Viser opslag med etiketten pluto. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pluto. Vis alle opslag

19 marts 2023

Forandringernes Pluto - og noget om generation Alfa

 


Et halvt år er gået siden jeg har nærmet mig bloggen her. En hel vinter. Og nu er det marts. Det slår mig hvert år kort før jævndøgn den 21.3. at Solen har været igennem Fiskenes tegn. Det er en periode hvor jeg lukker ned og gemmer mig mere end ellers - med det resultat at trangen til at komme ud når April nærmer sig er enorm. Ikke bare ud med traveskoene, men også at give lyd i det hele taget. Det kan blive sådan at jeg lukker for min fødselsdato på facebook, så ingen opdager den - for så at åbne den igen en uge før. Jeg vil da ikke gå glip af hyggelige hilsner jeg ellers ikke havde fået. Det skal dog siges at fødselsdag sammen med mine unger er vigtigst nu hvor jeg pludselig har tre børnebørn. Det er nogle herlige piger som jeg elsker - men det har også krævet en del tilvænning for en eremit som mig pludselig at være Farmor.

Der sker store ting i verden i øjeblikket. Det behøver jeg vist ikke at  gøre opmærksom på. Astrologisk giver det fuldkommen mening eftersom Pluto har bevæget sig gennem Stenbukken med kvadrat til Uranus og en konjunktion tilbage i januar 2020 med Saturn og Jupiter - der har jo ikke været stille siden (bortset fra stilheden under coronanedlukningerne). Men som jeg før har sagt, så er de omvæltninger vi ser i samfundet, og verden, væsentlige og varige. Og for de yngre generationers skyld vil jeg sige at vi har prøvet det før og er kommet igennem.

Pluto går i Vandbæreren den 23. marts 2023 - netop som Ukraine har fået kampfly doneret fra flere lande. Vandbæreren er et lufttegn - derfor fly. Til gengæld har Saturn forladt Vandbæreren og er nu i Fiskene, hvor det er muligt at der skal samles op på alt det som er skadet. Der skal repareres - ikke mindst åndeligt. Der skal helbredes og bygges op. Utopier og idealisme skal afløses af pragmatiske og konkrete løsninger på de problemer som krig og miljø/klimaspørgsmål rejser. Her i DK diskuteres niveauet for velfærd - hvordan der kan skæres og der vil blive skåret. Vi skal smøge ærmerne lidt mere op selv, for at det skal glide nogenlunde gelinde i det vi kalder "velfærdsfag". Der kommer ingen "Mor" og rydder op efter dig. Det er i hvert fald det som der lægges op til med Saturn, ansvarsplaneten, i Fiskene. Festen er forbi for denne gang og nu skal der gøres rent... ligesom.

Mine tre børnebørn, født i hhv. 2017, 2020 og 2023 er den såkaldte generation Alfa. Vi er simpelthen startet forfra med det græske alfabet efter generationerne "boomer", X, Y (millenials) og Z. OG jeg aner ikke hvor jeg har den viden fra... bortset fra en artikel i Berlingske fra 2016 af nogle fremtidsforskere - altså ikke noget astrologisk i sig selv.  Jeg fandt en illustration et sted på internettet, så hvis jeg overtræder nogens copyright så sig til:


Generation Alfa er dem med Pluto i Stenbukken. Dvs fra ca. 2008 og til ca. 2025. Jeg kalder dem for fremtidsmennesker.  Det jeg oplever er, at de er ualmindeligt kvikke og hurtige til at opfatte og forstå hvad der foregår omkring dem. Det er dem, der bliver voksne mens Pluto er i Vandbæreren i de næste tyve år. Det vil være dem der udvikler alt det nye som vi gamle ronkedorer har formøblet i de seneste 100 år... og her vil jeg skynde mig at sige undskyld på min generations vegne. Vi kunne have gjort det bedre, men var altså ikke klogere.

I den astrologiske verden er der også forandringer i gang. Horoskopbladet Stjernerne er ophørt som det papirblad vi har kendt siden 1956. Nu overgår det til yngre kræfter og kun online. Jeg skrev en række artikler i perioden 2016-21 og for at de ikke skal blive helt glemt, vil de blive tilgængelige her på min blog efterhånden som jeg får lagt dem op og linket til dem. Så kan du gå ind på siden "Artikler" og finde dem. En del af dem er tilgængelige nu.

Jeg ved ikke om jeg kommer til at skrive flere artikler som sådan. Siden jeg afleverede den sidste, om Friedrich Nietzsche, har jeg ikke beskæftiget mig med astrologi på et dybere plan. Altså to års pause måtte der til efter ham. Nu begynder det måske at spire lidt igen. Jeg vil lade det gro vildt som det vil. 

Det var ordene fra mig denne søndag den 19. marts hvor mit yngste barnebarn er præcis en måned gammel. Det er fedt at være Farmor.

 


05 marts 2022

Hvad gør man med sin afmagt?

 


Her sidder jeg i det fredelige Lyngby. Med høj blå himmel og en frisk brise. En duft, en lyd, af forår mens nyhederne viser ukrainere i konstant alarmberedskab.  Hundredtusinder flygter fra deres land. Andre søger ly i kældre og hvor de ellers kan finde beskyttelse fra russernes beskydning.  Her i Danmark er vi ikke direkte truet, men jeg mærker stressen, alarmberedskabet,  i kroppen.

Afmagten er mærkbart tilstede. Jeg kan intet gøre.  Ikke stoppe krigen.  Ikke få Putin til at holde op. At forsøge at råbe et menneske op, der er fuldkommen ligeglad er frustrerende på en måde jeg slet ikke har ord for. Der er kun vrede – og afmagt.

Der er noget terapi i at skrive om det. Men det er ikke nok. Det rækker ikke langt. Nu har jeg lavet mig en kop te på nærmest britisk maner – a nice cup of tea, well sugared – det skal nok løse problemet. Vel gør det ej. Men jeg sætter pris på at jeg overhovedet KAN lave mig en kop te.

Så kom jeg til at tænke på min for længst afdøde mor. Hun var en rebel af den stille slags, der reagerede på regimers uretfærdigheder på sin egen indædte måde. Godt hun døde før verden igen gik i udu. Hun købte ikke ting der var produceret i en bananrepublik. Hun gik i t-shirts med protestslogan. En af de gange der var tale om at lukke Christiania, bestilte hun resolut de røde t-shirts med tre gule prikker og ”bevar Christiania” påtrykt, som hun spankulerede rundt med i en alder af omkring 80. Når hun støvsugede spindelvæv ned fra hjørnerne i loftet kaldte hun de små edderkopper for talebanere – fordi de ikke var til at komme af med.

Kunne man have forudset denne ulykkelige situation astrologisk? Både ja og nej. Nej – fordi det ikke er muligt konkret at forudsige noget som helst. Ja – fordi vi alligevel kan se når ”noget” er på færde men det skal ses i en kontekst for at give mening og komme til udtryk.

I januar 2020 var der et astrologisk fænomen – Saturn konjunktion Pluto i Stenbukken – der traditionelt er et varsel om store forandringer – som en slags erosion – på statsligt plan. Få måneder senere gik Saturn i kvadrat til Uranus, som er det mere øjeblikkelige sammenbrud/gennembrud, der nu i bakspejlet kan have været begyndelsen til slutningen af Putins kampagne mod Ukraine som nu er brudt ud i lys lue.

Hele verden har i den periode været optaget af Covid-19 og i ly af dette har den russiske despot kunnet smede sine rænker til denne udåd. Det er bemærkelsesværdigt, at de seneste to annekteringer, først dele af Georgien (2008) og siden Krim-halvøen (2014), begge er sket i forbindelse med et OL. Således også nu ved vinter-OL i Beijing 2022, hvor han kort tid efter invaderer Ukraine.

Men ifølge Putins horoskop (7. oktober 1952 kl. 9.30, Skt.Petersborg) (astro.com)) har han valgt en vej og et tidspunkt der leder direkte til fald, vil jeg mene og det tyder jeg ud fra en progressiv Mars der lige nu er landet på den sydlige måneknude i fødselshoroskopet. Det antyder aggression – men også et indre forfald og ekstrem selvsabotage. Måneknuderne er (i min astrologiske forståelse) vendepunkter hvor det er nødvendigt at rette op på det som er ”faldet i søvn” når de bliver berørt af planeterne.  Man vågner op til virkeligheden og må justere sit liv derefter. Samme sted – omkring 18 grader Vandbærer – ligger Saturn i transit, på vej over Putins IC, 4. husspids, der har at gøre med hjemmet og hjemlandet. På den modsatte side, på MC, den sociale status,  har han Pluto der søger magt. Denne Pluto og denne MC er udfordret af det der sker i bunden af horoskopet. Hans magt bliver nu udfordret af andre magtfaktorer – ikke våben, men sanktioner. Han bliver skyld i at hans eget hjemland (Saturn/Måneknude på IC) går økonomisk i knæ.

I det seneste års tid  (2021), har disruptionsplaneten Uranus i Tyren været i opposition til Putins Venus i Skorpionen tillige med en konjunktion til Jupiter. Det aspekt kulminerer nu her i marts 2022 som peger på at hans personlige værdier og ikke mindst penge (Venus) vil blive vendt på hovedet på en måde han ikke havde set komme. Med  Venus i Skorpionen vil han have sikret sig selv økonomisk; en sikkerhed der med Uranustransitten ikke er så meget værd længere.

Lige nu i den kollektive astrologi, er Venus og Mars i samklang sidst i Stenbukken. Venus har været retrograd og befundet sig udsædvanligt lang tid i denne del af horoskopcirklen og er fulgtes med Mars i dens lidt langsommere bevægelseshastighed – Venus og Mars har i den seneste uge gået hånd i hånd hen over Pluto i Stenbukken. Plutokraterne – altså de ekstremt rige russere – bliver afskåret fra deres formuer. Spøjst, ikke? At det kaldes for “pluto”krater. (Medierne kalder dem for oligarker som betyder “fåmandsvælde” men jeg mener at det retteligt er plutokrater, som er “rigmandsvælde”). Samuel Rachlin, som jeg anser for en fremragende analytiker af russiske forhold (læs hans bog, ”Jeg, Putin”), kalder endog det russiske styre for ”kleptokrati” fordi de simpelthen rager til sig hvor de kan. Men i sammenstødet med Pluto, gør Mars og Venus her i Stenbukken verden opmærksom på disse pluto/kleptokrater, initieret af Putins enevældige, diktatoriske og brutale fremfærd i Ukraine.

Søndag morgen, den 6. marts 2022 (i skrivende stund er det i morgen) vil Mars og Venus sammen forlade Stenbukken og træde ind i Vandbæreren. Det kan blive en gamechanger. Det stejle og langsommelige – og forsigtige – jordtegns tyngde, Stenbukken, bliver afløst af et mere lynsnart lufttegn, som Vandbæreren er.  Her taler vi om flyvemaskiner, cyberspace, digitalisering, humanisme (ja tak), dialog og fremtid. Hvad det vil bringe aner jeg ikke – Mars er krigeren og Venus er diplomaten som går hånd i hånd her.  Hængepartiet er Pluto der mangler nogle få grader i at komme med ind i Vandbæreren. Det sker først i marts 2023 for en kort bemærkning og endelig i januar 2024 hvor den vil blive i de næste 20 år. Det vil manifestere den ny verdensorden som det oftest sker når Pluto skifter tegn (senest i årene 2006-7 hvor finanskrisen tog sin begyndelse).  Pluto er om nogen planeten for tidsånden og den vil være præget af Vandbærerens principper for humanisme, frihed og fremsynethed – er det ikke håbefuldt?

Da jeg var 5 år gammel i 1962, boede vi i Berlin og mine forældre bed negle over cubakrisen. Det var tæt på at gå meget galt da USA og Rusland truede hinanden med atomvåben over Cuba (Mars opposition Saturn på Måneknudeaksen).   1968 invaderede Warszawapagten (kan du huske den?) med vanlig brutalitet Tjekkoslovakiet (som det hed dengang) og en Moskvavenlig regering blev indsat fordi den daværende præsident Dubcek ville reformere kommunismen til en venlig socialisme (Saturn konjunktion Mars og Uranus konjunktion Pluto!).  Så bed vi negle i 1980erne da USA’s Præsident Reagan kørte “stjernekrigsprojektet” et  højteknologisk atomforsvarssystem via satellitter til at afskrække russerne med (1983: Saturn konjunktion Pluto). Det blev heldigvis ikke realiseret. Så kom 1989 og berlinmurens fald (Saturn og Neptun i konjunktion), Sovjetunionens opløsning og en omfattende krig på Balkan. Der har været kriser og krige hele tiden gennem mit snart 65årige liv. Med russiske fingeraftryk.

Så hvad kan man gøre med sin afmagt? Jeg er for skrøbelig til at gå på barrikaderne og demonstrere, så jeg gør det i min mors berettiget indignerede ånd (hun betalte løbende til Amnesty International)  og støtter med penge til nødhjælpsorganisationer.   Helt lavpraktisk – fordi jeg nægter at bruge russisk gas – har jeg droppet at bruge mit gaskomfur og købt en induktionskogeplade. Og så strikker jeg karklude med gult og blåt garn, bare fordi!  Små ting der ikke batter meget men som har en terapeutisk velgørende effekt.

Og så er det også godt at skrive sig ud af det. Der kan skrives meget mere. Det må komme. Eller ikke. Forvent ikke noget.

Teen er blevet kold. Humøret lidt bedre. Det er en overgangstid vi lever i og uanset om vi vil eller ej, så er verden forandret i stor skala.  Putin har gravet sin egen grav og det er der nogen trøst i selv om det nok vil tage noget tid, og desværre flere ofre, før det store røvhul (nej, han har ikke ret til høfligt sprog) og hans bandemedlemmer er taget ud af ligningen.

Tak, mor, fordi du viste mig hvordan protest og støtte også er værdifuldt på den stille måde.

09 maj 2020

Merkur møder Pluto - igen

For præcis 14 dage siden skrev jeg om Merkur og Pluto i kvadrataspekt. Kvadratet er en spænding, der er energi og sommetider konflikt i den. Der foregår noget.

I dag er planeterne i trigon, i flow. Det er endda lidt mere dovent, med Merkur i Tyren. Trægt, langsommeligt. Men meget mere grundigt. Jeg ved ikke hvad dagen har i vente, da det i skrivende stund er tidlig morgen.

Vi fik i torsdags besked fra Marienborgs terrasse om genåbningsplanens fase 2. Storcentre og caféer må snart åbne. Men ikke zoologiske haver? Derpå meldte de ud, altså Zoo, at det kan blive nødvendigt at aflive dyr. Der er ikke penge til at fodre dem, hvis der ikke kommer penge i kassen. Der er vist ingen hjælpepakke øremærket til dyrefoder.

Nu beder de om økonomisk assistance fra os gennem crowdfunding. Køb årskort, giv en donation. Hvis mange nok giver en skærv, er der håb.

Dagen egner sig i øvrigt til psykologisk udforskning af dybere eller bagvedliggende motiver for handlinger og prioriteringer. Der er rigelig næring til konspirationsteorier. Det er særligt understreget mens Jupiter, der blæser alting op, ligger i konjunktion med  Pluto. Det kan nemt ryge helt ud af proportion.

Mit råd: dyrk det nære. Eksperimenter med opskrifter i køkkenet. Køb et årskort til Zoo.


25 april 2020

Merkur på detektivarbejde

Pluto er mørkets, underverdenens planet. Merkur er den der fører de døde til og fra underverdenen, også kaldet psychopompos eller sjæleføreren. Nu hører vi ikke så ofte om at blive ført ud af underverdenen, men hvad nu hvis?

Om ikke andet, så dykker vi med Merkur ned under overfladen for at undersøge hvad der gemmer sig. Det er forskning og efterforskning. Nu kommer jeg i tanker om de forskere verden over, der lige nu arbejder febrilsk på at udvikle en vaccine mod covid-19. Det er næppe fordi der kommer et gennembrud med dette kortvarige kvadrataspekt, der skal nok mere end en lille Merkur til at flytte på Pluto - men hvad nu hvis?

Ellers kan vi bruge aspektet til at dykke ned under vores egen overflade. Hvad er det du mest frygter, hvad ligger der i dit eget mørke. Giv det stemme. Fortæl din isolationshistorie, lyt til hvad andre har at sige. Måske det er noget af det samme. Når vi befinder os i den kollektive energi, har vi meget til fælles - arketyperne - heksen i eventyret, trolden, den onde fe, manden med leen, prinsen på den hvide hest, nattens dronning...

Læs et eventyr, eller genlæs et fra barndommen der gjorde indtryk på dig - og tænk over hvorfor det gjorde det. Hvilke følelser vakte det?

Detektivarbejdet handler om dig selv og dit forhold til livet i denne tid. Merkur kvadrat Pluto: Se din frygt i øjnene. Hvad ser du?

Jeg vil finde mit yndlingseventyr frem: “Den smukke Vasilisa” i bogen Kvinder der løber med ulve af Clarissa Pinkola Estes. Den handler i hvert fald om at se frygten i øjnene... og vokse af det.

PS... hørte netop i nyhederne om et forsøg med at bruge spildevand fra vores kloakker for dels at afdække smittespredning, dels finde behandlingsmuligheder og vaccine. Lige til højrebenet for dagens Merkur-Plutoaspekt :-)

12 marts 2020

Skrig ralle - ikke mere toiletpapir

Overskriften til dette indlæg er en omskrivning af vistnok titlen på en bog fra BZ-miljøet i 1980erne:  “Skrig ralle ikke mere pålægschokolade” og det minder mig med sød vemod om min daværende, nu afdøde, kæreste der var redaktør på “Københavns Bogforlag”. Jeg hører stadig hans stemme i baghovedet med et grin udtale citatet når der rent faktisk ikke var mere pålægschokolade = krise.

Yoga er aflyst. Træningscenteret er lukket. Biblioteket er lukket. Landet er lukket.

Landet – ja hele verden – stander i våde og vi må stå – ikke sammen – men hver for sig og hjælpes ad. Det hjælper ikke at gå i panik og hamstre varer.  Det tror jeg godt vi kan være enige om. Dog – er der timers ventetid i nummerkø på at komme ind og handle dagligvarer online og det siger mig at der alligevel er en stor frygt for at mangle noget.  Jeg mangler aktuelt ingenting,  ej heller toiletpapir, der besynderligt nok er det der tales mest om bliver hamstret… har alle da pludselig fået diarré? Jeg har fire ruller i skrivende stund… og regner da med at gå ned at købe lidt mere om nogle dage.  Ellers har jeg en bunke gamle Weekendaviser at supplere med hvis det kommer til at knibe – og kan jo genstarte abonnementet når de er brugt op. Men så galt tænker jeg ikke at det går.

Astrologien i den her situation har bygget sig op over længere tid, dels med de to langsomme planeter Saturn og Pluto i Stenbukken og nu også Mars og Jupiter. Jeg har nævnt det i forrige indlæg også.

Mars vil sammen med Jupiter gå i eksakt konjunktion med Pluto den 22.-23. marts. Det betyder at aspektet kulminerer på dette tidspunkt. Det er indenfor den foreløbige tidsramme regeringen har stukket ud for nedlukning af offentlige institutioner og hjemsendelse af ansatte.

I ugen efter, vil Mars fortsætte videre og væk fra Jupiter og Pluto. Saturn vil have skiftet tegn til Vandbæreren – det vil nok afspejle sig som en begyndende affladning af situationen igen.

Som den hurtigste planet i stelliet er det Mars der viser at situationen trækker op nu og spidser til her den 22. marts.  Mars og Jupiter sammen tyder på overophedning – fra feber til brand.  Den 31. marts vil Mars så forlade Stenbukken og gå ind i Vandbæreren og slutte sig til Saturn og derfra vil samfundet sandsynligvis begynde at blive genoprettet. Der er stadig grund til ansvarlighed omkring smitterisiko  men vi har fået nye erfaringer der kan vise anderledes måder at håndtere lignende situationer i fremtiden. Kollektivt som individuelt. Mon ikke der også kommer noget godt ud af det her.

Mars er en temperamentsfuld planet og det kan være hensigtsmæssigt at tage aggression i opløbet ved at være fysisk aktiv; løbe en tur, tæve en pude… fremfor at lade det gå ud over sine nærmeste. Mens alt er lukket og mange er i karantæne, kan det give anledning til frustration – men også til at foretage sig noget andet end man plejer. Bruge Mars til at udvise handlekraft, opbygge resiliens, opdage nye evner og finde på alternativer når det vanlige ikke virker eller mangler.

Vi kan ikke regne med at være helt ude af farezonen til april, eftersom aspektet vil vende tilbage i oktober 2020 med Jupiter, Saturn og Pluto i konjunktion i Stenbukken igen – og denne gang med et kvadrat til Mars der på det tidspunkt befinder sig i Vædderen. Mars er varm, tør og hidsig og det er Vædderen også. Det kan betyde en opblussen af situationen eller noget der ligner.

At alt det her finder sted i Stenbukkens tegn, betyder at det foregår på statsligt niveau og berører alle dele af samfundet. Vi har set særlovgivning, adfærdsregulering, rejserestriktioner og opfordres fra højeste sted til at vise ansvarlighed. Alt dette sker oven i de statslige omkalfatringer vi har set i bl.a. Europa. Brexit f.eks., og flygtningestrømme der har ændret nationale grænseforhold foruden den interne strid og splittelse vi har set i politiske partier. Det hele sker i den samme astrologiske signatur.

Det er Jupiter, der har ansvaret for størrelsen af hvad der sker i verden nu. Jupiter bliver populært anset for en planet der bringer held og lykke – den gør alt den er i berøring med større, hvilket ikke nødvendigvis er særlig heldigt eller lykkeligt. Så når Jupiter rammer Mars bliver handlekraften større – men også aggressionen. Når Jupiter rammer Saturn, bliver ansvaret større – men også begrænsningerne. Når Jupiter rammer Pluto, bliver det skjulte synligt, hvilket gør det håndterbart – men også angsten. Alt dette ligger nu i samme gryde – så derfor er der grund til at vise individuel ansvarlighed og omtanke… hver eneste dag.

For at opsummere:  omkring 1. april vil jeg tro at vi er igennem det værste – set ud fra Mars’ bane – og at der stadig er grund til omtanke og opmærksomhed sommeren over, eftersom Jupiter, Pluto og Saturn befinder sig nogenlunde samme sted og vil møde Mars fra en udfordrende vinkel til Oktober.

I øvrigt ser jeg i nyhederne, mens jeg skriver dette, fødevareministeren sige, at der er toiletpapir nok til alle.

Hvis det alligevel ikke er tilfældet, så lav dig en pålægschokolademad, giv dig til at glo ud i luften og mærke dig selv, når du nu alligevel er blevet sendt hjem.

Må alle bevare optimismen og huske også at grine.

 

 

 

 

27 marts 2016

Tankespind om påskens liv og død.

 

Det må være fordi der er noget særligt over søndage. Jeg har bemærket at det ofte er den dag jeg skriver en lille opdatering her. Eller indlæg, som det hedder på en blog.  Jeg skriver hver eneste dag.  Det er i det daglige skriv, der kan komme ny inspiration. Som om noget presser på for at komme igennem og blive sagt ude i verden.  Ordet “inspiration” betyder at ånde ind. Det er godt at lade ånden komme ind. Så sker der noget. Det er netop inspiration der driver værket.

Astrologisk er Solen gået i Vædderen for en uge siden, den 20. marts, det astrologiske nytår – og kommunikationens planet Merkur går lige i hælene på Solen.  Vædderen er et meget aktivt og igangsættende ildtegn og jeg skal da lige love for at  der har været aktivitet i det lille hjem i denne påskeferie.

Det har været en uge med oprydning i skabe og skuffer til glæde for genbrugsbutikkerne i nabolaget. Tøj jeg ikke har brugt i årevis er røget ud.  Nips jeg gennem tiden har fået forærende og som bare har ligget i en kasse, er gået videre ud i verden.  Ting der har haft en nostalgisk værdi før i tiden føles pludselig tyngende og trækker energi – nu slipper jeg dem fri.

Det sker med års mellemrum, at jeg tager et sådant raid. En art nulstilling. Det er mærkbart – ikke kun fysisk – at der kommer luft og plads i skabene, på hylder og i skuffer. Det er også en mental oprydning. Minder fra fortiden, gamle loppefund, nips og billeder jeg er færdig med at se på. Ting der hører til en tid, hvor jeg var en anden. Ligegyldige og dårlige fotos der har hobet sig op på computeren. En omfattende proces!

Det må være påskeenergien der er på spil her. Påsken er en plutotid – planeten Pluto står for bl.a. død og genfødsel. Det er netop påskens tema: Det gamle må dø for at give plads til det nye.  Radikal oprydning er også en måde at bruge påskeenergien på.

Det er befriende at slippe ting der binder til fortidens spøgelser!
Befrugtende at stå i nuet og lade inspirationen til det næste få plads!

God påske!

 

17 marts 2016

Pluto og den indre borgerkrig

Efter en inspirerende og intens workshop den 12. Marts 2016 om (dværg)planeten Pluto, med de to veloplagte astrologer Eva Ganvig og Cathrine Oppenheim som ordstyrere, har jeg fået øje på en interessant detalje omkring Sol-Plutoaspekter som jeg ikke har tænkt på før. Nemlig at være “to”.

Plutos principper er bl.a. polariteter – enten/eller, sort/hvid, forside/bagside, lys/skygge, intensitet, transformation, omdannelse, alkymi.

Det følgende er en subjektiv, uorganiseret, intuitiv tankestrøm – der er spørgsmål uden svar,  påstande uden belæg!

Den ene dag er hun udadvendt, sprudlende og i gang med en masse gøremål, den næste lukker hun helt af, er ikke tilgængelig for nogen – ja ganske utilnærmelig. Omgivelserne forstår det ikke og undrer sig over at de pludselig bliver afvist. Det kunne gå så vidt som til at Plutomennesket finder sig selv alene og forladt af vennerne – de forstår ikke, at det ikke handler om dem. Det forstår Plutomennesket heller ikke. Til at begynde med.

I de unge år er vi ikke bevidste om os selv som individer. Vi følger strømmen, trenden, flokken. Det er et spørgsmål om at passe ind og undgå udstødelse og ensomhed. Det kan synes som en kamp, en magtkamp, mellem to sider af personligheden.

Alligevel er der en konstant indre uro. Som en tyk klæbrig masse der bemægtiger sig organismen. Det unge menneske, der har garderoben fuld af modetøj ligesom alle de andres, eller som går med til weekendfester og drikker sig fuld fordi de andre gør det, men inderst inde ikke har spor lyst til det. På et tidspunkt kommer der et bagslag. Det unge menneske “bliver syg” og lukker sig inde, indtil følelsen aftager og hun går ud igen. Sådan går det i mange år, helt ind i voksenlivet. Nu bliver den side der trækker indad lukket endnu mere inde. Livet drejer sig om parforhold, børn og indtjening. Der er kun små glimt af “den anden side” – lettelsen når alle i familien er ude og man kan få lidt tid helt for sig selv. Samtidig med en dårlig samvittighed over at nyde det når de er væk. Elsker hun dem nok? Elsker hun dem overhovedet? Er hun en dårlig mor når hun tænker og føler sådan? Er hun en dårlig ægtefælle/kæreste? Skulle hun ikke hellere gøre en ende på det hele… sådan kan det gå når Pluto tager fat i hendes Sol og hun bliver kapret af tankerne: uduelig, forkert, uværdig, slem, ond. Angst og depression er uundgåelige følgesvende til disse tanker.

Der er dage hvor hun ønsker at hun var alene, single, kunne dyrke sine interesser uforstyrret og hele tiden uden indgreb fra arbejde og familiepligter. Åh – hvilken lokkende tanke at lade sig skille fra det hele, sælge alt hvad hun ejer, brænde alle broer og bare leve fra dag til dag uden at skulle forholde sig til alle disse udvendige ting.

Noget af det svære ligger i valget. Sammen med Enten/Eller princippet, handler Pluto netop om at vælge – det ligger ligesom i det. Det er ikke muligt at være to steder samtidig. Det er ikke muligt at være to forskellige samtidig. Et motto jeg med tiden har udviklet hedder: “En ting ad gangen”. Det har været svært at vælge “identitet”: er jeg det ene eller er jeg det andet? Når jeg identificerer mig med mit arbejde, så er det hele mig. Hvad sker der så, når jeg gør noget andet? Er jeg så en anden? Og hvordan ser andre mig så?

I mit eget liv, har det udspillet sig som en perlerække af “identiteter”, forbundet med mit arbejde i forskellige sammenhænge. Jeg “er” det jeg gør. Det er en gængs opfattelse, at arbejdsidentiteten er vigtig for personligheden – det er den der definerer os. Men behøver det at være sådan? Er det ikke at snyde sig selv fra at være den man er – uden staffage og titler?

Jeg minder lige om at vi taler om Sol-Pluto aspekter her – især konjunktion, kvadrat og opposition, altså de aspekter der skaber udfordring, spænding og kamp i deres mest ubevidste udtryk.

Konjunktionen er måske den mest ubevidste form. Fordi Solen overstråler Pluto bliver den blændet og derfor mindre synlig. Man kender simpelthen ikke sine fortrængte skygger, der pludselig kan eksplodere – eller snarere implodere – til egen og andres overraskelse.
Kvadratet udtrykker sig som indre borgerkrig – den evige kamp om “den rigtige” identitet, den “rigtige” retning. En opslidende og trættende tilstand, der intet befrugter, indtil et valg er truffet – det evige valg.
Oppositionen vil ytre sig som projektioner – det kan også blive en opslidende kamp, men nu med andre mennesker, om den “rigtige” identitet og retning.

Hvad vil der ske, hvis vi indgår i en dialog med Pluto frem for den konstante indre eller ydre borgerkrig? Det er et spørgsmål jeg ikke har et klart svar på. Det jeg mener jeg har et svar på er, at har man Pluto-Sol aspekter i sit horoskop, er det en invitation til udvikling. Jeg vil mene at der som en nødvendighed, på et eller andet tidspunkt i livet, vil komme en hændelse – indefra eller udefra – der vender op og ned på alting som et startskud til introspektion, og til at undersøge tilværelsens dybere gåder. Og det tidspunkt vil involvere en aktivering af Sol-Pluto-aspektet. For mit vedkommende skete det i en alder af 38, da Pluto transiterede i Skorpionen og gik i opposition til Radix Sol og dermed kvadrat til Pluto – det var heftigt, imploderende – og befriende på længere sigt! Psykoterapien kom ind i mit liv.

Jeg tror – bilder mig ind – at jeg har fundet en modus vivendi med mit Sol-Plutokvadrat. Der er ups and downs, som jeg har lært at tage organisk – dvs. når jeg overgør tingene og det bliver lidt for intenst, så kender jeg tegnene: træthed, modvilje (på engelsk siger de “resentment” som næsten ikke kan oversættes men som begreb ligner modvilje, modstand) og en fysisk udmattelsestilstand. Når først udmattelsen træder ind, så har jeg overskredet grænsen for hvad jeg kan udholde. Kunsten er at fange den inden det sker…  jeg øver mig stadig.