Viser opslag med etiketten måneknuder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten måneknuder. Vis alle opslag

22 juli 2022

Skriveblokering

Det er over et år siden, at jeg har rigtig har skrevet noget. Der er ikke noget der har kaldt på mig. Ingen inspiration eller noget presserende jeg har haft brug for at lægge ud. Det kaldes for skriveblokering. Eller udtørring. Det er ikke første gang det sker. Lange perioder uden output hvor jeg tror at nu kommer jeg aldrig til at skrive mere. Det er tæt på at bloggen bliver nedlagt, for der er jo ikke mere at bruge den til. Og hvem gider dog læse hvad jeg har på hjerte? En ond nedadgående spiral, af selvnedgørelse og -opgivelse. Jeg kan ikke løbe fra, at have Merkur og Solen i Tyren. Det kammer let over i sendrægtighed og inerti hvis spændingsfeltet kommer ud af balance. Jeg ser et metaforisk kirkeloft for mig, med buer af mursten i et fint afstemt spænd, der holder det hele sammen. Et præcisionsarbejde udtænkt af fortiden ingeniører, der kendte fysikken love. Hvis murstenene ikke stemmer mod hinanden på den rigtige måde, så falder hele loftet ned. Inertien er fysisk mærkbar. Hvis jeg nærmer mig tastaturet, er det som om en kraft holder mig tilbage. En kraft der får kroppen til at stivne og blive træt. Mentalt er det bare et tomt, sort rum; tankerne siger bare ”kaffe, nu, og en podcast” – jeg vil bare ikke høre min egen akutte tomhed. Det metaforiske loft er faldet ned.

For et år siden, dvs første halvdel af 2021 havde vi coronalockdown. Alt var lukket og de fleste af os bundet derhjemme. Jeg skrev så det sved i fingerspidserne. Hver måned afleverede jeg en artikel til Horoskopbladet Stjernerne, researchet, gennemskrevet og korrekturlæst. Det sluttede med Friedrich Nietzsche. Han var barsk at læse – og ikke mindst skrive om. Så gik ilden ud. Det var Juni. Det var total nedsmeltning.

Så hvad gør man når skriveblokeringen rammer? Man skriver om den. Jeg har set adskillige forfattere gøre det. Som et desperat forsøg på at komme tilbage på sporet. At få ordene til at flyde igen. At vise, at det jeg har at sige også har værdi. Om ikke for andre, så for mig selv. Bare det.

Jeg elsker jo at skrive. At lege med sproget og give det form. En rigtig tyreting, at forme sprogligt er lige det min Merkur i Tyren kan. Desuden er Venus, som ”hersker” over Tyren i Merkurs hjemtegn, Tvillingerne, som dermed gør sproget til en kunstart. Digtning. Eneste anke er, at godt nok har jeg digte i arkivet, men ikke mod til at udgive dem i bogform. Min selvcensur er for massiv. Mine største idoler er Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Der er ikke meget dansk digtning i samtiden, der når dem til sokkeholderne. Efter min ydmyge mening. Det skulle lige være Inger Christensen. Og sat op imod dem, er mine ”private smådigte” fuldkommen ubetydelige.

Skriveblokering har et islæt af mangel på fantasi. Det ligger i begrebet ”udtørring”. Kilden springer ikke længere. Vandfaldet er stoppet. Søen er tom. Havet drukket. Der ligger en gold og sprukken ørken. Jeg står ved kanten af den og spejder ud i det fjerne… ingenting, ingenting, ingenting.

Hvis jeg forsøger at tyde et horoskop, som jeg af og til har haft held med, siger det mig intet. Flowet udebliver. Symbolerne er blot sorte figurer på papiret, uden mening og indhold. Sammenhængene blegner og forsvinder som i tåge. Som spøgelser, der svæver gennem rummet og er væk gennem vægge og lukkede døre. Åbner jeg en bog med tydningseksempler og forslag, forekommer det at være uendelig forældet og har mistet mening.

Men hov – nu ved jeg at der er noget på færde. Det betyder at et spring er på vej. Et spring til et nyt niveau. Og det er fordi hele tidsånden har ændret sig og dermed også tydningen og tolkningen af symbolerne. Astrologisk symbolik skal, for at give mening i den tid vi lever i, gentænkes. Det betyder ikke at det gamle er forkert. Det er blot tid at bygge ovenpå og udvikle det astrologiske sprog.

Et kig på mit eget horoskop viser, at der i den grad er noget i luften, da Uranus og og den Nordlige Måneknude i samklang har ramt den Sydlige Måneknude i fødselshoroskopet. Måneknuden er i mange tilfælde at finde sammen med en planet når der sker store og voldsomme ting på verdensscenen – som der jo i høj grad gør nu for tiden. Og med Uranus er vi der hvor ingenting er sikkert, intet varer ved (heller ikke krige), hvor der er skyderier, revolutioner, oprør og ildebrand. Og i samme åndedrag, på den positive side, inspiration til at reformere, skabe og forny nutiden til fremtiden. Den kombination har jeg i øjeblikket på et sensitivt punkt, så det er bare om at være vågen op opmærksom på tidens tegn og øjeblikkets kalden i min egen mikroverden. Måneknuderne er som porte til noget nyt og når Uranus er med i billedet, så kan det vende op og ned på livet. Tiden vil vise hvordan.

Nu fik jeg slået lidt hul på skriveblokeringen. En lille flig er løftet men jeg ved ikke hvor det vil gå hen. At ”vente på inspirationen” er en dårlig ide. Den skal vandes og næres for at få nyt liv. Måske vil det lykkes, måske ikke. Det er i hvert fald tydeligt for mig at der skal ske en forandring og at det som alt andet – især for en tyrefødt – tager sin tid.

Og lige nu bliver det ”kaffe… og en podcast”.

 

 

 

05 januar 2022

Så kom vi om på den anden side

Det er Januar og for mig er det en befrielse af være færdig med december og hele det cirkus der følger med i form af glimmerkitsch, dårlige amerikanske sødsuppefilm, for fed og for meget mad. Ja, jeg kunne jo bare lade det være. Og det gør jeg også. Men hele stemningen omkring jul og nytår slår mig på en eller anden måde ud og stressniveauet er højt. Min familie har heldigvis accepteret at jeg helst vil være for mig selv juleaften nu hvor familien er vokset – jeg magter det nemlig ikke. Så ses vi bare en anden dag og ungerne skal nok få deres julegaver fra farmor. Som jeg har anskaffet i oktober.  For ikke at blive suget ind i decembers hektiske travlhed. I  Hovedgadens glitrende butikker. Og et overbelastet postvæsen.

Hvilken fred det giver, at kunne sige velkommen Januar og 2022. Og lade være med at beslutte at lægge livet om. Det holder jo alligevel ikke. Alt er som det plejer.

 

Alt? Nej. Og nu bliver det astrologisk.

Måneknuderne har skiftet tegn, fra Tvilling/Skytte til Tyr/Skorpion.
Venus er retrograd indtil 29. januar og danser med Pluto i ugevis.
Jupiter er gået i Fiskene hvor den også har hjemme.
Uranus i Tyren ændrer retning og går direkte den 18. Januar – hvilket vil føre til et sidste (i denne omgang) kvadrataspekt til Saturn i Vandbæreren i efteråret 2022.

Jeg ved det godt. Det er sort snak for de fleste. Det kræver en forklaring. Lad mig forsøge.

Måneknuderne er to punkter overfor hinanden der angiver hvor Sol og Måne krydser baner og når der er nymåne og fuldmåne i nærheden af dem, så har vi hel eller delvis formørkelse af enten Sol eller Måne. Det finder i det næste halvandet år sted i Tyr og Skorpion, mod de forrige 18 måneder i Tvilling/Skytte. Forskellen er, at Tvilling og Skytte er Luft- og Ildtegn, hvor Tyr og Skorpion er Jord- og Vandtegn. Altså en mærkbar kvalitetsforskel, om jeg så må sige. (ikke som dårligere eller bedre kvalitet – bare anderledes). Tvilling/Skytteperioden fra Maj 2020 og til nu har været en noget hektisk periode med store retssager, forskning og afprøvning af ny viden, lockdown og åbning og  lockdown igen… osvosv.  Til forskel for det,  kommer der mere stabilitet, fordybelse og længsel efter ro ind i billedet i det næste halvandet års tid, som en art baggrundstæppe i tiden. Vi vil gerne have at tingene er lidt mere forudsigelige og slippe for den evige usikkerhed som corona indtil nu har givet.

(For god ordens skyld vil jeg lige indskyde, at der her er tale om den såkaldt “gennemsnitlige måneknude” der er konstant retrograd, hvorimod “sand måneknude” er mere “wobbly” og både bevæger sig direkte og retrograd i korte intervaller. Den sande måneknude skifter først tegn den 18. januar 2022).

Venus er normalt i konjunktion med Pluto en gang om året og forholdsvis hurtigt forbigående. Men denne gang er det lidt anderledes, idet Venus går retrograd (tilsyneladende baglæns) – som den kun gør hvert andet år. Og den retrograde bevægelse finder sted hen over Pluto sidst i Stenbukken.
Venus har at gøre med værdier, skønhed, kunst, penge, kvinder og kærlighed (jeg kunne nu godt tænke mig at sætte “kærlighed” i gåseøjne, for i virkeligheden handler det mere om romantik som ikke nødvendigvis har meget med kærlighed at gøre). Okay – når Venus og Pluto kommer sammen så kan det blive grimt, beskidt, undertrykkende – og afslørende. Hvis Pluto insisterer på at skjule sit magtbehov overfor Venus, så er det ligesom at ville holde en oppustet badebold under vand. Før eller siden slipper kræfterne op og bolden kommer til overfladen. Tag det som et billede på undertrykkelse der ikke længere kan holdes skjult. De indledende tegn har allerede vist sig som #metoo og hvad det har ført med sig. Og pengene – der vil næsten stensikkert komme noget frem om penge og misbrug af dem. På statsligt niveau (vi er jo i Stenbukken her, som har med stater at gøre). Det er også muligt at det kommer til at handle om bankerne – med Måneknuden i Tyren som er Venus’ tegn er det absolut en mulighed. Mon der kommer en afklaring om bankernes grådighed – negative renter f.eks.,  som det er ved at blive undersøgt lovligheden af – hvis jeg har forstået erhvervsministeren rigtigt? Hvis bankerne skal betale de penge tilbage de har taget i negativ rente – så kommer der nok nogle krak.

Hvad har vi mere? Jo, Jupiter i Fiskene. Her er den store, heldige overflodsplanet på hjemmebane sammen med Neptun – dens åndelige bror. ja, åndelig er måske kodeordet her. En søgen mod noget større end det fysiske. En opblomstring af religiøsitet og spiritualitet som modsvar til en højteknologisk verden (Jupiter i Vandbæreren gennem 2021) og en verden besat af spiritualitet som business. Der er også hele coronafænomenet der har drevet os hjem i isolation og henvist os til os selv hvor nogle har opdaget at det faktisk er fedt at arbejde hjemme – mindre ræs, mere ro. Det kan også være en ansats til større medfølelse med andre mennesker på den gode  note – eksempelvis dem der sejler over vand for at finde det bedre liv de drømmer om -og som de er blevet forført til at tro på. På den mindre gode note kan det også  blive en omgang sentimentalitet og øllebrødsbarmhjertighed der ikke gavner andre end ens eget ego… ja der er pro og kontra for selv de bedste planeter med godt ry. Med Jupiter i Fiskene – som er modpolen til Jomfruen – er det også værd at holde øje med dogmatisk fanatisme indenfor et hvilket som helst område – fra religion over kostråd til politisk korrekthed –  som meget vel kan kamme over i det kommende år. Jupiter går i Vædderen fra 12. maj til 29. oktober 2022, vender så tilbage til Fiskene indtil midten af december 2022 for derefter at indtræde i Vædderen igen. Det bliver i jupitersk optik et noget broget år – fra vand til ild, tilbage til vand og så til ild igen… oversvømmelse, brand, oversvømmelse, brand… klimaet skal nok gøre opmærksom på sig selv.

Og nu til Saturn og Uranus. De to modsætninger der har været i clinch med hinanden siden februar 2021. Der er tre toppunkter hvor aspektet er stærkest (grafen herunder er sakset fra The Astrology Podcast der har det fra archetypalexplorer.com og illusterer Saturn og Uranus’ højdepunkter):


Februar 2021 – hvor vi havde total lockdown i samfundet. Hvor man kunne sige at restriktionsplaneten Saturn havde overtaget.
Juni 2021 – hvor restriktionerne blev ophævet og friheden var som når kvæg kommer på græs efter en lang vinter – det var oprørs- og frihedsplaneten Uranus der fik serveretten.
Oktober 2021 – hvor coronabæstet igen gav sig til at vise tænder – tiltagende i efterårsmånederne hvor vi har haft en mindre restriktiv lockdown (saturn) og opfordringer til at blive vaccineret igenigen for at kunne bevare samfundet så åbent og frit (uranus) som muligt – kulminerende i december 2021.

Aspektet klinger langsomt af igen i løbet af januar-februar 2022, så vi får nok næsten fuld frihed igen i forårs- og sommerperioden og der er fra sundhedsmyndigheders og forskeres side tegn på at virusen som vi har kendt den vil lægge sig og blive en kraftig forkølelse og ikke det ødelæggende monster vi har set.

MEN. Vi er slet ikke færdige. Fordi i efteråret 2022, nærmere bestemt september-oktober – hvad sker der så? Jo!  Saturn og Uranus krydser klinger en gang til og kan meget vel lægge dele af julehyggen ned for tredje gang. Lad os håbe at det ikke igen kommer bag på beslutningstagerne…

Såvidt Saturn, Uranus og virus. Men der er jo også en helt anden dimension i det her. Nemlig hvad det har gjort ved os mennesker og vores samfund. Hvis du længes efter at vende tilbage til tiden før corona, altså helt tilbage til 2019… så længes du nok forgæves. De to-tre år som pandemien har herset rundt med os har uden tvivl sat varige spor i forhold til infrastruktur og den måde samfund, og ikke bare vores i Danmark,  er indrettet på. Kort og klicheagtigt, så skal det gamle vige og gøre plads for det nye. Det er nemlig det, der er Saturns og Uranus’ egentlige ærinde. Virusen er ligesom bare motoren der sætter det i gang. Et godt eksempel er Frederiksberg, kommunen midt i København, der traditionelt er konservativ,  men som nu efter en menneskealder eller to har fået en socialdemokratisk borgmester. Ikke fordi S er specielt nye eller fornyende, men fordi det er en mærkbar fornyelse for Frederiksberg kommune.

Jeg stopper her. Astrologi er et vanvittig stort sted og verden er et vanvittig komplekst sted. At forsøge at koble det hele sammen er rent vanvid. Men små nedslag i synkroniciteterne der finder sted i forholdet mellem himmel og jord er stadig fascinerende. Især i bakspejlet. Der er stor wow-effekt i at opdage når noget der foregår ude i planetsfæren rent faktisk har symbolsk sammenhæng med hændelser og psyke hos os mennesker. Så bliver livet bare lidt større og lidt mere eventyrligt, forunderligt og mærkeligt.

Og spørgsmålet om hvorfor vi (mennesker) overhovedet er her, forbliver herligt ubesvaret.

 

 

 

 

 

 

 

 

10 maj 2020

Månen slipper ind i folden igen

Idag er der igen et skift med Månen som aktør.

Det sker ved middagstid (altså ca. kl 12 dansk sommertid) at Månen smutter fra Skytten og ind i Stenbukken. Samtidig vil den passere den sydlige Måneknude (Ketu) og dermed overskride to grænser næsten samtidig. Den ene, mest åbenlyse, er tegnskiftet. Den anden mere subtil, nemlig at den kommer ind i den halvbue hvor alle planeterne for tiden er linet op - mellem Stenbuk og Krebs, omtrent. Faktisk er vi nede på kun 6 tegn som planeterne spænder over for der er ingen planeter i Krebs nu, så vi ender i Tvillingerne. Men det er vist mest nørderi.

I hvert fald er Månen inde i den halvdel hvor den i løbet af de kommende 14 dage vil gå i konjunktion med planeterne en efter en, hvor det de seneste 14 dage har været oppositioner vi har været vidne til.

Folket (Månen) har stået på den ene side - og "alle de andre", altså dem der regerer folket, på den anden. Nu skifter billedet så.

Folket kommer til at stå på samme side som "dem der regerer" og måske komme til at få mere at skulle sige om det vi gennemgår i denne tid. Eller måske retter vi mere ind uden at diskutere så meget - for vi kan godt se meningen med det hele. Måske får vi mere information og oplysning, således at vi bedre kan forholde os til de krav der stillet. Jeg ved det ikke, jeg kan nemt tage fejl. Jeg kunne også sige, at før stod folket udenfor og kiggede ind, nu kommer vi selv ind igen.

Der er en genåbning i gang og den kan kun lykkes, hvis vi følger retningslinjerne. Men vil vi? Eller kommer vi ud i civil ulydighed, der i mange tilfælde er godt og nødvendigt. Men er det nu det er relevant?

I hvert fald er der nu igen en tom dyrekredshalvdel i de næste 14 dage hvor alle planeterne inkl. sol og måne er lukket inde bag måneknudeaksen.

08 maj 2020

Måneknuderne skifter tegn - frihed under ansvar

Der er lige en lille ting med Måneknuderne, Rahu og Ketu jeg gerne vil sige.  Det er to punkter på zodiaken. Punkterne bestemmes af Solens og Månens forhold til hinanden. Når der er nymåne eller fuldmåne i nærheden af Måneknuderne, så har vi formørkelserne, eklipserne.

Men hvilken måneknudeposition skal man anvende? Den sande (true) eller den gennemsnitlige (mean).

Det mest almindelige i dansk astrologi har været den gennemsnitlige, der er angivet i efemeriderne. Men jeg har en efemeride der også angiver den sande måneknude som er både retrograd og direkte i ganske korte intervaller - altså et mere ustadigt bevægelsesmønster. I pc-programmerne kan man selv indstille hvilken man vil bruge. Der kan være op til 2 graders forskel. Og der er jo dog noget. Især omkring tegnskiftene. Som nu.

Den sande Måneknude skiftede tegn fra Krebs-Stenbuk til Tvilling-Skytte den 6. maj 2020. Den gennemsnitlige skifter først 6. juni. Så hvad gælder?

Jeg har hidtil anvendt gennemsnitlig Måneknude, men nu vil jeg prøve den sande af.

Når Måneknuderne skifter tegn, får vi en ny kvalitet ind i den kollektive stemning. De seneste halvandet år har det været Krebs-Stenbuk, hjem og samfund. Nu  bliver det Tvilling-Skytte de næste 18 måneder - intellekt og frihed. Jeg vover disse enkle stikord.

Samfundene begynder så småt at åbne igen, efter to måneders lockdown. Med Tvilling-Skytte-temaer in mente, kan det føles som når kvæg sættes på græs efter en lang vinter. Kådheden og overmodet vil være tydeligt mærkbare. Trangen til at sprænge de snævre rammer ligger faretruende nær.

Når Saturn og Jupiter begynder at gå retrograd om få dage, kommer restriktionerne og lægger friheden i nye lænker. Det er nødvendigt, så længe virussen florerer. Men psykologisk vil paradokset kunne mærkes mere end nogensinde tidligere.

I Danmark nyder vi frihed og hævder vores ret til den. Men det er frihed under ansvar. Det står i Grundlovens paragraf 77 om ytringsfrihed.  Hvad har det med åbning af samfundet at gøre? Intet i sig selv. Men åbningen sker på betingelse af vores, folkets, evne til at håndtere de restriktioner der er nødvendige for at smitten ikke skal brede sig.

Så derfor: Måneknuderne har skiftet til de frihedselskende tegn - og det er op til os nu, at vise at vi er situationen voksen og kan håndtere åbningen af samfundet fornuftigt og med omtanke. Vi får friheden delvis tilbage nu - men under ansvar.

Holde afstand, vaske hænder, spritte af.

15 juni 2019

Der er en drage på himlen

Mars går gennem Krebsens tegn for tiden og vil om kort tid passere ascendanten i mit horoskop.  Jeg har lyst til at jamre og klage, som det passer sig for krebsetegnet. Det er Krebsens skyggeside, at beklage sig over det mindste, at stå på sin ret og påstå at “det er de andres skyld”. Sådan har jeg det heldigvis ikke – jeg har bare lyst til at jamre over min brækkede skulder, der (igen) gør ondt og ikke lader mig i fred. Det er snart fem måneder siden jeg faldt sidelæns og knuste den yderste knogleknold (Tuberculum Majus) på højre skulder, den der holder senen til den muskel (Supraspinatus) der løfter armen. Senen blev delvis revet løs og nu kan jeg ikke løfte armen mere end 70 grader på en god dag.

Det er ellers gået rimeligt fremad og rimeligt smertefrit i den senere tid. Jeg går til genoptræning og får at vide at det vil tage lang lang tid det her.  Nåmen det er også ok, hvis bare det bliver bedre. Jeg er topmotiveret for træning.

Men en enkelt forkert bevægelse, har sendt mig tilbage til start. Nervesmerter og kvalme, begrænset bevægelighed og træthed. Jeg kan ikke støvsuge, ikke bære købmandsvarer hjem, ikke skrive frit med begge hænder… jeg sidder lige nu med is på skulderen og skriver med venstre hånd. Det er godt nok bøvlet og jeg føler at jeg sander til. Det er ved at være to måneder siden jeg sidst skrev her på bloggen.  Så det her er lidt tiltrængt ruminering og vildtvoksende tankestrøm – bare for at komme i gang igen.

Der er en drage på himlen

I går, den 14. juni 2019, var der en drage på himlen. Mars, Merkur og nordlig Måneknude i  i Krebs, i opposition til Saturn, Pluto og sydlig Måneknude i Stenbuk. En opposition der blev bundet sammen af en stortrigon mellem Månen, Mars/Merkur og Neptun i vandtegn.  Det laver aspektmønsteret kaldet en drage – og jeg ser det desuden som en armbrøst – der lægges an til skud, og pilen har retning mod planeterne i Stenbukken.  Der kan tolkes utallige ting på det. Umiddelbart opfatter jeg det som et symbol på vort hjemlige politiske klima nu efter valget – der er lagt op til skarpe, realistiske, konkrete og nødvendige reparationer af forrige regeringers ødelæggelser der symbolsk er forvarsler om større forvandlinger vi har i vente.  Det handler om konfrontation med virkeligheden, med nationens tilstand, som Krebs-Stenbuk så smukt viser hen til.  Der er en forhandlinger i gang i disse dage,  for at finde et holdbart og realistisk regeringsgrundlag.

Stortrigonen i vandtegn er dog kortvarig eftersom det ene ben er Månen i Skorpionen. Den er allerede væk nu. Jeg begyndte på dette indlæg netop som Månen gik i Skytten.  Men vi har stadig Neptun i trigon til planeterne i Krebsen og sekstil til planeterne i Stenbukken – måske vil det give regeringsforhandlingerne et humant islæt, dvs at det ikke blot  handler om økonomi, men også om menneskers liv. Især de mennesker der har behov for sikkerhed og tryghed.

Der er også en anden drage involveret her. Nemlig Måneknudeaksen, der også kaldes for en drage, eller en slange, der blev delt i to så hoved og hale blev skilt og sendt i hver sin retning. Dragens hoved er her Måneknuden i Krebs – halen i Stenbuk.  I Krebsen er der input – Månens tegn – moderens tegn, hvad folket har behov for bliver fodret gennem Mars og Merkur – verbale slagsmål på krav og synspunkter overfor Dragens hale hvor det hele kommer ud igen i transformeret, fordøjet, stand til konkretisering og forvandling gennem Saturn og Pluto.  Og hvordan det så bliver konkretiseret har vi tilgode at se endnu. Jeg føler mig håbefuld. I hvert fald hvad den hjemlige statsstyring angår.

Mine iagttagelser iøvrigt af måneknudernes kontakt med Mars og Pluto har været at det kan være særdeles farligt. Aspekter mellem dem, har tidligere vist sig på tidspunkter for bombeeksplosioner… som regel en  smule forsinket i forhold til aspektets højdepunkt – som er nu. Gid det må blive en fejlagtig forudsigelse der blot henviser til de  intense følelser, der f.eks. viser sig når lederen af det parti der kalder sig Stram Kurs er på banen. Der er rigelig aggression der – i begge lejre.  Det er en voldsom og uforudsigelig tid vi lever i.

Der er endnu et mønster på den aktuelle himmel. Neptun i Fiskene er fokusplanet i et T-kvadrat med Solen i Tvillinger og Jupiter i Skytten.  Et superaktivt – omend også kortvarigt aspekt som lige giver os et strejf af noget grandiost, eventyrligt og glamourøst.  Det er som om den siger at vi kan klare alt,  i medgang og modgang, selv om der er smerte og ve – så skal det nok gå altsammen.  Der er momentum, for den der vil bruge aspektet til at åbne for en magisk, anden virkelighed. Eller for den der vil flygte ind i en bevidsthedsændrende rus – på godt og ondt.

Pudsigt nok så fik jeg lyst til at læse Carlos Castanedas bøger fra 1960erne,  netop under denne magiske konstellation.  Allerede i starten af 1980erne forsøgte jeg at læse dem, men var slet ikke moden til det i min ungdoms uvidenhed. Nu føler jeg mig mere klar. Dog skal det siges, at hverken Lophophora Williamsii,  Peyote,  Pigæble, Ayahuasca eller hvad det nu hedder altsammen, slet ikke er min boldgade – men jeg oplever at der er en opblomstring af brugen af disse  bevidsthedsændrende (udvidende?) svampe for tiden.

Noget helt andet men også eventyrligt  er en glædelig begivenhed i familien. Vi har haft bryllup – min søn og hans kæreste blev gift i pinsen ved et brag af en kæmpefest, der vil give genlyd mange år frem i tiden… i det værste vejr juni endnu havde bragt. Det foregik i telt, så den ellers perfekte plan måtte ændres løbende.  Stiletter blev skiftet ud med sneakers,  tynde kjoler med tykke bukser og jakker etcetc… ingen var kede af det af den grund. Festen forløb helt perfekt uperfekt og parret var – og er – lykkelige.   Det perfekt magiske tidspunkt var i øvrigt da præsten erklærede dem for rette ægtefolk, netop som MC passerede Solen med opposition til Jupiter og Neptun stod på Descendanten…  Eventyrligt, magisk, forunderligt.

Og nu er det lørdag igen. Himlen er tung som bly; det lyner og tordner mens folket fejrer Dannebrog og Stig Rossen lyder som en søløve med tømmermænd på landsdækkende tv (jeg får helt ondt af ham og i ørerne), der er folkemøde på Bornholm og de nyvalgte partier forhandler om statens penge…  jow, der er gang i den på og under himlen.

God weekend 🙂

 

 

 

 

14 juni 2018

Mars og Måneknuderne

I et tidligere indlæg, fra 2015 (Hvad er der med de Måneknuder) viste jeg hvordan især Mars i konjunktion med en af Måneknuderne,  faldt på tidspunkter hvor verden blev vidne til temmelig voldsomme hændelser.

Lige nu, i disse junidage 2018, er Mars i konjunktion med den sydlige Måneknude i 8 grader Vandbærer. Den nordlige Måneknude ligger naturligvis præcis på den modsatte side i Løven.

Mars gik ind i Vandbæreren den 16. Maj 2018 og dannede kvadrat til Uranus der netop var gået i Tyren dagen før. Det var her USA åbnede sin nye ambassade i  Jerusalem. Den havde før ligget i det mere religionsneutrale Tel Aviv. Det kom til voldsomme reaktioner og sammenstød, som kunne indikere at den astrologiske begivenhed kunne føre svære tider med sig. Mars vil gå retrograd (som den kun gør hvert 2. år) og møde Måneknuden i alt tre gange frem til efteråret 2018.

Næsten eksakt på Mars/Måneknudekonjunktionen, fandt et møde mellem USAs præsident og Nordkoreas leder sted i Singapore. Et topmøde, der har været omtalt som historisk, og som ingen kunne gætte udfaldet af. Trump er uforudsigelig som få. Og Kim Jong Un? Er han troværdig? Jeg ved det ikke.

Med  forudgående erfaring med de astrologiske faktorer involveret, kunne man frygte det værste i dagene omkring den 12. juni – om ikke i Singapore, hvor sikkerheden vil være ekstremt høj,  så et andet sted. Mødet sluttede med billeder af smil og håndtryk.

Den sydlige Måneknudes betydning kan være noget med “karma”, noget med kontakt og noget der har at gøre med fortiden, bragt ind i nutiden og udlevet gennem den nordlige Måneknude –  i bedste fald en udviklingslinje fra gammelt nag, fortidstraumer til en mere forsonlig måde at møde verden på.

Eftersom aspektet ikke er færdigt, og samtidig involverer kvadrat til Uranus og måske et lille kvadrat til retrograde Jupiter i Skorpionen, har vi hele det faste kors i arbejde. Tyr –  Løve – Skorpion – Vandbærer.

Topmødet er foreløbig gået godt. Det endte med en aftale om at Nordkorea fjerner deres atomvåben… men kan vi tro på det? Og hvad med USAs atomvåben?

At aspekterne ligger i faste tegn, kunne tyde på at der alligevel vil snige sig en uvilje mod forandring ind.   Det er svært at give efter – er der tale om et tilbud “man ikke kan afslå?”  Den 16. juni går Venus ind over Mars og sydlige Måneknude og strør en smule sukker på – men når Mars vender retrograd den 26. juni 2018, og møder Måneknuden igen den 17. Juli 2018,  kan det hænde, at “nogen” kommer på andre tanker. Når en planet går retrograd, kan gjort blive ugjort – fortrydelse, ombeslutning.

Mars retter sig fremad igen den 27. august 2018 og vil for sidste gang i denne runde, ramme Måneknuden igen den 21. september 2018 i 2 grader Vandbærer og igen komme i eksakt kvadrat til Uranus i 2 grader Tyr.  Vandbæreren er et humanistisk, objektivt tegn  – ganske usentimentalt.  Vi har at gøre med en kamp (Mars) for fornyelse af systemer, til gavn for menneskeheden. Skulle det ske, at enkeltindivider bliver “ofret” på den bekostning, er det for det større gode.  Men hvad siger den nordlige Måneknude i Løven på den modsatte side til alt det?  Løven er stolt, dramatisk og selvoptaget – men har også en kreativ og legende energi.  De to statsledere bliver karikeret som børnehavebørn i medierne… lad os håbe at deres indre børn evner at blive gode kammerater i fremtiden!

Men der er mere.
Neptun ligger pt i 14-15 grader Fisk – lige midt mellem Mars og Uranus og skærer kvadratet mellem dem over til to halvkvadrater (45 graders aspekt). På det tidspunkt, hvor aspektet var eksakt, i midten af maj 2018, hørte jeg i nyhederne om et nyt voldsomt udbrud af Ebola-virus i DR Congo. Herhjemme er der pt meget fokus på sundhedsportalen og fejlmedicinering af patienter. Neptun har at gøre med – ja, vira, medicin, gasser, flygtige stoffer som parfume – foruden de mere psykologiske sider som idealisme, empati, illusioner og hermed også løgne.  Placeringen midt i den heftige Uranus – Mars/Måneknudekvadrat kunne indikere, at hvad vi får at vide ikke nødvendigvis stemmer med virkeligheden (hvad det så end er),  og at der bliver forhandlet for lukkede døre. Den nordkoreanske befolkning, læste jeg i nyhederne, kendte ikke til topmødet, før det var forbi – og blev overraskede over at USA nu pludselig var en ven… om det er en sand nyhed ved jeg ikke – men det er interessant fordi sløringsplaneten Neptun ligger hvor den gør.

Datoerne i overblik :

Mars konj s.Måneknude 1. gang –  13. juni 2018, 8 grader Vandbærer
Mars retrograd – 26. juni 2018 – 9 grader Vandbærer
Mars konj. s.Måneknude 2. gang – 17. juli 2018 – 6 grader Vandbærer
Mars direkte – 27. august 2018 – 28 grader Stenbuk
Mars konj s. Måneknude 3. gang –  21. september 2018 –  2 grader Vandbærer

I personlige horoskoper, vil disse aspekter være mest mærkbare for dig der er født med Solen i første ti grader af de faste tegn Tyr – Løve – Skorpion – Vandbærer (dvs mellem 20. og 30. Januar – April – Juli – Oktober), eller hvis du har Måne,  ascendant eller MC her. Det kan være at du oplever at noget slutter i dit liv – og /eller en ny begyndelse finder sted.  Du kan møde nye mennesker, steder og få nye interesser. For nogle kan det være sorgfuldt og svært at sige farvel og rumme den tomhedsfølelse der kan opstå – for andre kan det være befriende, velkomment og give anledning til positiv forandring.

Jeg har selv en usentimental Måne  i 1 grad Vandbærer. I denne periode har jeg sagt farvel til min psykoanalytiker efter tre inspirerende år i den jungianske verden –  og velkommen til et nyt liv i familien – mit første barnebarn.

At Mars befinder sig så lang tid på ca. samme sted, hører til sjældenhederne, og især når der tillige er kobling  med Måneknuderne – så det er bare at holde øje med dig selv, dine omgivelser – og verdenspressen – for at følge med i hvad det kan betyde – og udnytte momentet til aktivt at manifestere de forandringer i livet du måske i længere tid har gået og spekuleret – eller undret dig over –  hvor kom fra. Og… tro ikke blindt på alt hvad du hører og ser.

 

 

11 maj 2017

Om Fuldmåne, Måneknuder - og tågehjerne

Besynderlige dage.  I mere end en uge, har min hjerne været indhyllet i spindelvæv – jeg har tågehjerne. Som en tilstand af ufokuserethed og små tilfældige gøremål uden retning. Uden formål. Læser lidt her, lidt der.  Kaster mig over en gyserserie – Fortitude – der afspejler stærke og dødelige skyggesider i et lille dybfrosset samfund på Svalbard. Det er som at være tilbage i Twin Peaks. Og er afledning fra min egen dystre tankeverden. Ulmende askedynger af afbrændt fortid i det ubevidste. En bunke opgaver venter på skrivebordet, men jeg kommer ikke i gang. Koncentrationen er der ikke. Inspirationen lukket ned. Meningen gledet ud.

Der var fuldmåne i går. I Skorpionens tegn, præcis ovenpå min måneknudeakse.  Jeg forstår denne mærkelige uro og isolation. Der er kun en ting at gøre: Gå med modstanden. Være med det der er. Ikke handle. Ikke tænke. Ikke lede efter svar.  Jeg må lade det ubevidste rumstere som det selv vil. Det nytter alligevel ikke at “bekæmpe” det. Det giver kun muskelspændinger og hovedpine… aha, nåååhhh det er derfor.

Jeg ville skrive om Måneknuderne.

De har netop skiftet tegn fra Jomfru-Fisk-aksen til Løve-Vandbærer. Den 9. maj, hvis man tager den sande måneknude. Middel Måneknude skiftede ifølge ephemeriden den 28. april.

I Jomfru-Fisk så vi  offer-frelser temaer. Flygtningestrømme og håndteringen af dem. Polariseringen i “Os og Dem”, angst og utryghed overfor medfølelse og hjælpsomhed.  I Løve-Vandbærer er det individ-kollektiv temaer. Der må vise sig nogen eller nogle, der har noget væsentligt at sige kollektivet. Jeg tænker f.eks. på en Elon Musk og hans ufattelige fremtidsvisioner mht. energiforsyning og transport – Det er ham med elbilen Tesla. Han har meget mere i ærmet.

Måneknuderne i Løve-Vandbæreraksen vil forhåbentlig vise vejen til nye miljøtekniske tiltag – og sikkert en hel del futuristiske science-fiction gadgets. Eller – er det nu også science-fiction? Er vi ikke forlængst i science-facts-alderen – med robotter og droner!? De kommende ca. 19 måneder vil ganske givet vise en meget mere eksperimenterende tone på alle planer.

Måneknuderne er Solens og Månens skæringspunkt på ekliptika – det er der vi ser hvor vinden blæser hen – universelt såvel som individuelt.  Punkternes position i fødselshoroskopet viser en form for essens eller destillat af inkarnationens indre mening, som kan være svær at få øje på – endsige sætte ord på. Det går måske først sent i livet op for os, hvad det hele gik ud på. Det er spændende, men alt for meget at dykke ned i nu, i dag med hovedet på stand-by.  Det er tågehjernen der taler.

I dag er det regnvejr og jeg er pessimist. Men pyt med det – i morgen, siger de,  skinner Solen igen – og jeg måtte bare ud med NOGET!

 

 

23 november 2015

Hvad er der med de måneknuder?

Om søndagen den 14. november 2015 skrev jeg et indlæg om hændelserne i Paris aftenen før – jeg kunne mærke at det var en lidt for hastig reaktion og fjernede opslaget igen. Nu hvor der er gået lidt tid har jeg kigget nærmere på det og er især gået måneknuderne på klingen. For der er noget der har naget mig med de måneknuder og aggression når bl.a. Mars er involveret.

Horoskopet for den 13. november 2015 kl. 21.20 i Paris viser en Mars, der akkurat har byttet plads med Nordlige Måneknude hen over grænsen mellem Jomfruen og Vægten, præcis på IC (4. husspids). Det er på dette tidspunkt det første skud siges at være faldet.

 



 

Jeg kan heller ikke lade være med at kigge på de planeter der ligger i 17-19 grader. Den revolutionære Uranus i Vædderen, der kan være krigerisk indstillet på en overrumplende måde, så længe den ligger der, danner quincunxer (150graders aspekter svarende til 6. og 8. hus) med Jupiter i 18 grader Jomfru (orden, sundhed, analyse, kritik). Merkur er netop nået frem til 19 grader Skorpion (undergravende, hemmelig, i forsvar) – der hvor nymånen fandt sted her onsdag den 11. november og dannede aspekt med Uranus og Jupiter. Solen er gået et par grader frem siden da – det virker som en aktivering af denne aspektfigur, kaldet en “yod” (sekstil mellem Merkur og Jupiter forbundet af de to quincunxer til Uranus – aspektet kaldes også “Guds Finger” – ikke at den har religiøs implikation – men der er noget skæbnetungt over den. Desuden ligger Chiron, der traditionelt kaldes for “den sårede healer” i 17 grader Fisk – i opposition til Jupiter – og er altså et led i konfigurationen her. Måske det viser hvordan vi føler os ramt på vores måde at tænke på (Merkur) og vores frie kultur (Jupiter), af nogen der føler sig såret (Chiron) – og “vi” er selv sårede.

Uranus-Pluto kvadratet som har været i front siden 2012 og kun langsomt klinger af, er indenfor synsvidde med kun tre graders orbis. Aspektet er ikke længere eksakt, men heller ikke ovre. Der er efterdønninger og konsekvenser af de kriser og oprør vi har set de seneste 3-4 år. I øvrigt ligger den omvæltende og undergravende Pluto i denne tid i kvadrat til Frankrigs Sol/Merkur-konjunktion i Vægten i 6. Hus. (Frankrigs seneste horoskop for den 5. Republik af 6. Oktober 1958 kl. 18.30 i Paris (kilde: astro-databank))

Men hvordan har det tidligere set ud med Mars og Måneknuderne? De danner aspekt temmelig ofte – og der sker jo ikke noget voldsomt hver gang, men det er markant så mange gange der alligevel gør. Lad os kigge på noget af det vi har set de seneste 15 år (kilde: wikipedia):

2001, 11. September. World Trade Center – Mars konjunktion Sydknuden i Stenbuk.
2005, 7. Juli. Londons undergrundsbane – Mars konjunktion Nordknuden i Vædder.
2010, 11. Dec. Bilbombe i Stockholm – Mars konjunktion Nordknude i Stenbuk.
2011, 22. Juli. Oslo og Utøya – Mars konjunktion Sydknuden i Tvilling.
2015, 13. November. Paris – Mars konjunktion Nordknuden 29 Jomfru/0 Vægt.

En lille afstikker til Måneknudeaspekter uden Mars men med Uranus/Pluto:
2015, 7. Januar. Charlie Hebdo-angrebet – Pluto kvadrat Måneknudeaksen med Uranus konj. Sydknuden.
2015, 14. Februar. Krudttønden i København – Samme aspekter som ovenfor.

Jeg har længe funderet over måneknudernes betydning i horoskopet. Det er ikke fysiske objekter, men et skæringspunkt hvor sol- og måneformørkelser finder sted. Kan det tænkes at der er en så stærk symbolsk “skæbnebetydning” i dem? Og hvordan så i et fødselshoroskop når der optræder et af de store spændingsaspekter (konjunktion, kvadrat, opposition)?

I sin bog “Yesterdays sky” anlægger den amerikanske astrolog Steven Forrest en multiinkarnations-synsvinkel hvor han mener at især sydknuden i konjunktion med en planet i radix skal behandles som hvis det var en solkonjunktion – at uafsluttede omstændigheder bæres ind i det nuværende liv – på godt og ondt. Erindringer, vaner og præferencer følger med over. En interessant tanke.

Og når vi så har måneknuder i aspekt med de relativt aggressive og omvæltende planeter som Mars, Uranus og Pluto – kunne det så tænkes at have noget at gøre med “arvesynden” – eller karma – der udløser disse, for alle implicerede, tragedier? Der synes under alle omstændigheder at være noget skæbnetungt over disse aspekter.

Som man kan se, er der Mars/Måneknude-aspekter mindst to gange om året – her de næste fire:
29. August 2016 – Mars 12 grader Skytte kvadrat Måneknuderne 12 grader Jomfru/Fisk.
26. December 2016 – Mars konjunktion Sydknuden 6 grader Fisk.
23. April 2017 – Mars 2 grader Tvilling – kvadrat Måneknuderne 2 grader Jomfru/Fisk.
27. August 2017 – Mars konjunktion Nordknuden i 24 grader Løve.

I øvrigt kan man på wikipedia se en oversigt over terrorhandlinger i hele verden siden 1970erne – og der er mange. Rigtig mange. Langt de fleste i lande der er i en eller anden form for krig eller oprør. (Og nej,  jeg har ikke tjekket dem alle for måneknudeaspekter).

Jeg husker en uge for 29 år siden, hvor jeg var i Paris med en veninde – der havde netop det år været adskillige bombeangreb mod stormagasiner og andre offentlige steder i byen – og vi gik ganske upåvirket rundt og nød ferien. MEN vi blev tjekket alle steder hvor vi gik ind. I butikker, på museer og seværdigheder, så det var mærkbart hvad der var sket. Og – der var et angreb mens vi var der.

Det var i september 1986 – og Mars var i kvadrat til Måneknudeaksen…