Trække vejret, dybt og roligt

21. december 2018 kl. 23.23 står Solen i 0 grader Stenbuk. Det er solhverv. I min familie er der to fødselsdage inden jul, den 19. og den 22. – og jeg skal lige finde en måde at holde balancen på.

For et par timer siden var jeg på indkøb og havde ærinde i storcenteret. Et sted jeg virkelig afskyr at komme. En kakofoni af lyde – hver butik med sin musik, så det bare bliver til støj, flimrende lys, madlugte fra torvet i midten, myldrende mennesker… mange mennesker, med vilde blikke, uglet hår, en hale af grædende børn, mødre med pakkenelliker til op over begge ører. Hjertet slår kolbøtter og synet blafrer et par sekunder. Jeg standser op midt i strømmen. Lukker øjnene og siger mit mantra med hviskende stemme: trække vejret, dybt og roligt. Og jeg giver mig selv et halvt minut til at mærke den dybe vejrtrækning, berolige kroppen og mærke mine fødder. Så åbner jeg igen øjnene og indstiller blikket på uendeligt. Jeg gør mig usynlig, glider igennem menneskestrømmen uden at støde ind i nogen. Bare lige så stille nå derhen hvor jeg har ærinde.

Og kommer – usynlig og meget målrettet – ind i Føtex. Jeg skal have en flaske Cointreau der er på tilbud her, ellers var jeg aldrig gået derind – og nogle appelsiner. Det er som et inferno jeg bliver suget ind i. Går forbi bunker af bøger og ting – ej – skulle jeg ikke lige have en bog til min svigerdatter… eller noget ekstra til barnebarnet… nejnejnej, siger min indre stemme, du har købt gaver. Det er mere end nok!

Det er simpelthen påvirkningen der gør det. Lemmingeffekten. Alle jeg ser i butikken har vogne fulde af varer og det hele virker som en myretue hvor nogen har forstyrret deres sti. Det hedder også kaos. Og mit hoved bliver til kaos og frygt for om jeg gør det godt nok… stop det!! Jeg har ondt i højre øje…

Endelig henne ved kassen. Mine to varer op på båndet, jeg formår at give et medfølende smil til den søde kassemand, der prøver at holde tungen lige i munden mens køen bag mig vokser.

Trække vejret, dybt og roligt – siger den indre stemme konstant til mig. Det er ikke min egen, men min yogalærers stemme jeg hører som en beroligende båndsløjfe i hjernen. Ude af Føtex, indstiller jeg igen blikket på uendeligt, forsøger mens det trykker for brystet, at ignorere støjen og glider roligt, med mantraet kørende i hovedet, ud i den grå, men forfriskende decemberdag.

Nu er jeg hjemme og skal ikke mere ud i julehysteriet. Klar til at holde Sønnikes sohvervsfødselsdag sammen med hans lille familie.

Juleaften…? Den holder jeg for mig selv, på sofaen med et glas Cointreau og en god bog, mens de er til storfamiliejul med hele udtrækket hos barnebarnets søde bedsteforældre i Jylland.

Oh what a wonderful World.

Verden er af lave...

Næppe er vi kommet over på normaltid igen, før det  hvide drys daler sagte fra en gråhvid  himmel. Altimens træerne stadig står i gulorange farvepragt. Det er næsten symptomatisk, som årstider, vejr, datoer og tidspunkter følger skarpe afgrænsninger. Efter den 20. marts er det forår, efter 20. juni er det sommer, efter 20. september er det efterår, efter overgang til normaltid sner det.

Månen befinder sig i Tvillingernes tegn i disse dage. Det er mærkbart.  Jeg er rastløs; søgende efter fornyelse, forandring, stimulerende inspiration, mens min lænderyg og tilhørende muskelgrupper stritter imod enhver bevægelse der gør det nødvendigt at være opmærksom på hvordan jeg sidder, ligger, går, står, vender mig så jeg undgår de der jag af smerte gennem kroppen.

Det er søndag morgen og vi har fået en time ekstra (vel har vi ej, men vi kan godt bilde os det ind), og det sner. En grå og stille morgen hvor jeg konstaterer at der ikke er mere mælk… kaffelatten må vente til jeg har været en tur hos købmanden. Ryggen har godt af at komme ud at gå – især fordi jeg sad ved skærmen det meste af dagen i går og ledte efter et nyt tema til min hjemmeside… der er mange gode, men ikke gode nok. Ja – fornyelsestrangen er tydelig og da jeg ikke kan flytte om på møblerne, så er det de immaterielle ting der må stå for skud. Ja, tvillingemåne… det går over om et par dage!

Jeg må afsted, ud i snevejret (eller sludvejret),  klokken er halv ti, nåh nej… halv ni… købmanden åbner først om en halv time. Har købmænd åbent om søndagen? Nåh ja, det har de jo…  verden er da af lave.

Mens jeg har skrevet dette er det holdt op med at sne og den er straks smeltet – intet bliver liggende ved 5ish graders varme. Så – billedet er snyd…  så meget sne er der ikke nu, det er taget den 8. marts.

Nu afsted til købmand.

Tankespind om livet med internet

Der var engang, for mange år siden, da internettet endnu var helt nyt og ukendt for os almindelige mennesker.  Computere var store kasser – en station med maskinrummet, en lille skærm i en kæmpekasse med billedrør, et tastatur og en mus, og en printer. Alt koblet sammen med ledninger i tykke fletninger. Harddisken havde 20 MB lagringsplads. ja, du læste rigtigt – tyve. Megabyte. og 512 kb (kilobyte) ram… og det var endda meget.  I dag kan vi næsten ikke klare os uden mindst 500 gigabyte harddisk og 8 gigabyte ram – og det er endda i underkanten. Nu tæller vi i terabyte. Hvad siger du? Billeder og videoer? Nej – det kunne man ikke…

Mange år siden er lig med 1996. Og jeg var en af firstmoverne med at være på internettet. Det skete over et modem forbundet med fastnettelefonlinjen, hvor det tog et minutstid at blive koblet på nettet. Først hørte man lyden af indtastningen til et internet-telefonopkoblingsnummer, så kom der nogle andre lyde og så var man på.  Google var ikke opfundet endnu. Det var en søgemaskine der hed “Alta Vista”, der betyder noget i retning af  “udsigt fra et højt sted”. Og så kunne man ellers søge… hvad der nu var. Og det var ikke meget. Og mens vi var koblet på nettet, kunne telefonen ikke bruges. Mobiltelefoner fandtes ikke.

Jeg fandt en lydfil på youtube –  – ja sådan lød det når internettet blev koblet på. Det er helt nostalgisk.

Iøvrigt betalte man telefontakst plus noget mere for hvert minut man var på nettet, så det blev ikke til lange søgesurfture derude. Men der var jo heller ikke så meget at komme efter

Den første computer jeg kom i berøring med var ikke min. Det var en vi anskaffede på mit arbejde da jeg var sekretær for en advokat.  Jeg plagede for maskinen til han gav sig – jeg VILLE have den til kontorbrug – den kunne faktisk kun bruges til at skrive og gemme filer – og spille pacman eller kaper.  Det var i 1986 – længe før internettet blev allemandseje – og jeg overtog den privat nogle år senere, da firmaet lukkede.  Om det var den samme vi brugte til det første internet ti år senere, kan jeg rent faktisk ikke huske…  det lyder usandsynligt…

Da min søn blev nonfirmeret i slutningen af 90erne, fik han sin helt egen pc. Da var prisen faldet til det halve og harddisken steget mangedobbelt. Den var ikke blevet mindre, rent fysisk, siden den første, men den havde langt større kapacitet og var såkaldt “fremtidssikret”. Det skulle så vise sig slet ikke at være tilfældet. Intet har siden kunne holde mere end få år, før det var håbløst forældet. Men der blev spillet Fifa for fulde gardiner på drengeværelset. Det var på en floppydisk – eller var det cd-rom?. Siden afløstes skrumlerne af bærbare, engang i begyndelsen af Nullerne. Det var en revolution. Vi havde hver sin og kunne nu komme “på nettet” som det mest selvfølgelige.

Siden dengang har pc’en og internettet været en fast bestanddel af livet og hverdagen. Både på arbejde og privat. Jeg har altid følt mig som en der var på forkant med udviklingen, og været en såkaldt superbruger.  en god ven og it-nørd hjalp mig i starten og lavede endda mit første primitive, astrologiprogram. Det var dengang styresystemet hed DOS, skærmen var sort og skriften grøn. Siden Windows kom til,  har venner og familie brugt mig som konsulent når deres maskiner drillede. Jeg synes det er sjovt at nørde med de mere avancerede ting på brugerniveau.  Det har været let for mig at finde ud af de forskellige systemer og indstillingsmuligheder i hvert fald op til Windows 7. Mine hjemmesider har jeg altid selv lavet, ud fra de muligheder webhotellet stillede til rådighed.

Men jeg føler at jeg er ved at sakke bagud.  Nu går det så hurtigt, at jeg slet ikke kan følge med.  Der er simpelthen så meget jeg ikke kan gennemskue – hvor ryger det hen? Hvem kan se hvad?  osvosv. Som du måske har bemærket, så er der ingen kommentarmulighed på bloggen her. Det er fordi det er alt for meget at sortere i  kommentarer, der måske slet ikke er reelle fordi det er spam eller trolls – og hvad har vi…

Når jeg ser de yngre generationer håndtere de her ting, så bliver jeg så imponeret over den uforfærdede lethed de navigerer i det med – og kommer til at føle mig smågammel og småparanoid over følelsen af at miste kontrol. Men det er nok bare indbildning.

Jeg er på Instagram Ja, – men jeg slår sjældent noget op – jeg er der kun for at kunne følge andre. Facebook har jeg været med på fra starten – også der har jeg droslet gevaldigt ned på aktiviteten.  På Twitter har jeg også en profil og har opdaget at de har en langt højere kvalitet end Facebook – forstået på den måde at der er meget bedre flow og langt færre reklamer…  jeg slår ikke noget op selv – ingen jeg kender bruger Twitter, så det er lidt omsonst.  Jeg følger astrologer, nyhedskanaler og enkelte politikere mv.  – og med gode filtre så man kan inddele sin nyhedsstrøm i forskellige kategorier – så kommer det hele ikke i en uordentlig bunke. Twitter virker langt bedre end Facebook, som jeg oplever som stagnerende – eller endda døende.

Hvad jeg ville sige var, at internettet er blevet et stort kaotisk virvar og det er bare om at holde tungen lige i munden, sørge for sine sikkerhedskoder og tofaktorlogin, holde øje med falske mails og datafiskere, og ikke vide sig sikker på om uvedkommende kan bryde ind i den “personlige computer” der slet ikke er så personlig mere… (var der en der hviskede “stressfaktor”?)

Pyha – den gamle FirstMover, føler sig pludselig som LateComer…

Tankespind til Selvet

Et spørgsmål jeg af og til stiller mig selv er:  “Hvorfor gør jeg det?”

For det meste er det let nok at svare på. Især når det handler om noget så basalt som hverdagens gøremål, om helbred og tryghed. Så er flere af svarene selvindlysende. Jeg spiser for at holde mig i live – og for nydelsens skyld. Jeg sover for at restituere krop og sind. Jeg holder mig selv og mine omgivelser rene, fordi det højner selvværdet. Jeg dyrker yoga for at holde kroppen bevægelig – og sindet med. Jeg er sammen med mennesker, fordi de inspirerer og holder mit sind åbent. Jeg afviser at opholde mig hvor der er trængsel og støj, fordi det stresser. Jeg hører musik for at komme i en bestemt stemning eller ændre en stemning. Jeg fotograferer, fordi et vellykket billede er som et kick, jeg kan blive helt høj af. Jeg skriver fordi det kan virke forløsende på konflikt- og kompleksstof i psyken. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg deler ideer, tanker og følelser med andre, for ikke at være alene med dem og i håb om at andre kan spejle sig ligesom jeg spejler mig i andres. Jeg studerer astrologi, for at finde en slags orden i det kaos livet er. Jeg mediterer for at holde sindet i nogenlunde balance (men – at have et mål med meditation er en selvmodsigelse. Meditation er selve målet).

Hvad så med de ting jeg gør, uden at vide hvorfor? Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg måske engang finder svaret på – måske når jeg er holdt op med at gøre dem… eller når de svar jeg troede sande, har løftet sig til nye svar, nærmere sagens kerne. Og nej – dårlige vaner og mønstre med ubevidst indhold, holder jeg for mig selv…  men tro mig – de er der!

Og så til sidst: hvorfor skriver jeg dette blogindlæg? Svar: fordi jeg sad ved morgenkaffen og funderede over ordet “hvorfor” og fik lyst til at dele tankerne. Og netop ordet “lyst” er centralt for alle “hvorfor’er”. Hvis ikke det er lysten der driver værket – som klicheen hedder – hvad skulle det egentlig så være?

Funderingerne fortsætter i enrum.    

Mars og Måneknuderne

I et tidligere indlæg, fra 2015 (Hvad er der med de Måneknuder) viste jeg hvordan især Mars i konjunktion med en af Måneknuderne,  faldt på tidspunkter hvor verden blev vidne til temmelig voldsomme hændelser.

Lige nu, i disse junidage 2018, er Mars i konjunktion med den sydlige Måneknude i 8 grader Vandbærer. Den nordlige Måneknude ligger naturligvis præcis på den modsatte side i Løven.

Mars gik ind i Vandbæreren den 16. Maj 2018 og dannede kvadrat til Uranus der netop var gået i Tyren dagen før. Det var her USA åbnede sin nye ambassade i  Jerusalem. Den havde før ligget i det mere religionsneutrale Tel Aviv. Det kom til voldsomme reaktioner og sammenstød, som kunne indikere at den astrologiske begivenhed kunne føre svære tider med sig. Mars vil gå retrograd (som den kun gør hvert 2. år) og møde Måneknuden i alt tre gange frem til efteråret 2018.

Næsten eksakt på Mars/Måneknudekonjunktionen, fandt et møde mellem USAs præsident og Nordkoreas leder sted i Singapore. Et topmøde, der har været omtalt som historisk, og som ingen kunne gætte udfaldet af. Trump er uforudsigelig som få. Og Kim Jong Un? Er han troværdig? Jeg ved det ikke.

Med  forudgående erfaring med de astrologiske faktorer involveret, kunne man frygte det værste i dagene omkring den 12. juni – om ikke i Singapore, hvor sikkerheden vil være ekstremt høj,  så et andet sted. Mødet sluttede med billeder af smil og håndtryk.

Den sydlige Måneknudes betydning kan være noget med “karma”, noget med kontakt og noget der har at gøre med fortiden, bragt ind i nutiden og udlevet gennem den nordlige Måneknude –  i bedste fald en udviklingslinje fra gammelt nag, fortidstraumer til en mere forsonlig måde at møde verden på.

Eftersom aspektet ikke er færdigt, og samtidig involverer kvadrat til Uranus og måske et lille kvadrat til retrograde Jupiter i Skorpionen, har vi hele det faste kors i arbejde. Tyr –  Løve – Skorpion – Vandbærer.

Topmødet er foreløbig gået godt. Det endte med en aftale om at Nordkorea fjerner deres atomvåben… men kan vi tro på det? Og hvad med USAs atomvåben?

At aspekterne ligger i faste tegn, kunne tyde på at der alligevel vil snige sig en uvilje mod forandring ind.   Det er svært at give efter – er der tale om et tilbud “man ikke kan afslå?”  Den 16. juni går Venus ind over Mars og sydlige Måneknude og strør en smule sukker på – men når Mars vender retrograd den 26. juni 2018, og møder Måneknuden igen den 17. Juli 2018,  kan det hænde, at “nogen” kommer på andre tanker. Når en planet går retrograd, kan gjort blive ugjort – fortrydelse, ombeslutning.

Mars retter sig fremad igen den 27. august 2018 og vil for sidste gang i denne runde, ramme Måneknuden igen den 21. september 2018 i 2 grader Vandbærer og igen komme i eksakt kvadrat til Uranus i 2 grader Tyr.  Vandbæreren er et humanistisk, objektivt tegn  – ganske usentimentalt.  Vi har at gøre med en kamp (Mars) for fornyelse af systemer, til gavn for menneskeheden. Skulle det ske, at enkeltindivider bliver “ofret” på den bekostning, er det for det større gode.  Men hvad siger den nordlige Måneknude i Løven på den modsatte side til alt det?  Løven er stolt, dramatisk og selvoptaget – men har også en kreativ og legende energi.  De to statsledere bliver karikeret som børnehavebørn i medierne… lad os håbe at deres indre børn evner at blive gode kammerater i fremtiden!

Men der er mere.
Neptun ligger pt i 14-15 grader Fisk – lige midt mellem Mars og Uranus og skærer kvadratet mellem dem over til to halvkvadrater (45 graders aspekt). På det tidspunkt, hvor aspektet var eksakt, i midten af maj 2018, hørte jeg i nyhederne om et nyt voldsomt udbrud af Ebola-virus i DR Congo. Herhjemme er der pt meget fokus på sundhedsportalen og fejlmedicinering af patienter. Neptun har at gøre med – ja, vira, medicin, gasser, flygtige stoffer som parfume – foruden de mere psykologiske sider som idealisme, empati, illusioner og hermed også løgne.  Placeringen midt i den heftige Uranus – Mars/Måneknudekvadrat kunne indikere, at hvad vi får at vide ikke nødvendigvis stemmer med virkeligheden (hvad det så end er),  og at der bliver forhandlet for lukkede døre. Den nordkoreanske befolkning, læste jeg i nyhederne, kendte ikke til topmødet, før det var forbi – og blev overraskede over at USA nu pludselig var en ven… om det er en sand nyhed ved jeg ikke – men det er interessant fordi sløringsplaneten Neptun ligger hvor den gør.

Datoerne i overblik :

Mars konj s.Måneknude 1. gang –  13. juni 2018, 8 grader Vandbærer
Mars retrograd – 26. juni 2018 – 9 grader Vandbærer
Mars konj. s.Måneknude 2. gang – 17. juli 2018 – 6 grader Vandbærer
Mars direkte – 27. august 2018 – 28 grader Stenbuk
Mars konj s. Måneknude 3. gang –  21. september 2018 –  2 grader Vandbærer

I personlige horoskoper, vil disse aspekter være mest mærkbare for dig der er født med Solen i første ti grader af de faste tegn Tyr – Løve – Skorpion – Vandbærer (dvs mellem 20. og 30. Januar – April – Juli – Oktober), eller hvis du har Måne,  ascendant eller MC her. Det kan være at du oplever at noget slutter i dit liv – og /eller en ny begyndelse finder sted.  Du kan møde nye mennesker, steder og få nye interesser. For nogle kan det være sorgfuldt og svært at sige farvel og rumme den tomhedsfølelse der kan opstå – for andre kan det være befriende, velkomment og give anledning til positiv forandring.

Jeg har selv en usentimental Måne  i 1 grad Vandbærer. I denne periode har jeg sagt farvel til min psykoanalytiker efter tre inspirerende år i den jungianske verden –  og velkommen til et nyt liv i familien – mit første barnebarn.

At Mars befinder sig så lang tid på ca. samme sted, hører til sjældenhederne, og især når der tillige er kobling  med Måneknuderne – så det er bare at holde øje med dig selv, dine omgivelser – og verdenspressen – for at følge med i hvad det kan betyde – og udnytte momentet til aktivt at manifestere de forandringer i livet du måske i længere tid har gået og spekuleret – eller undret dig over –  hvor kom fra. Og… tro ikke blindt på alt hvad du hører og ser.

 

 

Min bogsommer anno 2018

33 grader under parasollen på altanen. Det er umuligt. Det kan jeg ikke. Vil ikke. Kryber indenfor i skyggen med ventilatoren på højeste gear.  Jeg er ikke skabt til varmegrader af den kaliber.  Sveden hagler af kroppen ved den mindste bevægelse.  Hjernen smelter ned. Vanddunken fyldes gang efter gang.  Suppleres med iste, iskaffe… og is. Et koldt, fugtigt håndklæde køler nakken.

Jeg må ikke have været rigtig klog, men besluttede at tage afsted til Antikvariatet i den store stygge storby. De har en bog jeg mangler (læs: ønsker mig) og som har været udsolgt i mange år. Så afsted med mig. Det er ellers sjældent jeg vover mig ind i stadens vrimmel på en lørdag – der er alt for mange mennesker… og det er alt, alt, alt for varmt.

Men høsten var god… jeg fik min bog. Plus et par stykker til. Min glæde ved bøger er intakt, kan jeg konstatere. Længe har jeg kun læst bøger elektronisk – eller hørt dem læst op. Og jeg har luget ud i bogreolen i flere omgange på det seneste. Men der er altså alligevel ikke noget der kan slå en papirbog.

Så nu har jeg samlet en lille bunke af de bøger jeg vil læse i sommer – nogle er ambitiøse, andre i den lettere ende, alle har nogle  år bag sig. Faktisk gider jeg ikke nyudgivelser – det er ligesom de ikke har fået sjæl endnu. Kommercielle bøger der hypes i medierne interesserer mig slet ikke.

Djuna Barnes (1892-1982) skriver i et sprudlende og blomstrende sprog, historien er på en måde uvæsentlig – det er hendes unikke stil jeg går efter.
Emma Tennant (1937-2017)  er ny for mig. Hun skriver bøger bygget over andre forfatteres karakterer og bruger deres navne… Mrs. Hyde og Ms. Jekyll? Hvad mon de er for nogle?

Og så er der de astrologiske bøger –  ikke alt er hyggelæsning. Harmonier i Astrologi er ambitiøs – den tror jeg må vente til temperaturen er faldet drastisk. Den, og så The Predicition Technique.   Så det bliver vores navnkundige astrolog Christian Borup jeg vil divertere mig med under sommerhedebølgens astrologistudier.

Det er lørdag, sidst  på eftermiddagen. Nu er det næste spørgsmål bare… hvilken bog skal jeg læse først? I gamle dage, da min hjerne var yngre og mindre belastet, kunne jeg have flere bøger i gang samtidig… den trafik går ikke mere. Nu hedder det “en ad gangen og langsomt” – ellers ryger hukommelsen.

Men allerførst – isafkøling… Nu… Straks…!

 

Tankespind om Uranus i Tyren

Der er ikke længe til at disruptionsplaneten Uranus træder over broen til Tyrens tegn, efter syv års ophold i Vædderen. Derom vil jeg berette mere i en artikel i Horoskopbladet Stjernerne på et senere tidspunkt, i et tilbageblik på hvad vi mon har lært af det – ikke mindst i den astrologiske tydning. Den eneste måde at lære astrologi på, er ved at se tilbage på tidligere tider og hændelser for at tage det med ind i fremtiden, og prøve at sætte erfaringerne ind i den nye tids kontekst.

Den 13. maj 2018 er en astrologisk interessant dato.
Uranus står i den sidste grad af Vædderen og gør sig klar til det store skift den 15. maj. Men inden da, vil Merkur lige stryge forbi Uranus og stikke ham mikrofonen inden han selv tager et forspring ind i Tyren. Samme dag kommer Månen lige hen over de to trickstere og danner en tripelkonjunktion – lige akkurat hvor Merkur har stukket storetåen ind i Tyren.  Det er “det store springbræt” – der tillige bliver boostet af et kvadrataspekt fra en energisk og insisterende Mars sidst i Stenbukken. Det lugter af, at noget voldsomt, pludseligt og uventet kan ske – og vi vil komme til at læse om i medierne.

Den her aspektkonstellation kan virke som om lyset pludselig bliver tændt – navnlig erkendelsens lys. Men der skal måske gå en hændelse forud, som en rystelse. Løgne bliver pludselig afsløret,  fanatiske overbevisninger får et skud for boven, det man troede var sandt, er pludselig fuldstændig forkert…

Hele det astrologiske miljø summer og brummer af Uranus og skiftet til Tyren. Det er en spændende overgang, der forhåbentlig vil få våben til at stilne og rette opmærksomheden mod genopbygning af ødelagt miljø, bæredygtighed i fødevareproduktion,  nyt syn på forholdet til mad og spisevaner, fremme varige værdier, nye former for afgrøder, andre måder at organisere penge på. Der har været talt om yderligere udvikling af bitcoin og andre cybervalutaer, måske helt afskaffelse af penge som vi kender det i dag. Der er meget at tage fat på og at skrive om hen ad vejen.  Vi får se om jeg kan følge med.

I mit mikrokosmos får Uranus en større rolle at spille, eftersom Tyren er mit soltegn – ganske vist har jeg Solen helt henne i slutningen af tegnet, så der er nogle år til planeten når frem – men jeg har tid til at øve mig og lære hvordan den virker i mit liv. Indledningsvis har jeg bestilt et nyt astrologiprogram (Uranus er traditionelt astrologiens planet – i hvert fald siden den blev kendt, før den tid var det Jupiter), som jeg glæder mig til at sætte mig ind i og få ny inspiration af (Uranus er også inspirationens planet).  Det er det store australske Solar Fire, som jeg længe har ønsket mig. Nu giver jeg mig selv det i fødselsdagsgave… og kan næsten ikke vente med at pakke op.

 

 

Skærtorsdagsskvalder

Solen og Saturn ligger i kvadrat til hinanden -perfekt til en dag bag støvsugeren. Og det sner stadig. Vinteren vil simpelthen ikke slippe sit tag. Jeg går i en sær stemning af – ja hvad?  Det er en stemning jeg holder meget af.  Det er noget med klarhed og melankoli. Det er noget med te og stearinlys – når rengøringskonen kan holde fri.  Jeg kom til at falde i staver over gamle dagbøger og fandt en fra 2008 med billedet af en rynket, lattermild kones ansigt.  Hun blev min “samtalepartner” engang jeg dyrkede shamanistiske visualiseringer mere end jeg gør nu.  I de senere år er shamanismen gledet ud til fordel for astrologi og jungianske studier. Jeg har lyst til at invitere hende, den vilde kvinde, tilbage.

I den samme dagbog lå der et notat  fra en tidligere kæreste, der havde testamenteret sine filosofiske bøger til mig. Han døde i 1993.  “Læs den der hedder Gud og Videnskaben” skrev han. Jeg læste den så – i 2008. Årtierne flyder sammen. Om jeg læser noget det ene eller det andet år har ingen betydning. Fortid, nutid og fremtid eksisterer samtidig – hjernen (eller bevidstheden) skelner ikke. Måske skulle jeg læse den igen…

Melankolien følger måske af at det er skærtorsdag og i morgen langfredag.  Da jeg var barn, var det to meget stille dage. Især langfredag.  Alt var lukket. Biografer, butikker, kiosker, tankstationer. Alt. Man kunne høre støv falde til jorden, så stille blev der. Vi skulle mærke på egen krop at Jesus blev korsfæstet og døde en langsom død…  Det sidder stadig i blodet. Timerne snegler og eftertænksomheden er uundgåeligt forstærket.

“Gud og Videnskaben” er en samtale fra 1991 mellem en religionsfilosof og to astrofysikere om universets oprindelse – naturvidenskaben – kontra bevidsthed og ånd. En hed diskussion som jeg dengang var meget optaget af. Jeg tror på evolutionen fordi den er fysisk synlig i verden. Og – jeg tror på en bevidsthed hinsides det fysiske og at den kan sanses – hvis man giver sig hen til det i psykisk-mentale øvelser som meditation og yoga – og stille eftertænksomhed.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her. På engelsk har de et udtryk der hedder “ranting” – tom snak i en lind strøm. Internetordbogen oversætter det til “fantasmer”. Ikke et godt udtryk… slog det op i den store røde engelsk-dansk ordbog og fandt oversættelsen “skvalder”.

Det er bare en stille skærtorsdag og jeg har gjort rent i hele hytten. Klar til familiefrokost. Langfredag er ikke hvad den har været… heldigvis.

Jeg må have fat i den vilde kvinde… og skvaldre lidt videre med hende!

 

Shit, jeg føler mig kedelig

Det er februar 2018. En måned uden nævneværdige aspekter – og alle planeter er fremadrettede.  Der er ikke noget der hidser op eller inspirerer.  Medierne er ramt af koreansk sportsvirus og der er i nyhederne bemærkelsesværdig meget omtale af ukontrollabel svampevækst. I Holland.  Og vi er ikke engang nået ind i Fiskenes fugtige vandtegn endnu.

Og dog. Venus er gået i forvejen den 9. februar og har måske noget med det at gøre. Merkur følger efter den 17. februar og Solen indhenter dem begge den 18. februar, uden at det  kommer til konjunktioner. Der er fart på Merkur og Venus, så der er risiko for fejl og forvirring i skyndingen og beslutninger tages på et for mudret eller illusorisk grundlag.

Jeg har følt mig underligt uinspireret og ude af kontakt med mig selv i den seneste måned. Og jeg kan læse af kontakter på twitter og facebook, at jeg ikke er alene om det. Det gør det noget nemmere at acceptere.  Til gengæld har jeg brugt tid på at nulstille.  Ikke kun telefoner har godt af at blive startet forfra, det gælder også det fysiske og mentale rum. Processen er langvarig og kræver foruden en del ture til genbrug, også en fordybelse i ting og sager – gamle papirer og bøger der ikke længere har nogen praktisk værdi, luges ud. Det er samtidig en fordybelse i fortid  – både den nære og den fjerne.  Der er noget velgørende i at slippe ting der knytter sig til hændelser, tidsperioder,  mennesker – og følelser, der for længst er sat fri.  Der bliver befriende plads til nutiden og fremtiden.

Som sagt, alle planeter er fremadskridende i februar og det kan synes at alt går glat og ligefremt – men også med fiskeagtige tågedannelser.  Det ændrer sig omkring 9. Marts hvor Jupiter vil gå retrograd i Skorpionen og give mere nyt fra de skjulte kældres domæne. Følelsesmæssige tabuer får igen spotlight på – og det er der jo en grund til. Planeterne dømmer ikke og tvinger ikke, men de viser os hvem vi er. I Skorpionen er det særligt skyggesiderne der bliver lukket op til. Læg mærke til hvad og hvem du fordømmer i dine omgivelser – og tag så et kig indad på dig selv. Hvad ser du så?  Det kaldes at trække sine projektioner hjem, i psykologispsrog. Tag dig god tid – Jupiters retrograde bevægelse varer til 9. juli 2018.

I mellemtiden vil Mars begynde på sin retrograde bevægelse i Vandbæreren. Det sker kun hvert 2. år – og derfor synes det at have særlig betoning.  Det er fra den 26. juni og til 27. august.  Det sker på overgangen mellem Vandbærer og Stenbuk, hvor det bestående og det nye vil stå og skurre mod hinanden en tid. Jeg gætter på at det nye – hvad det så er – vil vinde.  I det personlige horoskop, afhænger det af huspositionen hvordan hver enkelt vil opleve det. Det gælder i øvrigt for alle planeterne – også ovenfor omtalte Jupiter i Skorpion.

Forudsigelser vil jeg ikke begive mig af med her. Det er alt for spekulativt. Men det bliver interessant at se hvordan man/vi/jeg vil gøre brug af det forråd af energi som planeterne og deres aspekter viser.

Lige nu i denne februar måned, er inspiration og energiforråd lidt tyndt og derfor vil jeg nu begive mig tilbage til nulstillingsprocessen, indledt med at vaske op og så tage en tur ned i containeren med lidt mere skrammel, der ikke længere gør nytte. Shit, jeg føler mig kedelig…

God mandag.

 

 

 

En hyldest til mindful yoga

Når kroppen føles tung som kampesten, ubevægelig, urokkelig, låst og stiv, mens brændingen slår imod, som følelserne, der bare  preller af – når sindet og kroppen er splittet og jeg har mistet følelsen af sammenhæng…  så er der en vej til integration. Jeg går til Yoga.

Yoga er i de senere år blevet en kropsdisciplin, som alle kan gå til på aftenskole eller i private yogacentre. Og det er jo dejligt!  Jeg har gået til yoga flere steder gennem årene og set forskellige typer. Det bedste er små hold med god kontakt mellem deltagere og underviser. Jeg gik engang i et fitnesscenter med 30 mennesker på hver sin måtte, uden nogen form for dialog med underviseren og til lyden af spinningcykler og vægtløftermaskiner fra de tilstødende lokaler – det var ikke yoga for mig.

Så jeg søgte andre græsgange og fandt frem til Mindful Yoga. Og der har jeg været siden 2014.  Vi er et lille hold, der mødes en gang om ugen i godt to timer,  med en yogalærer – Jeanne Löwe Lindberg – der foruden at være yogalærer også er psykoterapeut. Og det er god yoga at have en underviser der af egen erfaring ved, hvordan krop og psyke hænger sammen.

Yoga er et sanskritord der betyder noget i retning af “at sammenføje”.   I yogatimerne sammenføjer vi det fysiske med det ikke-fysiske, krop med sind og ånd. Der er intet religiøst i det,  men der opstår – for mig – en følelse af enhed, helhed og nærvær.

Når jeg bevæger kroppen og dvæler i forskellige stillinger, strækker, bøjer, forlænger led og muskler, sætter jeg også en bevægelse i gang der er mere end blot fysik. Det er bølger af følelser og fornemmelser der strømmer i kroppen.  Er du ikke vant til at mærke følelser, kan det til en begyndelse virke skræmmende – fordi det du mærker måske forbindes med sorg, at være ked af det – men det kan også være berørthed og glæde der bringer tårer – eller et udbrud af latter – frem.

Vi indleder altid med en runde. Hvad er du optaget af, hvordan har du det for tiden, hvad har du brug for at give din krop.  Vi deler sorger og glæder på holdet, uden at der skal gives gode råd eller forsøg på at hjælpe og fikse noget. Det at italesætte følelser og oplevelser her og nu, i passende omfang, er som regel nok til at det indre pres letter.  Når vi deler vores menneskelighed, føjer vi os sammen til en healende helhed. Det er nemlig også yoga, at interessere sig for, og være vidne til, hvad der sker i andres liv.

En dag, kort før jeg skulle afsted til yoga,  fik jeg en sms fra yogalæreren. Alle på holdet havde meldt afbud, så der var kun mig. Hun ville ikke aflyse, men foreslog at gå en god lang tur sammen – bare os to.  Jeg omorganiserede lynhurtigt min påklædning til udendørs travetøj, og så afsted. Det blev til  7 km intens walk-and-talk-yoga afsluttet med en tår kaffe ledsaget af en økologisk flødebolle :-). Vi fik ordnet meget på den tur, føjet ord sammen der gav mening og ny energi.

Jeg vil gerne have flere yogatraveture med andre yogier, hvor vi kan tale sammen et stykke af vejen og gå i stilhed et stykke af vejen – for det giver også mening bare at være til sammen, uden at behøve sige noget.

Jeg følger et yogaprogram på youtube.  En halv time hver dag gør underværker når fornemmelsen af kontakt mellem hoved og krop svigter – dvs. at hjernen, nervesystemet, er overbelastet så evnen til  at mærke hjertets bevægelse bliver mindre. Når det sker, får jeg en følelse af at være splittet, fragmenteret, dissocieret. Alting føles ligegyldigt. Koncentration, hukommelse og skriveevne er nedsat, ligesom kontakten til mine nærmeste forstyrres. Jeg bliver dårligt selskab for mig selv og for andre – og det er selvsagt ekstremt ubehageligt. Her kan intens daglig yoga være en hjælp, så balancen genoprettes, hoved og krop forenes.  Igen: yoga betyder at føje sammen!  Det er godt at gøre derhjemme på daglig basis -men timerne sammen med de andre yogier er mest givende.

Jeg oplever at være mere i balance efter hver yogasession – og balance er den bedste religion jeg kender. Trefoldigt leve for kontaktfuld, mindful yoga!

Vi er en del af naturen

“Global climate change is af symptom of the disorientation and dissociation of psyche from nature”  Jerome S. Bernstein / C.G. Jung

 

Her fra min ydmyge bolig, kan jeg sidde ved mit skrivebord og se ud over et flot og varieret landskab. Der er træer, sø, himmel, jord, små og lidt større villaer med haver. Der er fugleliv og knaldrøde solnedgange. Det er så fredfyldt som det næsten kan blive – og det er endda i udkanten af storbyen København. Kun en anelse summen fra motorvejen, især i myldretiden, forstyrrer idyllen. Og om sommeren motorplæneklippere og flyvemaskiner til og fra  Kastrup.

Det er uforståeligt og vemodigt, at vide at vores jordklode er på vej i afgrunden. Hvis vi ikke gør noget nu – indenfor de næste 15 år – så når vi et point of no return og planeten vil være ubeboelig ved det nuværende århundredes udgang…

Hvordan ved jeg det?
Jeg hører podcast hvor kloge hoveder fortæller hvor galt det står til. Det er ikke naturvidenskabsfolk, men jungianske psykoanalytikere jeg lytter til.  Den seneste udsendelse er fra en podcast der hedder Speaking of Jung, udgivet af en entusiastisk jungiansktænkede kvinde ved navn Laura London.  Podcasten er med jungiansk analytiker Jerome S. Bernstein i Santa Fe. Han mener at den globale klimaforandring er et symptom på at vi mennesker har afskåret os selv fra naturen. Vi er desorienterede og dissocierede og derfor har vi mistet forbindelsen til ikke bare naturen omkring os, men i særdeleshed os selv. Det mente C.G.Jung allerede i 1960.

Som mennesker ER vi natur. Og det som vi har afskåret os fra, er vores psyke – dvs. sjælen, ånden, sindet. Når vi – i videnskabens navn – tingsliggør alting, som om det er død materie, så mister vi kontakten med det der udgør livet og kommer i stedet til at ødelægge vores miljø.

Vi har så voldsomt et overforbrug i den vestlige verden – bare tænk på sådan noget som black friday, siger Bernstein (og jeg tilføjer juleoverforbrug, flyrejser, biler etcetc.),  at det er en forbrydelse mod mod livet selv.

Det er voldsomme ord – men måske er det netop det der skal til, for at få det vendt i den rigtige retning. Der skal en holdningsændring til hos hver enkelt af os. Når vores politikere ikke kan finde ud af det, så må vi selv gøre noget – hver især.

Jeg har voksne børn, nevøer og niecer, der selv lige har fået børn.  Hvilken verden skal de overtage?  Vi talte om det allerede i 1970erne. Om forureningen og det materielle overforbrug. Det var faste punkter på skoleskemaets emneuger og ekskursioner. Men tog vi det alvorligt? Nej vi gjorde ej.  Vi lærte intet af oliekrisen i 1973-74, men åndede lettet op, da olien igen strømmede til os og vi kunne fortsætte med at skrue op for varmen og køre en tur i bilen. De bilfrie søndage var ellers vidunderlige – hvor er de blevet af?

Klimaforandringerne handler ikke om politik men om psykologi. Vi må genskabe kontakten til naturen, til os selv og vores livsbetingelser og indse at vi er  organismer der lever i symbiose med planter og dyr, der er ved at blive kvalt af vores usigelige dumhed. Og så dør vi også.

Jeg har aldrig haft bil. Jeg rejser ikke med fly. Jeg bliver helst hjemme i mit lokalområde.  Jeg kan godt lide et brusebad hver morgen – det er hvad jeg under mig selv. Og jeg glæder mig over at have fjernvarme i radiatoren, smartphone, tablet og computer. Jeg gør mit bedste når jeg køber ind. Tøj køber jeg helst i genbrug og syr om hvis jeg kan. Jeg slider det til mindste trevl. Jeg er vel nok frelst….  nej, det er jeg ikke. Jeg er bekymret for mine børns og børnebørns fremtid.  Hvis vi ikke handler nu – så har de nemlig ingen.

Men jeg ser også et håb.
Der er nye generationer, født i  midten af 1990erne, med nogle egenskaber vi ikke før har set. De er begavede med en evne til at SE eller opleve livet med andre sanser end de fem vi normalt støtter os til. De lever i et slags grænseland, mellem det fysiske og det metafysiske.  Jeg ser dem som en slags overgangsmennesker, der indtil videre bliver udstyret med diagnoser som borderline og andre personlighedsforstyrrelser – men det er fordi vi ser dem i den gamle tankegangs kontekst. Astrologisk er de født med frihedsplaneten Uranus i konjunktion med den psykiske Neptun – i det jordnære tegn Stenbuk. De kan være brobyggere mellem psyke og soma – en inkorporering og gendannelse af den tabte helhed. Men de bliver presset ind i en funktionsskabelon, samfundet har vedtaget er den normale – hvor de i virkeligheden slet ikke passer ind.  Og det er netop det der gør dem syge og angste. De bliver ikke set og anerkendt for det de er og kan – fordi det er noget vi ikke kender og derfor ikke ved hvad vi skal stille op med. Jeg har heller ikke svaret – men jeg kan se at de findes.  Måske er det gennem dem vi i første omgang kan få samlet krop og psyke igen – sådan som det var meningen at vi skulle fra starten. Når de ellers får modet til at springe ud som sig selv.

Vi skal ikke bare have samlet krop og psyke – vi skal have samlet højre og venstre hjernehalvdel, så vi bruge begge sider af hovedet – og hjertet med.  Den vestlige verdens ledere er vant til at tænke med venstre hjerne – i systemer, kasser, regneark, resultater og beviser… vækst og profit. Det er et iskoldt og goldt sted at være. Uden ånd, uden varme, uden liv.

Vi er levende organismer – vi er en del af naturen, vi ER naturen – hvis vi ødelægger den, ødelægger vi os selv.

Speaking of Jung podcast kan findes her