Latteren fra den hvide strand skyder genvej gennem buskadset, bag hvilket jeg sidder på et blåt håndklæde og læser i en bog af Simone de Beauvoir. Lyden blander sig med larmen fra en motorbåd, der fræser sundet op. Og hundeglam.
Vinden hvisler sagte og aer mine kinder – først den ene, så vender den og aer den anden. Let til skiftende, taler vinden nu med, hæver stemmen i kronen af det træ jeg sidder under. Et egetræ, der hvisker århundreders uforståelige hemmeligheder i mit øre.
En mørk og solbrun ung kvinde krydser den grønne plæne sammen med en lille, også brun, vimsende hund i snor. Hendes dybsorte hår blafrer selvbevidst langt ned ad hendes ryg. Hun vender sig kort om og kigger hen mod mig som om hun ved at jeg ser på hende. Kækt kaster hun med håret, vender sig igen væk, og går videre op mod den hvide villa på bakken. Hun er smuk.
Jeg iagttager en virkelighed, der stråler fra alle sider – ind mod midten. Ind mod mig.
Jeg tager et spejl op af muleposen ved min side og kigger på omgivelserne i det. Drejer det rundt i en cirkel og ser ind i virkelighedens omvendte vinkler og retninger – og med et synes alting mere virkeligt, set indenfor spejlets ramme, end når jeg ser det hele i de sædvanlige 180 graders synsvinkel, som øjnene kan se.
Virkeligheden bliver altså næsten mere virkelig, når den bliver spejlet og rammet ind?
For at opleve virkeligheden helt, må jeg ligesom træde ud af den eller stille mig ved siden af den?
Interessant betragtning.
