Skriveblokering

Det er over et år siden, at jeg har rigtig har skrevet noget. Der er ikke noget der har kaldt på mig. Ingen inspiration eller noget presserende jeg har haft brug for at lægge ud. Det kaldes for skriveblokering. Eller udtørring. Det er ikke første gang det sker. Lange perioder uden output hvor jeg tror at nu kommer jeg aldrig til at skrive mere. Det er tæt på at bloggen bliver nedlagt, for der er jo ikke mere at bruge den til. Og hvem gider dog læse hvad jeg har på hjerte? En ond nedadgående spiral, af selvnedgørelse og -opgivelse. Jeg kan ikke løbe fra, at have Merkur og Solen i Tyren. Det kammer let over i sendrægtighed og inerti hvis spændingsfeltet kommer ud af balance. Jeg ser et metaforisk kirkeloft for mig, med buer af mursten i et fint afstemt spænd, der holder det hele sammen. Et præcisionsarbejde udtænkt af fortiden ingeniører, der kendte fysikken love. Hvis murstenene ikke stemmer mod hinanden på den rigtige måde, så falder hele loftet ned. Inertien er fysisk mærkbar. Hvis jeg nærmer mig tastaturet, er det som om en kraft holder mig tilbage. En kraft der får kroppen til at stivne og blive træt. Mentalt er det bare et tomt, sort rum; tankerne siger bare ”kaffe, nu, og en podcast” – jeg vil bare ikke høre min egen akutte tomhed. Det metaforiske loft er faldet ned.

For et år siden, dvs første halvdel af 2021 havde vi coronalockdown. Alt var lukket og de fleste af os bundet derhjemme. Jeg skrev så det sved i fingerspidserne. Hver måned afleverede jeg en artikel til Horoskopbladet Stjernerne, researchet, gennemskrevet og korrekturlæst. Det sluttede med Friedrich Nietzsche. Han var barsk at læse – og ikke mindst skrive om. Så gik ilden ud. Det var Juni. Det var total nedsmeltning.

Så hvad gør man når skriveblokeringen rammer? Man skriver om den. Jeg har set adskillige forfattere gøre det. Som et desperat forsøg på at komme tilbage på sporet. At få ordene til at flyde igen. At vise, at det jeg har at sige også har værdi. Om ikke for andre, så for mig selv. Bare det.

Jeg elsker jo at skrive. At lege med sproget og give det form. En rigtig tyreting, at forme sprogligt er lige det min Merkur i Tyren kan. Desuden er Venus, som ”hersker” over Tyren i Merkurs hjemtegn, Tvillingerne, som dermed gør sproget til en kunstart. Digtning. Eneste anke er, at godt nok har jeg digte i arkivet, men ikke mod til at udgive dem i bogform. Min selvcensur er for massiv. Mine største idoler er Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Der er ikke meget dansk digtning i samtiden, der når dem til sokkeholderne. Efter min ydmyge mening. Det skulle lige være Inger Christensen. Og sat op imod dem, er mine ”private smådigte” fuldkommen ubetydelige.

Skriveblokering har et islæt af mangel på fantasi. Det ligger i begrebet ”udtørring”. Kilden springer ikke længere. Vandfaldet er stoppet. Søen er tom. Havet drukket. Der ligger en gold og sprukken ørken. Jeg står ved kanten af den og spejder ud i det fjerne… ingenting, ingenting, ingenting.

Hvis jeg forsøger at tyde et horoskop, som jeg af og til har haft held med, siger det mig intet. Flowet udebliver. Symbolerne er blot sorte figurer på papiret, uden mening og indhold. Sammenhængene blegner og forsvinder som i tåge. Som spøgelser, der svæver gennem rummet og er væk gennem vægge og lukkede døre. Åbner jeg en bog med tydningseksempler og forslag, forekommer det at være uendelig forældet og har mistet mening.

Men hov – nu ved jeg at der er noget på færde. Det betyder at et spring er på vej. Et spring til et nyt niveau. Og det er fordi hele tidsånden har ændret sig og dermed også tydningen og tolkningen af symbolerne. Astrologisk symbolik skal, for at give mening i den tid vi lever i, gentænkes. Det betyder ikke at det gamle er forkert. Det er blot tid at bygge ovenpå og udvikle det astrologiske sprog.

Et kig på mit eget horoskop viser, at der i den grad er noget i luften, da Uranus og og den Nordlige Måneknude i samklang har ramt den Sydlige Måneknude i fødselshoroskopet. Måneknuden er i mange tilfælde at finde sammen med en planet når der sker store og voldsomme ting på verdensscenen – som der jo i høj grad gør nu for tiden. Og med Uranus er vi der hvor ingenting er sikkert, intet varer ved (heller ikke krige), hvor der er skyderier, revolutioner, oprør og ildebrand. Og i samme åndedrag, på den positive side, inspiration til at reformere, skabe og forny nutiden til fremtiden. Den kombination har jeg i øjeblikket på et sensitivt punkt, så det er bare om at være vågen op opmærksom på tidens tegn og øjeblikkets kalden i min egen mikroverden. Måneknuderne er som porte til noget nyt og når Uranus er med i billedet, så kan det vende op og ned på livet. Tiden vil vise hvordan.

Nu fik jeg slået lidt hul på skriveblokeringen. En lille flig er løftet men jeg ved ikke hvor det vil gå hen. At ”vente på inspirationen” er en dårlig ide. Den skal vandes og næres for at få nyt liv. Måske vil det lykkes, måske ikke. Det er i hvert fald tydeligt for mig at der skal ske en forandring og at det som alt andet – især for en tyrefødt – tager sin tid.

Og lige nu bliver det ”kaffe… og en podcast”.

 

 

 

Tankespind om befrielse og social genoptræning

Da coronapasset dumpede ned i telefonen den 21. maj var det med en fornemmelse af befrielse. Samtidig med at det også gav anledning til en lille uro, for nu er der jo også åbnet for samvær med andre mennesker…

Vaner og rutiner har ændret sig i det seneste 1 1/2 år. Der har ikke været fysiske samvær at tage stilling til, særligt efter seneste lockdown fra december 2020 til nu. Vi holdt “juleaften” i familien den 22. maj… alle gaverne havde stået i en sæk i kælderen i næsten et halvt år. Men det har så også åbnet for at ellers fastlåste traditioner og ritualer sagtens kan omformes til noget andet.  Det yngste barnebarns dåb blev også udskudt et halvt år, indtil “de gamle” i familien kunne være færdigvaccinerede. Jamen, ting kan jo lade sig gøre. Og selv hvis slægtsdåbskjolen er blevet for lille  (eller barnet for stor) kan den jo bæres symbolsk – hvis det har betydning for nogen.

Kaffemøderne online har været flere og på ingen måde ringere.  Jeg har set og talt med venner i andre landsdele langt oftere, endda helt uden at det bliver til projekter med rejser og overnatninger og hvad der nu skal til.

Hvad ser du mest frem til efter befrielsen (læs: vaccinen) – og mit svar er: adgang til træningscenteret, biblioteket, til kunstudstillinger og museer. Det sociale kommer i anden række og skal introduceres i små doser og med lange pauser imellem. Men sådan har det altid været – nu er det bare blevet endnu mere tydeligt.  Jeg er ekstremt indadvendt og elsker at være alene med mine sysler. På den måde har coronatiden ikke voldt vanskeligheder for mig. Jeg har faktisk nydt den langstrakte ro og stilhed.

Jeg er ikke den eneste i min omgangskreds der har oplevet det sådan. En veninde har f.eks. fået skrevet en bog færdig til udgivelse i efteråret. Jeg har selv haft et godt flow i skriveriet til Horoskopbladet Stjernerne. Den næste artikel er om Rudolf Steiner. Den kommer i Krebsebladet den 20. juni og flere er på vej. Jeg har en post-it liste af spændende personligheder på opslagstavlen, der holder mig beskæftiget i det næste lange stykke tid.

Og lydbøgerne. Jeg er simpelthen med på den bølge. På med travesko og airpods. Og så afsted ud i nabolaget. Eller tage bussen lidt længere væk nu hvor frygten for smitte er aftaget. Jeg har virkelig ikke haft lyst til den kollektive trafik før jeg blev vaccineret. Men som med et trylleslag lettede det.  Mundbind? Ikke noget problem. Det monterer jeg bare pr automatik og har min egen sprit i lommen (så er jeg sikker på at den ikke er parfumeret).

Befrielsen er altså mærkbar. Og det endda efter første dosis. Jeg har nummer to til gode om en ugestid.  Eneste minus: Jeg var usædvanligt træt og bronkitissymptomer blussede gevaldigt op i de første uger efter vaccinationen. Men nu er alt godt igen og det er tid at finde lydbog og travesko frem, for nu skal jeg afsted ud i det (omsider) gode vejr og hilse på den stundende sommer.

 

Tankespind om ingenting

En hel uge har bloggen været lukket. Jeg har været i tvivl om dens fortsatte eksistens og relevans. Den tid vi lever i for øjeblikket, giver anledning til overvejelser om fornyelser og meningen med det hele.

 

 

Merkur har været retrograd i Vandbæreren siden 31. Januar og vendte endelig i går den 21. februar. Der skete en mærkbar lettelse i humør og sind. I mit tilfælde hænger Vandbæreren sammen med 8. hus og indikerer samtidig fortid og fremtid. Hvad skal bevares fra fortiden og hvad skal fornyes til fremtiden?

Svaret er at jeg ved det ikke. Derfor øver jeg mig i at blive i nuet og se hvad et næste skridt er. Og det næste. Og det næste.

Måske slet ingenting.

Det er noget i tiden.  Den her usædvanlige situation der tvinger os alle – mere eller mindre – hjem og i relativ isolation. Ingen kunstmuseer, ingen biblioteker, ingen butikker, ingen frisører, ingen træningscentre, ingen samvær… det er en masse ingenting, der kan få fantasien til at gå i selvsving. Det må gøre noget ved os som individer og som samfund på længere sigt. Det er en overgangstid, et overgangsliv. Et ingenmandsland. Et impasse.

Saturn og Uranus er pt i tæt kvadrat mellem Vandbærer og Tyr der indikerer opgør med forældede strukturer overfor nye strømninger og ideer. Det skaber splittelse, forargelse, måske endda chok, hos mere reaktionære kræfter når avantgarden kommer på banen med nye ideer og måder at leve på. Det har det altid gjort. Jeg er ved at læse om kunsten i begyndelsen af det 20. århundrede – en bog der ligefrem hedder “The Shock of the New” hvor den nye abstrakte kunst forargede borgerskabet. “Det ligner jo ikke”.  Wassily Kandinsky, Paul Klee, Piet Mondrian – og ikke at forglemme Hilma af Klint, der dog først blev kendt i 1980erne 40 år efter sin død – men hun var en af den abstrakte kunsts pionerer. Alle disse kunstnere havde set det samme – nemlig det usynlige. Det var noget i tiden… nå – jeg fortaber mig vist her…

Den erfaring som pandemien har bragt med sig  – når det engang bliver evalueret – vil ændre på dele af vores infrastruktur og  måden at indrette arbejdspladser,  skoler og dagligliv på. Tilbage til normalen efter corona? Det tror jeg nok – men ikke sådan som vi kender det eller tror det bliver. Uranus er uforudsigelighedens planet – og har nok et par esser i ærmet endnu.  Hver enkelt af os har medansvar for helheden og det er nok en af de vigtigste lektioner, som jeg ser det, at covid-19 har givet os.  Det er et af Vandbærerens væsentligste temaer: individets plads i helheden.

Men i hvert fald… foreløbig er bloggen åben igen hvor jeg skriver når jeg har noget på hjerte, så tager vi den der fra – og tak til dig der læser med.

Billedet er fra en travetur i skoven i weekenden – min søster døbte den: “Ked-af-det-trold-med-løbenæse-ish.” Det synes at være rimeligt passende.

 

En rigtig mchawi

Det er første juledag. Solen er fremme og himlen er  blå. Mejserne pisker fra gren til gren i ahornen udenfor vinduet. Det er en nydelse at overvære fuglenes fest. I går, mens jeg talte med min søster i telefonen, udbrød hun pludselig “en isfugl” – den fløj ret foran hende, som et blåt lyn… et sjældent syn. Hvor var hun heldig.

Jeg mærker hvordan juleklaustrofobien endelig har tabt en smule terræn. Sådan er det altid i dagene op til den 24. december og frem til nu den 25. Det strammer i kroppen. Ikke af forædelse, for det bruger jeg ikke, men af indeklemthed og at være et slags gidsel i decemberdramaet der udspiller sig år efter år efter år.  Nu har jeg børnebørn og skal sådan passe på ikke at overføre min julefobi til dem. Vi holder ikke juleaften sammen. Det er de andre bedsteforældres privilegium. Og de elsker det. Jeg er taknemmelig for at få lov til at være fri. Vi hygger på anden vis en anden dag i lidt mindre målestok. Engang i fordums tid blev jeg kaldt “nøjsom”, som en fejlfunktion jeg måtte arbejde på at rette. I dag er jeg nøjsom fordi det er sådan jeg bedst kan være i verden. Jeg bliver simpelthen syg af overstimulering og overflod.

Årets sidste uge bruger jeg til at opsummere året der er gået. Rydder op i papirer og billeder – der for det meste nu er digitale – og gør klar til et nyt årstal. Det giver anledning til refleksioner og et ekstra eftersyn på hvad jeg har lavet i årets løb og hvad jeg evt. vil ændre i året der kommer.  Ikke som forsæt, men som genstart.

Saturn og Jupiters konjunktion der kulminerede den 21. december, gav en pudsig reaktion: læsertallet på denne blog tog en himmelflugt. Aldrig har der været så mange besøgende på bloggen på så kort tid. Jeg tænkte at det var en fejl, en bot, en crawler. Men nu har det igen lagt sig til et mere normalt niveau. Søgningen og interessen for konjunktionen har været enorm.  Det er bestemt også en markant forandring som vil være mere eller mindre mærkbar alt efter husposition i fødselshoroskopet.

I mit tilfælde er det 8. hus der bliver aktiveret.  Det okkulte hus, det ubevidste hus, huset for det psykiske og uhåndgribelige. Jeg ser frem til at øge kontakten med de sider af tilværelsen som ikke umiddelbart er tilgængelige, at lytte indad – opad.  I Vandbæreren handler det om at slå hjernens og hjertets antenner ud og gøre sig modtagelig for hvad der måtte komme af informationer.  Ikke fra Google eller Facebook men fra et helt andet sted, uden brug af gadgets.
Hjertet? Ja, for vi skal også tage Løvens tegn i betragtning – Vandbærerens modpol – hjertets, Solens, hjemsted.

Allerede for mange år siden, slog jeg ind på mystikkens vej. Så tog livet en drejning og det trådte i baggrunden.  Jeg mistede ligesom kontakten og befandt mig mere i den konkrete, fysiske verden. Det skal jo også passes – men balancen tippede over og nu mærker jeg længslen efter fordybelsen igen.

For at fremme processen er jeg gået i gang med studere mystikere fra 1800tallet – Madame Blavatsky, Annie Besant og Alice Bailey.  Og for at det ikke blot bliver et privat  indadvendt projekt, så kommer der artikler i Horoskopbladet Stjernerne om disse tre pionerer indenfor mystik og teosofi i takt med mine studier om deres liv og lære.  Det stemmer godt med vandbærerenergien og 8. hus. Saturn ansporer til at studere flittigt, Jupiter hjælper til ved at skabe indsigt og forståelse. Det gamle skal støves af, fornyes, genaktiveres i den aktuelle tidsånd. Tiden vil vise om det lykkes.

Et særligt tegn på den nye energi kom for et par dage siden da en ung tanzanianer spurgte min niece om mig og min astrologi da vi havde talt om hans horoskop… han var interesseret i min alder…  aha, sagde han, så er hun en rigtig “mchawi”.  Det er swahili for “astrolog”, “magiker”, “heks”…  i sin helhed en person der har adgang til mystikken og magien. Det tog mit aktuelle tvivlersind til sig… i hvert fald er min årgang 1957 med mig.

Som med al astrologi, så er formålet at bruge den før den bruger mig… 8. hus kan også være udfordrende og angstprovokerende, men det agter jeg at imødegå ved at vende mig til mystikken og lade intuitionen og magien råde… lade min indre mchawi få den plads den tilkommer og huske at tvivlen er en ven, der forhindrer fundamentalisme og fanatisme… to begreber der også hører 8. hus til.

Solen har smeltet rimfrosten af tagene derude… det er tid at “lufte hunden” som jeg ikke har.

Glædelig første juledag.

 

Trække vejret, dybt og roligt

21. december 2018 kl. 23.23 står Solen i 0 grader Stenbuk. Det er solhverv. I min familie er der to fødselsdage inden jul, den 19. og den 22. – og jeg skal lige finde en måde at holde balancen på.

For et par timer siden var jeg på indkøb og havde ærinde i storcenteret. Et sted jeg virkelig afskyr at komme. En kakofoni af lyde – hver butik med sin musik, så det bare bliver til støj, flimrende lys, madlugte fra torvet i midten, myldrende mennesker… mange mennesker, med vilde blikke, uglet hår, en hale af grædende børn, mødre med pakkenelliker til op over begge ører. Hjertet slår kolbøtter og synet blafrer et par sekunder. Jeg standser op midt i strømmen. Lukker øjnene og siger mit mantra med hviskende stemme: trække vejret, dybt og roligt. Og jeg giver mig selv et halvt minut til at mærke den dybe vejrtrækning, berolige kroppen og mærke mine fødder. Så åbner jeg igen øjnene og indstiller blikket på uendeligt. Jeg gør mig usynlig, glider igennem menneskestrømmen uden at støde ind i nogen. Bare lige så stille nå derhen hvor jeg har ærinde.

Og kommer – usynlig og meget målrettet – ind i Føtex. Jeg skal have en flaske Cointreau der er på tilbud her, ellers var jeg aldrig gået derind – og nogle appelsiner. Det er som et inferno jeg bliver suget ind i. Går forbi bunker af bøger og ting – ej – skulle jeg ikke lige have en bog til min svigerdatter… eller noget ekstra til barnebarnet… nejnejnej, siger min indre stemme, du har købt gaver. Det er mere end nok!

Det er simpelthen påvirkningen der gør det. Lemmingeffekten. Alle jeg ser i butikken har vogne fulde af varer og det hele virker som en myretue hvor nogen har forstyrret deres sti. Det hedder også kaos. Og mit hoved bliver til kaos og frygt for om jeg gør det godt nok… stop det!! Jeg har ondt i højre øje…

Endelig henne ved kassen. Mine to varer op på båndet, jeg formår at give et medfølende smil til den søde kassemand, der prøver at holde tungen lige i munden mens køen bag mig vokser.

Trække vejret, dybt og roligt – siger den indre stemme konstant til mig. Det er ikke min egen, men min yogalærers stemme jeg hører som en beroligende båndsløjfe i hjernen. Ude af Føtex, indstiller jeg igen blikket på uendeligt, forsøger mens det trykker for brystet, at ignorere støjen og glider roligt, med mantraet kørende i hovedet, ud i den grå, men forfriskende decemberdag.

Nu er jeg hjemme og skal ikke mere ud i julehysteriet. Klar til at holde Sønnikes sohvervsfødselsdag sammen med hans lille familie.

Juleaften…? Den holder jeg for mig selv, på sofaen med et glas Cointreau og en god bog, mens de er til storfamiliejul med hele udtrækket hos barnebarnets søde bedsteforældre i Jylland.

Oh what a wonderful World.

Verden er af lave...

Næppe er vi kommet over på normaltid igen, før det  hvide drys daler sagte fra en gråhvid  himmel. Altimens træerne stadig står i gulorange farvepragt. Det er næsten symptomatisk, som årstider, vejr, datoer og tidspunkter følger skarpe afgrænsninger. Efter den 20. marts er det forår, efter 20. juni er det sommer, efter 20. september er det efterår, efter overgang til normaltid sner det.

Månen befinder sig i Tvillingernes tegn i disse dage. Det er mærkbart.  Jeg er rastløs; søgende efter fornyelse, forandring, stimulerende inspiration, mens min lænderyg og tilhørende muskelgrupper stritter imod enhver bevægelse der gør det nødvendigt at være opmærksom på hvordan jeg sidder, ligger, går, står, vender mig så jeg undgår de der jag af smerte gennem kroppen.

Det er søndag morgen og vi har fået en time ekstra (vel har vi ej, men vi kan godt bilde os det ind), og det sner. En grå og stille morgen hvor jeg konstaterer at der ikke er mere mælk… kaffelatten må vente til jeg har været en tur hos købmanden. Ryggen har godt af at komme ud at gå – især fordi jeg sad ved skærmen det meste af dagen i går og ledte efter et nyt tema til min hjemmeside… der er mange gode, men ikke gode nok. Ja – fornyelsestrangen er tydelig og da jeg ikke kan flytte om på møblerne, så er det de immaterielle ting der må stå for skud. Ja, tvillingemåne… det går over om et par dage!

Jeg må afsted, ud i snevejret (eller sludvejret),  klokken er halv ti, nåh nej… halv ni… købmanden åbner først om en halv time. Har købmænd åbent om søndagen? Nåh ja, det har de jo…  verden er da af lave.

Mens jeg har skrevet dette er det holdt op med at sne og den er straks smeltet – intet bliver liggende ved 5ish graders varme. Så – billedet er snyd…  så meget sne er der ikke nu, det er taget den 8. marts.

Nu afsted til købmand.

Tankespind om livet med internet

Der var engang, for mange år siden, da internettet endnu var helt nyt og ukendt for os almindelige mennesker.  Computere var store kasser – en station med maskinrummet, en lille skærm i en kæmpekasse med billedrør, et tastatur og en mus, og en printer. Alt koblet sammen med ledninger i tykke fletninger. Harddisken havde 20 MB lagringsplads. ja, du læste rigtigt – tyve. Megabyte. og 512 kb (kilobyte) ram… og det var endda meget.  I dag kan vi næsten ikke klare os uden mindst 500 gigabyte harddisk og 8 gigabyte ram – og det er endda i underkanten. Nu tæller vi i terabyte. Hvad siger du? Billeder og videoer? Nej – det kunne man ikke…

Mange år siden er lig med 1996. Og jeg var en af firstmoverne med at være på internettet. Det skete over et modem forbundet med fastnettelefonlinjen, hvor det tog et minutstid at blive koblet på nettet. Først hørte man lyden af indtastningen til et internet-telefonopkoblingsnummer, så kom der nogle andre lyde og så var man på.  Google var ikke opfundet endnu. Det var en søgemaskine der hed “Alta Vista”, der betyder noget i retning af  “udsigt fra et højt sted”. Og så kunne man ellers søge… hvad der nu var. Og det var ikke meget. Og mens vi var koblet på nettet, kunne telefonen ikke bruges. Mobiltelefoner fandtes ikke.

Jeg fandt en lydfil på youtube –  – ja sådan lød det når internettet blev koblet på. Det er helt nostalgisk.

Iøvrigt betalte man telefontakst plus noget mere for hvert minut man var på nettet, så det blev ikke til lange søgesurfture derude. Men der var jo heller ikke så meget at komme efter

Den første computer jeg kom i berøring med var ikke min. Det var en vi anskaffede på mit arbejde da jeg var sekretær for en advokat.  Jeg plagede for maskinen til han gav sig – jeg VILLE have den til kontorbrug – den kunne faktisk kun bruges til at skrive og gemme filer – og spille pacman eller kaper.  Det var i 1986 – længe før internettet blev allemandseje – og jeg overtog den privat nogle år senere, da firmaet lukkede.  Om det var den samme vi brugte til det første internet ti år senere, kan jeg rent faktisk ikke huske…  det lyder usandsynligt…

Da min søn blev nonfirmeret i slutningen af 90erne, fik han sin helt egen pc. Da var prisen faldet til det halve og harddisken steget mangedobbelt. Den var ikke blevet mindre, rent fysisk, siden den første, men den havde langt større kapacitet og var såkaldt “fremtidssikret”. Det skulle så vise sig slet ikke at være tilfældet. Intet har siden kunne holde mere end få år, før det var håbløst forældet. Men der blev spillet Fifa for fulde gardiner på drengeværelset. Det var på en floppydisk – eller var det cd-rom?. Siden afløstes skrumlerne af bærbare, engang i begyndelsen af Nullerne. Det var en revolution. Vi havde hver sin og kunne nu komme “på nettet” som det mest selvfølgelige.

Siden dengang har pc’en og internettet været en fast bestanddel af livet og hverdagen. Både på arbejde og privat. Jeg har altid følt mig som en der var på forkant med udviklingen, og været en såkaldt superbruger.  en god ven og it-nørd hjalp mig i starten og lavede endda mit første primitive, astrologiprogram. Det var dengang styresystemet hed DOS, skærmen var sort og skriften grøn. Siden Windows kom til,  har venner og familie brugt mig som konsulent når deres maskiner drillede. Jeg synes det er sjovt at nørde med de mere avancerede ting på brugerniveau.  Det har været let for mig at finde ud af de forskellige systemer og indstillingsmuligheder i hvert fald op til Windows 7. Mine hjemmesider har jeg altid selv lavet, ud fra de muligheder webhotellet stillede til rådighed.

Men jeg føler at jeg er ved at sakke bagud.  Nu går det så hurtigt, at jeg slet ikke kan følge med.  Der er simpelthen så meget jeg ikke kan gennemskue – hvor ryger det hen? Hvem kan se hvad?  osvosv. Som du måske har bemærket, så er der ingen kommentarmulighed på bloggen her. Det er fordi det er alt for meget at sortere i  kommentarer, der måske slet ikke er reelle fordi det er spam eller trolls – og hvad har vi…

Når jeg ser de yngre generationer håndtere de her ting, så bliver jeg så imponeret over den uforfærdede lethed de navigerer i det med – og kommer til at føle mig smågammel og småparanoid over følelsen af at miste kontrol. Men det er nok bare indbildning.

Jeg er på Instagram Ja, – men jeg slår sjældent noget op – jeg er der kun for at kunne følge andre. Facebook har jeg været med på fra starten – også der har jeg droslet gevaldigt ned på aktiviteten.  På Twitter har jeg også en profil og har opdaget at de har en langt højere kvalitet end Facebook – forstået på den måde at der er meget bedre flow og langt færre reklamer…  jeg slår ikke noget op selv – ingen jeg kender bruger Twitter, så det er lidt omsonst.  Jeg følger astrologer, nyhedskanaler og enkelte politikere mv.  – og med gode filtre så man kan inddele sin nyhedsstrøm i forskellige kategorier – så kommer det hele ikke i en uordentlig bunke. Twitter virker langt bedre end Facebook, som jeg oplever som stagnerende – eller endda døende.

Hvad jeg ville sige var, at internettet er blevet et stort kaotisk virvar og det er bare om at holde tungen lige i munden, sørge for sine sikkerhedskoder og tofaktorlogin, holde øje med falske mails og datafiskere, og ikke vide sig sikker på om uvedkommende kan bryde ind i den “personlige computer” der slet ikke er så personlig mere… (var der en der hviskede “stressfaktor”?)

Pyha – den gamle FirstMover, føler sig pludselig som LateComer…

Tankespind til Selvet

Et spørgsmål jeg af og til stiller mig selv er:  “Hvorfor gør jeg det?”

For det meste er det let nok at svare på. Især når det handler om noget så basalt som hverdagens gøremål, om helbred og tryghed. Så er flere af svarene selvindlysende. Jeg spiser for at holde mig i live – og for nydelsens skyld. Jeg sover for at restituere krop og sind. Jeg holder mig selv og mine omgivelser rene, fordi det højner selvværdet. Jeg dyrker yoga for at holde kroppen bevægelig – og sindet med. Jeg er sammen med mennesker, fordi de inspirerer og holder mit sind åbent. Jeg afviser at opholde mig hvor der er trængsel og støj, fordi det stresser. Jeg hører musik for at komme i en bestemt stemning eller ændre en stemning. Jeg fotograferer, fordi et vellykket billede er som et kick, jeg kan blive helt høj af. Jeg skriver fordi det kan virke forløsende på konflikt- og kompleksstof i psyken. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg deler ideer, tanker og følelser med andre, for ikke at være alene med dem og i håb om at andre kan spejle sig ligesom jeg spejler mig i andres. Jeg studerer astrologi, for at finde en slags orden i det kaos livet er. Jeg mediterer for at holde sindet i nogenlunde balance (men – at have et mål med meditation er en selvmodsigelse. Meditation er selve målet).

Hvad så med de ting jeg gør, uden at vide hvorfor? Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg måske engang finder svaret på – måske når jeg er holdt op med at gøre dem… eller når de svar jeg troede sande, har løftet sig til nye svar, nærmere sagens kerne. Og nej – dårlige vaner og mønstre med ubevidst indhold, holder jeg for mig selv…  men tro mig – de er der!

Og så til sidst: hvorfor skriver jeg dette blogindlæg? Svar: fordi jeg sad ved morgenkaffen og funderede over ordet “hvorfor” og fik lyst til at dele tankerne. Og netop ordet “lyst” er centralt for alle “hvorfor’er”. Hvis ikke det er lysten der driver værket – som klicheen hedder – hvad skulle det egentlig så være?

Funderingerne fortsætter i enrum.    

Tankespind om Uranus i Tyren

Der er ikke længe til at disruptionsplaneten Uranus træder over broen til Tyrens tegn, efter syv års ophold i Vædderen. Derom vil jeg berette mere i en artikel i Horoskopbladet Stjernerne på et senere tidspunkt, i et tilbageblik på hvad vi mon har lært af det – ikke mindst i den astrologiske tydning. Den eneste måde at lære astrologi på, er ved at se tilbage på tidligere tider og hændelser for at tage det med ind i fremtiden, og prøve at sætte erfaringerne ind i den nye tids kontekst.

Den 13. maj 2018 er en astrologisk interessant dato.
Uranus står i den sidste grad af Vædderen og gør sig klar til det store skift den 15. maj. Men inden da, vil Merkur lige stryge forbi Uranus og stikke ham mikrofonen inden han selv tager et forspring ind i Tyren. Samme dag kommer Månen lige hen over de to trickstere og danner en tripelkonjunktion – lige akkurat hvor Merkur har stukket storetåen ind i Tyren.  Det er “det store springbræt” – der tillige bliver boostet af et kvadrataspekt fra en energisk og insisterende Mars sidst i Stenbukken. Det lugter af, at noget voldsomt, pludseligt og uventet kan ske – og vi vil komme til at læse om i medierne.

Den her aspektkonstellation kan virke som om lyset pludselig bliver tændt – navnlig erkendelsens lys. Men der skal måske gå en hændelse forud, som en rystelse. Løgne bliver pludselig afsløret,  fanatiske overbevisninger får et skud for boven, det man troede var sandt, er pludselig fuldstændig forkert…

Hele det astrologiske miljø summer og brummer af Uranus og skiftet til Tyren. Det er en spændende overgang, der forhåbentlig vil få våben til at stilne og rette opmærksomheden mod genopbygning af ødelagt miljø, bæredygtighed i fødevareproduktion,  nyt syn på forholdet til mad og spisevaner, fremme varige værdier, nye former for afgrøder, andre måder at organisere penge på. Der har været talt om yderligere udvikling af bitcoin og andre cybervalutaer, måske helt afskaffelse af penge som vi kender det i dag. Der er meget at tage fat på og at skrive om hen ad vejen.  Vi får se om jeg kan følge med.

I mit mikrokosmos får Uranus en større rolle at spille, eftersom Tyren er mit soltegn – ganske vist har jeg Solen helt henne i slutningen af tegnet, så der er nogle år til planeten når frem – men jeg har tid til at øve mig og lære hvordan den virker i mit liv. Indledningsvis har jeg bestilt et nyt astrologiprogram (Uranus er traditionelt astrologiens planet – i hvert fald siden den blev kendt, før den tid var det Jupiter), som jeg glæder mig til at sætte mig ind i og få ny inspiration af (Uranus er også inspirationens planet).  Det er det store australske Solar Fire, som jeg længe har ønsket mig. Nu giver jeg mig selv det i fødselsdagsgave… og kan næsten ikke vente med at pakke op.

 

 

Skærtorsdagsskvalder

Solen og Saturn ligger i kvadrat til hinanden -perfekt til en dag bag støvsugeren. Og det sner stadig. Vinteren vil simpelthen ikke slippe sit tag. Jeg går i en sær stemning af – ja hvad?  Det er en stemning jeg holder meget af.  Det er noget med klarhed og melankoli. Det er noget med te og stearinlys – når rengøringskonen kan holde fri.  Jeg kom til at falde i staver over gamle dagbøger og fandt en fra 2008 med billedet af en rynket, lattermild kones ansigt.  Hun blev min “samtalepartner” engang jeg dyrkede shamanistiske visualiseringer mere end jeg gør nu.  I de senere år er shamanismen gledet ud til fordel for astrologi og jungianske studier. Jeg har lyst til at invitere hende, den vilde kvinde, tilbage.

I den samme dagbog lå der et notat  fra en tidligere kæreste, der havde testamenteret sine filosofiske bøger til mig. Han døde i 1993.  “Læs den der hedder Gud og Videnskaben” skrev han. Jeg læste den så – i 2008. Årtierne flyder sammen. Om jeg læser noget det ene eller det andet år har ingen betydning. Fortid, nutid og fremtid eksisterer samtidig – hjernen (eller bevidstheden) skelner ikke. Måske skulle jeg læse den igen…

Melankolien følger måske af at det er skærtorsdag og i morgen langfredag.  Da jeg var barn, var det to meget stille dage. Især langfredag.  Alt var lukket. Biografer, butikker, kiosker, tankstationer. Alt. Man kunne høre støv falde til jorden, så stille blev der. Vi skulle mærke på egen krop at Jesus blev korsfæstet og døde en langsom død…  Det sidder stadig i blodet. Timerne snegler og eftertænksomheden er uundgåeligt forstærket.

“Gud og Videnskaben” er en samtale fra 1991 mellem en religionsfilosof og to astrofysikere om universets oprindelse – naturvidenskaben – kontra bevidsthed og ånd. En hed diskussion som jeg dengang var meget optaget af. Jeg tror på evolutionen fordi den er fysisk synlig i verden. Og – jeg tror på en bevidsthed hinsides det fysiske og at den kan sanses – hvis man giver sig hen til det i psykisk-mentale øvelser som meditation og yoga – og stille eftertænksomhed.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her. På engelsk har de et udtryk der hedder “ranting” – tom snak i en lind strøm. Internetordbogen oversætter det til “fantasmer”. Ikke et godt udtryk… slog det op i den store røde engelsk-dansk ordbog og fandt oversættelsen “skvalder”.

Det er bare en stille skærtorsdag og jeg har gjort rent i hele hytten. Klar til familiefrokost. Langfredag er ikke hvad den har været… heldigvis.

Jeg må have fat i den vilde kvinde… og skvaldre lidt videre med hende!

 

Shit, jeg føler mig kedelig

Det er februar 2018. En måned uden nævneværdige aspekter – og alle planeter er fremadrettede.  Der er ikke noget der hidser op eller inspirerer.  Medierne er ramt af koreansk sportsvirus og der er i nyhederne bemærkelsesværdig meget omtale af ukontrollabel svampevækst. I Holland.  Og vi er ikke engang nået ind i Fiskenes fugtige vandtegn endnu.

Og dog. Venus er gået i forvejen den 9. februar og har måske noget med det at gøre. Merkur følger efter den 17. februar og Solen indhenter dem begge den 18. februar, uden at det  kommer til konjunktioner. Der er fart på Merkur og Venus, så der er risiko for fejl og forvirring i skyndingen og beslutninger tages på et for mudret eller illusorisk grundlag.

Jeg har følt mig underligt uinspireret og ude af kontakt med mig selv i den seneste måned. Og jeg kan læse af kontakter på twitter og facebook, at jeg ikke er alene om det. Det gør det noget nemmere at acceptere.  Til gengæld har jeg brugt tid på at nulstille.  Ikke kun telefoner har godt af at blive startet forfra, det gælder også det fysiske og mentale rum. Processen er langvarig og kræver foruden en del ture til genbrug, også en fordybelse i ting og sager – gamle papirer og bøger der ikke længere har nogen praktisk værdi, luges ud. Det er samtidig en fordybelse i fortid  – både den nære og den fjerne.  Der er noget velgørende i at slippe ting der knytter sig til hændelser, tidsperioder,  mennesker – og følelser, der for længst er sat fri.  Der bliver befriende plads til nutiden og fremtiden.

Som sagt, alle planeter er fremadskridende i februar og det kan synes at alt går glat og ligefremt – men også med fiskeagtige tågedannelser.  Det ændrer sig omkring 9. Marts hvor Jupiter vil gå retrograd i Skorpionen og give mere nyt fra de skjulte kældres domæne. Følelsesmæssige tabuer får igen spotlight på – og det er der jo en grund til. Planeterne dømmer ikke og tvinger ikke, men de viser os hvem vi er. I Skorpionen er det særligt skyggesiderne der bliver lukket op til. Læg mærke til hvad og hvem du fordømmer i dine omgivelser – og tag så et kig indad på dig selv. Hvad ser du så?  Det kaldes at trække sine projektioner hjem, i psykologispsrog. Tag dig god tid – Jupiters retrograde bevægelse varer til 9. juli 2018.

I mellemtiden vil Mars begynde på sin retrograde bevægelse i Vandbæreren. Det sker kun hvert 2. år – og derfor synes det at have særlig betoning.  Det er fra den 26. juni og til 27. august.  Det sker på overgangen mellem Vandbærer og Stenbuk, hvor det bestående og det nye vil stå og skurre mod hinanden en tid. Jeg gætter på at det nye – hvad det så er – vil vinde.  I det personlige horoskop, afhænger det af huspositionen hvordan hver enkelt vil opleve det. Det gælder i øvrigt for alle planeterne – også ovenfor omtalte Jupiter i Skorpion.

Forudsigelser vil jeg ikke begive mig af med her. Det er alt for spekulativt. Men det bliver interessant at se hvordan man/vi/jeg vil gøre brug af det forråd af energi som planeterne og deres aspekter viser.

Lige nu i denne februar måned, er inspiration og energiforråd lidt tyndt og derfor vil jeg nu begive mig tilbage til nulstillingsprocessen, indledt med at vaske op og så tage en tur ned i containeren med lidt mere skrammel, der ikke længere gør nytte. Shit, jeg føler mig kedelig…

God mandag.

 

 

 

Bøgerne på mit natbord - tankespind om bevidsthedens grænser

Telefonen melder at posten har afleveret en pakke i min postkasse. Jeg skynder mig ned ad trappen for at hente den, flår pappet af og står nu med “The book of Neptune” i hånden. Det er seneste skud fra den amerikanske astrolog Steven Forrest, hvis bøger jeg anskaffer systematisk. Han er så inspirerende. Et sludrechatol ganske vist, men inspirerende når essensen af det han vil sige tegner sig. Han er det der kaldes “evolutionær astrolog” – hvilket vil sige at han beskæftiger sig med de store linjer, med den menneskelige udvikling på sjæleplan set over historisk tid.  Det er også blevet min kæphest indenfor astrologien. Spørgsmål om hvorfor vi er her, hvad vi skal og hvor vi skal hen –  i det store billede.

Neptun er min tro følgesvend for tiden. I transitkvadrat til Saturn i Skytten i mit radixhoroskop. Pudsigt nok i en tid, hvor Saturn og Neptun også er i kvadrat i det kollektive horoskop – altså der hvor det påvirker os alle, globalt.  Jeg får glæde af den i 1 1/2 årstid – er i lære igen. I lære omkring grænser, bevidsthedsudvidelse, livserkendelser – dyrker meditation og mindfulness intensivt foruden drømme gennem jungiansk psykoanalyse. Så bliver det ikke mere Neptun/Saturnsk. Det helt store spørgsmål er – hvad er bevidsthed overhovedet?

Steven Forrest beskriver – meget kort fortalt –  planeten Neptun som vinduet i et hus. Vinduet mellem personligheden, psyken – og det der er på den anden side af vinduet, det transpersonlige, det der ligger udenfor personligheden, psyken. Og han stiller det finurlige spørgsmål: Er vinduet inde i huset, eller udenfor huset? Hvad ser personligheden når den kigger ud? Hvad får personligheden når Neptuns domæne kigger ind? Metaforen med vinduet udvider han til at spørge til vinduets tilstand – ser du en snavset rude med dine egne fedtede fingre på – eller er vinduet klart og dermed usynligt og gennemskinneligt?

På den anden side af Neptun og Pluto begynder det ydre rum – vi regner normalt med, at det er Pluto der danner grænsen til det ydre rum fordi den for det meste er udenfor Neptuns bane, men i de seneste hundrede år – har Plutos bane i flere omgange været indenfor Neptuns, så de ligesom danner en dans ind og ud af hinandens bane, med nogenlunde samme hastighed, hvor planeterne har låst sig fast i en sekstil der har varet siden før 2. verdenskrig og følges ad til en gang i 2030 hvor sekstilen går i opløsning igen. Vi er altså 3-4 generationer der alle har en Pluto-Neptun sekstil i horoskopet hvilket har betydning for den tidsånd vi er født i og lever i. Teknisk indviklet  – jeg ved det – det er Steven Forrests forklaring komprimeret.

Vi siger traditionelt, at Saturn er planeten for grænser, tærskelvogter, disciplin og arbejde, erfaring og alderdom. Før teleskopets dage, var Saturn den sidste planet der kunne ses med det blotte øje og derfor danner grænsen for den menneskelige bevidsthed. Nu kan vi se langt længere – ja længere end teleskopet fra jorden. Vi sender teleskoperne ud og har derfor fat i en ufattelig mængde viden om hvad der befinder sig bag Saturns bane. Og bag Neptuns og Plutos baner. Hvordan vil den viden vi får påvirke vores psyke og bevidsthed?

Menneskeligt set, giver det kamp til Saturns position som grænsesætter. For hvor er grænsen egentlig? Vi kan jo se med satellitterne at der er mere. Der er hele tiden mere. Der er – så at sige – ingen grænser. Hvilken betydning vil det få for den astrologiske tolkning af begrebet “grænser” at vi oplever grænseløsheden – som er Neptuns domæne?

Hvis vi nu kigger på begrebet “entanglement” som kommer fra kvantefysikken – så ser vi at alt hvad vi hidtil har set som adskilte elementer, partikler, i virkeligheden hænger sammen, kommunikerer. Saturn står for adskilthed, kategorier og opdelinger – men i og med at vi zoomer ind (eller ud for den sags skyld), så er alting forbundet i en form for netværk. Vi er ikke adskilte individer, selv om det føles sådan. Vi er ikke adskilt fra det vi ikke kan se, opleve, med de fysiske sanser – vi har bare ikke, endnu, opdaget de “antenner” det kræver at se, mærke, opleve den “bevidsthedssky” vi befinder os i…?  Ja jeg sætter spørgsmålstegn.
En klassisk illustration af dette er en fisk i havet. Hvad er det fisken svømmer i –  kan den erkende det? Hvad er det vi mennesker svømmer i – kan vi erkende det?

Nogle mennesker kan. Seere og andre sensitivt begavede mennesker ved det. Jeg er en der leder efter det. Søger den sammenhæng der gør at det hele giver mening. Derfor elsker jeg at læse bøger af folk der forsker i de ting og fortæller om oplevelser der ikke kan forklares efter traditionelle, rationelle eller reduktionistisk materialistiske parametre.

Jeg har en anden bog på natbordet “Consciousness beyond Life” – en bog af en hollandsk kardiolog Pim van Lommel, der har interviewet patienter i sin hospitalsafdeling, der er blevet genoplivet efter hjertestop. Han påstår, at der “er noget”. At døden ikke er slutningen – men en overgang til en anden bevidsthedstilstand. Den bog falder så fint i tråd med bogen om Neptun – hvad er der på den anden side af bevidsthedens tærskel – eller livet som vi kender det? Kan vi erkende/erfare det?  Eller rettere – hvordan kan vi erkende og erfare det? Og hvorfor er det sådan?

Pim van Lommels hypotese er, at bevidsthed er ikke-lokal. Den traditionelle materialistiske hypotese er, at bevidsthed er et produkt af hjernen og dermed noget der sker i det levende menneske og som ikke længere eksisterer når hjernen er død. Men hvordan kan det være sådan, når beretningerne viser, at patienterne oplever sig selv i en anden tilstand, selv om alle måleapparater viser, at der absolut ingen aktivitet er i hjernen mens patienten set udefra er klinisk død.  Så er ideen den, at bevidsthed er noget udenfor den fysiske krop, som hjernen modtager og sender videre. Ligesom en radio. Kan det være, at vi i virkeligheden lever i bevidstheden? Ligesom fisk lever i vandet?

Ja, se det er de store spørgsmål for sommeren 2016 – i en verden i opløsning (Neptun) og modstand (Saturn) mod opløsningen. For nogle er det konkret og ulykkeligt, for andre mere perifert og iagttagende… men ikke desto mindre er vi alle midt i det.

Min læresætning hedder “at være med det der er” fra øjeblik til øjeblik. Lade det gamle opløses der ikke længere er virksomt, og lade det nye og endnu ukendte være velkommen og i øvrigt være åben og fordomsfri, så godt det går.

Og nu vil jeg læse videre i min nye bog om Neptun.

 

Forårsliv

Med nysmurte travesko og en intention om 10 km om dagen – og nærmest blændet af grønheden – indsnuser jeg Maj måneds tunge pebrede duft af den fuldfede overdådige floras erotik – hvem tiltrækker flest bier til bestøvning? Kampen synes at stå lige, det manglede da også bare.  Eneste anke er blot hvad forårets forjættende fylde af befrugtende liv afføder af nys, tårer, snot og svie hos menneskearten. Det skal dog ikke afholde en gammel vandrer fra at gå derud!

 

 

 

Tankespind om drømme og virkelighed

Jeg befinder mig på en rumstation foran et stort panoramavindue. Jeg ser i det fjerne vores blåhvid melerede planet og zoomer ind så jeg har hele planeten i synsfeltet. Alting på vores jordklode er i bevægelse, som hektisk aktivitet, dag og nat. Nogle er oppe, andre er nede. Nogle arbejder, andre gør ikke. Nogle er i lyset, andre i mørket. Nogle er glade, andre er ikke, nogle suser afsted i smarte metalkasser på hjul, andre går på bare fødder, nogle fryser, andre sveder. Nogle er rige, andre er fattige. Der er pletter at grå beton og asfalt, andre steder er der grønt, meget grønt eller kun lidt grønt. Resten er azurblåt med bølger på. Eller is, lidt mindre end der var engang, men stadig is.

Zoomer jeg så længere ind – helt ind på et enkelt individ, opdager jeg den samme myretue i mikroformat. Den samme uophørlige aktivitet og foretagsomhed, snart oppe, snart nede. Snart i arbejde, snart hvile. Snart glad, snart nedtrykt. Zoomer jeg endnu længere ind, finder jeg systemer i konstant bevægelse. Nerver, blod, celler, elektriske impulser.

Og zoomer jeg endnu længere ind – kommer jeg ind i søvnen om natten, i den storyline der udspiller sig der. Ind i de umulige scenarier og forestillinger der fortæller historier fra det ubevidste.

Drømmene fortæller historien om hvem jeg er, med redskaber fra det liv jeg kender, de erfaringer jeg har og det som jeg ved om “ting”. Jeg ser mennesker jeg kender – døde som levende – og jeg oplever ting der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, altså den virkelighed der findes om dagen når jeg er vågen og ved bevidsthed.

Ved bevidsthed. Det er nøgleordet. Bevidsthed har flere betydninger i forskellige traditioner og lærebøger, så derfor må jeg definere hvad jeg mener – jeg benytter Carl Gustav Jungs psykologiske model der viser det i tre lag:

Første lag:
Bevidsthed er den del af psyken der er aktiv når jeg lever i det daglige liv med andre mennesker. Det er mine valg og alt det jeg ved, at jeg ved. Det er den jeg navigerer med i det konkrete, fysiske og vågne liv.

Andet lag:
Det ubevidste – er alt det jeg gør, men som jeg ikke ved at jeg gør. Ønsker, jeg ikke ved at jeg har. Mønstre jeg lever i, men som jeg ikke kender til. Det er “det personligt ubevidste”. Prægningen fra oplevelser, far og mor og relationer i opvæksten. Det er de uforklarlige symptomers verden og kompleksernes domæne. Det ubevidste er i aktion, når der er problemer med bevidstheden. Bevidstheden og det personligt ubevidste kan modarbejde hinanden – ret meget endda. Komplekser og ubevidsthed er ikke forkert, uønsket eller noget der bør bekæmpes – det er en del af det at være menneske – omend det kan volde besvær.

Tredje lag:
Der er et lag mere af det ubevidste – nemlig det ubevidste vi har tilfælles i en kultur. Det som Jung kalder for “det kollektive ubevidste”. Symbolernes og arketypernes domæne, som vi er fælles om at kende betydningen af. Med variationer.

Jeg zoomer ud på rumstationen igen og kigger på den sortblå himmel – hvis det da hedder himmel set her fra, universets store, ufattelige rum. Jeg bliver helt svimmel og må holde fast i et gelænder under panoramavinduet. Alligevel vover jeg at zoome længere ud for at betragte vores solsystem. Vores egen hjemplanet Jorden som en lille prik med månen som en endnu mindre prik og planeternes baner omkring Solen – selve systemets hjerte. Vores – jordlingenes – hjerte. Og jeg funderer: Hvor kommer drømmene fra?

Drømmehistorierne henter stof fra andet og tredje lag og sender tråde op til lige under første lag, bevidstheden. Hvis jeg er heldig og vågner på det rigtige tidspunkt, holder hukommelsen fast i billederne, ja nogle gange i hele historien, der kan være så detaljeret som en spillefilm. Det spændende kommer når symbolerne i drømmene begynder at flette sig ind i det bevidste liv – som tegninger, fotos, poesi og meget andet jeg foretager mig. Jo mere integreret det bliver – desto mere oplever jeg det som om sjælen fryder sig over at jeg endelig er opmærksom på den som en virkelig og levende entitet. En del af mig. Stille og roligt giver den mig flere billeder og historier. Tydeligere symboler. Men ikke derfor lettere at tolke.

Det er også hårdt arbejde og jeg kan ikke gøre det alene. Derfor har jeg allieret mig med en dygtig jungiansk analytiker. At vågne med en drøm der har været voldsom eller indeholdt elementer af tidlige traumer og uforløste begivenheder er krævende. Til gengæld er der bonus, når broen mellem det bevidste og det ubevidste åbner sig. Så kommer der en klarhed som er svær at beskrive. Det er som en psykisk omsmeltning. En omkalfatring af psyken som min analytiker kalder det. En forvandling, hvor alt bliver anderledes. Min måde at bruge sproget på, min opfattelse af omgivelser, relationer, ting – og mig.

Mens jeg står der og dagdrømmer får jeg øje på Neptun ude i kanten af panoramavinduet i rumstationen. Den ligger der, stor og lyseblå som det gas den angiveligt består af. Drømmene er Neptuns domæne. Astrologisk er den i øjeblikket i Fiskenes tegn – dens hjemmebane. Astronomisk er den et andet sted, for vi skal trække 23,5 grader fra for at få den reelle position som vi ser den på himlen lige nu – som derfor er i Vædderen. Lad ikke dette skille os ad. Astrologi som vi udøver den har ikke fulgt den astronomiske virkelighed. Det er ikke vigtigt, for det er symbolsproget det handler om og ikke de faktiske, fysiske realiteter. Det blev bare tydeligt, her fra rumstationspositionen, at astrologi og astronomi i grunden ikke følges rigtigt ad – ikke som vi traditionelt ser det i vores vestlige astrologiske tankegang i hvert fald. Lad os blive i det astrologiske.

Dagdrømmen fortsætter, for jeg får øje på Saturn i Skytten – omtrent 90 grader under Neptun – og det siger ikke så lidt. Neptun og Saturn er antagonister. Og når de ses i 90 grader fra hinanden kan der være kamp mellem de to planeter – en kamp på drømmenes liv og død. En kamp på holdninger og meninger, og på hvad der er virkeligt. Skal drømmene realiseres eller skal de ikke? Neptuns drømme bliver lagt i håndjern hvis det står til Saturn, så vi kan blive ved det gamle og gennemprøvede – også selv om det er forældet og intet gavner. Omvendt kan Neptun få Saturn til at bløde op og blive positiv overrasket – så får vi en ny virkelighed. Med Neptun i sit eget tegn – Fiskene, og Saturn i Skytten hvor den bliver udfordret og nødt til at forholde sig til nye horisonter, så er det at jeg tror Neptun vinder denne kamp. Ikke mindst fordi Saturn må bøje sig og gå med energien, da den er en smule svækket i Skytten. Så derfor, drømmere, drøm stort – og få tingene ud i verden, mens tid er. Når Saturn flytter ind i Stenbukken, hvor den har hjemme, i begyndelsen af 2018, skal den nok få ryddet op i det der viste sig at være varm luft.

Nattens drømme viser mig hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. De fortæller mig en historie om mig selv, om det jeg har glemt og forsømt, om det jeg søger og higer efter, om den jeg inderst inde er – og kan blive.

Og er det egentlig ikke der al virkelighed begynder?
I drømme…?

Tankespind om påskens liv og død.

 

Det må være fordi der er noget særligt over søndage. Jeg har bemærket at det ofte er den dag jeg skriver en lille opdatering her. Eller indlæg, som det hedder på en blog.  Jeg skriver hver eneste dag.  Det er i det daglige skriv, der kan komme ny inspiration. Som om noget presser på for at komme igennem og blive sagt ude i verden.  Ordet “inspiration” betyder at ånde ind. Det er godt at lade ånden komme ind. Så sker der noget. Det er netop inspiration der driver værket.

Astrologisk er Solen gået i Vædderen for en uge siden, den 20. marts, det astrologiske nytår – og kommunikationens planet Merkur går lige i hælene på Solen.  Vædderen er et meget aktivt og igangsættende ildtegn og jeg skal da lige love for at  der har været aktivitet i det lille hjem i denne påskeferie.

Det har været en uge med oprydning i skabe og skuffer til glæde for genbrugsbutikkerne i nabolaget. Tøj jeg ikke har brugt i årevis er røget ud.  Nips jeg gennem tiden har fået forærende og som bare har ligget i en kasse, er gået videre ud i verden.  Ting der har haft en nostalgisk værdi før i tiden føles pludselig tyngende og trækker energi – nu slipper jeg dem fri.

Det sker med års mellemrum, at jeg tager et sådant raid. En art nulstilling. Det er mærkbart – ikke kun fysisk – at der kommer luft og plads i skabene, på hylder og i skuffer. Det er også en mental oprydning. Minder fra fortiden, gamle loppefund, nips og billeder jeg er færdig med at se på. Ting der hører til en tid, hvor jeg var en anden. Ligegyldige og dårlige fotos der har hobet sig op på computeren. En omfattende proces!

Det må være påskeenergien der er på spil her. Påsken er en plutotid – planeten Pluto står for bl.a. død og genfødsel. Det er netop påskens tema: Det gamle må dø for at give plads til det nye.  Radikal oprydning er også en måde at bruge påskeenergien på.

Det er befriende at slippe ting der binder til fortidens spøgelser!
Befrugtende at stå i nuet og lade inspirationen til det næste få plads!

God påske!

 

Tankespind om sjælens udødelighed

Det er en meget stille søndag sidst i februar. Solen står i konjunktion med Neptun i 9 grader Fisk.  Det skaber en drømmende og uvirkelig dag – fysisk og psykisk,  inde som ude.  En dag hvor uhåndgribelige fantasier og tågede billeder kan få lov til at fylde.

Der er ingen vind. Fuglene er tavse. En enkelt røgstribe står lige op af en skorsten. Der er ingen lyde og intet der bevæger sig, når jeg kigger ud ad vinduet. Selv søen er stille – frosset og stille.

 

 

Jeg er alene og har givet mig selv en fantasirejse – eller guidet meditation – hvad man nu vil kalde det. En shamanistisk halv time gennem underverdenen med trommer, ild og kraftdyrene – ulvene – som hjælpere. Formålet er at skabe kontakt til den indre ild og brænde alt overflødigt gods af. Tankegods, følelsesgods og hvad der ellers måtte være af skrald der bare hænger ved i sindet og kroppen. Det hober sig op og skaber forstyrrelser i energibalancen.

Neptun og Solen står lige på MC i mit horoskop, og støtter rejsen mod syd – der hvor underverdenen er – og der er intet at være bange for. Åndedrættet er fartøj og turen ned i jorden er let og ubesværet. Hjælperne er der og følger med mig mens jeg hvirvler ind i  en cirkel af ild fra øst mod vest. På vejen gennem ilden, ser jeg ansigter af mennesker – ikke nogen jeg kender i dette liv – men ansigter, som jeg fornemmer har tilhørt mig selv i andre epoker og tider. En påmindelse om, at dette ene liv godt nok er dette ene liv – på denne måde, i denne krop – men at det også er et liv i en lang række af liv levet under mange forskellige forhold. En påmindelse om sjælens udødelighed. Jeg har ikke noget bedre udtryk for det. Vi må jo bruge det sprog vi kan forstå.  Men sproget slår ikke til – eller rettere, så slår forestillingen om hvad ordene betyder, ikke til.  For hvad er en sjæl?  Jeg kan kun forestille mig, at det er “mig” der bare fortsætter i en åndelig tilstand efter døden. Men det er nok en fejlopfattelse, for “jeg”, dvs. min personlighed som jeg og andre kender den, går jo under. Hvad er der så tilbage?

Når du iagttager dig selv, hvem er det så der iagttager…?
Det er spørgsmålet!

Trommen og stemmen leder mig opad igen og ilden bliver svagere. Jeg kommer op i dagslyset og åbner øjnene. Strækker kroppen i velvære. Jeg føler mig lutret. Den fiktive ild har gjort gavn.
Eller… var den nu også fiktiv??

 

Virkelighed og spejle

Latteren fra den hvide strand skyder genvej gennem buskadset, bag hvilket jeg sidder på et blåt håndklæde og læser i en bog af Simone de Beauvoir. Lyden blander sig med larmen fra en motorbåd, der fræser sundet op. Og hundeglam.

Vinden hvisler sagte og aer mine kinder – først den ene, så vender den og aer den anden. Let til skiftende, taler vinden nu med, hæver stemmen i kronen af det træ jeg sidder under. Et egetræ, der hvisker århundreders uforståelige hemmeligheder i mit øre.

En mørk og solbrun ung kvinde krydser den grønne plæne sammen med en lille, også brun, vimsende hund i snor. Hendes dybsorte hår blafrer selvbevidst langt ned ad hendes ryg. Hun vender sig kort om og kigger hen mod mig som om hun ved at jeg ser på hende.  Kækt kaster hun med håret, vender sig igen væk, og går videre op mod den hvide villa på bakken. Hun er smuk.

Jeg iagttager en virkelighed, der stråler fra alle sider –  ind mod midten.  Ind mod mig.
Jeg tager et spejl op af muleposen ved min side og kigger på omgivelserne i det. Drejer det rundt i en cirkel og ser ind i virkelighedens omvendte vinkler og retninger – og med et synes alting mere virkeligt, set indenfor spejlets ramme, end når jeg ser det hele i de sædvanlige 180 graders synsvinkel, som øjnene kan se.

Virkeligheden bliver altså næsten mere virkelig, når den bliver spejlet og rammet ind?
For at opleve virkeligheden helt, må jeg ligesom træde ud af den eller stille mig ved siden af den?

Interessant betragtning.