Der er sket en revolution.
Jeg er begyndt at strikke.
Det startede en gang i vinteren 2021/22 men jeg har glemt hvordan jeg kom i gang. Bortset fra at det var noget med en videosnak mellem forfatteren Kim Leine, strikdesigner Lærke Bagger og en journalist som jeg har glemt hvem var. De sad i et sofahjørne med en masse garn og nogle pinde — og strikkede mens de talte om Kim Leines bøger. Jeg havde lige læst/hørt Grønlandstrilogien. En fremragende fortælling.
Jeg ledte i skabe og skuffer efter mine gamle strikkepinde og noget gammelt garn, som jeg vidste måtte være der et sted. Nåh ja, posen med bomuldsgarn fra dengang karklude med mikroplast blev no-go. Jeg fandt garn og pinde og gik i gang igen. 60 masker bomuldsgarn på pind 3,5. To ret, to vrang. Strik 24 cm derudad. Luk af. Voila. De første klude blev… tvivlsomme for at sige det pænt. Siden har jeg strikket mindst 80 karklude med godt resultat, til glæde for familie og venner – og mig selv. Men ikke blot karklude. Mine to børnebørn får trøjer i en lind strøm. De er nemme at strikke. For det første er det stadig små størrelser der hurtigt bliver færdige. For det andet er ungerne endnu ikke så kritiske at de ikke vil bruge det. Det gælder om at udnytte tiden inden de bliver selvbevidste teenagere. Og jeg får øvet rundpindestrik, aflukninger, garntyper, farver, raglan (har jeg dog til gode) og en hel masse lærkebaggerteknik der bare er sjovt og opløftende. Ja, glædesfyldt.
Men hvad er det strik kan? I “gamle dage”, da jeg var yngre, bildte jeg mig selv ind at jeg ikke kunne strikke. Jeg gad ikke læse opskrifter. Havde ikke tålmodighed til at lære teknikker. Jeg troede også at der kun var en “rigtig” måde at strikke på. Men det er der lavet helt om på med “rebelstrik” som jeg vil kalde det. Jeg er blevet mere modig og tålmodig. Når jeg laver fejl er det ikke noget problem at pille op og starte forfra. Jeg skal jo ikke nå noget. Resultatet bliver rimeligt og jeg føler mig ærligt talt ret stolt over at det er lykkedes at kreere noget brugbart. Det skal dog siges, at projektet skal være relativt nemt; altså ikke noget med indviklede mønstre, snoninger og evindelig tælling.
Jeg kom bort fra hvad strik kan.
Når jeg først har slået masker op til et projekt og strikket de første pinde (eller runder) og det ligesom kører, så falder jeg helt til ro. Rastløsheden forsvinder. Hænderne er beskæftiget og tankerne får frit løb når jeg da ikke har en lydbog i gang. For en stresshjerne som min, der let bliver overbelastet, er det at strikke blevet et fokuseret helle. Nu hvor jeg er blevet en ældre dame med bøvl i hukommelsen er det også en måde at holde mig i gang på.
Opskrifter skal være nemme men der går sport i at omregne garnmængder og -længder, strikkefasthed og pindestørrelser. I hvert fald på gode dage. En notesbog holder styr på pindelageret som jeg efterhånden har fået anskaffet, og notater om garn, strikkefasthed, omgangstælling og hvad jeg har gjort - især når jeg ikke følger en færdig opskrift er det godt at vide hvordan jeg gjorde.
Det jeg har fået ud af at strikke er:
at blive gladere, mere energifyldt og samtidig kunne finde ro i en beskæftigelse der giver mening.
