Viser opslag med etiketten bøvl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bøvl. Vis alle opslag

28 april 2021

Uranus i Tyren - og hvad er meningen

 Det er tid at slippe forventninger og bryde vaner, rutiner og ritualer.  I hvert fald for en gammel Tyr (eller løve, eller skorpion, eller vandbærer). Men mest Tyren. Uranus ligger ti grader inde i tegnet og i går, den 27. april 2021, var det fuldmåne på syv grader Skorpion (Solen i 7 grader Tyr). Det er faste tegn. Men Uranus er på ingen måde fast. Tvært imod. Os der er født i april-maj vil kunne opleve at "noget" er ved at falde fra; gå i glemsel. Hvad vi før har holdt fast ved og kunnet genkende os selv i, er simpelthen ved at fade ud. Det er fordi noget tilsyneladende nyt skal have plads. Ikke fordi jeg bliver "en anden", men fordi jeg bliver mig selv.

Hvordan ved jeg det? Det gør jeg dels fordi jeg kender Uranus og dens energi der vender alting op og ned.  Og jeg ved det fordi jeg mærker det. Det viser sig som en rastløshed og samtidig en tomhedsfølelse - jeg ved ikke hvad jeg vil, hvad jeg kan eller hvor jeg er på vej hen og jeg er ufatteligt træt.

Især er det forholdet til "hensigt" der er under forvandling. Allerede for lang tid siden, måske et år eller to, har jeg stillet mig selv spørgsmålet "hvorfor gør jeg det jeg gør"?

Et muligt svar er ved at blive mere tydeligt: fordi jeg søger anerkendelse. Altså af egoistiske grunde. "Se mig, dygtig", siger min indre treårige. Men det holder ikke længere. Jeg er blevet mere ligeglad med hvad andre mener om mig. Det er måske ikke bare transit Uranus i mit soltegn, det er nok også et aldersfænomen. De to ting falder så bare sammen her. Og det er stærkt befriende. Og foruroligende. For hvad skal jeg så stille op med mig selv og den tid jeg har tilbage her på jorden?

Det er muligvis også et coronafænomen.  Det at vi alle er i samme båd, med "coronahår" og diverse restriktioner, har også givet en vis personlig frihed indenfor de givne rammer. Det er jo helt paradoksalt. Men min oplevelse er, at grænser faktisk giver frihed. Det har jeg sådan set ikke været i tvivl om, da frihed uden rammer nemt bliver til kaos, der bliver til forvirring og usikkerhed.  Det kender vi fra pædagogik og psykologi. Elementært, min kære Watson. Når restriktionerne på et tidspunkt ophæves, så skal jeg igen til at foretage flere valg og tage ansvar for dem.  Altså ikke blot tage ansvar for et valg - men også et fravalg.

Venus og Merkur befinder sig også i Tyren for tiden.  Så samtidig med Uranus' evne til disruption, oprør og frihedstrang, så søger vi det sanselige i f.eks. livets goder - det er ikke så mærkeligt at cafe- og kulturlivet er åbnet en smule nu med fire planeter i Tyren - det er tiltrængt, selv om test og coronapas er bøvlede. Der er i det hele taget stadig meget bøvl med op- og nedlukninger. Intet under at folk bliver frustrerede. Jeg ville ønske for dem, at de kunne give mere slip og få det bedste og noget nyt ud af situationen... men det er nok igen min alder og erfaring der taler her. Jeg havde ikke let ved at ændre holdninger da jeg var 35, selv om jeg troede det.

Jeg har levet i relativ isolation siden december og venter på en invitation til vaccine når som helst nu. Det vil ikke ændre meget på min adfærd, men det vil sandsynligvis dæmpe sygdomsangsten og selvfølgelig åbne for mere frit samvær med familie og venner. Og jeg ser frem til  to gange om ugen i træningscenteret!

Og hvad er så hensigten med det her skriv?
Bare at sige hej - jeg er her endnu og astrologien taler sit (for nogle) tydelige sprog.

 

 

14 februar 2021

Merkur er retrograd og det bøvler

Merkur er retrograd og har været det siden 31. januar 2021. For en astrolog er det ved at være trivielt at snakke om, men det viser sig jo den ene gang efter den anden, at der er ballade med den lille tricksterplanet der rakker rundt med benspænd og forhindringer af alskens art. Benspændene afhænger at det tegn Merkur befinder sig i. I dette tilfælde er det Vandbæreren - et lufttegn der har at gøre med "Humanity" på den store klinge og elektroniske dimser på den lille klinge.

Merkur er til gengæld ligeglad med "humanity" - hvorfor bruger jeg det engelske ord? Jo, fordi "menneskehed" er så langt og tungt... det er et at de ord jeg ikke kan lide. Ligesom ordet "ægteskab" og "mad"... nå - digression.

Merkur er retrograd i Vandbæreren.og jeg er ramt af elektronisk bøvl. Så vil telefonen ikke ringe op til den jeg vil have fat i. Så får jeg ikke adgang til zoom-yoga fra mit træningscenter. Så går nettet ned og computeren strejker.  Det er fuldstændig retrograd-klicheer, men ret virkelige.

Der kommer også forkerte varer når jeg køber ind på coop eller nemlig... og sjovt nok kommer de oftere for tidligt i forhold til leveringstiden jeg har bestilt. Men hellere det end at vente længere på dem. 

Og jeg er vrissen som en gammel gnavpot og vil bare have at vinteren er forbi og vaccinationerne afviklet så verden kan åbne igen og os i risikogruppe kan se vores mennesker på normale vilkår igen. 

Men jeg holder ud mens jeg træder vande. Der er jo ingen ko på isen - bortset fra et par tusinde skøjteløbere. Lyngby sø ligner et hotspot i denne valentinsweekend. Forhåbentlig kommer alle tørskoet og usmittede i land igen. Men flot er det og de har det sikkert rigtig sjovt. Det har vi vist alle brug for! Forresten er Merkur sammen med Venus denne weekend, så det falder fint sammen med den glade stemning solen og frosten lægger op til.

Om præcis en uge er Merkur direkte igen, så kan vi samle op hvor vi slap, rette ryggen og få strømmen på dimserne til at fungere igen.

Det var bare det... nu vil jeg gnavpotte videre for mig selv.