En rigtig mchawi

Det er første juledag. Solen er fremme og himlen er  blå. Mejserne pisker fra gren til gren i ahornen udenfor vinduet. Det er en nydelse at overvære fuglenes fest. I går, mens jeg talte med min søster i telefonen, udbrød hun pludselig “en isfugl” – den fløj ret foran hende, som et blåt lyn… et sjældent syn. Hvor var hun heldig.

Jeg mærker hvordan juleklaustrofobien endelig har tabt en smule terræn. Sådan er det altid i dagene op til den 24. december og frem til nu den 25. Det strammer i kroppen. Ikke af forædelse, for det bruger jeg ikke, men af indeklemthed og at være et slags gidsel i decemberdramaet der udspiller sig år efter år efter år.  Nu har jeg børnebørn og skal sådan passe på ikke at overføre min julefobi til dem. Vi holder ikke juleaften sammen. Det er de andre bedsteforældres privilegium. Og de elsker det. Jeg er taknemmelig for at få lov til at være fri. Vi hygger på anden vis en anden dag i lidt mindre målestok. Engang i fordums tid blev jeg kaldt “nøjsom”, som en fejlfunktion jeg måtte arbejde på at rette. I dag er jeg nøjsom fordi det er sådan jeg bedst kan være i verden. Jeg bliver simpelthen syg af overstimulering og overflod.

Årets sidste uge bruger jeg til at opsummere året der er gået. Rydder op i papirer og billeder – der for det meste nu er digitale – og gør klar til et nyt årstal. Det giver anledning til refleksioner og et ekstra eftersyn på hvad jeg har lavet i årets løb og hvad jeg evt. vil ændre i året der kommer.  Ikke som forsæt, men som genstart.

Saturn og Jupiters konjunktion der kulminerede den 21. december, gav en pudsig reaktion: læsertallet på denne blog tog en himmelflugt. Aldrig har der været så mange besøgende på bloggen på så kort tid. Jeg tænkte at det var en fejl, en bot, en crawler. Men nu har det igen lagt sig til et mere normalt niveau. Søgningen og interessen for konjunktionen har været enorm.  Det er bestemt også en markant forandring som vil være mere eller mindre mærkbar alt efter husposition i fødselshoroskopet.

I mit tilfælde er det 8. hus der bliver aktiveret.  Det okkulte hus, det ubevidste hus, huset for det psykiske og uhåndgribelige. Jeg ser frem til at øge kontakten med de sider af tilværelsen som ikke umiddelbart er tilgængelige, at lytte indad – opad.  I Vandbæreren handler det om at slå hjernens og hjertets antenner ud og gøre sig modtagelig for hvad der måtte komme af informationer.  Ikke fra Google eller Facebook men fra et helt andet sted, uden brug af gadgets.
Hjertet? Ja, for vi skal også tage Løvens tegn i betragtning – Vandbærerens modpol – hjertets, Solens, hjemsted.

Allerede for mange år siden, slog jeg ind på mystikkens vej. Så tog livet en drejning og det trådte i baggrunden.  Jeg mistede ligesom kontakten og befandt mig mere i den konkrete, fysiske verden. Det skal jo også passes – men balancen tippede over og nu mærker jeg længslen efter fordybelsen igen.

For at fremme processen er jeg gået i gang med studere mystikere fra 1800tallet – Madame Blavatsky, Annie Besant og Alice Bailey.  Og for at det ikke blot bliver et privat  indadvendt projekt, så kommer der artikler i Horoskopbladet Stjernerne om disse tre pionerer indenfor mystik og teosofi i takt med mine studier om deres liv og lære.  Det stemmer godt med vandbærerenergien og 8. hus. Saturn ansporer til at studere flittigt, Jupiter hjælper til ved at skabe indsigt og forståelse. Det gamle skal støves af, fornyes, genaktiveres i den aktuelle tidsånd. Tiden vil vise om det lykkes.

Et særligt tegn på den nye energi kom for et par dage siden da en ung tanzanianer spurgte min niece om mig og min astrologi da vi havde talt om hans horoskop… han var interesseret i min alder…  aha, sagde han, så er hun en rigtig “mchawi”.  Det er swahili for “astrolog”, “magiker”, “heks”…  i sin helhed en person der har adgang til mystikken og magien. Det tog mit aktuelle tvivlersind til sig… i hvert fald er min årgang 1957 med mig.

Som med al astrologi, så er formålet at bruge den før den bruger mig… 8. hus kan også være udfordrende og angstprovokerende, men det agter jeg at imødegå ved at vende mig til mystikken og lade intuitionen og magien råde… lade min indre mchawi få den plads den tilkommer og huske at tvivlen er en ven, der forhindrer fundamentalisme og fanatisme… to begreber der også hører 8. hus til.

Solen har smeltet rimfrosten af tagene derude… det er tid at “lufte hunden” som jeg ikke har.

Glædelig første juledag.

 

Trække vejret, dybt og roligt

21. december 2018 kl. 23.23 står Solen i 0 grader Stenbuk. Det er solhverv. I min familie er der to fødselsdage inden jul, den 19. og den 22. – og jeg skal lige finde en måde at holde balancen på.

For et par timer siden var jeg på indkøb og havde ærinde i storcenteret. Et sted jeg virkelig afskyr at komme. En kakofoni af lyde – hver butik med sin musik, så det bare bliver til støj, flimrende lys, madlugte fra torvet i midten, myldrende mennesker… mange mennesker, med vilde blikke, uglet hår, en hale af grædende børn, mødre med pakkenelliker til op over begge ører. Hjertet slår kolbøtter og synet blafrer et par sekunder. Jeg standser op midt i strømmen. Lukker øjnene og siger mit mantra med hviskende stemme: trække vejret, dybt og roligt. Og jeg giver mig selv et halvt minut til at mærke den dybe vejrtrækning, berolige kroppen og mærke mine fødder. Så åbner jeg igen øjnene og indstiller blikket på uendeligt. Jeg gør mig usynlig, glider igennem menneskestrømmen uden at støde ind i nogen. Bare lige så stille nå derhen hvor jeg har ærinde.

Og kommer – usynlig og meget målrettet – ind i Føtex. Jeg skal have en flaske Cointreau der er på tilbud her, ellers var jeg aldrig gået derind – og nogle appelsiner. Det er som et inferno jeg bliver suget ind i. Går forbi bunker af bøger og ting – ej – skulle jeg ikke lige have en bog til min svigerdatter… eller noget ekstra til barnebarnet… nejnejnej, siger min indre stemme, du har købt gaver. Det er mere end nok!

Det er simpelthen påvirkningen der gør det. Lemmingeffekten. Alle jeg ser i butikken har vogne fulde af varer og det hele virker som en myretue hvor nogen har forstyrret deres sti. Det hedder også kaos. Og mit hoved bliver til kaos og frygt for om jeg gør det godt nok… stop det!! Jeg har ondt i højre øje…

Endelig henne ved kassen. Mine to varer op på båndet, jeg formår at give et medfølende smil til den søde kassemand, der prøver at holde tungen lige i munden mens køen bag mig vokser.

Trække vejret, dybt og roligt – siger den indre stemme konstant til mig. Det er ikke min egen, men min yogalærers stemme jeg hører som en beroligende båndsløjfe i hjernen. Ude af Føtex, indstiller jeg igen blikket på uendeligt, forsøger mens det trykker for brystet, at ignorere støjen og glider roligt, med mantraet kørende i hovedet, ud i den grå, men forfriskende decemberdag.

Nu er jeg hjemme og skal ikke mere ud i julehysteriet. Klar til at holde Sønnikes sohvervsfødselsdag sammen med hans lille familie.

Juleaften…? Den holder jeg for mig selv, på sofaen med et glas Cointreau og en god bog, mens de er til storfamiliejul med hele udtrækket hos barnebarnets søde bedsteforældre i Jylland.

Oh what a wonderful World.