige nu i den kollektive astrologi, er Venus og Mars i samklang sidst i Stenbukken. Venus har været retrograd og befundet sig udsædvanligt lang tid i denne del af horoskopcirklen og er fulgtes med Mars i dens lidt langsommere bevægelseshastighed – Venus og Mars har i den seneste uge gået hånd i hånd hen over Pluto i Stenbukken. Plutokraterne – altså de ekstremt rige russere – bliver afskåret fra deres formuer. Spøjst, ikke? At det kaldes for “pluto”krater. (Medierne kalder dem for oligarker som betyder “fåmandsvælde” men jeg mener at det retteligt er plutokrater, som er “rigmandsvælde”). Samuel Rachlin, som jeg anser for en fremragende analytiker af russiske forhold (læs hans bog, ”Jeg, Putin”), kalder endog det russiske styre for ”kleptokrati” fordi de simpelthen rager til sig hvor de kan. Men i sammenstødet med Pluto, gør Mars og Venus her i Stenbukken verden opmærksom på disse pluto/kleptokrater, initieret af Putins enevældige, diktatoriske og brutale fremfærd i Ukraine.

Søndag morgen, den 6. marts 2022 (i skrivende stund er det i morgen) vil Mars og Venus sammen forlade Stenbukken og træde ind i Vandbæreren. Det kan blive en gamechanger. Det stejle og langsommelige – og forsigtige – jordtegns tyngde, Stenbukken, bliver afløst af et mere lynsnart lufttegn, som Vandbæreren er.  Her taler vi om flyvemaskiner, cyberspace, digitalisering, humanisme (ja tak), dialog og fremtid. Hvad det vil bringe aner jeg ikke – Mars er krigeren og Venus er diplomaten som går hånd i hånd her.  Hængepartiet er Pluto der mangler nogle få grader i at komme med ind i Vandbæreren. Det sker først i marts 2023 for en kort bemærkning og endelig i januar 2024 hvor den vil blive i de næste 20 år. Det vil manifestere den ny verdensorden som det oftest sker når Pluto skifter tegn (senest i årene 2006-7 hvor finanskrisen tog sin begyndelse).  Pluto er om nogen planeten for tidsånden og den vil være præget af Vandbærerens principper for humanisme, frihed og fremsynethed – er det ikke håbefuldt?

Da jeg var 5 år gammel i 1962, boede vi i Berlin og mine forældre bed negle over cubakrisen. Det var tæt på at gå meget galt da USA og Rusland truede hinanden med atomvåben over Cuba (Mars opposition Saturn på Måneknudeaksen).   1968 invaderede Warszawapagten (kan du huske den?) med vanlig brutalitet Tjekkoslovakiet (som det hed dengang) og en Moskvavenlig regering blev indsat fordi den daværende præsident Dubcek ville reformere kommunismen til en venlig socialisme (Saturn konjunktion Mars og Uranus konjunktion Pluto!).  Så bed vi negle i 1980erne da USA’s Præsident Reagan kørte “stjernekrigsprojektet” et  højteknologisk atomforsvarssystem via satellitter til at afskrække russerne med (1983: Saturn konjunktion Pluto). Det blev heldigvis ikke realiseret. Så kom 1989 og berlinmurens fald (Saturn og Neptun i konjunktion), Sovjetunionens opløsning og en omfattende krig på Balkan. Der har været kriser og krige hele tiden gennem mit snart 65årige liv. Med russiske fingeraftryk.

Så hvad kan man gøre med sin afmagt? Jeg er for skrøbelig til at gå på barrikaderne og demonstrere, så jeg gør det i min mors berettiget indignerede ånd (hun betalte løbende til Amnesty International)  og støtter med penge til nødhjælpsorganisationer.   Helt lavpraktisk – fordi jeg nægter at bruge russisk gas – har jeg droppet at bruge mit gaskomfur og købt en induktionskogeplade. Og så strikker jeg karklude med gult og blåt garn, bare fordi!  Små ting der ikke batter meget men som har en terapeutisk velgørende effekt.

Og så er det også godt at skrive sig ud af det. Der kan skrives meget mere. Det må komme. Eller ikke. Forvent ikke noget.

Teen er blevet kold. Humøret lidt bedre. Det er en overgangstid vi lever i og uanset om vi vil eller ej, så er verden forandret i stor skala.  Putin har gravet sin egen grav og det er der nogen trøst i selv om det nok vil tage noget tid, og desværre flere ofre, før det store røvhul (nej, han har ikke ret til høfligt sprog) og hans bandemedlemmer er taget ud af ligningen.

Tak, mor, fordi du viste mig hvordan protest og støtte også er værdifuldt på den stille måde.

Om nærvær og ensomhed

Det er yogadag i dag. Men det var ikke sådan jeg ville indlede. Det var med noget andet. Og jeg har glemt hvad det var. Så hurtigt forsvinder en tanke. På et splitsekund er den opstået – og i næste nu er den væk. Det var ellers en genial tanke, var det ikke? Nå, ikke…

Tanken handlede om Karl Ove Knausgård. Jeg er ved at læse hans firebinds essaysamling Efterår, Vinter, Forår, Sommer – i nævtne rækkefølge. Dem gad jeg godt have på reolen. Men får jeg læst dem igen? Næppe fra først til sidst – men nok læst i dem. Fordi der er så mange indsigter, så meget jeg kan spejle mig i. Jeg har læst Min Kamp, hans seks-bindsværk. Eller – hørt som lydbog. Fantastisk epos, skrevet med fantastisk sproglig musikalitet. Selv i oversættelsen. Men så ligger norsk jo heller ikke så langt fra dansk.

Knausgård siger at han ikke er særligt social. Han foretrækker at være alene. En parterapeut mente, at så måtte han jo være ensom. Det mente han ikke, tvært imod. Han skriver tidligt om morgenen, før dagen og verden trænger sig på. Så kan han gå ind i det bevidsthedsrum, som det kræver at skrive. For det er sådan det er. Man går ind i en boble og der sker det. Kommer der noget andet ind, brister boblen og så er det forsvundet, det man ville. Gejsten blegner. Indtil næste morgen. Eller nat.

Det er den boble jeg i uproduktive perioder bliver bange for. Det er ligesom at forsvinde fra verden. Fra eksistensen. Jeg bliver væk. Men det er et paradoks. Ifølge Knausgård, er det der nærværet findes. Han er aldrig så nærværende, som når han skriver. Det er det nærvær, der ophæver tiden. At træde ind i verden igen, er det samme som at træde ind i tiden. Og der er nærværet fraværende. Det er her det sker, det som vi der er ”søgende” leder efter. I det nærværs ensomme boble, opstår kontakten med det egentlige, med sjælen. Det er da ikke noget at være bange for… og ensomt er det bestemt ikke.

Det terapeutiske – eller mellemmenneskelige – nærvær er noget andet. Jeg er blevet mørbanket med ”kontakt og nærvær” gennem de fem år jeg gik på psykoterapeutskole. Det føltes undertiden kvælende og jeg var tvunget til at lære at sige fra, måske den vigtigste lære jeg tog med mig. Det var grænseoverskridende, at blive bombarderet med at relationerne er det vigtigste i verden. Det er det også – men ikke når det konstant bliver til skyld, skam og dårlig samvittighed hver gang jeg vil trække mig og være alene. Og det vil sige det meste af tiden. Min tid. Mit liv. Jeg elsker mine mennesker, min familie og de nære venner. Men fri mig for en hverdag med dem. At skulle gå på kompromis og diskutere hver en lille handling og beslutning eller gøre rede for min færden hele tiden er utænkeligt. Der er en grund til at jeg kun har et barn og i øvrigt har været single det meste af livet. Som ung følte jeg det skamfuldt og forkert at være alene. ”Man” skal jo være et par, en familie, ellers er der noget galt med en. Jeg længtes også efter det, som en drøm, en fantasi om det ideelle familieliv.  Som tiden gik og erfaringer blev høstet, indså jeg at familielivet ikke var for mig.

At læse Knausgård har ændret mig. Det er første gang, litteratur har haft den effekt. Jeg har læst meget gennem mit liv. Med interesse, fryd og tænderskæren. Foruden alt det jeg aldrig kom igennem fordi det var for tyndt, for intetsigende. Og så alt det faglige der ganske vist giver noget viden, men som ikke rummer nogen egentlig indsigt. Akademisk læsning kan være decideret dræbende for kreativiteten.

Knausgårds værker får seks ud af seks stjerner hos mig. Hvordan kan det være? For det første fordi han har sig selv som centrum. Det er præcis det, der gør fortællingen vedkommende og nærværende. Han kan ikke skrive noget han ikke selv kender til eller har oplevet. Det er ikke fiktion. Det er heller ikke opdigtet. Han bevæger sig på den knivsæg, hvor livet er levet og rigtige mennesker indgår i fortællingen. Familien og vennerne. Det er et minefelt han bevæger sig i. For er venner og familie enige? Kan de genkende sig selv? SKAL de genkende sig selv? Nogle er blevet vrede og har forsøgt at korrekse hans fortælling. Det skriver han om. Er det fiktion? Jeg ved det ikke.

Det spændende ved den form for litteratur, autofiktionen og bevidsthedsstrømmen (vistnok ”opfundet” af James Joyce og  Virginia Woolf), er hvordan Knausgård fletter sit eget liv ind i teksten mellem essays og refleksioner over  f.eks. Hitlerbiografier og Edvard Munchs malerier. Den form gør læsningen varieret og  interessant, hele vejen igennem.

Ipaden ligger altid klar på natbordet. Den læser godnathistorie for mig inden jeg falder i søvn. Og når jeg vågner ved tretiden og ikke kan sove igen, så rækker jeg bare hånden ud, genstarter timeren og lader  historien fortsætte,  mens jeg drysser tilbage i drømmeland. Næste morgen spoler jeg en halv time tilbage og samler bogen op der fra.

Jeg er lige blevet færdig med Om sommeren. Hvad den næste bog bliver? Jeg ved det ikke.  Måske endnu en Knausgård. Måske Alting har en tid?

 

Oktober

Morgentågen mælkehvid. Morgenhvid. Træerne lidt mere gulnede end i går. Det går hurtigt med forfaldet når først det er begyndt. Er det også sådan med mennesker? Når vi begynder at forfalde går det stærkt.  Årene efter de 60 har gjort en forskel fra at kunne gå mange kilometer i rask tempo, til en lidt mere beskeden rute i langsommere tempo. Det tager den samme tid – distancen blot kortere. Fødderne gør ondt og ryggen værker. Så er det hviletid. Jeg klarer fem km et par gange om ugen. Resten er småture. Der er ikke mere gåkraft. Det med “10000 skridt om dagen” er en myte!

 

Det er i dag syv år siden min mor døde. Eller sov ind, som de siger der er bange for ordet død.  Men sove ind var hvad hun gjorde. Holdt bare op med at trække vejret. Oldgammel og træt. Senildement og ude af sync med livet. Der var ikke mere tilbage. Den 20. oktober er det 50 år siden min far døde. Pludseligt og uventet. 48 år gammel. Den ene dag var han der, den næste ikke. Jeg var 14 år. Det var en helt anden historie, men er nu så længe siden at det var et helt andet liv. En helt anden tid. Det kunne lige så godt være hundrede år siden. Det gør ingen forskel.

 

Oktoberdagene er fredelige. Monotone og rolige. Jeg har ingen aftaler eller forpligtelser med andre end mig selv. Det er vidunderligt. Nerverne falder til ro. Kroppen slapper af. Spændingerne i ryg og nakke mindsker. Yoga på måtten. En tur ud i nabolaget. Mere skal der ikke til. Og kameraet indfanger det storslået farverige, smukke forfald. Det stemmer sindet.

Og hjemme igen. Lydbog i ørerne. Kaffe. Gyngestol. Mens blikkets uendelighed stryger gennem vinduet hen over trækroners farvespil og fugleliv.