Den længste nat

Jeg vågnede klokken seks i morges efter en urolig nat. Jeg kunne ikke finde ro. Sovet har jeg dog for jeg har drømt. Det plejer at hænge sammen. Jeg drømmer rigtig meget, så meget at det undertiden føles som om jeg har været på arbejde hele natten og vågner øm i krop.  Drømmene er som film der passerer mit indre blik. Der er mærkelige sammentræf og dobbeltgængere. Besynderlige rum drømmejeget går ind og ud ad. Landskaber og vejr; køretøjer, hestevogne – og så kan drømmejeget flyve. Selv om det er spændende, er det også umanerligt trættende og påvirker hele min dag.  Astrologisk giver det mening. Jeg har Neptunaspekter, drømmeplaneten over dem alle. Det er bedst bare at gå med energien.

Så i dag har jeg mest lyst til at blive under dynen og først stå op den dag nogen ringer og siger jeg skal komme ned og blive vaccineret mod covid-19.   Jeg var indlagt med en voldsom viruslungebetændelse i 1992 som det tog et halvt år at komme over. Nu hvor jeg er ved at være en ældre dame vil jeg ikke risikere at det gentager sig.  Jeg gik i personlig lockdown allerede inden vi fik de nye restriktioner og træningscentrene lukkede. Jeg savner min romaskine.

Og jeg savner min familie. Vi skulle have været samlet til barnebarnets treårs fødselsdag forleden, men valgte at ses online til en kop morgenkaffe mens ungen pakkede sine gaver op med store frydehvin.  Min søn har fødselsdag tre dage efter mit barnebarn – den tager vi også online.  De andre bedsteforældre er syge og i isolation – så juleaften er også udsat til bedre tider for dem.

Og nu er Solen gået i Stenbukken sammen med Merkur og varsler at lyset så småt vender tilbage – og Merkur i Stenbukken er bestemt befordrende for aftaler på højt niveau, aftaler som EU og statsledere sveder for at få i hus. Med vaccinen og brexit og hvad der nu er.

Saturn og Jupiter er nu så tæt sammen i Vandbæreren som de kan komme;  og  ude af Plutos jerngreb i Stenbukken. Vi er måske igennem det værste? Der står dog lige en Mars i et hedt kvadrat til Pluto der endnu kan sætte gemytter i kog. Når vi kommer hen til 7. januar 2021 skifter Mars til Tyren efter et usædvanlig langt ophold i Vædderen.  Til den tid vil Saturn og Jupiter være nået et stykke ind i Vandbæreren og danne kvadrat til Uranus i Tyren. Det bliver en tid – i mindst tre omgange i løbet af året – med nogle opgør der vil handle om at det gamle velkendte, Saturn, må falde for det nye og fremsynede, Uranus, der skal vokse frem af asken.

Saturn og Uranus i kvadrat kan betyde strukturelle sammenbrud; den herskende orden bliver udfordret;  teknologiske forsinkelser eller begrænsninger;  Det kan også være generationsskifte eller polariseringer mellem generationer.  Jupiters opgave i denne konstellation vil være at søge forbedringer og sørge for en god genstart. Vores verden skal rebootes, så at sige.

Højdepunkterne for Saturn-Uranus aspektet vil finde sted i Januar, Juni og sidst i December.  Jupiter følger med hele vejen i Vandbæreren og skifter til Fiskene ved årsskiftet 21/22.

Det var den længste nat i nat. Det føles som om den har varet siden januar 2020. Jeg håber ikke det varer helt så  længe før vi kan ånde lettet op og begynde at se lyset for enden af den mørklagte vej.

Hvis himlen er klar og udsynet uhindret ved solnedgang, så kig mod sydvest og oplev “den store stjerne”, konjunktionen mellem Jupiter og Saturn, der kulminerer i dag.

Glædeligt solhverv og god jul.

 

 

Tankespind om drømme og virkelighed

Jeg befinder mig på en rumstation foran et stort panoramavindue. Jeg ser i det fjerne vores blåhvid melerede planet og zoomer ind så jeg har hele planeten i synsfeltet. Alting på vores jordklode er i bevægelse, som hektisk aktivitet, dag og nat. Nogle er oppe, andre er nede. Nogle arbejder, andre gør ikke. Nogle er i lyset, andre i mørket. Nogle er glade, andre er ikke, nogle suser afsted i smarte metalkasser på hjul, andre går på bare fødder, nogle fryser, andre sveder. Nogle er rige, andre er fattige. Der er pletter at grå beton og asfalt, andre steder er der grønt, meget grønt eller kun lidt grønt. Resten er azurblåt med bølger på. Eller is, lidt mindre end der var engang, men stadig is.

Zoomer jeg så længere ind – helt ind på et enkelt individ, opdager jeg den samme myretue i mikroformat. Den samme uophørlige aktivitet og foretagsomhed, snart oppe, snart nede. Snart i arbejde, snart hvile. Snart glad, snart nedtrykt. Zoomer jeg endnu længere ind, finder jeg systemer i konstant bevægelse. Nerver, blod, celler, elektriske impulser.

Og zoomer jeg endnu længere ind – kommer jeg ind i søvnen om natten, i den storyline der udspiller sig der. Ind i de umulige scenarier og forestillinger der fortæller historier fra det ubevidste.

Drømmene fortæller historien om hvem jeg er, med redskaber fra det liv jeg kender, de erfaringer jeg har og det som jeg ved om “ting”. Jeg ser mennesker jeg kender – døde som levende – og jeg oplever ting der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, altså den virkelighed der findes om dagen når jeg er vågen og ved bevidsthed.

Ved bevidsthed. Det er nøgleordet. Bevidsthed har flere betydninger i forskellige traditioner og lærebøger, så derfor må jeg definere hvad jeg mener – jeg benytter Carl Gustav Jungs psykologiske model der viser det i tre lag:

Første lag:
Bevidsthed er den del af psyken der er aktiv når jeg lever i det daglige liv med andre mennesker. Det er mine valg og alt det jeg ved, at jeg ved. Det er den jeg navigerer med i det konkrete, fysiske og vågne liv.

Andet lag:
Det ubevidste – er alt det jeg gør, men som jeg ikke ved at jeg gør. Ønsker, jeg ikke ved at jeg har. Mønstre jeg lever i, men som jeg ikke kender til. Det er “det personligt ubevidste”. Prægningen fra oplevelser, far og mor og relationer i opvæksten. Det er de uforklarlige symptomers verden og kompleksernes domæne. Det ubevidste er i aktion, når der er problemer med bevidstheden. Bevidstheden og det personligt ubevidste kan modarbejde hinanden – ret meget endda. Komplekser og ubevidsthed er ikke forkert, uønsket eller noget der bør bekæmpes – det er en del af det at være menneske – omend det kan volde besvær.

Tredje lag:
Der er et lag mere af det ubevidste – nemlig det ubevidste vi har tilfælles i en kultur. Det som Jung kalder for “det kollektive ubevidste”. Symbolernes og arketypernes domæne, som vi er fælles om at kende betydningen af. Med variationer.

Jeg zoomer ud på rumstationen igen og kigger på den sortblå himmel – hvis det da hedder himmel set her fra, universets store, ufattelige rum. Jeg bliver helt svimmel og må holde fast i et gelænder under panoramavinduet. Alligevel vover jeg at zoome længere ud for at betragte vores solsystem. Vores egen hjemplanet Jorden som en lille prik med månen som en endnu mindre prik og planeternes baner omkring Solen – selve systemets hjerte. Vores – jordlingenes – hjerte. Og jeg funderer: Hvor kommer drømmene fra?

Drømmehistorierne henter stof fra andet og tredje lag og sender tråde op til lige under første lag, bevidstheden. Hvis jeg er heldig og vågner på det rigtige tidspunkt, holder hukommelsen fast i billederne, ja nogle gange i hele historien, der kan være så detaljeret som en spillefilm. Det spændende kommer når symbolerne i drømmene begynder at flette sig ind i det bevidste liv – som tegninger, fotos, poesi og meget andet jeg foretager mig. Jo mere integreret det bliver – desto mere oplever jeg det som om sjælen fryder sig over at jeg endelig er opmærksom på den som en virkelig og levende entitet. En del af mig. Stille og roligt giver den mig flere billeder og historier. Tydeligere symboler. Men ikke derfor lettere at tolke.

Det er også hårdt arbejde og jeg kan ikke gøre det alene. Derfor har jeg allieret mig med en dygtig jungiansk analytiker. At vågne med en drøm der har været voldsom eller indeholdt elementer af tidlige traumer og uforløste begivenheder er krævende. Til gengæld er der bonus, når broen mellem det bevidste og det ubevidste åbner sig. Så kommer der en klarhed som er svær at beskrive. Det er som en psykisk omsmeltning. En omkalfatring af psyken som min analytiker kalder det. En forvandling, hvor alt bliver anderledes. Min måde at bruge sproget på, min opfattelse af omgivelser, relationer, ting – og mig.

Mens jeg står der og dagdrømmer får jeg øje på Neptun ude i kanten af panoramavinduet i rumstationen. Den ligger der, stor og lyseblå som det gas den angiveligt består af. Drømmene er Neptuns domæne. Astrologisk er den i øjeblikket i Fiskenes tegn – dens hjemmebane. Astronomisk er den et andet sted, for vi skal trække 23,5 grader fra for at få den reelle position som vi ser den på himlen lige nu – som derfor er i Vædderen. Lad ikke dette skille os ad. Astrologi som vi udøver den har ikke fulgt den astronomiske virkelighed. Det er ikke vigtigt, for det er symbolsproget det handler om og ikke de faktiske, fysiske realiteter. Det blev bare tydeligt, her fra rumstationspositionen, at astrologi og astronomi i grunden ikke følges rigtigt ad – ikke som vi traditionelt ser det i vores vestlige astrologiske tankegang i hvert fald. Lad os blive i det astrologiske.

Dagdrømmen fortsætter, for jeg får øje på Saturn i Skytten – omtrent 90 grader under Neptun – og det siger ikke så lidt. Neptun og Saturn er antagonister. Og når de ses i 90 grader fra hinanden kan der være kamp mellem de to planeter – en kamp på drømmenes liv og død. En kamp på holdninger og meninger, og på hvad der er virkeligt. Skal drømmene realiseres eller skal de ikke? Neptuns drømme bliver lagt i håndjern hvis det står til Saturn, så vi kan blive ved det gamle og gennemprøvede – også selv om det er forældet og intet gavner. Omvendt kan Neptun få Saturn til at bløde op og blive positiv overrasket – så får vi en ny virkelighed. Med Neptun i sit eget tegn – Fiskene, og Saturn i Skytten hvor den bliver udfordret og nødt til at forholde sig til nye horisonter, så er det at jeg tror Neptun vinder denne kamp. Ikke mindst fordi Saturn må bøje sig og gå med energien, da den er en smule svækket i Skytten. Så derfor, drømmere, drøm stort – og få tingene ud i verden, mens tid er. Når Saturn flytter ind i Stenbukken, hvor den har hjemme, i begyndelsen af 2018, skal den nok få ryddet op i det der viste sig at være varm luft.

Nattens drømme viser mig hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. De fortæller mig en historie om mig selv, om det jeg har glemt og forsømt, om det jeg søger og higer efter, om den jeg inderst inde er – og kan blive.

Og er det egentlig ikke der al virkelighed begynder?
I drømme…?