Viser opslag med etiketten individualitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten individualitet. Vis alle opslag

26 april 2020

Uranus og den barnlige trods

Det er søndag i dag. Måske skulle jeg bare holde fri. Men Solen har netop ramt Uranus i 6 grader Tyr. Det er jo kun i dag (26.april 2020) aspektet er der, måske lidt i går og lidt i morgen. Men lige i dag er konjunktionens toppunkt.

Det er en sammensmeltning af to "personligheder". Solen er jo "mig" og Uranus "mere mig". Det er individualitetens planet, oprørets planet, rebellernes planet. Vi finder os ikke i at blive begrænset uanset af hvem, hvad og hvorfor.

I Berlin, så jeg i nyhederne, er der demonstrationer imod nedlukning og begrænsninger. Her i landet er der udstedt forbud mod at slå sig ned på Islands Brygge - og andre steder jeg ikke lige husker.  Individualiteten har trange kår i det offentlige rum. Måske også derhjemme. Vi er et kollektiv og må tage kollektivt ansvar. Ikke lige Uranus' kop te.

Den bedste måde at tackle en så potent energi under lockdown på er nok ikke civil ulydighed, selv om det er nærliggende bare at gå tilbage på græsplænen når politiet er gået. Give dem fingeren. Det ville den unge Uranus gøre. Men måske var det bedre at lade sig inspirere til at gøre noget andet, finde andre muligheder.

Der er brug for en anden slags frigørelse. F.eks. frigørelse fra den stemme i hovedet der fortæller Selvet (Solen) hvad du  må og ikke må. Det er fars og mors båndsløjfer fra barndommen der bliver ved med at køre. Det er fint nok at protestere, men når det bliver barnlig trods i frihedens navn, er det ikke frihed men en anden slags tvang, der falder tilbage på dig selv. Forældrestemmen bliver med årene din egen og kan gøre dig mildere stemt. Når oprøret mod far, mor, regeringen og politiet har lagt sig er du voksen nok til at blive det selvstændige individ det er meningen at du skal blive. Men dette har mest betydning i et fødselshoroskop. Lige i disse dage er det blot et lille protesthost, der forholdsvis hurtigt er ovre.

Det var bare det jeg ville sige - og nu holder jeg fri.