Grebet af momentet

På min daglige travetur i dag, endte jeg med at tage bussen. Med mundbind og sprit og det hele. Det skal jo til. Det er længe siden jeg har været på bytur og ose bøger. Jeg savner Strubes og Det Ukendtes boghandel med alskens alternativt og astrologisk og besluttede spontant at tage ind til astrologihuset på Østerbro. Jeg hoppede af bus 184 på Hans Knudsens Plads og lod fødderne bringe mig til Teglværksgade.

Jeg tog trappen op til 4. sal og åbnede døren ind til astrologihuset. Det er måske lidt meget sagt at hele huset er astrologi, men 4. sal til højre er i hvert fald dedikeret til faget.  Et imødekommende “Hej” lyder inde fra boghandelen. “Hej”, svarer jeg tilbage, “det er Birgitte fra Lyngby”. Inger, der står bag disken har lige pakket en kasse nye bøger ud og sender mig et strålende smil og spørger hvad hun kan gøre for mig. Vi har mødtes en del gange før og det er altid så hyggeligt.

Der var et par bøger på min ønskeliste, en gammel en fra 1981 og en der er spritny. “Jeg vil gerne se på to bøger”, svarer jeg og nævner først en titel som hun griber fra den bunke hun lige har pakket ud. “Alle tiders bog”… ja, det hedder den altså. Det er titlen. Den er fuld af tal. Om tid.

“Og den anden?”
“Horoscope Symbols, af Robert Hand.”
“Jeg må lige spørge chefen”, siger hun så og forsvinder ind i et kontor ved siden af.  Jeg tøffer efter hende og siger “Hej Karl Aage”…  dog har jeg ingen forventning om at han kan huske hvem jeg er. Det er mere end et år siden vi hilste på hinanden en enkelt gang.  Vi falder i snak foran en tilsyneladende overordentligt uordentlig bogreol, der dog er opdelt alfabetisk efter forfatter. Mine øjne falder straks på et par forkert placerede titler af Robert Pelletier som straks bliver omplaceret fra H til P. De lignede til forveksling bøger af Robert Hand, så det kan jo smutte i skyndingen.

Karl Aages kontor er kreativt rodet og emmer af aktivitet med redaktionelt arbejde. Hvis jeg havde et kontor, ville jeg også have bunker af bøger, blade og papirer liggende rundt omkring. Og så alligevel ikke. Jeg holder af orden og må have rent bord og rolige omgivelser før jeg kan gå videre med en ny opgave. Det minder mig om mit første besøg hos en advokat. Jeg var 14 og min far var lige død, så det var noget med en boopgørelse. Ikke at jeg var involveret; jeg var bare med min mor derhenne.  I advokatens kontor lå der bunker af sager på alle overflader; enorme bogreoler med enorme bøger i læderindbinding; mørke chesterfieldlædermøbler og mørkt egetræ; lamper med grønne skærme af glas. Fuldstændig arketypen på et advokatkontor som taget ud af Charles Dickens.  Jeg er bare så fascineret af sådanne arbejdsrum. Værksteder for ord og ideer. Senere blev jeg advokatsekretær – måske det besøg lagde grunden til det. Der var ikke meget rod på vores kontor. Men vi var kreative, dog

Tilbage til Karl Aage. Vi sludrede lidt om dit og dat og bøger ved hans reol og jeg fandt et par titler jeg gerne ville købe også. Da jeg sagde mit navn (han kunne ikke huske det fra sidst, selvfølgelig), udbrød han “Nåååh ja, det er jo dig der skriver så skidegodt”… (undskyld kære læser – jeg kan bare ikke lade være at være lidt stolt over at få sådan en kompliment fra redaktøren af det konkurrerende astrologiblad).

Nå, men Robert Hands Horoscope Symbols i secondHand(!) udgave blev overdraget til mig sammen med The Mars Book (meget apropos nu Mars er i Vædderen i lang tid) samt Christian Astrology af William Lilly som længe har været på ønskelisten.  Horoscope Symbols er ganske umulig at opdrive så jeg er rigtig glad. Den er god at have som opslagsbog! Ganske vist har jeg den i en svensk oversættelse men den synes jeg ikke godt om. Så hellere den originale.

Jeg havde tømt sparegrisen og afleverede pengene til Inger og drog glad hjem med bus 184 igen.

Undervejs fik jeg en underlig fornemmelse i nervesystemet. Noget Karl Aage havde sagt? Han arbejder på et værk af historisk art og spurgte om jeg var interesseret i renæssancen, nu jeg har skrevet om Leonardo da Vinci… om jeg havde lyst til at bidrage til værket? (Igen – en kompliment der kan mærkes). Jeg sagde det som det var, at artiklen om Leonardo var et bestillingsarbejde og jeg var blevet grebet af momentet – så det var ikke renæssancen som sådan jeg interesserede mig for. Men så var det, at jeg der i bussen kom til at tænke på et andet renæssancemenneske fra næsten samme tid og sted som Leonardo… og nej – igen siger jeg ikke hvem, for så forsvinder magien. Men gad vide om ikke det bliver til en artikel.  Mit system er i hvert fald sat på “go” og så ser vi hvad der kommer ud af det.

Når inspirationen rammer er det på sin plads med en tak til transit Uranus på radix Merkur og kollektive Merkur i opposition til Uranus der sørger for input når jeg mindst venter det.  Det er ellers lige før jeg har været ved at sande til. Det får jeg heldigvis ikke lov til ret længe ad gangen.

Og forøvrigt tak til Karl Aage i Astrologihuset for komplimenterne.

 

Et uinspireret skriv om nu'et

Jeg er gerådet i en form for vildrede; det der mellemrum mellem fortiden der er forbi og fremtiden der ikke er ankommet endnu.  Ergo – siger den kloge filosof – er der kun Nu. Hvilken lettelse.

Men hvad er det for et Nu?  Sommerferien er forbi. Juli måned føles næsten altid som en parentes hvor alt går i stå; hverdagen aflyst og afløst af kalorielet underholdning, grillpølser og alkohol.  Juli er for mig en måned der ofte føles klaustrofobisk – måske skyldes det at Solen går gennem Krebsen og dermed mit 12. hus?  I år har det været særlig mærkbart – jeg er uinspireret, ukoncentreret, let deprimeret, en smule angst for at bevæge mig ud blandt mennesker og har mistet evnen til fordybelse og skrivelysten.  Dette pga den usædvanlige situation vi er i,  hvilket endda er blevet bekræftet af sundhedsmyndighedernes udmeldinger om, at mange mennesker går med disse psykiske symptomer. Det er altså ikke mig der er noget i vejen med. Hvilken lettelse.  Men – det fylder og er årsagen til, at jeg ikke har skrevet noget i seks uger.  Jeg er træt.

Og nu er det for længst august. Skolerne starter i dag. Coronasmitten i samfundet og verden er øget – det sagde jeg jo at den ville – set i astrologisk logik. Hverdagen fortsætter med at kalde på vores opmærksomhed og evne til at være i nu’et og udholde det psykiske pres.

Mars er i Vædderen – og lige i disse dage oven i købet i  kvadrataspekt til Jupiter, Pluto og Saturn i nævnte rækkefølge. Planeten ramte Jupiterkvadratet den 4. august, dagen før et lager med ammoniumnitrat sprang i luften i Beirut. (Mars kan tænde gnister og Jupiter gør det meget stort).  Den 13. august vil Mars ramme  eksakt ind i kvadratet til Pluto (det lyder næsten som en implosion)  og den 24. august er der kvadrat til Saturn (der lyder som seriøs oprydning og restriktioner i lyset af de to forrige aspekter).   Men det er lettere at spå om fortiden, så jeg vil blot vente og se;  der skal nok komme noget. Verden er under massiv forandring næsten alle steder…

Eftersom der ikke er meget jeg som enkeltindivid kan gøre, vil jeg tage mig af min egen mikroverden og se at komme op af sommersumpen og i gang med noget der kan give mig astrologien og skrivelysten tilbage. Foreløbig har jeg sagt den her hjemmeside op og vil – om alt går vel – flytte indholdet til en anden server, en billigere udbyder. Det betyder at der kommer en periode hvor siden ikke vil være tilgængelig.  Måske vil jeg starte på en frisk med et nyt blognavn og kun flytte de mest relevante sider og indlæg med. Jeg ved det endnu ikke, jeg ved blot at der skal ske en fornyelse.

Kontakten til den indre verden- sjælskontakten, åndskontakten – synes at være forstummet eller også er det fordi jeg ikke hører ordenligt efter.  Det er ikke første gang det sker og jeg må væbne mig med tålmodighed indtil der er en mere tydelig kommunikation med de indre kanaler igen. Jeg har tillid til at det nok skal komme.

I mellemtiden må jeg tage mig af de jordiske anliggender – tage opvasken, stryge skjorter, se min familie og venner i det omfang corona gør det muligt og forsøge at holde optimismen intakt.

Det ser ud til at vi “kun” når op på 27 grader i dag i Lyngby – og det er da et skridt i den rigtige retning.

Det var bare det for nu.
Tak for læsning.

 

 

Coronahverdag

Jeg sidder på min røde kontorstol. Ved mit sorte skrivebord. Foran den blanke computerskærm. Hænderne på tastaturet. Et lysebrunt kaffekrus. Håndlavet keramik. Kaffen er blevet kold. Jeg skriver. Men ikke om noget. Går i stå. Går i køkkenet. Går tilbage. Går i badeværelset. Vasker hænder. Børster tænder. Går tilbage. Læser nyhedsfeed. Tjekker facebookfeed. Der er røde prikker. Liker. Accepterer. Kommenterer. Har en holdning. Har ikke en holdning. Det klør i ansigtet. I næsen. I ørerne. Må ikke pille. Det kunne smitte. Går i badeværelset. Vasker hænder. Går tilbage. Læser flere nyheder. Dem har jeg set. De kører i ring. Gentager sig selv. Intet nyt. Godt nyt. Kigger ud ad vinduet. På de grønne træer. Den blå sø. Den skyede himmel. Kaktusser i vindueskarmen. Alt er stille. Jeg går i køkkenet. Vasker op. Går tilbage. Tager sko på. Tager jakke på. Binder bandana om halsen. Går ud ad døren. Ned ad trappen. Ud i det fri. Trækker vejret. Hører fuglekvidder. En bildør smækker. Sirener i det fjerne. Møder et menneske. Viger til side. Smiler. Hun smiler også. Jeg ved at hun ved at jeg ved at hun ved at verden er mærkelig. Skoleklasse på stien. Teenagere. Gåsegang kender de ikke til. Trækker bandanaen op for ansigtet. Stien bliver til græsplæne. God plads. Hiver bandanaen ned. Er nået hjem igen. Låser mig ind i opgangen. Går op ad trappen. Låser mig ind i lejligheden. Tager skoene af. Tager jakken af. Hænger den i skabet. Går i badeværelset. Vasker hænder. Går i køkkenet. Sætter vand over. Sidder på min røde kontorstol. Ved mit sorte skrivebord. Foran den blanke computerskærm. Hænderne på tastaturet. Skriver dette. Går i køkkenet. Laver te. Går tilbage til skrivebordet. Trykker udgiv. Tjekker facebook. Der er røde prikker. Liker. Accepterer. Kommenterer. Har en holdning. Har ingen holdning. Tjekker skridt. 9123.

Hvad gør du for at undgå isolationspip?

Det er onsdag i dag og den femte dag hvor Danmark er i kollektiv karantæne. En karantæne der over ugen er blevet skærpet dag for dag. Her er umanerligt stille. Ingen børn i Steinerbørnehaven udenfor mine vinduer. Ingen døre der smækker i opgangen tidlig morgen og sen eftermiddag.

Det er ok at gå en tur i frisk luft, bare vi holder afstand, har vi hørt. Jeg var en tur nede ved søen for et par dage siden – og da var der mange ude at gå. Det føltes ikke så godt, det var lidt for tæt på en smal sti.

Jeg kan se stien til søen fra mit vindue – og i dag har jeg ikke set nogen gå derned.  Nu har Margrethe jo også løftet en skrap pegefinger – og det har virket, tror jeg. Det virkede på mig (det gjorde Frederiksens pegefinger nu også, og Heunickes og Brostrøms).

Mit helt private held er, at jeg er vant til at være alene og holder af at nørde med mine sysler. Jeg er pensionist og er ikke i økonomisk klemme. Endnu. Der kan jo komme en dag hvor pensioner og dagpenge skal nedsættes for at undgå en statsbankerot… ingen kan være sikker på noget. Uranus er på vej gennem Tyren og der vil ganske givet komme tiltag og ændringer på den økonomiske front generelt, som vi ikke kan se endnu.

Det er jo godt og nødvendigt, at vi skal holde fysisk afstand til hinanden og kun har kontakt gennem digitale kanaler. Men det kan, selv for en indadvendt type som mig, også blive lidt stramt i længden når yogahold og træningscenter med den kontakt vi hver uge har der, er lukket, foruden samvær med familie og venner. For ikke at tale om traveturene ude i området. Jeg kunne måske godt gå en tidlig morgentur. Men jeg gør det ikke, for det er sikkert ikke kun mig der tænker at jeg kan da liiiige liste en runde i parken. Jeg overlader pladsen til hundelufterne og går ned og køber ind når det bliver nødvendigt… eller bedre – bestiller online med de begrænsninger det så også kan have.

Men hvad med det psykiske velbefindende?  Hvordan håndtere frygten for den sygdom der fejer over kloden og undgå isolationspip?

Hvad gør jeg selv?

1. Holder mig orienteret om situationen og udviklingen på need-to-knowbasis.
2. Skriver dagbog (og blog). At skrive er god terapi og giver luft mellem tankerne og kan senere tjene til historisk dokumentation på hvordan vi gennemlevede krisen.
3. Sørger for at være synlig (på sociale medier) og i kontakt med nogen hver dag. Næsten.
4. Bevæger mig så meget som muligt på mine 60 m2. Også på yogamåtten (men motivationen kan skride som den jo ofte gør når det kun foregår hjemme).
5. Holder mig soigneret som om jeg skulle ud – hver dag.
6. Spiser ordentligt, som jeg plejer, og får et glas rødvin om aftenen (eller to).
7. Øver mig i digital tegning på ipad med pen – det er et fantastisk afslappende redskab der kun kræver de to ting og selvfølgelig strøm. Inspirationen kommer fra en cornerudstilling for nogle måneder siden – det var Lars Heibergs digitaltegninger jeg faldt for. Tjek ham ud. Jeg lægger ind i mellem tegninger op på instagram som kan følges åbent på @artbyrefshauge.
8. Og så alt det gammeldags – læse eller høre lydbog, musik, film, det er godt til at finde afveksling med. Og skråle med på Phillip Fabers morgensang (DR1 kl. 9 hver morgen) for at holde stemmen i gang også.

Og så er der jo astrologien. Det kan jeg også fortabe mig i, men af en eller anden grund har jeg for tiden lidt svært ved at samle mig om det. Som om min hjerne er lidt tåget og ufokuseret og ikke kan holde koncentrationen om fagtekster. Det bliver kun til korte bemærkninger om tidens aktuelle aspekter (det kan du læse om i de to forrige indlæg).

Vi er alle i samme båd og jeg håber at vi kommer nogenlunde helskindet igennem denne alvorlige situation og stadig finder plads til humor og komik, så vi kan holde knivene i skuffen skarpe.

 

 

 

 

 

 

Skrig ralle - ikke mere toiletpapir

Overskriften til dette indlæg er en omskrivning af vistnok titlen på en bog fra BZ-miljøet i 1980erne:  “Skrig ralle ikke mere pålægschokolade” og det minder mig med sød vemod om min daværende, nu afdøde, kæreste der var redaktør på “Københavns Bogforlag”. Jeg hører stadig hans stemme i baghovedet med et grin udtale citatet når der rent faktisk ikke var mere pålægschokolade = krise.

Yoga er aflyst. Træningscenteret er lukket. Biblioteket er lukket. Landet er lukket.

Landet – ja hele verden – stander i våde og vi må stå – ikke sammen – men hver for sig og hjælpes ad. Det hjælper ikke at gå i panik og hamstre varer.  Det tror jeg godt vi kan være enige om. Dog – er der timers ventetid i nummerkø på at komme ind og handle dagligvarer online og det siger mig at der alligevel er en stor frygt for at mangle noget.  Jeg mangler aktuelt ingenting,  ej heller toiletpapir, der besynderligt nok er det der tales mest om bliver hamstret… har alle da pludselig fået diarré? Jeg har fire ruller i skrivende stund… og regner da med at gå ned at købe lidt mere om nogle dage.  Ellers har jeg en bunke gamle Weekendaviser at supplere med hvis det kommer til at knibe – og kan jo genstarte abonnementet når de er brugt op. Men så galt tænker jeg ikke at det går.

Astrologien i den her situation har bygget sig op over længere tid, dels med de to langsomme planeter Saturn og Pluto i Stenbukken og nu også Mars og Jupiter. Jeg har nævnt det i forrige indlæg også.

Mars vil sammen med Jupiter gå i eksakt konjunktion med Pluto den 22.-23. marts. Det betyder at aspektet kulminerer på dette tidspunkt. Det er indenfor den foreløbige tidsramme regeringen har stukket ud for nedlukning af offentlige institutioner og hjemsendelse af ansatte.

I ugen efter, vil Mars fortsætte videre og væk fra Jupiter og Pluto. Saturn vil have skiftet tegn til Vandbæreren – det vil nok afspejle sig som en begyndende affladning af situationen igen.

Som den hurtigste planet i stelliet er det Mars der viser at situationen trækker op nu og spidser til her den 22. marts.  Mars og Jupiter sammen tyder på overophedning – fra feber til brand.  Den 31. marts vil Mars så forlade Stenbukken og gå ind i Vandbæreren og slutte sig til Saturn og derfra vil samfundet sandsynligvis begynde at blive genoprettet. Der er stadig grund til ansvarlighed omkring smitterisiko  men vi har fået nye erfaringer der kan vise anderledes måder at håndtere lignende situationer i fremtiden. Kollektivt som individuelt. Mon ikke der også kommer noget godt ud af det her.

Mars er en temperamentsfuld planet og det kan være hensigtsmæssigt at tage aggression i opløbet ved at være fysisk aktiv; løbe en tur, tæve en pude… fremfor at lade det gå ud over sine nærmeste. Mens alt er lukket og mange er i karantæne, kan det give anledning til frustration – men også til at foretage sig noget andet end man plejer. Bruge Mars til at udvise handlekraft, opbygge resiliens, opdage nye evner og finde på alternativer når det vanlige ikke virker eller mangler.

Vi kan ikke regne med at være helt ude af farezonen til april, eftersom aspektet vil vende tilbage i oktober 2020 med Jupiter, Saturn og Pluto i konjunktion i Stenbukken igen – og denne gang med et kvadrat til Mars der på det tidspunkt befinder sig i Vædderen. Mars er varm, tør og hidsig og det er Vædderen også. Det kan betyde en opblussen af situationen eller noget der ligner.

At alt det her finder sted i Stenbukkens tegn, betyder at det foregår på statsligt niveau og berører alle dele af samfundet. Vi har set særlovgivning, adfærdsregulering, rejserestriktioner og opfordres fra højeste sted til at vise ansvarlighed. Alt dette sker oven i de statslige omkalfatringer vi har set i bl.a. Europa. Brexit f.eks., og flygtningestrømme der har ændret nationale grænseforhold foruden den interne strid og splittelse vi har set i politiske partier. Det hele sker i den samme astrologiske signatur.

Det er Jupiter, der har ansvaret for størrelsen af hvad der sker i verden nu. Jupiter bliver populært anset for en planet der bringer held og lykke – den gør alt den er i berøring med større, hvilket ikke nødvendigvis er særlig heldigt eller lykkeligt. Så når Jupiter rammer Mars bliver handlekraften større – men også aggressionen. Når Jupiter rammer Saturn, bliver ansvaret større – men også begrænsningerne. Når Jupiter rammer Pluto, bliver det skjulte synligt, hvilket gør det håndterbart – men også angsten. Alt dette ligger nu i samme gryde – så derfor er der grund til at vise individuel ansvarlighed og omtanke… hver eneste dag.

For at opsummere:  omkring 1. april vil jeg tro at vi er igennem det værste – set ud fra Mars’ bane – og at der stadig er grund til omtanke og opmærksomhed sommeren over, eftersom Jupiter, Pluto og Saturn befinder sig nogenlunde samme sted og vil møde Mars fra en udfordrende vinkel til Oktober.

I øvrigt ser jeg i nyhederne, mens jeg skriver dette, fødevareministeren sige, at der er toiletpapir nok til alle.

Hvis det alligevel ikke er tilfældet, så lav dig en pålægschokolademad, giv dig til at glo ud i luften og mærke dig selv, når du nu alligevel er blevet sendt hjem.

Må alle bevare optimismen og huske også at grine.

 

 

 

 

Vandrefuglen er vågnet op og har fået magiske støvler

Der er noget med de støvler; der sker en magisk forvandling når jeg tager dem på. Vikler snørebåndende om hægterne. Slår en knude. Strammer til. Binder en sløjfe, og en til ovenpå den. Det er som at starte en motor, den brummer sagte til at begynde med, spinder så. Så tager jeg jakken på, stopper nøglerne i lommen,  går ud ad døren. Så går vi.

Ned ad trapperne, ud ad døren, hen ad gaden, ned til søen. Jeg har et mål i dag. Sophienholm. Der er Cornerudstilling. Den vil jeg se. Stien omkring søen er smattet, mudret, oversvømmet. Støvlerne klarer det. Vi går videre op til Furesø Kanoklub og Nybro kro. Over Nybrovej og videre op ad vejen og ind ad Sophienholms port. Der er mange biler på parkeringspladsen, mange mennesker ankommer ligesom i grupper. Det er søndag og nok den værste dag at besøge stedet, tænker jeg.

Jeg kommer ind i forstuen. Der er kø. Nogle mænd, der ser meget kunstneriske og officielle ud dirigerer med folk. Det er en forening. Rundvisning.  Arbejdernes Kunstforening. Ingeniørernes Kunstforening. De står allevegne. Menneskene. Så er det min tur ved skranken. Jeg vil gerne bede om årskort, hører jeg mig sige. Manden rækker mig et lille kort og en pen. Jeg skriver mit navn.  Manden er utålmodig og holder sin hånd frem for at få pennen tilbage. Jeg tager kortet og går op på første sal – der er mennesker allevegne, også der.  En ældre mand og dame kommer ind. De er vejrbidte og ligner kunstnere. Slidte mennesker i gammelt tøj. Manden lugter grimt. Røg, uvaskethed. Jeg flytter mig væk. Lugten tager opmærksomheden fra billederne. Folk snakker. Et par kvinder taler højt og skingert.

Jeg går ned ad trappen igen og ind i et andet rum.  Manden og konen er hele tiden lige i nærheden, jeg kan lugte dem.  Jeg vil væk her fra. Der er ellers rigtig gode billeder på væggene som jeg gerne ville fordybe mig i. En kæmpestor blå papegøje ligger på gulvet – hvem har mon skudt den?  Mennesker alle vegne. Også lugteparret.  Der er endnu en trappe op. Også der følger lugten med.  Jeg går gennem rummene men nu må jeg altså ud. Ned ad trappen igen og over i Stalden. Her hænger der  billeder i stueetagen som jeg havde afvist, hvis jeg havde været kurator. Mogens Gissel stod der på dem. Anerkendt maler. Jeg synes det var noget juks.

Ude igen. Jeg nyder solen på en bænk foran Norske Hus og udsigten over Bagsværd Sø. Pyt med udstillingen. Jeg kan jo se den igen på en hverdag hvor der ikke er så mange mennesker. Jeg har jo årskort nu.  Så går jeg hjemad.

Sålerne får en tur under vandhanen inden jeg stiller støvlerne væk, så er de klar til i morgen. Ja, for i morgen går vi afsted igen, støvlerne og jeg.

 

 

 

 

 

Min bogsommer anno 2018

33 grader under parasollen på altanen. Det er umuligt. Det kan jeg ikke. Vil ikke. Kryber indenfor i skyggen med ventilatoren på højeste gear.  Jeg er ikke skabt til varmegrader af den kaliber.  Sveden hagler af kroppen ved den mindste bevægelse.  Hjernen smelter ned. Vanddunken fyldes gang efter gang.  Suppleres med iste, iskaffe… og is. Et koldt, fugtigt håndklæde køler nakken.

Jeg må ikke have været rigtig klog, men besluttede at tage afsted til Antikvariatet i den store stygge storby. De har en bog jeg mangler (læs: ønsker mig) og som har været udsolgt i mange år. Så afsted med mig. Det er ellers sjældent jeg vover mig ind i stadens vrimmel på en lørdag – der er alt for mange mennesker… og det er alt, alt, alt for varmt.

Men høsten var god… jeg fik min bog. Plus et par stykker til. Min glæde ved bøger er intakt, kan jeg konstatere. Længe har jeg kun læst bøger elektronisk – eller hørt dem læst op. Og jeg har luget ud i bogreolen i flere omgange på det seneste. Men der er altså alligevel ikke noget der kan slå en papirbog.

Så nu har jeg samlet en lille bunke af de bøger jeg vil læse i sommer – nogle er ambitiøse, andre i den lettere ende, alle har nogle  år bag sig. Faktisk gider jeg ikke nyudgivelser – det er ligesom de ikke har fået sjæl endnu. Kommercielle bøger der hypes i medierne interesserer mig slet ikke.

Djuna Barnes (1892-1982) skriver i et sprudlende og blomstrende sprog, historien er på en måde uvæsentlig – det er hendes unikke stil jeg går efter.
Emma Tennant (1937-2017)  er ny for mig. Hun skriver bøger bygget over andre forfatteres karakterer og bruger deres navne… Mrs. Hyde og Ms. Jekyll? Hvad mon de er for nogle?

Og så er der de astrologiske bøger –  ikke alt er hyggelæsning. Harmonier i Astrologi er ambitiøs – den tror jeg må vente til temperaturen er faldet drastisk. Den, og så The Predicition Technique.   Så det bliver vores navnkundige astrolog Christian Borup jeg vil divertere mig med under sommerhedebølgens astrologistudier.

Det er lørdag, sidst  på eftermiddagen. Nu er det næste spørgsmål bare… hvilken bog skal jeg læse først? I gamle dage, da min hjerne var yngre og mindre belastet, kunne jeg have flere bøger i gang samtidig… den trafik går ikke mere. Nu hedder det “en ad gangen og langsomt” – ellers ryger hukommelsen.

Men allerførst – isafkøling… Nu… Straks…!

 

En hyldest til mindful yoga

Når kroppen føles tung som kampesten, ubevægelig, urokkelig, låst og stiv, mens brændingen slår imod, som følelserne, der bare  preller af – når sindet og kroppen er splittet og jeg har mistet følelsen af sammenhæng…  så er der en vej til integration. Jeg går til Yoga.

Yoga er i de senere år blevet en kropsdisciplin, som alle kan gå til på aftenskole eller i private yogacentre. Og det er jo dejligt!  Jeg har gået til yoga flere steder gennem årene og set forskellige typer. Det bedste er små hold med god kontakt mellem deltagere og underviser. Jeg gik engang i et fitnesscenter med 30 mennesker på hver sin måtte, uden nogen form for dialog med underviseren og til lyden af spinningcykler og vægtløftermaskiner fra de tilstødende lokaler – det var ikke yoga for mig.

Så jeg søgte andre græsgange og fandt frem til Mindful Yoga. Og der har jeg været siden 2014.  Vi er et lille hold, der mødes en gang om ugen i godt to timer,  med en yogalærer – Jeanne Löwe Lindberg – der foruden at være yogalærer også er psykoterapeut. Og det er god yoga at have en underviser der af egen erfaring ved, hvordan krop og psyke hænger sammen.

Yoga er et sanskritord der betyder noget i retning af “at sammenføje”.   I yogatimerne sammenføjer vi det fysiske med det ikke-fysiske, krop med sind og ånd. Der er intet religiøst i det,  men der opstår – for mig – en følelse af enhed, helhed og nærvær.

Når jeg bevæger kroppen og dvæler i forskellige stillinger, strækker, bøjer, forlænger led og muskler, sætter jeg også en bevægelse i gang der er mere end blot fysik. Det er bølger af følelser og fornemmelser der strømmer i kroppen.  Er du ikke vant til at mærke følelser, kan det til en begyndelse virke skræmmende – fordi det du mærker måske forbindes med sorg, at være ked af det – men det kan også være berørthed og glæde der bringer tårer – eller et udbrud af latter – frem.

Vi indleder altid med en runde. Hvad er du optaget af, hvordan har du det for tiden, hvad har du brug for at give din krop.  Vi deler sorger og glæder på holdet, uden at der skal gives gode råd eller forsøg på at hjælpe og fikse noget. Det at italesætte følelser og oplevelser her og nu, i passende omfang, er som regel nok til at det indre pres letter.  Når vi deler vores menneskelighed, føjer vi os sammen til en healende helhed. Det er nemlig også yoga, at interessere sig for, og være vidne til, hvad der sker i andres liv.

En dag, kort før jeg skulle afsted til yoga,  fik jeg en sms fra yogalæreren. Alle på holdet havde meldt afbud, så der var kun mig. Hun ville ikke aflyse, men foreslog at gå en god lang tur sammen – bare os to.  Jeg omorganiserede lynhurtigt min påklædning til udendørs travetøj, og så afsted. Det blev til  7 km intens walk-and-talk-yoga afsluttet med en tår kaffe ledsaget af en økologisk flødebolle :-). Vi fik ordnet meget på den tur, føjet ord sammen der gav mening og ny energi.

Jeg vil gerne have flere yogatraveture med andre yogier, hvor vi kan tale sammen et stykke af vejen og gå i stilhed et stykke af vejen – for det giver også mening bare at være til sammen, uden at behøve sige noget.

Jeg følger et yogaprogram på youtube.  En halv time hver dag gør underværker når fornemmelsen af kontakt mellem hoved og krop svigter – dvs. at hjernen, nervesystemet, er overbelastet så evnen til  at mærke hjertets bevægelse bliver mindre. Når det sker, får jeg en følelse af at være splittet, fragmenteret, dissocieret. Alting føles ligegyldigt. Koncentration, hukommelse og skriveevne er nedsat, ligesom kontakten til mine nærmeste forstyrres. Jeg bliver dårligt selskab for mig selv og for andre – og det er selvsagt ekstremt ubehageligt. Her kan intens daglig yoga være en hjælp, så balancen genoprettes, hoved og krop forenes.  Igen: yoga betyder at føje sammen!  Det er godt at gøre derhjemme på daglig basis -men timerne sammen med de andre yogier er mest givende.

Jeg oplever at være mere i balance efter hver yogasession – og balance er den bedste religion jeg kender. Trefoldigt leve for kontaktfuld, mindful yoga!

Vi er en del af naturen

“Global climate change is af symptom of the disorientation and dissociation of psyche from nature”  Jerome S. Bernstein / C.G. Jung

 

Her fra min ydmyge bolig, kan jeg sidde ved mit skrivebord og se ud over et flot og varieret landskab. Der er træer, sø, himmel, jord, små og lidt større villaer med haver. Der er fugleliv og knaldrøde solnedgange. Det er så fredfyldt som det næsten kan blive – og det er endda i udkanten af storbyen København. Kun en anelse summen fra motorvejen, især i myldretiden, forstyrrer idyllen. Og om sommeren motorplæneklippere og flyvemaskiner til og fra  Kastrup.

Det er uforståeligt og vemodigt, at vide at vores jordklode er på vej i afgrunden. Hvis vi ikke gør noget nu – indenfor de næste 15 år – så når vi et point of no return og planeten vil være ubeboelig ved det nuværende århundredes udgang…

Hvordan ved jeg det?
Jeg hører podcast hvor kloge hoveder fortæller hvor galt det står til. Det er ikke naturvidenskabsfolk, men jungianske psykoanalytikere jeg lytter til.  Den seneste udsendelse er fra en podcast der hedder Speaking of Jung, udgivet af en entusiastisk jungiansktænkede kvinde ved navn Laura London.  Podcasten er med jungiansk analytiker Jerome S. Bernstein i Santa Fe. Han mener at den globale klimaforandring er et symptom på at vi mennesker har afskåret os selv fra naturen. Vi er desorienterede og dissocierede og derfor har vi mistet forbindelsen til ikke bare naturen omkring os, men i særdeleshed os selv. Det mente C.G.Jung allerede i 1960.

Som mennesker ER vi natur. Og det som vi har afskåret os fra, er vores psyke – dvs. sjælen, ånden, sindet. Når vi – i videnskabens navn – tingsliggør alting, som om det er død materie, så mister vi kontakten med det der udgør livet og kommer i stedet til at ødelægge vores miljø.

Vi har så voldsomt et overforbrug i den vestlige verden – bare tænk på sådan noget som black friday, siger Bernstein (og jeg tilføjer juleoverforbrug, flyrejser, biler etcetc.),  at det er en forbrydelse mod mod livet selv.

Det er voldsomme ord – men måske er det netop det der skal til, for at få det vendt i den rigtige retning. Der skal en holdningsændring til hos hver enkelt af os. Når vores politikere ikke kan finde ud af det, så må vi selv gøre noget – hver især.

Jeg har voksne børn, nevøer og niecer, der selv lige har fået børn.  Hvilken verden skal de overtage?  Vi talte om det allerede i 1970erne. Om forureningen og det materielle overforbrug. Det var faste punkter på skoleskemaets emneuger og ekskursioner. Men tog vi det alvorligt? Nej vi gjorde ej.  Vi lærte intet af oliekrisen i 1973-74, men åndede lettet op, da olien igen strømmede til os og vi kunne fortsætte med at skrue op for varmen og køre en tur i bilen. De bilfrie søndage var ellers vidunderlige – hvor er de blevet af?

Klimaforandringerne handler ikke om politik men om psykologi. Vi må genskabe kontakten til naturen, til os selv og vores livsbetingelser og indse at vi er  organismer der lever i symbiose med planter og dyr, der er ved at blive kvalt af vores usigelige dumhed. Og så dør vi også.

Jeg har aldrig haft bil. Jeg rejser ikke med fly. Jeg bliver helst hjemme i mit lokalområde.  Jeg kan godt lide et brusebad hver morgen – det er hvad jeg under mig selv. Og jeg glæder mig over at have fjernvarme i radiatoren, smartphone, tablet og computer. Jeg gør mit bedste når jeg køber ind. Tøj køber jeg helst i genbrug og syr om hvis jeg kan. Jeg slider det til mindste trevl. Jeg er vel nok frelst….  nej, det er jeg ikke. Jeg er bekymret for mine børns og børnebørns fremtid.  Hvis vi ikke handler nu – så har de nemlig ingen.

Men jeg ser også et håb.
Der er nye generationer, født i  midten af 1990erne, med nogle egenskaber vi ikke før har set. De er begavede med en evne til at SE eller opleve livet med andre sanser end de fem vi normalt støtter os til. De lever i et slags grænseland, mellem det fysiske og det metafysiske.  Jeg ser dem som en slags overgangsmennesker, der indtil videre bliver udstyret med diagnoser som borderline og andre personlighedsforstyrrelser – men det er fordi vi ser dem i den gamle tankegangs kontekst. Astrologisk er de født med frihedsplaneten Uranus i konjunktion med den psykiske Neptun – i det jordnære tegn Stenbuk. De kan være brobyggere mellem psyke og soma – en inkorporering og gendannelse af den tabte helhed. Men de bliver presset ind i en funktionsskabelon, samfundet har vedtaget er den normale – hvor de i virkeligheden slet ikke passer ind.  Og det er netop det der gør dem syge og angste. De bliver ikke set og anerkendt for det de er og kan – fordi det er noget vi ikke kender og derfor ikke ved hvad vi skal stille op med. Jeg har heller ikke svaret – men jeg kan se at de findes.  Måske er det gennem dem vi i første omgang kan få samlet krop og psyke igen – sådan som det var meningen at vi skulle fra starten. Når de ellers får modet til at springe ud som sig selv.

Vi skal ikke bare have samlet krop og psyke – vi skal have samlet højre og venstre hjernehalvdel, så vi bruge begge sider af hovedet – og hjertet med.  Den vestlige verdens ledere er vant til at tænke med venstre hjerne – i systemer, kasser, regneark, resultater og beviser… vækst og profit. Det er et iskoldt og goldt sted at være. Uden ånd, uden varme, uden liv.

Vi er levende organismer – vi er en del af naturen, vi ER naturen – hvis vi ødelægger den, ødelægger vi os selv.

Speaking of Jung podcast kan findes her