Viser opslag med etiketten solhverv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten solhverv. Vis alle opslag

21 december 2020

Den længste nat

Jeg vågnede klokken seks i morges efter en urolig nat. Jeg kunne ikke finde ro. Sovet har jeg dog for jeg har drømt. Det plejer at hænge sammen. Jeg drømmer rigtig meget, så meget at det undertiden føles som om jeg har været på arbejde hele natten og vågner øm i krop.  Drømmene er som film der passerer mit indre blik. Der er mærkelige sammentræf og dobbeltgængere. Besynderlige rum drømmejeget går ind og ud ad. Landskaber og vejr; køretøjer, hestevogne – og så kan drømmejeget flyve. Selv om det er spændende, er det også umanerligt trættende og påvirker hele min dag.  Astrologisk giver det mening. Jeg har Neptunaspekter, drømmeplaneten over dem alle. Det er bedst bare at gå med energien.

Så i dag har jeg mest lyst til at blive under dynen og først stå op den dag nogen ringer og siger jeg skal komme ned og blive vaccineret mod covid-19.   Jeg var indlagt med en voldsom viruslungebetændelse i 1992 som det tog et halvt år at komme over. Nu hvor jeg er ved at være en ældre dame vil jeg ikke risikere at det gentager sig.  Jeg gik i personlig lockdown allerede inden vi fik de nye restriktioner og træningscentrene lukkede. Jeg savner min romaskine.

Og jeg savner min familie. Vi skulle have været samlet til barnebarnets treårs fødselsdag forleden, men valgte at ses online til en kop morgenkaffe mens ungen pakkede sine gaver op med store frydehvin.  Min søn har fødselsdag tre dage efter mit barnebarn – den tager vi også online.  De andre bedsteforældre er syge og i isolation – så juleaften er også udsat til bedre tider for dem.

Og nu er Solen gået i Stenbukken sammen med Merkur og varsler at lyset så småt vender tilbage – og Merkur i Stenbukken er bestemt befordrende for aftaler på højt niveau, aftaler som EU og statsledere sveder for at få i hus. Med vaccinen og brexit og hvad der nu er.

Saturn og Jupiter er nu så tæt sammen i Vandbæreren som de kan komme;  og  ude af Plutos jerngreb i Stenbukken. Vi er måske igennem det værste? Der står dog lige en Mars i et hedt kvadrat til Pluto der endnu kan sætte gemytter i kog. Når vi kommer hen til 7. januar 2021 skifter Mars til Tyren efter et usædvanlig langt ophold i Vædderen.  Til den tid vil Saturn og Jupiter være nået et stykke ind i Vandbæreren og danne kvadrat til Uranus i Tyren. Det bliver en tid – i mindst tre omgange i løbet af året – med nogle opgør der vil handle om at det gamle velkendte, Saturn, må falde for det nye og fremsynede, Uranus, der skal vokse frem af asken.

Saturn og Uranus i kvadrat kan betyde strukturelle sammenbrud; den herskende orden bliver udfordret;  teknologiske forsinkelser eller begrænsninger;  Det kan også være generationsskifte eller polariseringer mellem generationer.  Jupiters opgave i denne konstellation vil være at søge forbedringer og sørge for en god genstart. Vores verden skal rebootes, så at sige.

Højdepunkterne for Saturn-Uranus aspektet vil finde sted i Januar, Juni og sidst i December.  Jupiter følger med hele vejen i Vandbæreren og skifter til Fiskene ved årsskiftet 21/22.

Det var den længste nat i nat. Det føles som om den har varet siden januar 2020. Jeg håber ikke det varer helt så  længe før vi kan ånde lettet op og begynde at se lyset for enden af den mørklagte vej.

Hvis himlen er klar og udsynet uhindret ved solnedgang, så kig mod sydvest og oplev “den store stjerne”, konjunktionen mellem Jupiter og Saturn, der kulminerer i dag.

Glædeligt solhverv og god jul.

 

 

21 december 2018

Trække vejret, dybt og roligt

21. december 2018 kl. 23.23 står Solen i 0 grader Stenbuk. Det er solhverv. I min familie er der to fødselsdage inden jul, den 19. og den 22. – og jeg skal lige finde en måde at holde balancen på.

For et par timer siden var jeg på indkøb og havde ærinde i storcenteret. Et sted jeg virkelig afskyr at komme. En kakofoni af lyde – hver butik med sin musik, så det bare bliver til støj, flimrende lys, madlugte fra torvet i midten, myldrende mennesker… mange mennesker, med vilde blikke, uglet hår, en hale af grædende børn, mødre med pakkenelliker til op over begge ører. Hjertet slår kolbøtter og synet blafrer et par sekunder. Jeg standser op midt i strømmen. Lukker øjnene og siger mit mantra med hviskende stemme: trække vejret, dybt og roligt. Og jeg giver mig selv et halvt minut til at mærke den dybe vejrtrækning, berolige kroppen og mærke mine fødder. Så åbner jeg igen øjnene og indstiller blikket på uendeligt. Jeg gør mig usynlig, glider igennem menneskestrømmen uden at støde ind i nogen. Bare lige så stille nå derhen hvor jeg har ærinde.

Og kommer – usynlig og meget målrettet – ind i Føtex. Jeg skal have en flaske Cointreau der er på tilbud her, ellers var jeg aldrig gået derind – og nogle appelsiner. Det er som et inferno jeg bliver suget ind i. Går forbi bunker af bøger og ting – ej – skulle jeg ikke lige have en bog til min svigerdatter… eller noget ekstra til barnebarnet… nejnejnej, siger min indre stemme, du har købt gaver. Det er mere end nok!

Det er simpelthen påvirkningen der gør det. Lemmingeffekten. Alle jeg ser i butikken har vogne fulde af varer og det hele virker som en myretue hvor nogen har forstyrret deres sti. Det hedder også kaos. Og mit hoved bliver til kaos og frygt for om jeg gør det godt nok… stop det!! Jeg har ondt i højre øje…

Endelig henne ved kassen. Mine to varer op på båndet, jeg formår at give et medfølende smil til den søde kassemand, der prøver at holde tungen lige i munden mens køen bag mig vokser.

Trække vejret, dybt og roligt – siger den indre stemme konstant til mig. Det er ikke min egen, men min yogalærers stemme jeg hører som en beroligende båndsløjfe i hjernen. Ude af Føtex, indstiller jeg igen blikket på uendeligt, forsøger mens det trykker for brystet, at ignorere støjen og glider roligt, med mantraet kørende i hovedet, ud i den grå, men forfriskende decemberdag.

Nu er jeg hjemme og skal ikke mere ud i julehysteriet. Klar til at holde Sønnikes sohvervsfødselsdag sammen med hans lille familie.

Juleaften…? Den holder jeg for mig selv, på sofaen med et glas Cointreau og en god bog, mens de er til storfamiliejul med hele udtrækket hos barnebarnets søde bedsteforældre i Jylland.

Oh what a wonderful World.