Om nærvær og ensomhed

Det er yogadag i dag. Men det var ikke sådan jeg ville indlede. Det var med noget andet. Og jeg har glemt hvad det var. Så hurtigt forsvinder en tanke. På et splitsekund er den opstået – og i næste nu er den væk. Det var ellers en genial tanke, var det ikke? Nå, ikke…

Tanken handlede om Karl Ove Knausgård. Jeg er ved at læse hans firebinds essaysamling Efterår, Vinter, Forår, Sommer – i nævtne rækkefølge. Dem gad jeg godt have på reolen. Men får jeg læst dem igen? Næppe fra først til sidst – men nok læst i dem. Fordi der er så mange indsigter, så meget jeg kan spejle mig i. Jeg har læst Min Kamp, hans seks-bindsværk. Eller – hørt som lydbog. Fantastisk epos, skrevet med fantastisk sproglig musikalitet. Selv i oversættelsen. Men så ligger norsk jo heller ikke så langt fra dansk.

Knausgård siger at han ikke er særligt social. Han foretrækker at være alene. En parterapeut mente, at så måtte han jo være ensom. Det mente han ikke, tvært imod. Han skriver tidligt om morgenen, før dagen og verden trænger sig på. Så kan han gå ind i det bevidsthedsrum, som det kræver at skrive. For det er sådan det er. Man går ind i en boble og der sker det. Kommer der noget andet ind, brister boblen og så er det forsvundet, det man ville. Gejsten blegner. Indtil næste morgen. Eller nat.

Det er den boble jeg i uproduktive perioder bliver bange for. Det er ligesom at forsvinde fra verden. Fra eksistensen. Jeg bliver væk. Men det er et paradoks. Ifølge Knausgård, er det der nærværet findes. Han er aldrig så nærværende, som når han skriver. Det er det nærvær, der ophæver tiden. At træde ind i verden igen, er det samme som at træde ind i tiden. Og der er nærværet fraværende. Det er her det sker, det som vi der er ”søgende” leder efter. I det nærværs ensomme boble, opstår kontakten med det egentlige, med sjælen. Det er da ikke noget at være bange for… og ensomt er det bestemt ikke.

Det terapeutiske – eller mellemmenneskelige – nærvær er noget andet. Jeg er blevet mørbanket med ”kontakt og nærvær” gennem de fem år jeg gik på psykoterapeutskole. Det føltes undertiden kvælende og jeg var tvunget til at lære at sige fra, måske den vigtigste lære jeg tog med mig. Det var grænseoverskridende, at blive bombarderet med at relationerne er det vigtigste i verden. Det er det også – men ikke når det konstant bliver til skyld, skam og dårlig samvittighed hver gang jeg vil trække mig og være alene. Og det vil sige det meste af tiden. Min tid. Mit liv. Jeg elsker mine mennesker, min familie og de nære venner. Men fri mig for en hverdag med dem. At skulle gå på kompromis og diskutere hver en lille handling og beslutning eller gøre rede for min færden hele tiden er utænkeligt. Der er en grund til at jeg kun har et barn og i øvrigt har været single det meste af livet. Som ung følte jeg det skamfuldt og forkert at være alene. ”Man” skal jo være et par, en familie, ellers er der noget galt med en. Jeg længtes også efter det, som en drøm, en fantasi om det ideelle familieliv.  Som tiden gik og erfaringer blev høstet, indså jeg at familielivet ikke var for mig.

At læse Knausgård har ændret mig. Det er første gang, litteratur har haft den effekt. Jeg har læst meget gennem mit liv. Med interesse, fryd og tænderskæren. Foruden alt det jeg aldrig kom igennem fordi det var for tyndt, for intetsigende. Og så alt det faglige der ganske vist giver noget viden, men som ikke rummer nogen egentlig indsigt. Akademisk læsning kan være decideret dræbende for kreativiteten.

Knausgårds værker får seks ud af seks stjerner hos mig. Hvordan kan det være? For det første fordi han har sig selv som centrum. Det er præcis det, der gør fortællingen vedkommende og nærværende. Han kan ikke skrive noget han ikke selv kender til eller har oplevet. Det er ikke fiktion. Det er heller ikke opdigtet. Han bevæger sig på den knivsæg, hvor livet er levet og rigtige mennesker indgår i fortællingen. Familien og vennerne. Det er et minefelt han bevæger sig i. For er venner og familie enige? Kan de genkende sig selv? SKAL de genkende sig selv? Nogle er blevet vrede og har forsøgt at korrekse hans fortælling. Det skriver han om. Er det fiktion? Jeg ved det ikke.

Det spændende ved den form for litteratur, autofiktionen og bevidsthedsstrømmen (vistnok ”opfundet” af James Joyce og  Virginia Woolf), er hvordan Knausgård fletter sit eget liv ind i teksten mellem essays og refleksioner over  f.eks. Hitlerbiografier og Edvard Munchs malerier. Den form gør læsningen varieret og  interessant, hele vejen igennem.

Ipaden ligger altid klar på natbordet. Den læser godnathistorie for mig inden jeg falder i søvn. Og når jeg vågner ved tretiden og ikke kan sove igen, så rækker jeg bare hånden ud, genstarter timeren og lader  historien fortsætte,  mens jeg drysser tilbage i drømmeland. Næste morgen spoler jeg en halv time tilbage og samler bogen op der fra.

Jeg er lige blevet færdig med Om sommeren. Hvad den næste bog bliver? Jeg ved det ikke.  Måske endnu en Knausgård. Måske Alting har en tid?

 

Grebet af momentet

På min daglige travetur i dag, endte jeg med at tage bussen. Med mundbind og sprit og det hele. Det skal jo til. Det er længe siden jeg har været på bytur og ose bøger. Jeg savner Strubes og Det Ukendtes boghandel med alskens alternativt og astrologisk og besluttede spontant at tage ind til astrologihuset på Østerbro. Jeg hoppede af bus 184 på Hans Knudsens Plads og lod fødderne bringe mig til Teglværksgade.

Jeg tog trappen op til 4. sal og åbnede døren ind til astrologihuset. Det er måske lidt meget sagt at hele huset er astrologi, men 4. sal til højre er i hvert fald dedikeret til faget.  Et imødekommende “Hej” lyder inde fra boghandelen. “Hej”, svarer jeg tilbage, “det er Birgitte fra Lyngby”. Inger, der står bag disken har lige pakket en kasse nye bøger ud og sender mig et strålende smil og spørger hvad hun kan gøre for mig. Vi har mødtes en del gange før og det er altid så hyggeligt.

Der var et par bøger på min ønskeliste, en gammel en fra 1981 og en der er spritny. “Jeg vil gerne se på to bøger”, svarer jeg og nævner først en titel som hun griber fra den bunke hun lige har pakket ud. “Alle tiders bog”… ja, det hedder den altså. Det er titlen. Den er fuld af tal. Om tid.

“Og den anden?”
“Horoscope Symbols, af Robert Hand.”
“Jeg må lige spørge chefen”, siger hun så og forsvinder ind i et kontor ved siden af.  Jeg tøffer efter hende og siger “Hej Karl Aage”…  dog har jeg ingen forventning om at han kan huske hvem jeg er. Det er mere end et år siden vi hilste på hinanden en enkelt gang.  Vi falder i snak foran en tilsyneladende overordentligt uordentlig bogreol, der dog er opdelt alfabetisk efter forfatter. Mine øjne falder straks på et par forkert placerede titler af Robert Pelletier som straks bliver omplaceret fra H til P. De lignede til forveksling bøger af Robert Hand, så det kan jo smutte i skyndingen.

Karl Aages kontor er kreativt rodet og emmer af aktivitet med redaktionelt arbejde. Hvis jeg havde et kontor, ville jeg også have bunker af bøger, blade og papirer liggende rundt omkring. Og så alligevel ikke. Jeg holder af orden og må have rent bord og rolige omgivelser før jeg kan gå videre med en ny opgave. Det minder mig om mit første besøg hos en advokat. Jeg var 14 og min far var lige død, så det var noget med en boopgørelse. Ikke at jeg var involveret; jeg var bare med min mor derhenne.  I advokatens kontor lå der bunker af sager på alle overflader; enorme bogreoler med enorme bøger i læderindbinding; mørke chesterfieldlædermøbler og mørkt egetræ; lamper med grønne skærme af glas. Fuldstændig arketypen på et advokatkontor som taget ud af Charles Dickens.  Jeg er bare så fascineret af sådanne arbejdsrum. Værksteder for ord og ideer. Senere blev jeg advokatsekretær – måske det besøg lagde grunden til det. Der var ikke meget rod på vores kontor. Men vi var kreative, dog

Tilbage til Karl Aage. Vi sludrede lidt om dit og dat og bøger ved hans reol og jeg fandt et par titler jeg gerne ville købe også. Da jeg sagde mit navn (han kunne ikke huske det fra sidst, selvfølgelig), udbrød han “Nåååh ja, det er jo dig der skriver så skidegodt”… (undskyld kære læser – jeg kan bare ikke lade være at være lidt stolt over at få sådan en kompliment fra redaktøren af det konkurrerende astrologiblad).

Nå, men Robert Hands Horoscope Symbols i secondHand(!) udgave blev overdraget til mig sammen med The Mars Book (meget apropos nu Mars er i Vædderen i lang tid) samt Christian Astrology af William Lilly som længe har været på ønskelisten.  Horoscope Symbols er ganske umulig at opdrive så jeg er rigtig glad. Den er god at have som opslagsbog! Ganske vist har jeg den i en svensk oversættelse men den synes jeg ikke godt om. Så hellere den originale.

Jeg havde tømt sparegrisen og afleverede pengene til Inger og drog glad hjem med bus 184 igen.

Undervejs fik jeg en underlig fornemmelse i nervesystemet. Noget Karl Aage havde sagt? Han arbejder på et værk af historisk art og spurgte om jeg var interesseret i renæssancen, nu jeg har skrevet om Leonardo da Vinci… om jeg havde lyst til at bidrage til værket? (Igen – en kompliment der kan mærkes). Jeg sagde det som det var, at artiklen om Leonardo var et bestillingsarbejde og jeg var blevet grebet af momentet – så det var ikke renæssancen som sådan jeg interesserede mig for. Men så var det, at jeg der i bussen kom til at tænke på et andet renæssancemenneske fra næsten samme tid og sted som Leonardo… og nej – igen siger jeg ikke hvem, for så forsvinder magien. Men gad vide om ikke det bliver til en artikel.  Mit system er i hvert fald sat på “go” og så ser vi hvad der kommer ud af det.

Når inspirationen rammer er det på sin plads med en tak til transit Uranus på radix Merkur og kollektive Merkur i opposition til Uranus der sørger for input når jeg mindst venter det.  Det er ellers lige før jeg har været ved at sande til. Det får jeg heldigvis ikke lov til ret længe ad gangen.

Og forøvrigt tak til Karl Aage i Astrologihuset for komplimenterne.

 

Min bogsommer anno 2018

33 grader under parasollen på altanen. Det er umuligt. Det kan jeg ikke. Vil ikke. Kryber indenfor i skyggen med ventilatoren på højeste gear.  Jeg er ikke skabt til varmegrader af den kaliber.  Sveden hagler af kroppen ved den mindste bevægelse.  Hjernen smelter ned. Vanddunken fyldes gang efter gang.  Suppleres med iste, iskaffe… og is. Et koldt, fugtigt håndklæde køler nakken.

Jeg må ikke have været rigtig klog, men besluttede at tage afsted til Antikvariatet i den store stygge storby. De har en bog jeg mangler (læs: ønsker mig) og som har været udsolgt i mange år. Så afsted med mig. Det er ellers sjældent jeg vover mig ind i stadens vrimmel på en lørdag – der er alt for mange mennesker… og det er alt, alt, alt for varmt.

Men høsten var god… jeg fik min bog. Plus et par stykker til. Min glæde ved bøger er intakt, kan jeg konstatere. Længe har jeg kun læst bøger elektronisk – eller hørt dem læst op. Og jeg har luget ud i bogreolen i flere omgange på det seneste. Men der er altså alligevel ikke noget der kan slå en papirbog.

Så nu har jeg samlet en lille bunke af de bøger jeg vil læse i sommer – nogle er ambitiøse, andre i den lettere ende, alle har nogle  år bag sig. Faktisk gider jeg ikke nyudgivelser – det er ligesom de ikke har fået sjæl endnu. Kommercielle bøger der hypes i medierne interesserer mig slet ikke.

Djuna Barnes (1892-1982) skriver i et sprudlende og blomstrende sprog, historien er på en måde uvæsentlig – det er hendes unikke stil jeg går efter.
Emma Tennant (1937-2017)  er ny for mig. Hun skriver bøger bygget over andre forfatteres karakterer og bruger deres navne… Mrs. Hyde og Ms. Jekyll? Hvad mon de er for nogle?

Og så er der de astrologiske bøger –  ikke alt er hyggelæsning. Harmonier i Astrologi er ambitiøs – den tror jeg må vente til temperaturen er faldet drastisk. Den, og så The Predicition Technique.   Så det bliver vores navnkundige astrolog Christian Borup jeg vil divertere mig med under sommerhedebølgens astrologistudier.

Det er lørdag, sidst  på eftermiddagen. Nu er det næste spørgsmål bare… hvilken bog skal jeg læse først? I gamle dage, da min hjerne var yngre og mindre belastet, kunne jeg have flere bøger i gang samtidig… den trafik går ikke mere. Nu hedder det “en ad gangen og langsomt” – ellers ryger hukommelsen.

Men allerførst – isafkøling… Nu… Straks…!

 

Bøgerne på mit natbord - tankespind om bevidsthedens grænser

Telefonen melder at posten har afleveret en pakke i min postkasse. Jeg skynder mig ned ad trappen for at hente den, flår pappet af og står nu med “The book of Neptune” i hånden. Det er seneste skud fra den amerikanske astrolog Steven Forrest, hvis bøger jeg anskaffer systematisk. Han er så inspirerende. Et sludrechatol ganske vist, men inspirerende når essensen af det han vil sige tegner sig. Han er det der kaldes “evolutionær astrolog” – hvilket vil sige at han beskæftiger sig med de store linjer, med den menneskelige udvikling på sjæleplan set over historisk tid.  Det er også blevet min kæphest indenfor astrologien. Spørgsmål om hvorfor vi er her, hvad vi skal og hvor vi skal hen –  i det store billede.

Neptun er min tro følgesvend for tiden. I transitkvadrat til Saturn i Skytten i mit radixhoroskop. Pudsigt nok i en tid, hvor Saturn og Neptun også er i kvadrat i det kollektive horoskop – altså der hvor det påvirker os alle, globalt.  Jeg får glæde af den i 1 1/2 årstid – er i lære igen. I lære omkring grænser, bevidsthedsudvidelse, livserkendelser – dyrker meditation og mindfulness intensivt foruden drømme gennem jungiansk psykoanalyse. Så bliver det ikke mere Neptun/Saturnsk. Det helt store spørgsmål er – hvad er bevidsthed overhovedet?

Steven Forrest beskriver – meget kort fortalt –  planeten Neptun som vinduet i et hus. Vinduet mellem personligheden, psyken – og det der er på den anden side af vinduet, det transpersonlige, det der ligger udenfor personligheden, psyken. Og han stiller det finurlige spørgsmål: Er vinduet inde i huset, eller udenfor huset? Hvad ser personligheden når den kigger ud? Hvad får personligheden når Neptuns domæne kigger ind? Metaforen med vinduet udvider han til at spørge til vinduets tilstand – ser du en snavset rude med dine egne fedtede fingre på – eller er vinduet klart og dermed usynligt og gennemskinneligt?

På den anden side af Neptun og Pluto begynder det ydre rum – vi regner normalt med, at det er Pluto der danner grænsen til det ydre rum fordi den for det meste er udenfor Neptuns bane, men i de seneste hundrede år – har Plutos bane i flere omgange været indenfor Neptuns, så de ligesom danner en dans ind og ud af hinandens bane, med nogenlunde samme hastighed, hvor planeterne har låst sig fast i en sekstil der har varet siden før 2. verdenskrig og følges ad til en gang i 2030 hvor sekstilen går i opløsning igen. Vi er altså 3-4 generationer der alle har en Pluto-Neptun sekstil i horoskopet hvilket har betydning for den tidsånd vi er født i og lever i. Teknisk indviklet  – jeg ved det – det er Steven Forrests forklaring komprimeret.

Vi siger traditionelt, at Saturn er planeten for grænser, tærskelvogter, disciplin og arbejde, erfaring og alderdom. Før teleskopets dage, var Saturn den sidste planet der kunne ses med det blotte øje og derfor danner grænsen for den menneskelige bevidsthed. Nu kan vi se langt længere – ja længere end teleskopet fra jorden. Vi sender teleskoperne ud og har derfor fat i en ufattelig mængde viden om hvad der befinder sig bag Saturns bane. Og bag Neptuns og Plutos baner. Hvordan vil den viden vi får påvirke vores psyke og bevidsthed?

Menneskeligt set, giver det kamp til Saturns position som grænsesætter. For hvor er grænsen egentlig? Vi kan jo se med satellitterne at der er mere. Der er hele tiden mere. Der er – så at sige – ingen grænser. Hvilken betydning vil det få for den astrologiske tolkning af begrebet “grænser” at vi oplever grænseløsheden – som er Neptuns domæne?

Hvis vi nu kigger på begrebet “entanglement” som kommer fra kvantefysikken – så ser vi at alt hvad vi hidtil har set som adskilte elementer, partikler, i virkeligheden hænger sammen, kommunikerer. Saturn står for adskilthed, kategorier og opdelinger – men i og med at vi zoomer ind (eller ud for den sags skyld), så er alting forbundet i en form for netværk. Vi er ikke adskilte individer, selv om det føles sådan. Vi er ikke adskilt fra det vi ikke kan se, opleve, med de fysiske sanser – vi har bare ikke, endnu, opdaget de “antenner” det kræver at se, mærke, opleve den “bevidsthedssky” vi befinder os i…?  Ja jeg sætter spørgsmålstegn.
En klassisk illustration af dette er en fisk i havet. Hvad er det fisken svømmer i –  kan den erkende det? Hvad er det vi mennesker svømmer i – kan vi erkende det?

Nogle mennesker kan. Seere og andre sensitivt begavede mennesker ved det. Jeg er en der leder efter det. Søger den sammenhæng der gør at det hele giver mening. Derfor elsker jeg at læse bøger af folk der forsker i de ting og fortæller om oplevelser der ikke kan forklares efter traditionelle, rationelle eller reduktionistisk materialistiske parametre.

Jeg har en anden bog på natbordet “Consciousness beyond Life” – en bog af en hollandsk kardiolog Pim van Lommel, der har interviewet patienter i sin hospitalsafdeling, der er blevet genoplivet efter hjertestop. Han påstår, at der “er noget”. At døden ikke er slutningen – men en overgang til en anden bevidsthedstilstand. Den bog falder så fint i tråd med bogen om Neptun – hvad er der på den anden side af bevidsthedens tærskel – eller livet som vi kender det? Kan vi erkende/erfare det?  Eller rettere – hvordan kan vi erkende og erfare det? Og hvorfor er det sådan?

Pim van Lommels hypotese er, at bevidsthed er ikke-lokal. Den traditionelle materialistiske hypotese er, at bevidsthed er et produkt af hjernen og dermed noget der sker i det levende menneske og som ikke længere eksisterer når hjernen er død. Men hvordan kan det være sådan, når beretningerne viser, at patienterne oplever sig selv i en anden tilstand, selv om alle måleapparater viser, at der absolut ingen aktivitet er i hjernen mens patienten set udefra er klinisk død.  Så er ideen den, at bevidsthed er noget udenfor den fysiske krop, som hjernen modtager og sender videre. Ligesom en radio. Kan det være, at vi i virkeligheden lever i bevidstheden? Ligesom fisk lever i vandet?

Ja, se det er de store spørgsmål for sommeren 2016 – i en verden i opløsning (Neptun) og modstand (Saturn) mod opløsningen. For nogle er det konkret og ulykkeligt, for andre mere perifert og iagttagende… men ikke desto mindre er vi alle midt i det.

Min læresætning hedder “at være med det der er” fra øjeblik til øjeblik. Lade det gamle opløses der ikke længere er virksomt, og lade det nye og endnu ukendte være velkommen og i øvrigt være åben og fordomsfri, så godt det går.

Og nu vil jeg læse videre i min nye bog om Neptun.