Der er en drage på himlen

Mars går gennem Krebsens tegn for tiden og vil om kort tid passere ascendanten i mit horoskop.  Jeg har lyst til at jamre og klage, som det passer sig for krebsetegnet. Det er Krebsens skyggeside, at beklage sig over det mindste, at stå på sin ret og påstå at “det er de andres skyld”. Sådan har jeg det heldigvis ikke – jeg har bare lyst til at jamre over min brækkede skulder, der (igen) gør ondt og ikke lader mig i fred. Det er snart fem måneder siden jeg faldt sidelæns og knuste den yderste knogleknold (Tuberculum Majus) på højre skulder, den der holder senen til den muskel (Supraspinatus) der løfter armen. Senen blev delvis revet løs og nu kan jeg ikke løfte armen mere end 70 grader på en god dag.

Det er ellers gået rimeligt fremad og rimeligt smertefrit i den senere tid. Jeg går til genoptræning og får at vide at det vil tage lang lang tid det her.  Nåmen det er også ok, hvis bare det bliver bedre. Jeg er topmotiveret for træning.

Men en enkelt forkert bevægelse, har sendt mig tilbage til start. Nervesmerter og kvalme, begrænset bevægelighed og træthed. Jeg kan ikke støvsuge, ikke bære købmandsvarer hjem, ikke skrive frit med begge hænder… jeg sidder lige nu med is på skulderen og skriver med venstre hånd. Det er godt nok bøvlet og jeg føler at jeg sander til. Det er ved at være to måneder siden jeg sidst skrev her på bloggen.  Så det her er lidt tiltrængt ruminering og vildtvoksende tankestrøm – bare for at komme i gang igen.

Der er en drage på himlen

I går, den 14. juni 2019, var der en drage på himlen. Mars, Merkur og nordlig Måneknude i  i Krebs, i opposition til Saturn, Pluto og sydlig Måneknude i Stenbuk. En opposition der blev bundet sammen af en stortrigon mellem Månen, Mars/Merkur og Neptun i vandtegn.  Det laver aspektmønsteret kaldet en drage – og jeg ser det desuden som en armbrøst – der lægges an til skud, og pilen har retning mod planeterne i Stenbukken.  Der kan tolkes utallige ting på det. Umiddelbart opfatter jeg det som et symbol på vort hjemlige politiske klima nu efter valget – der er lagt op til skarpe, realistiske, konkrete og nødvendige reparationer af forrige regeringers ødelæggelser der symbolsk er forvarsler om større forvandlinger vi har i vente.  Det handler om konfrontation med virkeligheden, med nationens tilstand, som Krebs-Stenbuk så smukt viser hen til.  Der er en forhandlinger i gang i disse dage,  for at finde et holdbart og realistisk regeringsgrundlag.

Stortrigonen i vandtegn er dog kortvarig eftersom det ene ben er Månen i Skorpionen. Den er allerede væk nu. Jeg begyndte på dette indlæg netop som Månen gik i Skytten.  Men vi har stadig Neptun i trigon til planeterne i Krebsen og sekstil til planeterne i Stenbukken – måske vil det give regeringsforhandlingerne et humant islæt, dvs at det ikke blot  handler om økonomi, men også om menneskers liv. Især de mennesker der har behov for sikkerhed og tryghed.

Der er også en anden drage involveret her. Nemlig Måneknudeaksen, der også kaldes for en drage, eller en slange, der blev delt i to så hoved og hale blev skilt og sendt i hver sin retning. Dragens hoved er her Måneknuden i Krebs – halen i Stenbuk.  I Krebsen er der input – Månens tegn – moderens tegn, hvad folket har behov for bliver fodret gennem Mars og Merkur – verbale slagsmål på krav og synspunkter overfor Dragens hale hvor det hele kommer ud igen i transformeret, fordøjet, stand til konkretisering og forvandling gennem Saturn og Pluto.  Og hvordan det så bliver konkretiseret har vi tilgode at se endnu. Jeg føler mig håbefuld. I hvert fald hvad den hjemlige statsstyring angår.

Mine iagttagelser iøvrigt af måneknudernes kontakt med Mars og Pluto har været at det kan være særdeles farligt. Aspekter mellem dem, har tidligere vist sig på tidspunkter for bombeeksplosioner… som regel en  smule forsinket i forhold til aspektets højdepunkt – som er nu. Gid det må blive en fejlagtig forudsigelse der blot henviser til de  intense følelser, der f.eks. viser sig når lederen af det parti der kalder sig Stram Kurs er på banen. Der er rigelig aggression der – i begge lejre.  Det er en voldsom og uforudsigelig tid vi lever i.

Der er endnu et mønster på den aktuelle himmel. Neptun i Fiskene er fokusplanet i et T-kvadrat med Solen i Tvillinger og Jupiter i Skytten.  Et superaktivt – omend også kortvarigt aspekt som lige giver os et strejf af noget grandiost, eventyrligt og glamourøst.  Det er som om den siger at vi kan klare alt,  i medgang og modgang, selv om der er smerte og ve – så skal det nok gå altsammen.  Der er momentum, for den der vil bruge aspektet til at åbne for en magisk, anden virkelighed. Eller for den der vil flygte ind i en bevidsthedsændrende rus – på godt og ondt.

Pudsigt nok så fik jeg lyst til at læse Carlos Castanedas bøger fra 1960erne,  netop under denne magiske konstellation.  Allerede i starten af 1980erne forsøgte jeg at læse dem, men var slet ikke moden til det i min ungdoms uvidenhed. Nu føler jeg mig mere klar. Dog skal det siges, at hverken Lophophora Williamsii,  Peyote,  Pigæble, Ayahuasca eller hvad det nu hedder altsammen, slet ikke er min boldgade – men jeg oplever at der er en opblomstring af brugen af disse  bevidsthedsændrende (udvidende?) svampe for tiden.

Noget helt andet men også eventyrligt  er en glædelig begivenhed i familien. Vi har haft bryllup – min søn og hans kæreste blev gift i pinsen ved et brag af en kæmpefest, der vil give genlyd mange år frem i tiden… i det værste vejr juni endnu havde bragt. Det foregik i telt, så den ellers perfekte plan måtte ændres løbende.  Stiletter blev skiftet ud med sneakers,  tynde kjoler med tykke bukser og jakker etcetc… ingen var kede af det af den grund. Festen forløb helt perfekt uperfekt og parret var – og er – lykkelige.   Det perfekt magiske tidspunkt var i øvrigt da præsten erklærede dem for rette ægtefolk, netop som MC passerede Solen med opposition til Jupiter og Neptun stod på Descendanten…  Eventyrligt, magisk, forunderligt.

Og nu er det lørdag igen. Himlen er tung som bly; det lyner og tordner mens folket fejrer Dannebrog og Stig Rossen lyder som en søløve med tømmermænd på landsdækkende tv (jeg får helt ondt af ham og i ørerne), der er folkemøde på Bornholm og de nyvalgte partier forhandler om statens penge…  jow, der er gang i den på og under himlen.

God weekend 🙂

 

 

 

 

Under dragens klo

Igen har jeg mærket grebet, der sidder i nakken og spærrer for tanke, følelse og mening. Det er et hårdt greb, som en klo med pigge, der føles som en krybende, kravlende, stikkende fornemmelse, et jerngreb omkring kraniet, der ikke tillader glæden at blomstre eller begejstringen at strømme.  Jeg må finde ud af hvad det vil og begiver mig ind i en åben, meditativ tilstand med pen og papir i hånden…og  indre billeder begynder at tager form:

Jeg aner at der er nogen bag grebet. Et ildspyende monster der har sat sin klo i nakken og holder mig nede så jeg ikke kan røre mig, ikke ånde, ikke le, ikke græde. Monsteret viser sig for mig i sin reptilske, skællede, savlende uhyrlighed.

 

Med røde øjne og slimetgrøn mund, tænder så skarpe og spidse som dolke viser den sin forfærdende overmagt. Jeg spænder alle muskler i kroppen. Forsøger at rejse mig under kloens tryk. Så trykker den mere til. Kroppen spænder endnu mere. Der er ingen mulighed for flugt. Jo mere jeg kæmper imod, jo mere trykker den til. Det er umuligt det her. Jeg er inde i dragens grotte – ligger på maven på den hårde klippe med bæstets tyngende vægt på min ryg mens den fnyser gennem åbne næsebor og basker med sine piggede vinger, og et grumt leende udtryk som en sejrherre med sit nedlagte bytte.

Vil den da aldrig slippe? Skal den da aldrig ud at finde føde? Så går det op for mig at JEG ER FØDEN – den venter kun på at jeg opgiver kampen… da der pludselig sker noget der får dragen til at spy ild. Et skarpt lys blinker ved hulens åbning. Jeg vender med besvær blikket i retning af lyset og skimter ud af øjenkrogen… et spejl foran hulens indgang og jeg ser dragen i spejlet. Ser dens lynende øjne. Lyn der kaster dens eget lyn tilbage på den selv og gør den blind. Ilden den spyr mod sin imaginære rival kastes med stor kraft tilbage på dragen selv. Luften tykner af raseri og iltmangel – jeg hiver efter vejret, hostende og hulkende – jeg ligger stadig under dragen der endnu har fat i min nakke – er det nu? Dør jeg nu?

Dragen slipper pludselig sit greb og flakser mod hulens åbning i en vanvittig nærkamp mod sit eget spejlbillede – ilden tager fat i dragens vinger der bryder i brand mens den blindt angriber. Spejlet springer i tusind stykker og dragen tumler brølende ud af hulen. Lyden bliver til en ynkværdig piben der ender i en dyb og mægtig stilhed på en baggrund at knitren og knagen, indtil også den lyd dør ud.

Jeg forsøger mat og rystende at rejse min stive, smertende krop. Fornemmelsen af dragens klo føles stadig skarpt i nakken. Træt som ind i døden, kravler jeg længere ind i hulens mørke, hyller mig ind nogle gamle ulveskind og falder i dyb søvn.

Da jeg vågner igen, falder et gyldengrønt lys i bløde klatter ind i hulens indre. Jeg kommer med besvær op på alle fire og kravler hen mod hulens åbning. En tilgroet urskov møder mig der. Jeg rejser mig, begiver mig på usikre ben ud af hulen og må mase mig igennem tæt buskads og løvhang, der også støtter så jeg ikke falder om. Jeg må have sovet i tusinde år.

Mens jeg arbejder mig igennem krattet, oplever jeg en tiltagende lettelse. Styrken vender langsomt tilbage… og der, foran mig, snubler jeg over en stor mosgroet tue i skovbunden – erindringen om en voldsom kamp vælder op i mig og gennemryster min krop da jeg genkender det forstenede kadaver af en drage – jeg kan forvisse mig om at den virkelig er død – for nu.

For det er sådan med drager, at de kan genoplive sig selv under de rigtige omstændigheder. Så det er bare om ikke at give dem muligheden – men man kan alligevel aldrig rigtig vide… kan man vel?