Viser opslag med etiketten mars. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mars. Vis alle opslag

05 marts 2022

Hvad gør man med sin afmagt?

 


Her sidder jeg i det fredelige Lyngby. Med høj blå himmel og en frisk brise. En duft, en lyd, af forår mens nyhederne viser ukrainere i konstant alarmberedskab.  Hundredtusinder flygter fra deres land. Andre søger ly i kældre og hvor de ellers kan finde beskyttelse fra russernes beskydning.  Her i Danmark er vi ikke direkte truet, men jeg mærker stressen, alarmberedskabet,  i kroppen.

Afmagten er mærkbart tilstede. Jeg kan intet gøre.  Ikke stoppe krigen.  Ikke få Putin til at holde op. At forsøge at råbe et menneske op, der er fuldkommen ligeglad er frustrerende på en måde jeg slet ikke har ord for. Der er kun vrede – og afmagt.

Der er noget terapi i at skrive om det. Men det er ikke nok. Det rækker ikke langt. Nu har jeg lavet mig en kop te på nærmest britisk maner – a nice cup of tea, well sugared – det skal nok løse problemet. Vel gør det ej. Men jeg sætter pris på at jeg overhovedet KAN lave mig en kop te.

Så kom jeg til at tænke på min for længst afdøde mor. Hun var en rebel af den stille slags, der reagerede på regimers uretfærdigheder på sin egen indædte måde. Godt hun døde før verden igen gik i udu. Hun købte ikke ting der var produceret i en bananrepublik. Hun gik i t-shirts med protestslogan. En af de gange der var tale om at lukke Christiania, bestilte hun resolut de røde t-shirts med tre gule prikker og ”bevar Christiania” påtrykt, som hun spankulerede rundt med i en alder af omkring 80. Når hun støvsugede spindelvæv ned fra hjørnerne i loftet kaldte hun de små edderkopper for talebanere – fordi de ikke var til at komme af med.

Kunne man have forudset denne ulykkelige situation astrologisk? Både ja og nej. Nej – fordi det ikke er muligt konkret at forudsige noget som helst. Ja – fordi vi alligevel kan se når ”noget” er på færde men det skal ses i en kontekst for at give mening og komme til udtryk.

I januar 2020 var der et astrologisk fænomen – Saturn konjunktion Pluto i Stenbukken – der traditionelt er et varsel om store forandringer – som en slags erosion – på statsligt plan. Få måneder senere gik Saturn i kvadrat til Uranus, som er det mere øjeblikkelige sammenbrud/gennembrud, der nu i bakspejlet kan have været begyndelsen til slutningen af Putins kampagne mod Ukraine som nu er brudt ud i lys lue.

Hele verden har i den periode været optaget af Covid-19 og i ly af dette har den russiske despot kunnet smede sine rænker til denne udåd. Det er bemærkelsesværdigt, at de seneste to annekteringer, først dele af Georgien (2008) og siden Krim-halvøen (2014), begge er sket i forbindelse med et OL. Således også nu ved vinter-OL i Beijing 2022, hvor han kort tid efter invaderer Ukraine.

Men ifølge Putins horoskop (7. oktober 1952 kl. 9.30, Skt.Petersborg) (astro.com)) har han valgt en vej og et tidspunkt der leder direkte til fald, vil jeg mene og det tyder jeg ud fra en progressiv Mars der lige nu er landet på den sydlige måneknude i fødselshoroskopet. Det antyder aggression – men også et indre forfald og ekstrem selvsabotage. Måneknuderne er (i min astrologiske forståelse) vendepunkter hvor det er nødvendigt at rette op på det som er ”faldet i søvn” når de bliver berørt af planeterne.  Man vågner op til virkeligheden og må justere sit liv derefter. Samme sted – omkring 18 grader Vandbærer – ligger Saturn i transit, på vej over Putins IC, 4. husspids, der har at gøre med hjemmet og hjemlandet. På den modsatte side, på MC, den sociale status,  har han Pluto der søger magt. Denne Pluto og denne MC er udfordret af det der sker i bunden af horoskopet. Hans magt bliver nu udfordret af andre magtfaktorer – ikke våben, men sanktioner. Han bliver skyld i at hans eget hjemland (Saturn/Måneknude på IC) går økonomisk i knæ.

I det seneste års tid  (2021), har disruptionsplaneten Uranus i Tyren været i opposition til Putins Venus i Skorpionen tillige med en konjunktion til Jupiter. Det aspekt kulminerer nu her i marts 2022 som peger på at hans personlige værdier og ikke mindst penge (Venus) vil blive vendt på hovedet på en måde han ikke havde set komme. Med  Venus i Skorpionen vil han have sikret sig selv økonomisk; en sikkerhed der med Uranustransitten ikke er så meget værd længere.

Lige nu i den kollektive astrologi, er Venus og Mars i samklang sidst i Stenbukken. Venus har været retrograd og befundet sig udsædvanligt lang tid i denne del af horoskopcirklen og er fulgtes med Mars i dens lidt langsommere bevægelseshastighed – Venus og Mars har i den seneste uge gået hånd i hånd hen over Pluto i Stenbukken. Plutokraterne – altså de ekstremt rige russere – bliver afskåret fra deres formuer. Spøjst, ikke? At det kaldes for “pluto”krater. (Medierne kalder dem for oligarker som betyder “fåmandsvælde” men jeg mener at det retteligt er plutokrater, som er “rigmandsvælde”). Samuel Rachlin, som jeg anser for en fremragende analytiker af russiske forhold (læs hans bog, ”Jeg, Putin”), kalder endog det russiske styre for ”kleptokrati” fordi de simpelthen rager til sig hvor de kan. Men i sammenstødet med Pluto, gør Mars og Venus her i Stenbukken verden opmærksom på disse pluto/kleptokrater, initieret af Putins enevældige, diktatoriske og brutale fremfærd i Ukraine.

Søndag morgen, den 6. marts 2022 (i skrivende stund er det i morgen) vil Mars og Venus sammen forlade Stenbukken og træde ind i Vandbæreren. Det kan blive en gamechanger. Det stejle og langsommelige – og forsigtige – jordtegns tyngde, Stenbukken, bliver afløst af et mere lynsnart lufttegn, som Vandbæreren er.  Her taler vi om flyvemaskiner, cyberspace, digitalisering, humanisme (ja tak), dialog og fremtid. Hvad det vil bringe aner jeg ikke – Mars er krigeren og Venus er diplomaten som går hånd i hånd her.  Hængepartiet er Pluto der mangler nogle få grader i at komme med ind i Vandbæreren. Det sker først i marts 2023 for en kort bemærkning og endelig i januar 2024 hvor den vil blive i de næste 20 år. Det vil manifestere den ny verdensorden som det oftest sker når Pluto skifter tegn (senest i årene 2006-7 hvor finanskrisen tog sin begyndelse).  Pluto er om nogen planeten for tidsånden og den vil være præget af Vandbærerens principper for humanisme, frihed og fremsynethed – er det ikke håbefuldt?

Da jeg var 5 år gammel i 1962, boede vi i Berlin og mine forældre bed negle over cubakrisen. Det var tæt på at gå meget galt da USA og Rusland truede hinanden med atomvåben over Cuba (Mars opposition Saturn på Måneknudeaksen).   1968 invaderede Warszawapagten (kan du huske den?) med vanlig brutalitet Tjekkoslovakiet (som det hed dengang) og en Moskvavenlig regering blev indsat fordi den daværende præsident Dubcek ville reformere kommunismen til en venlig socialisme (Saturn konjunktion Mars og Uranus konjunktion Pluto!).  Så bed vi negle i 1980erne da USA’s Præsident Reagan kørte “stjernekrigsprojektet” et  højteknologisk atomforsvarssystem via satellitter til at afskrække russerne med (1983: Saturn konjunktion Pluto). Det blev heldigvis ikke realiseret. Så kom 1989 og berlinmurens fald (Saturn og Neptun i konjunktion), Sovjetunionens opløsning og en omfattende krig på Balkan. Der har været kriser og krige hele tiden gennem mit snart 65årige liv. Med russiske fingeraftryk.

Så hvad kan man gøre med sin afmagt? Jeg er for skrøbelig til at gå på barrikaderne og demonstrere, så jeg gør det i min mors berettiget indignerede ånd (hun betalte løbende til Amnesty International)  og støtter med penge til nødhjælpsorganisationer.   Helt lavpraktisk – fordi jeg nægter at bruge russisk gas – har jeg droppet at bruge mit gaskomfur og købt en induktionskogeplade. Og så strikker jeg karklude med gult og blåt garn, bare fordi!  Små ting der ikke batter meget men som har en terapeutisk velgørende effekt.

Og så er det også godt at skrive sig ud af det. Der kan skrives meget mere. Det må komme. Eller ikke. Forvent ikke noget.

Teen er blevet kold. Humøret lidt bedre. Det er en overgangstid vi lever i og uanset om vi vil eller ej, så er verden forandret i stor skala.  Putin har gravet sin egen grav og det er der nogen trøst i selv om det nok vil tage noget tid, og desværre flere ofre, før det store røvhul (nej, han har ikke ret til høfligt sprog) og hans bandemedlemmer er taget ud af ligningen.

Tak, mor, fordi du viste mig hvordan protest og støtte også er værdifuldt på den stille måde.

03 marts 2021

Den 30. grad #3 - Mars forlader Tyren

Siden Mars forlod Vædderen den 6. januar 2021 har jeg sat mig for at holde øje med den 30. grad, den sidste inden planeten går ind i næste tegn. 

Kl. 4.29 den 4. marts går Mars ind i Tvillingerne og er altså i den 30. grad i dette skrivende døgn. Hvordan skiftet viser sig denne gang ved jeg ikke. Men sidste gang var der vædderagtig uro som gik verden rundt i medierne - ikke mindst symboliseret ved en mand i fuld krigsmaling, klædt i skindtøj og med horn i hatten, i spidsen for en flod vrede mennesker. Mere mars-i-vædder-agtigt kan det næsten ikke blive.

Men hvordan med Mars i Tyren? Det går lidt trægere, langsommere, sindigere. Vi taler ikke retrograd her. Tyren er et mageligt tegn der vil have sikkerhed for sine forehavender. Vi tager ingen chancer og sørger for at have forsikringerne i orden før handling. Et symbol kunne være noget med vacciner? Det går for langsomt. Der kommer ikke mange nok hurtigt nok. Vi venter og venter (ja, jeg venter!) og testkapaciteten er nok øget, men folk skal jo også derhen. Jeg er selv tilbageholdende fordi jeg er frygter at blive smittet ved at stå i kø. Men jeg skal jo heller ikke på arbejde eller i skole og købmanden leverer mine varer ved døren, så jeg skal heller ikke på indkøb.

Men jeg holder øje med medierne i løbet af dagen og så må vi se om den 30. grad også denne gang har noget i ærmet - og hvor tyre-agtigt det er, hvis det er.

07 januar 2021

Den 30. grad #2 - Mars forlader Vædderen...

 ...med et brag.

Det havde vi ikke (helt) set komme. Astrologer ved godt at der med Mars' afgang fra Vædderen og indgang i Tyren kunne komme en overophedet stemning. Ikke mindst fordi Mars er indenfor rækkevidde af Saturn i Vandbæreren, der holder igen, holder fast og konjunktion med Uranus i Tyren der sprænger rammerne for det bestående. Ja Tyr og Vandbærer er begge faste tegn og vil meget nødig give efter. Hver på sin måde. Tyren vil beholde status quo - jeg ved hvad jeg har, ikke hvad jeg får, mens Vandbæreren bare holder på sit, sine ideer, sine meninger, sine systemer. 

Det laver Mars om på. 

"Stormen på Capitol" den 6. januar 2021 er et meget stærkt symbol på en tidsånd, hvor der på den ene side er en organisation der ikke vil vige pladsen, holder på magten, og på den anden side en der vil have fornyelse og fremdrift. "organisation" er måske ikke det helt rigtige ord, eftersom det synes at være særdeles kaotisk og desorganiseret i sin form. Det er en kort opblussen af undertrykt vrede og frustration (Mars)  hos en marginal minoritet af folk der tror at den siddende præsident er det store dyr i åbenbaringen. 

Vi ved godt at vi lever i "interessante tider", som det poetisk udtrykkes. Det kan også blive for interessant. Om et par uger, når Mars har passeret Uranus den 20. januar, ja - på dagen for Bidens indsættelse - så vil der sandsynligvis komme mere ro på og arbejdet på genopretning af tabt land kan begynde. 

Også i coronaland kan vi måske begynde at se gennembrud, men det vil jeg nødig gå for dybt ind i her. Jeg tror der er lang vej endnu. Saturn og Uranus har tre kvadrater de skal mødes om i løbet af 2021. Det handler måske ikke om pandemien, men om politisk ombygning og omfordeling af magt.

"Konfliktplaneten" Mars har været frem og tilbage i den iltre og impulsive Vædder gennem seks måneder, et usædvanlig langt stræk. Nu er planeten gået ind i den fredselskende Tyr, hvor den får en smule mindre magt (forhåbentlig) og begynder at afløse frygt og konfrontation med sikkerhed og tryghed, så godt det går.


13 maj 2020

Mars i Fiskene

Den lille hidsigprop Mars har nu forladt Vandbæreren og skiftet over til Fiskene. Handlekraften bliver anderledes og omdirigeret fra udtalt eksperimenteren i lufttegnet til at blive mere rolig, følelsesfuld og empatisk i vandtegnet. Måske bliver der også lidt mere uklarhed om hvad man vil og hvordan eller motivationen ændrer sig.

En empatisk Mars? Ja da. Ikke alt ender som krig og konflikt. Jeg hilser den velkommen i Zodiakens sidste tegn. Men det er af helt personlige grunde.

Mit stressniveau er steget til det røde felt over de seneste måneder, hvor vi har haft denne lockdown, der kun har berørt mig ved at den ugentlige yoga har været aflyst og træningscenteret lukkede ned. Det er en udfordring at gå en tur, fordi vi hele tiden skal være obs på afstand og “folkemængder”. Jeg har jo ingen bekymringer om job og økonomi og alligevel er stressen røget i vejret. Jeg er klart bange for at blive syg.

Men nu går “overstressoren” Mars ind i forhåbentlig roligere territorium og kan vise vejen til mere aktiv meditation, hjemmeyoga, afdæmpelse af tankestormen og kontakt med sjælekræfterne der under stressperioder træder i baggrunden fordi overlevelsen træder i forgrunden.

Meditation og yoga sker ikke af sig selv. Stress forsvinder ikke af sig selv. Der skal arbejdes på det. Og det skal frem for alt villes. Når stressniveauet er højt, så forsvinder motivationen, paradoksalt nok. Men nu må jeg gøre noget ved det og forkorte “to-do-listen”.


Hold ud, hold af, hold fast.

22 april 2020

Mars i Vandbæreren må gøre det selv

Sex er godt. Sex er sundt. Siger Søren Brostrøm. De ord kommer til at gå over i historien.  Mars handler om drifter, aggression, assertion, at reagere udad, handle, erobre og have sex - driften til forplantning i ren form. Planeten ligger i dag 15 grader Vandbærer, altså halvvejs gennem tegnet og dermed i trigon til Venus i Tvillingerne som jeg beskrev i går.

Mars vi erobre Venus. Jeg taler ikke om Mand/Kvinde - det er en forsimpling. Men om at erobre kærligheden. Venus er på vej til at bremse op inden hun vil gå retrograd og bliver lidt langsommere som om hun afventer Mars' tilnærmelse, som aldrig kommer. Eller er det med vilje hun vil undgå det? Mens Venus trækker baglæns fra midten af Maj 2020, så er Mars spurtet videre på sit togt. Det bliver simpelthen ikke til noget i denne omgang.

Så må Mars finde på noget andet for at opfylde sit behov og hvad er vel et bedre tegn at gøre det i, end Vandbæreren - de alternative tiltags tegn.

Vandbæreren holder afstand helt af sig selv. Det med krammere og kindkys er ikke noget for det tegn. Det farver Mars' adfærd, der på en måde kan gå hen og blive til et "berøringspoliti" - ligesom vi har "sprogpoliti" eller "stilpoliti" osv. Du kender det sikkert godt - når nogen cykler gennem parken hvor det ikke er tilladt og du råber efter vedkommende om at stå af... så bliver du til "regelpoliti". Så Mars er helt optaget af det med at holde afstand.

Mars i Vandbæreren må gøre det med berøring selv - hvis der ikke er en fast partner (det sagde Søren også).  Der er jo masser af muligheder som ikke nødvendigvis handler om at have sex med nogen - eller sig selv:  Gå i brusebad (læste jeg i nyhederne) og en lidt kinky "brug din telefons vibration" - den synes jeg var lidt søgt. Jeg har en bedre ide: klap dig selv over hele kroppen fra tå til top. Du kan selvfølgelig ikke nå om på ryggen, men nå så langt du kan. gør det gerne et par gange. Mærk hvordan din hud får liv og farve. Og du giver dig selv et skud energi.

Mars går ud af Vandbæreren og i Fiskene den 14. maj, så der er god tid at øve selvberøring i.




19 april 2020

Merkur og Mars er elektriske

Merkur 13 grader Vædder, Mars 13 grader Vandbærer. Det  betyder at de to planeter ligger i sekstilaspekt til hinanden i ild og luft. Det får mig til at tænke på impulsivitet og konkurrence om hvem der har den kvikkeste bemærkning som ingen har hørt før.

I et fødselshoroskop viser den kombination et skarpt intellekt, en der er hurtig på aftrækkeren med bemærkninger der ikke er helt gennemtænkt. Det kan give modstand og konflikt som afsenderen ikke havde til hensigt at vække.

Der er en vældig iderigdom i luften i dag. Kreative forslag kastes ud og måske drysser et par af dem ned igen som noget realisabelt. Men vi er i ild og luft, så der er større sandsynlighed for at ideerne forbliver ideer.

Det gælder især hvis man ønsker et synligt resultat nu, straks. Ting tager tid, men i denne kombination er utålmodigheden stor. Ilden kan blive pustet ud hvis du ikke tager dig den fornødne tid til processen. Siger jeg også til mig selv.

Der er ikke noget forgjort i at lægge en ide til side, lade den simre og vente med at udføre den til Merkur går i Tyren den 27. april. Det indhold der viser sig levedygtigt, skal nok blive hængende.

Jeg har bemærket en tendens til statisk elektricitet - når jeg trækker trøjen af, får jeg stød når jeg rører ved noget metal. Energien er stærk og skal have afløb et eller andet sted.

Jeg tager en walk&talk med en nabo og snakker det ud.





12 marts 2020

Skrig ralle - ikke mere toiletpapir

Overskriften til dette indlæg er en omskrivning af vistnok titlen på en bog fra BZ-miljøet i 1980erne:  “Skrig ralle ikke mere pålægschokolade” og det minder mig med sød vemod om min daværende, nu afdøde, kæreste der var redaktør på “Københavns Bogforlag”. Jeg hører stadig hans stemme i baghovedet med et grin udtale citatet når der rent faktisk ikke var mere pålægschokolade = krise.

Yoga er aflyst. Træningscenteret er lukket. Biblioteket er lukket. Landet er lukket.

Landet – ja hele verden – stander i våde og vi må stå – ikke sammen – men hver for sig og hjælpes ad. Det hjælper ikke at gå i panik og hamstre varer.  Det tror jeg godt vi kan være enige om. Dog – er der timers ventetid i nummerkø på at komme ind og handle dagligvarer online og det siger mig at der alligevel er en stor frygt for at mangle noget.  Jeg mangler aktuelt ingenting,  ej heller toiletpapir, der besynderligt nok er det der tales mest om bliver hamstret… har alle da pludselig fået diarré? Jeg har fire ruller i skrivende stund… og regner da med at gå ned at købe lidt mere om nogle dage.  Ellers har jeg en bunke gamle Weekendaviser at supplere med hvis det kommer til at knibe – og kan jo genstarte abonnementet når de er brugt op. Men så galt tænker jeg ikke at det går.

Astrologien i den her situation har bygget sig op over længere tid, dels med de to langsomme planeter Saturn og Pluto i Stenbukken og nu også Mars og Jupiter. Jeg har nævnt det i forrige indlæg også.

Mars vil sammen med Jupiter gå i eksakt konjunktion med Pluto den 22.-23. marts. Det betyder at aspektet kulminerer på dette tidspunkt. Det er indenfor den foreløbige tidsramme regeringen har stukket ud for nedlukning af offentlige institutioner og hjemsendelse af ansatte.

I ugen efter, vil Mars fortsætte videre og væk fra Jupiter og Pluto. Saturn vil have skiftet tegn til Vandbæreren – det vil nok afspejle sig som en begyndende affladning af situationen igen.

Som den hurtigste planet i stelliet er det Mars der viser at situationen trækker op nu og spidser til her den 22. marts.  Mars og Jupiter sammen tyder på overophedning – fra feber til brand.  Den 31. marts vil Mars så forlade Stenbukken og gå ind i Vandbæreren og slutte sig til Saturn og derfra vil samfundet sandsynligvis begynde at blive genoprettet. Der er stadig grund til ansvarlighed omkring smitterisiko  men vi har fået nye erfaringer der kan vise anderledes måder at håndtere lignende situationer i fremtiden. Kollektivt som individuelt. Mon ikke der også kommer noget godt ud af det her.

Mars er en temperamentsfuld planet og det kan være hensigtsmæssigt at tage aggression i opløbet ved at være fysisk aktiv; løbe en tur, tæve en pude… fremfor at lade det gå ud over sine nærmeste. Mens alt er lukket og mange er i karantæne, kan det give anledning til frustration – men også til at foretage sig noget andet end man plejer. Bruge Mars til at udvise handlekraft, opbygge resiliens, opdage nye evner og finde på alternativer når det vanlige ikke virker eller mangler.

Vi kan ikke regne med at være helt ude af farezonen til april, eftersom aspektet vil vende tilbage i oktober 2020 med Jupiter, Saturn og Pluto i konjunktion i Stenbukken igen – og denne gang med et kvadrat til Mars der på det tidspunkt befinder sig i Vædderen. Mars er varm, tør og hidsig og det er Vædderen også. Det kan betyde en opblussen af situationen eller noget der ligner.

At alt det her finder sted i Stenbukkens tegn, betyder at det foregår på statsligt niveau og berører alle dele af samfundet. Vi har set særlovgivning, adfærdsregulering, rejserestriktioner og opfordres fra højeste sted til at vise ansvarlighed. Alt dette sker oven i de statslige omkalfatringer vi har set i bl.a. Europa. Brexit f.eks., og flygtningestrømme der har ændret nationale grænseforhold foruden den interne strid og splittelse vi har set i politiske partier. Det hele sker i den samme astrologiske signatur.

Det er Jupiter, der har ansvaret for størrelsen af hvad der sker i verden nu. Jupiter bliver populært anset for en planet der bringer held og lykke – den gør alt den er i berøring med større, hvilket ikke nødvendigvis er særlig heldigt eller lykkeligt. Så når Jupiter rammer Mars bliver handlekraften større – men også aggressionen. Når Jupiter rammer Saturn, bliver ansvaret større – men også begrænsningerne. Når Jupiter rammer Pluto, bliver det skjulte synligt, hvilket gør det håndterbart – men også angsten. Alt dette ligger nu i samme gryde – så derfor er der grund til at vise individuel ansvarlighed og omtanke… hver eneste dag.

For at opsummere:  omkring 1. april vil jeg tro at vi er igennem det værste – set ud fra Mars’ bane – og at der stadig er grund til omtanke og opmærksomhed sommeren over, eftersom Jupiter, Pluto og Saturn befinder sig nogenlunde samme sted og vil møde Mars fra en udfordrende vinkel til Oktober.

I øvrigt ser jeg i nyhederne, mens jeg skriver dette, fødevareministeren sige, at der er toiletpapir nok til alle.

Hvis det alligevel ikke er tilfældet, så lav dig en pålægschokolademad, giv dig til at glo ud i luften og mærke dig selv, når du nu alligevel er blevet sendt hjem.

Må alle bevare optimismen og huske også at grine.

 

 

 

 

15 juni 2019

Der er en drage på himlen

Mars går gennem Krebsens tegn for tiden og vil om kort tid passere ascendanten i mit horoskop.  Jeg har lyst til at jamre og klage, som det passer sig for krebsetegnet. Det er Krebsens skyggeside, at beklage sig over det mindste, at stå på sin ret og påstå at “det er de andres skyld”. Sådan har jeg det heldigvis ikke – jeg har bare lyst til at jamre over min brækkede skulder, der (igen) gør ondt og ikke lader mig i fred. Det er snart fem måneder siden jeg faldt sidelæns og knuste den yderste knogleknold (Tuberculum Majus) på højre skulder, den der holder senen til den muskel (Supraspinatus) der løfter armen. Senen blev delvis revet løs og nu kan jeg ikke løfte armen mere end 70 grader på en god dag.

Det er ellers gået rimeligt fremad og rimeligt smertefrit i den senere tid. Jeg går til genoptræning og får at vide at det vil tage lang lang tid det her.  Nåmen det er også ok, hvis bare det bliver bedre. Jeg er topmotiveret for træning.

Men en enkelt forkert bevægelse, har sendt mig tilbage til start. Nervesmerter og kvalme, begrænset bevægelighed og træthed. Jeg kan ikke støvsuge, ikke bære købmandsvarer hjem, ikke skrive frit med begge hænder… jeg sidder lige nu med is på skulderen og skriver med venstre hånd. Det er godt nok bøvlet og jeg føler at jeg sander til. Det er ved at være to måneder siden jeg sidst skrev her på bloggen.  Så det her er lidt tiltrængt ruminering og vildtvoksende tankestrøm – bare for at komme i gang igen.

Der er en drage på himlen

I går, den 14. juni 2019, var der en drage på himlen. Mars, Merkur og nordlig Måneknude i  i Krebs, i opposition til Saturn, Pluto og sydlig Måneknude i Stenbuk. En opposition der blev bundet sammen af en stortrigon mellem Månen, Mars/Merkur og Neptun i vandtegn.  Det laver aspektmønsteret kaldet en drage – og jeg ser det desuden som en armbrøst – der lægges an til skud, og pilen har retning mod planeterne i Stenbukken.  Der kan tolkes utallige ting på det. Umiddelbart opfatter jeg det som et symbol på vort hjemlige politiske klima nu efter valget – der er lagt op til skarpe, realistiske, konkrete og nødvendige reparationer af forrige regeringers ødelæggelser der symbolsk er forvarsler om større forvandlinger vi har i vente.  Det handler om konfrontation med virkeligheden, med nationens tilstand, som Krebs-Stenbuk så smukt viser hen til.  Der er en forhandlinger i gang i disse dage,  for at finde et holdbart og realistisk regeringsgrundlag.

Stortrigonen i vandtegn er dog kortvarig eftersom det ene ben er Månen i Skorpionen. Den er allerede væk nu. Jeg begyndte på dette indlæg netop som Månen gik i Skytten.  Men vi har stadig Neptun i trigon til planeterne i Krebsen og sekstil til planeterne i Stenbukken – måske vil det give regeringsforhandlingerne et humant islæt, dvs at det ikke blot  handler om økonomi, men også om menneskers liv. Især de mennesker der har behov for sikkerhed og tryghed.

Der er også en anden drage involveret her. Nemlig Måneknudeaksen, der også kaldes for en drage, eller en slange, der blev delt i to så hoved og hale blev skilt og sendt i hver sin retning. Dragens hoved er her Måneknuden i Krebs – halen i Stenbuk.  I Krebsen er der input – Månens tegn – moderens tegn, hvad folket har behov for bliver fodret gennem Mars og Merkur – verbale slagsmål på krav og synspunkter overfor Dragens hale hvor det hele kommer ud igen i transformeret, fordøjet, stand til konkretisering og forvandling gennem Saturn og Pluto.  Og hvordan det så bliver konkretiseret har vi tilgode at se endnu. Jeg føler mig håbefuld. I hvert fald hvad den hjemlige statsstyring angår.

Mine iagttagelser iøvrigt af måneknudernes kontakt med Mars og Pluto har været at det kan være særdeles farligt. Aspekter mellem dem, har tidligere vist sig på tidspunkter for bombeeksplosioner… som regel en  smule forsinket i forhold til aspektets højdepunkt – som er nu. Gid det må blive en fejlagtig forudsigelse der blot henviser til de  intense følelser, der f.eks. viser sig når lederen af det parti der kalder sig Stram Kurs er på banen. Der er rigelig aggression der – i begge lejre.  Det er en voldsom og uforudsigelig tid vi lever i.

Der er endnu et mønster på den aktuelle himmel. Neptun i Fiskene er fokusplanet i et T-kvadrat med Solen i Tvillinger og Jupiter i Skytten.  Et superaktivt – omend også kortvarigt aspekt som lige giver os et strejf af noget grandiost, eventyrligt og glamourøst.  Det er som om den siger at vi kan klare alt,  i medgang og modgang, selv om der er smerte og ve – så skal det nok gå altsammen.  Der er momentum, for den der vil bruge aspektet til at åbne for en magisk, anden virkelighed. Eller for den der vil flygte ind i en bevidsthedsændrende rus – på godt og ondt.

Pudsigt nok så fik jeg lyst til at læse Carlos Castanedas bøger fra 1960erne,  netop under denne magiske konstellation.  Allerede i starten af 1980erne forsøgte jeg at læse dem, men var slet ikke moden til det i min ungdoms uvidenhed. Nu føler jeg mig mere klar. Dog skal det siges, at hverken Lophophora Williamsii,  Peyote,  Pigæble, Ayahuasca eller hvad det nu hedder altsammen, slet ikke er min boldgade – men jeg oplever at der er en opblomstring af brugen af disse  bevidsthedsændrende (udvidende?) svampe for tiden.

Noget helt andet men også eventyrligt  er en glædelig begivenhed i familien. Vi har haft bryllup – min søn og hans kæreste blev gift i pinsen ved et brag af en kæmpefest, der vil give genlyd mange år frem i tiden… i det værste vejr juni endnu havde bragt. Det foregik i telt, så den ellers perfekte plan måtte ændres løbende.  Stiletter blev skiftet ud med sneakers,  tynde kjoler med tykke bukser og jakker etcetc… ingen var kede af det af den grund. Festen forløb helt perfekt uperfekt og parret var – og er – lykkelige.   Det perfekt magiske tidspunkt var i øvrigt da præsten erklærede dem for rette ægtefolk, netop som MC passerede Solen med opposition til Jupiter og Neptun stod på Descendanten…  Eventyrligt, magisk, forunderligt.

Og nu er det lørdag igen. Himlen er tung som bly; det lyner og tordner mens folket fejrer Dannebrog og Stig Rossen lyder som en søløve med tømmermænd på landsdækkende tv (jeg får helt ondt af ham og i ørerne), der er folkemøde på Bornholm og de nyvalgte partier forhandler om statens penge…  jow, der er gang i den på og under himlen.

God weekend 🙂

 

 

 

 

14 juni 2018

Mars og Måneknuderne

I et tidligere indlæg, fra 2015 (Hvad er der med de Måneknuder) viste jeg hvordan især Mars i konjunktion med en af Måneknuderne,  faldt på tidspunkter hvor verden blev vidne til temmelig voldsomme hændelser.

Lige nu, i disse junidage 2018, er Mars i konjunktion med den sydlige Måneknude i 8 grader Vandbærer. Den nordlige Måneknude ligger naturligvis præcis på den modsatte side i Løven.

Mars gik ind i Vandbæreren den 16. Maj 2018 og dannede kvadrat til Uranus der netop var gået i Tyren dagen før. Det var her USA åbnede sin nye ambassade i  Jerusalem. Den havde før ligget i det mere religionsneutrale Tel Aviv. Det kom til voldsomme reaktioner og sammenstød, som kunne indikere at den astrologiske begivenhed kunne føre svære tider med sig. Mars vil gå retrograd (som den kun gør hvert 2. år) og møde Måneknuden i alt tre gange frem til efteråret 2018.

Næsten eksakt på Mars/Måneknudekonjunktionen, fandt et møde mellem USAs præsident og Nordkoreas leder sted i Singapore. Et topmøde, der har været omtalt som historisk, og som ingen kunne gætte udfaldet af. Trump er uforudsigelig som få. Og Kim Jong Un? Er han troværdig? Jeg ved det ikke.

Med  forudgående erfaring med de astrologiske faktorer involveret, kunne man frygte det værste i dagene omkring den 12. juni – om ikke i Singapore, hvor sikkerheden vil være ekstremt høj,  så et andet sted. Mødet sluttede med billeder af smil og håndtryk.

Den sydlige Måneknudes betydning kan være noget med “karma”, noget med kontakt og noget der har at gøre med fortiden, bragt ind i nutiden og udlevet gennem den nordlige Måneknude –  i bedste fald en udviklingslinje fra gammelt nag, fortidstraumer til en mere forsonlig måde at møde verden på.

Eftersom aspektet ikke er færdigt, og samtidig involverer kvadrat til Uranus og måske et lille kvadrat til retrograde Jupiter i Skorpionen, har vi hele det faste kors i arbejde. Tyr –  Løve – Skorpion – Vandbærer.

Topmødet er foreløbig gået godt. Det endte med en aftale om at Nordkorea fjerner deres atomvåben… men kan vi tro på det? Og hvad med USAs atomvåben?

At aspekterne ligger i faste tegn, kunne tyde på at der alligevel vil snige sig en uvilje mod forandring ind.   Det er svært at give efter – er der tale om et tilbud “man ikke kan afslå?”  Den 16. juni går Venus ind over Mars og sydlige Måneknude og strør en smule sukker på – men når Mars vender retrograd den 26. juni 2018, og møder Måneknuden igen den 17. Juli 2018,  kan det hænde, at “nogen” kommer på andre tanker. Når en planet går retrograd, kan gjort blive ugjort – fortrydelse, ombeslutning.

Mars retter sig fremad igen den 27. august 2018 og vil for sidste gang i denne runde, ramme Måneknuden igen den 21. september 2018 i 2 grader Vandbærer og igen komme i eksakt kvadrat til Uranus i 2 grader Tyr.  Vandbæreren er et humanistisk, objektivt tegn  – ganske usentimentalt.  Vi har at gøre med en kamp (Mars) for fornyelse af systemer, til gavn for menneskeheden. Skulle det ske, at enkeltindivider bliver “ofret” på den bekostning, er det for det større gode.  Men hvad siger den nordlige Måneknude i Løven på den modsatte side til alt det?  Løven er stolt, dramatisk og selvoptaget – men har også en kreativ og legende energi.  De to statsledere bliver karikeret som børnehavebørn i medierne… lad os håbe at deres indre børn evner at blive gode kammerater i fremtiden!

Men der er mere.
Neptun ligger pt i 14-15 grader Fisk – lige midt mellem Mars og Uranus og skærer kvadratet mellem dem over til to halvkvadrater (45 graders aspekt). På det tidspunkt, hvor aspektet var eksakt, i midten af maj 2018, hørte jeg i nyhederne om et nyt voldsomt udbrud af Ebola-virus i DR Congo. Herhjemme er der pt meget fokus på sundhedsportalen og fejlmedicinering af patienter. Neptun har at gøre med – ja, vira, medicin, gasser, flygtige stoffer som parfume – foruden de mere psykologiske sider som idealisme, empati, illusioner og hermed også løgne.  Placeringen midt i den heftige Uranus – Mars/Måneknudekvadrat kunne indikere, at hvad vi får at vide ikke nødvendigvis stemmer med virkeligheden (hvad det så end er),  og at der bliver forhandlet for lukkede døre. Den nordkoreanske befolkning, læste jeg i nyhederne, kendte ikke til topmødet, før det var forbi – og blev overraskede over at USA nu pludselig var en ven… om det er en sand nyhed ved jeg ikke – men det er interessant fordi sløringsplaneten Neptun ligger hvor den gør.

Datoerne i overblik :

Mars konj s.Måneknude 1. gang –  13. juni 2018, 8 grader Vandbærer
Mars retrograd – 26. juni 2018 – 9 grader Vandbærer
Mars konj. s.Måneknude 2. gang – 17. juli 2018 – 6 grader Vandbærer
Mars direkte – 27. august 2018 – 28 grader Stenbuk
Mars konj s. Måneknude 3. gang –  21. september 2018 –  2 grader Vandbærer

I personlige horoskoper, vil disse aspekter være mest mærkbare for dig der er født med Solen i første ti grader af de faste tegn Tyr – Løve – Skorpion – Vandbærer (dvs mellem 20. og 30. Januar – April – Juli – Oktober), eller hvis du har Måne,  ascendant eller MC her. Det kan være at du oplever at noget slutter i dit liv – og /eller en ny begyndelse finder sted.  Du kan møde nye mennesker, steder og få nye interesser. For nogle kan det være sorgfuldt og svært at sige farvel og rumme den tomhedsfølelse der kan opstå – for andre kan det være befriende, velkomment og give anledning til positiv forandring.

Jeg har selv en usentimental Måne  i 1 grad Vandbærer. I denne periode har jeg sagt farvel til min psykoanalytiker efter tre inspirerende år i den jungianske verden –  og velkommen til et nyt liv i familien – mit første barnebarn.

At Mars befinder sig så lang tid på ca. samme sted, hører til sjældenhederne, og især når der tillige er kobling  med Måneknuderne – så det er bare at holde øje med dig selv, dine omgivelser – og verdenspressen – for at følge med i hvad det kan betyde – og udnytte momentet til aktivt at manifestere de forandringer i livet du måske i længere tid har gået og spekuleret – eller undret dig over –  hvor kom fra. Og… tro ikke blindt på alt hvad du hører og ser.

 

 

12 februar 2018

Shit, jeg føler mig kedelig

Det er februar 2018. En måned uden nævneværdige aspekter – og alle planeter er fremadrettede.  Der er ikke noget der hidser op eller inspirerer.  Medierne er ramt af koreansk sportsvirus og der er i nyhederne bemærkelsesværdig meget omtale af ukontrollabel svampevækst. I Holland.  Og vi er ikke engang nået ind i Fiskenes fugtige vandtegn endnu.

Og dog. Venus er gået i forvejen den 9. februar og har måske noget med det at gøre. Merkur følger efter den 17. februar og Solen indhenter dem begge den 18. februar, uden at det  kommer til konjunktioner. Der er fart på Merkur og Venus, så der er risiko for fejl og forvirring i skyndingen og beslutninger tages på et for mudret eller illusorisk grundlag.

Jeg har følt mig underligt uinspireret og ude af kontakt med mig selv i den seneste måned. Og jeg kan læse af kontakter på twitter og facebook, at jeg ikke er alene om det. Det gør det noget nemmere at acceptere.  Til gengæld har jeg brugt tid på at nulstille.  Ikke kun telefoner har godt af at blive startet forfra, det gælder også det fysiske og mentale rum. Processen er langvarig og kræver foruden en del ture til genbrug, også en fordybelse i ting og sager – gamle papirer og bøger der ikke længere har nogen praktisk værdi, luges ud. Det er samtidig en fordybelse i fortid  – både den nære og den fjerne.  Der er noget velgørende i at slippe ting der knytter sig til hændelser, tidsperioder,  mennesker – og følelser, der for længst er sat fri.  Der bliver befriende plads til nutiden og fremtiden.

Som sagt, alle planeter er fremadskridende i februar og det kan synes at alt går glat og ligefremt – men også med fiskeagtige tågedannelser.  Det ændrer sig omkring 9. Marts hvor Jupiter vil gå retrograd i Skorpionen og give mere nyt fra de skjulte kældres domæne. Følelsesmæssige tabuer får igen spotlight på – og det er der jo en grund til. Planeterne dømmer ikke og tvinger ikke, men de viser os hvem vi er. I Skorpionen er det særligt skyggesiderne der bliver lukket op til. Læg mærke til hvad og hvem du fordømmer i dine omgivelser – og tag så et kig indad på dig selv. Hvad ser du så?  Det kaldes at trække sine projektioner hjem, i psykologispsrog. Tag dig god tid – Jupiters retrograde bevægelse varer til 9. juli 2018.

I mellemtiden vil Mars begynde på sin retrograde bevægelse i Vandbæreren. Det sker kun hvert 2. år – og derfor synes det at have særlig betoning.  Det er fra den 26. juni og til 27. august.  Det sker på overgangen mellem Vandbærer og Stenbuk, hvor det bestående og det nye vil stå og skurre mod hinanden en tid. Jeg gætter på at det nye – hvad det så er – vil vinde.  I det personlige horoskop, afhænger det af huspositionen hvordan hver enkelt vil opleve det. Det gælder i øvrigt for alle planeterne – også ovenfor omtalte Jupiter i Skorpion.

Forudsigelser vil jeg ikke begive mig af med her. Det er alt for spekulativt. Men det bliver interessant at se hvordan man/vi/jeg vil gøre brug af det forråd af energi som planeterne og deres aspekter viser.

Lige nu i denne februar måned, er inspiration og energiforråd lidt tyndt og derfor vil jeg nu begive mig tilbage til nulstillingsprocessen, indledt med at vaske op og så tage en tur ned i containeren med lidt mere skrammel, der ikke længere gør nytte. Shit, jeg føler mig kedelig…

God mandag.