Det er yogadag i dag. Men det var ikke sådan jeg ville indlede. Det var med noget andet. Og jeg har glemt hvad det var. Så hurtigt forsvinder en tanke. På et splitsekund er den opstået – og i næste nu er den væk. Det var ellers en genial tanke, var det ikke? Nå, ikke…
Tanken handlede om Karl Ove Knausgård. Jeg er ved at læse hans firebinds essaysamling Efterår, Vinter, Forår, Sommer – i nævtne rækkefølge. Dem gad jeg godt have på reolen. Men får jeg læst dem igen? Næppe fra først til sidst – men nok læst i dem. Fordi der er så mange indsigter, så meget jeg kan spejle mig i. Jeg har læst Min Kamp, hans seks-bindsværk. Eller – hørt som lydbog. Fantastisk epos, skrevet med fantastisk sproglig musikalitet. Selv i oversættelsen. Men så ligger norsk jo heller ikke så langt fra dansk.
Knausgård siger at han ikke er særligt social. Han foretrækker at være alene. En parterapeut mente, at så måtte han jo være ensom. Det mente han ikke, tvært imod. Han skriver tidligt om morgenen, før dagen og verden trænger sig på. Så kan han gå ind i det bevidsthedsrum, som det kræver at skrive. For det er sådan det er. Man går ind i en boble og der sker det. Kommer der noget andet ind, brister boblen og så er det forsvundet, det man ville. Gejsten blegner. Indtil næste morgen. Eller nat.
Det er den boble jeg i uproduktive perioder bliver bange for. Det er ligesom at forsvinde fra verden. Fra eksistensen. Jeg bliver væk. Men det er et paradoks. Ifølge Knausgård, er det der nærværet findes. Han er aldrig så nærværende, som når han skriver. Det er det nærvær, der ophæver tiden. At træde ind i verden igen, er det samme som at træde ind i tiden. Og der er nærværet fraværende. Det er her det sker, det som vi der er ”søgende” leder efter. I det nærværs ensomme boble, opstår kontakten med det egentlige, med sjælen. Det er da ikke noget at være bange for… og ensomt er det bestemt ikke.
Det terapeutiske – eller mellemmenneskelige – nærvær er noget andet. Jeg er blevet mørbanket med ”kontakt og nærvær” gennem de fem år jeg gik på psykoterapeutskole. Det føltes undertiden kvælende og jeg var tvunget til at lære at sige fra, måske den vigtigste lære jeg tog med mig. Det var grænseoverskridende, at blive bombarderet med at relationerne er det vigtigste i verden. Det er det også – men ikke når det konstant bliver til skyld, skam og dårlig samvittighed hver gang jeg vil trække mig og være alene. Og det vil sige det meste af tiden. Min tid. Mit liv. Jeg elsker mine mennesker, min familie og de nære venner. Men fri mig for en hverdag med dem. At skulle gå på kompromis og diskutere hver en lille handling og beslutning eller gøre rede for min færden hele tiden er utænkeligt. Der er en grund til at jeg kun har et barn og i øvrigt har været single det meste af livet. Som ung følte jeg det skamfuldt og forkert at være alene. ”Man” skal jo være et par, en familie, ellers er der noget galt med en. Jeg længtes også efter det, som en drøm, en fantasi om det ideelle familieliv. Som tiden gik og erfaringer blev høstet, indså jeg at familielivet ikke var for mig.
At læse Knausgård har ændret mig. Det er første gang, litteratur har haft den effekt. Jeg har læst meget gennem mit liv. Med interesse, fryd og tænderskæren. Foruden alt det jeg aldrig kom igennem fordi det var for tyndt, for intetsigende. Og så alt det faglige der ganske vist giver noget viden, men som ikke rummer nogen egentlig indsigt. Akademisk læsning kan være decideret dræbende for kreativiteten.
Knausgårds værker får seks ud af seks stjerner hos mig. Hvordan kan det være? For det første fordi han har sig selv som centrum. Det er præcis det, der gør fortællingen vedkommende og nærværende. Han kan ikke skrive noget han ikke selv kender til eller har oplevet. Det er ikke fiktion. Det er heller ikke opdigtet. Han bevæger sig på den knivsæg, hvor livet er levet og rigtige mennesker indgår i fortællingen. Familien og vennerne. Det er et minefelt han bevæger sig i. For er venner og familie enige? Kan de genkende sig selv? SKAL de genkende sig selv? Nogle er blevet vrede og har forsøgt at korrekse hans fortælling. Det skriver han om. Er det fiktion? Jeg ved det ikke.
Det spændende ved den form for litteratur, autofiktionen og bevidsthedsstrømmen (vistnok ”opfundet” af James Joyce og Virginia Woolf), er hvordan Knausgård fletter sit eget liv ind i teksten mellem essays og refleksioner over f.eks. Hitlerbiografier og Edvard Munchs malerier. Den form gør læsningen varieret og interessant, hele vejen igennem.
Ipaden ligger altid klar på natbordet. Den læser godnathistorie for mig inden jeg falder i søvn. Og når jeg vågner ved tretiden og ikke kan sove igen, så rækker jeg bare hånden ud, genstarter timeren og lader historien fortsætte, mens jeg drysser tilbage i drømmeland. Næste morgen spoler jeg en halv time tilbage og samler bogen op der fra.
Jeg er lige blevet færdig med Om sommeren. Hvad den næste bog bliver? Jeg ved det ikke. Måske endnu en Knausgård. Måske Alting har en tid?
