23 oktober 2020

Grebet af momentet

På min daglige travetur i dag, endte jeg med at tage bussen. Med mundbind og sprit og det hele. Det skal jo til. Det er længe siden jeg har været på bytur og ose bøger. Jeg savner Strubes og Det Ukendtes boghandel med alskens alternativt og astrologisk og besluttede spontant at tage ind til astrologihuset på Østerbro. Jeg hoppede af bus 184 på Hans Knudsens Plads og lod fødderne bringe mig til Teglværksgade.

Jeg tog trappen op til 4. sal og åbnede døren ind til astrologihuset. Det er måske lidt meget sagt at hele huset er astrologi, men 4. sal til højre er i hvert fald dedikeret til faget.  Et imødekommende “Hej” lyder inde fra boghandelen. “Hej”, svarer jeg tilbage, “det er Birgitte fra Lyngby”. Inger, der står bag disken har lige pakket en kasse nye bøger ud og sender mig et strålende smil og spørger hvad hun kan gøre for mig. Vi har mødtes en del gange før og det er altid så hyggeligt.

Der var et par bøger på min ønskeliste, en gammel en fra 1981 og en der er spritny. “Jeg vil gerne se på to bøger”, svarer jeg og nævner først en titel som hun griber fra den bunke hun lige har pakket ud. “Alle tiders bog”… ja, det hedder den altså. Det er titlen. Den er fuld af tal. Om tid.

“Og den anden?”
“Horoscope Symbols, af Robert Hand.”
“Jeg må lige spørge chefen”, siger hun så og forsvinder ind i et kontor ved siden af.  Jeg tøffer efter hende og siger “Hej Karl Aage”…  dog har jeg ingen forventning om at han kan huske hvem jeg er. Det er mere end et år siden vi hilste på hinanden en enkelt gang.  Vi falder i snak foran en tilsyneladende overordentligt uordentlig bogreol, der dog er opdelt alfabetisk efter forfatter. Mine øjne falder straks på et par forkert placerede titler af Robert Pelletier som straks bliver omplaceret fra H til P. De lignede til forveksling bøger af Robert Hand, så det kan jo smutte i skyndingen.

Karl Aages kontor er kreativt rodet og emmer af aktivitet med redaktionelt arbejde. Hvis jeg havde et kontor, ville jeg også have bunker af bøger, blade og papirer liggende rundt omkring. Og så alligevel ikke. Jeg holder af orden og må have rent bord og rolige omgivelser før jeg kan gå videre med en ny opgave. Det minder mig om mit første besøg hos en advokat. Jeg var 14 og min far var lige død, så det var noget med en boopgørelse. Ikke at jeg var involveret; jeg var bare med min mor derhenne.  I advokatens kontor lå der bunker af sager på alle overflader; enorme bogreoler med enorme bøger i læderindbinding; mørke chesterfieldlædermøbler og mørkt egetræ; lamper med grønne skærme af glas. Fuldstændig arketypen på et advokatkontor som taget ud af Charles Dickens.  Jeg er bare så fascineret af sådanne arbejdsrum. Værksteder for ord og ideer. Senere blev jeg advokatsekretær – måske det besøg lagde grunden til det. Der var ikke meget rod på vores kontor. Men vi var kreative, dog

Tilbage til Karl Aage. Vi sludrede lidt om dit og dat og bøger ved hans reol og jeg fandt et par titler jeg gerne ville købe også. Da jeg sagde mit navn (han kunne ikke huske det fra sidst, selvfølgelig), udbrød han “Nåååh ja, det er jo dig der skriver så skidegodt”… (undskyld kære læser – jeg kan bare ikke lade være at være lidt stolt over at få sådan en kompliment fra redaktøren af det konkurrerende astrologiblad).

Nå, men Robert Hands Horoscope Symbols i secondHand(!) udgave blev overdraget til mig sammen med The Mars Book (meget apropos nu Mars er i Vædderen i lang tid) samt Christian Astrology af William Lilly som længe har været på ønskelisten.  Horoscope Symbols er ganske umulig at opdrive så jeg er rigtig glad. Den er god at have som opslagsbog! Ganske vist har jeg den i en svensk oversættelse men den synes jeg ikke godt om. Så hellere den originale.

Jeg havde tømt sparegrisen og afleverede pengene til Inger og drog glad hjem med bus 184 igen.

Undervejs fik jeg en underlig fornemmelse i nervesystemet. Noget Karl Aage havde sagt? Han arbejder på et værk af historisk art og spurgte om jeg var interesseret i renæssancen, nu jeg har skrevet om Leonardo da Vinci… om jeg havde lyst til at bidrage til værket? (Igen – en kompliment der kan mærkes). Jeg sagde det som det var, at artiklen om Leonardo var et bestillingsarbejde og jeg var blevet grebet af momentet – så det var ikke renæssancen som sådan jeg interesserede mig for. Men så var det, at jeg der i bussen kom til at tænke på et andet renæssancemenneske fra næsten samme tid og sted som Leonardo… og nej – igen siger jeg ikke hvem, for så forsvinder magien. Men gad vide om ikke det bliver til en artikel.  Mit system er i hvert fald sat på “go” og så ser vi hvad der kommer ud af det.

Når inspirationen rammer er det på sin plads med en tak til transit Uranus på radix Merkur og kollektive Merkur i opposition til Uranus der sørger for input når jeg mindst venter det.  Det er ellers lige før jeg har været ved at sande til. Det får jeg heldigvis ikke lov til ret længe ad gangen.

Og forøvrigt tak til Karl Aage i Astrologihuset for komplimenterne.

 

21 oktober 2020

En fange stak af

Jeg er ellers ikke meget for det. Men det her er så markant, astrologisk, at det må nævnes. En livstidsfange (hvis navn jeg ikke vil nævne) med et brutalt mord bag sig stak af fra Herstedvester den 20. oktober 2020 - kan datoen 20-10-20 have virket magisk på ham? 

Når jeg ikke er meget for det, så skyldes det at forbrydelsen var så ufatteligt makaber og hans forsøg på at sno sig ud af det så ufatteligt usympatisk at jeg får kuldegysninger bare ved tanken.

Men altså. Astrologien i det er, at på netop den dag, er retrograde Merkur i Skorpionen i eksakt opposition til Uranus i Tyren. Det er tid at bryde ud af snævre rammer ved psykologisk list og våbenattrapper - typisk Skorpion. Og meget velgennemtænkt. Men med Merkur retrograd kommer han ikke langt.

I horoskopet for mandens fødselsdato den 12. januar 1971 ser jeg at den tripelkonjunktion vi oplever som store samfundsforandringer for tiden, altså Jupiter, Saturn og Pluto sidst i Stenbukken - falder på hans Sol 22 grader Stenbuk. Det må have en gevaldig indflydelse på ham. I nyhederne udtalte en krimiekspert (har glemt hvem) at der kunne være tale om en tilstand, hvor man søger "selvmord ved politiskud" - altså at foretage en drastisk handling der ender med at man bliver skudt af politiet. Det kunne være et plausibelt motiv. Manden ville alligevel ikke kunne være på fri fod ret længe - han er simpelthen for kendt. Pluto - planeten for liv og død, koste hvad det vil -  står nøjagtig på hans Sol. Så desperat kan det udspille sig.

Vi har ikke et fødselstidspunkt, men jeg gætter på at Månen er i Løven sådan som han har søgt offentlig opmærksomhed. Og jeg gætter på en Vægtascendant med Pluto meget tæt på og Uranus i første hus - den venlige facade, evnen til at lyve med et smil og excentrisk-ekstrem adfærd i samme gryde samt en uaspekteret Saturn i Tyren i 8. hus der tyder på at han ikke kerer sig om grænser når det gælder hans egen tilfredsstillelse. Det ville give et fødselstidspunkt omkring kl. 23 - men bemærk: det er en hypotese!

Merkur opposition Uranus i kollektiv astrologi, kan have en form for chokeffekt og det må siges at have været tilfældet her. Aspektet var eksakt den 14. oktober, igen den 20. oktober og vil vende tilbage en sidste gang i eksakt grad den 17. november. Hvad der sker der har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig...

18 oktober 2020

Oktobermørkning

dråber på ruden
ahornen behørigt gulnet
oktobermørkning