Fordybelse

Overskriften antyder et ønske, et mål, en proces.

Jeg har glemt hvordan det er at fordybe sig i noget. At forsvinde ind i et gøremål, en opgave, en bog, et skriv. At skrive forudsætter evnen til fordybelse; til at lade baggrunden blive – ja, baggrund – og få kontakten etableret til den smalle sprække, hvor den indre strøm kan flyde ud. Det er svært at finde ordene, sammenhængene. Hvad vil jeg egentlig? Hvor er jeg på vej hen – til eller fra?

I flere måneder har jeg levet med noget der ligner eftervirkninger af en hjernerystelse. Men jeg har ikke slået hovedet. Jeg har bare haft for meget om ørerne i en kort periode i sommer og det føles på samme måde. Dagene går med at holde fast i rutiner og huske hvad det er jeg nu skal. Jeg er bange for demens og alzheimers – men det har jeg ikke. Jeg kan godt finde ud af hvor jeg, hvem jeg er og genkende familien. Men frygten er tilstede og forstærkes hver gang jeg rammer stressmuren. Der skal mindre og mindre til før det sker. Det er også skræmmende.

Og kuren er? At genoptræne fordybelsen, som er så vigtig men lige nu så fraværende. Det er, som Manu Sareen skriver i sin bog om ADHD, som at have en popcornhjerne. Tankerne popper hele tiden op og “tvinger” mig til at handle på dem -hente dit og gøre dat. Oftest småting der sagtens kan vente eller helt undlades – og det er det jeg skal øve mig i. At undlade. Der skal trænes ro i hovedet! Gøre det nødvendige der ligge lige for. Intet andet.

Jeg er efterhånden blevet allergisk overfor de “mindfulnessøvelser” der florerer på forskellige medier, ofte som playlister. Som om det kan gøre en forskel at have en playliste med noget der helst skulle føre til ro og samling. Den ene velmenende øvelse afløser den anden i en lind strøm. Men der er kun brug for EN øvelse. Og den skal gentages hver eneste dag.

Derfor har jeg fundet en gammel cd frem, som jeg fik for over tyve år siden af en healer i Odense. Det var før streaming gik amok. Den består af 50 minutters musik, som ikke irriterer. Der er ingen tale, blot en mild strøm af harmoniske lyde skabt på et keyboard – uden pipfugle, syngeskåle eller vindklokker. Og så er den ikke en del af mainstreammarkedet. Den har ingen titel og kan ikke købes nogen steder. Alene det, at den ikke bare kan downloades er allerede et skridt på vejen. Jeg bliver bare mere syg af at lade mig suge ind i det enorme overflow internettet har bragt med sig.

Astrologisk set giver det mening at have det som jeg har det i øjeblikket, med Neptun i transit over MC og Pluto i transit over Descendant. Det er en komplet ombygning og jeg må også indse/erkende, at jeg også er i fuld gang med den tredje alder – det bliver “as good as it gets” og så ikke mere… alderen tager sin luns og det kan ingen gøre noget ved.

Målet er at komme tilbage til en tilstand af ro og evne til fordybelse. Processen er i gang. Ting Tager Tid og det er helt ok.

Om nærvær og ensomhed

Det er yogadag i dag. Men det var ikke sådan jeg ville indlede. Det var med noget andet. Og jeg har glemt hvad det var. Så hurtigt forsvinder en tanke. På et splitsekund er den opstået – og i næste nu er den væk. Det var ellers en genial tanke, var det ikke? Nå, ikke…

Tanken handlede om Karl Ove Knausgård. Jeg er ved at læse hans firebinds essaysamling Efterår, Vinter, Forår, Sommer – i nævtne rækkefølge. Dem gad jeg godt have på reolen. Men får jeg læst dem igen? Næppe fra først til sidst – men nok læst i dem. Fordi der er så mange indsigter, så meget jeg kan spejle mig i. Jeg har læst Min Kamp, hans seks-bindsværk. Eller – hørt som lydbog. Fantastisk epos, skrevet med fantastisk sproglig musikalitet. Selv i oversættelsen. Men så ligger norsk jo heller ikke så langt fra dansk.

Knausgård siger at han ikke er særligt social. Han foretrækker at være alene. En parterapeut mente, at så måtte han jo være ensom. Det mente han ikke, tvært imod. Han skriver tidligt om morgenen, før dagen og verden trænger sig på. Så kan han gå ind i det bevidsthedsrum, som det kræver at skrive. For det er sådan det er. Man går ind i en boble og der sker det. Kommer der noget andet ind, brister boblen og så er det forsvundet, det man ville. Gejsten blegner. Indtil næste morgen. Eller nat.

Det er den boble jeg i uproduktive perioder bliver bange for. Det er ligesom at forsvinde fra verden. Fra eksistensen. Jeg bliver væk. Men det er et paradoks. Ifølge Knausgård, er det der nærværet findes. Han er aldrig så nærværende, som når han skriver. Det er det nærvær, der ophæver tiden. At træde ind i verden igen, er det samme som at træde ind i tiden. Og der er nærværet fraværende. Det er her det sker, det som vi der er ”søgende” leder efter. I det nærværs ensomme boble, opstår kontakten med det egentlige, med sjælen. Det er da ikke noget at være bange for… og ensomt er det bestemt ikke.

Det terapeutiske – eller mellemmenneskelige – nærvær er noget andet. Jeg er blevet mørbanket med ”kontakt og nærvær” gennem de fem år jeg gik på psykoterapeutskole. Det føltes undertiden kvælende og jeg var tvunget til at lære at sige fra, måske den vigtigste lære jeg tog med mig. Det var grænseoverskridende, at blive bombarderet med at relationerne er det vigtigste i verden. Det er det også – men ikke når det konstant bliver til skyld, skam og dårlig samvittighed hver gang jeg vil trække mig og være alene. Og det vil sige det meste af tiden. Min tid. Mit liv. Jeg elsker mine mennesker, min familie og de nære venner. Men fri mig for en hverdag med dem. At skulle gå på kompromis og diskutere hver en lille handling og beslutning eller gøre rede for min færden hele tiden er utænkeligt. Der er en grund til at jeg kun har et barn og i øvrigt har været single det meste af livet. Som ung følte jeg det skamfuldt og forkert at være alene. ”Man” skal jo være et par, en familie, ellers er der noget galt med en. Jeg længtes også efter det, som en drøm, en fantasi om det ideelle familieliv.  Som tiden gik og erfaringer blev høstet, indså jeg at familielivet ikke var for mig.

At læse Knausgård har ændret mig. Det er første gang, litteratur har haft den effekt. Jeg har læst meget gennem mit liv. Med interesse, fryd og tænderskæren. Foruden alt det jeg aldrig kom igennem fordi det var for tyndt, for intetsigende. Og så alt det faglige der ganske vist giver noget viden, men som ikke rummer nogen egentlig indsigt. Akademisk læsning kan være decideret dræbende for kreativiteten.

Knausgårds værker får seks ud af seks stjerner hos mig. Hvordan kan det være? For det første fordi han har sig selv som centrum. Det er præcis det, der gør fortællingen vedkommende og nærværende. Han kan ikke skrive noget han ikke selv kender til eller har oplevet. Det er ikke fiktion. Det er heller ikke opdigtet. Han bevæger sig på den knivsæg, hvor livet er levet og rigtige mennesker indgår i fortællingen. Familien og vennerne. Det er et minefelt han bevæger sig i. For er venner og familie enige? Kan de genkende sig selv? SKAL de genkende sig selv? Nogle er blevet vrede og har forsøgt at korrekse hans fortælling. Det skriver han om. Er det fiktion? Jeg ved det ikke.

Det spændende ved den form for litteratur, autofiktionen og bevidsthedsstrømmen (vistnok ”opfundet” af James Joyce og  Virginia Woolf), er hvordan Knausgård fletter sit eget liv ind i teksten mellem essays og refleksioner over  f.eks. Hitlerbiografier og Edvard Munchs malerier. Den form gør læsningen varieret og  interessant, hele vejen igennem.

Ipaden ligger altid klar på natbordet. Den læser godnathistorie for mig inden jeg falder i søvn. Og når jeg vågner ved tretiden og ikke kan sove igen, så rækker jeg bare hånden ud, genstarter timeren og lader  historien fortsætte,  mens jeg drysser tilbage i drømmeland. Næste morgen spoler jeg en halv time tilbage og samler bogen op der fra.

Jeg er lige blevet færdig med Om sommeren. Hvad den næste bog bliver? Jeg ved det ikke.  Måske endnu en Knausgård. Måske Alting har en tid?

 

Oktober

Morgentågen mælkehvid. Morgenhvid. Træerne lidt mere gulnede end i går. Det går hurtigt med forfaldet når først det er begyndt. Er det også sådan med mennesker? Når vi begynder at forfalde går det stærkt.  Årene efter de 60 har gjort en forskel fra at kunne gå mange kilometer i rask tempo, til en lidt mere beskeden rute i langsommere tempo. Det tager den samme tid – distancen blot kortere. Fødderne gør ondt og ryggen værker. Så er det hviletid. Jeg klarer fem km et par gange om ugen. Resten er småture. Der er ikke mere gåkraft. Det med “10000 skridt om dagen” er en myte!

 

Det er i dag syv år siden min mor døde. Eller sov ind, som de siger der er bange for ordet død.  Men sove ind var hvad hun gjorde. Holdt bare op med at trække vejret. Oldgammel og træt. Senildement og ude af sync med livet. Der var ikke mere tilbage. Den 20. oktober er det 50 år siden min far døde. Pludseligt og uventet. 48 år gammel. Den ene dag var han der, den næste ikke. Jeg var 14 år. Det var en helt anden historie, men er nu så længe siden at det var et helt andet liv. En helt anden tid. Det kunne lige så godt være hundrede år siden. Det gør ingen forskel.

 

Oktoberdagene er fredelige. Monotone og rolige. Jeg har ingen aftaler eller forpligtelser med andre end mig selv. Det er vidunderligt. Nerverne falder til ro. Kroppen slapper af. Spændingerne i ryg og nakke mindsker. Yoga på måtten. En tur ud i nabolaget. Mere skal der ikke til. Og kameraet indfanger det storslået farverige, smukke forfald. Det stemmer sindet.

Og hjemme igen. Lydbog i ørerne. Kaffe. Gyngestol. Mens blikkets uendelighed stryger gennem vinduet hen over trækroners farvespil og fugleliv.

 

Neptun, mellem ånd og materie

For den introverte er det nødvendigt
at nå til en handlen, der ikke ustandseligt
er begrænset af betænkelighed og tøven
C.G. Jung

Neptunske vinde fejer hen over mit horoskop i denne tid. Jeg har (som også nævnt i tidligere opslag) besøg af transit Neptun hen over min målsætningsakse, MC, det højeste punkt i horoskopet.

Generelt set er Neptun hovedansvarlig for mærkelige tilstande, tåge og uklarheder, ubegribelige hændelser, kaos, manipulationer, (selv)forførelse, hjernespind, misforståelser og grænseproblematikker. Der kan opstå udefinerlige sygdomme, snigende uvaner, automatisk og uhensigtsmæssig adfærd. Man kan blive fanget ind af overforbrug af alkohol og stoffer, hvis ikke man er mere end almindeligt vågen og opmærksom, hvilket i sig selv er en udfordring under neptunaspekter. Opfattelsesevnen bliver sløret og diffus. Straks du mener at have styr på tingene, så viser det sig at du har overset “det med småt”. Det er let at gå i offerfælden.

Neptuns domæne handler dog også om spiritualitet, transcendens, det hinsidige, drømme, selvopofrelse og medfølelse.  MC er, omend det blot er et matematisk punkt i zodiaken, udtryk for den fysiske manifestation på planeten jorden, inkarnationen. Derfor mener jeg, at den store gasplanet på dette sted i horoskopet må vise forholdet mellem den fysiske virkelighed og den ikke-fysiske (eller metafysiske) virkelighed.  Dvs. at befinde sig i et mellemrum, eller overgangsrum, mellem ånd og materie.

Jeg betragter det som en invitation til at dykke ned i spirituelle temaer, i underbevidsthedens strømme, kigge bag om den almindelige fysiske virkelighed, meditere og skabe kontakt med Selvet – i det omfang jeg ikke bliver ramt af træthed og dovenskab, eskapisme og glemsomhed, som også er nogle af Neptuns særdeles forførende egenskaber.

At have  Neptun i transit på dette sted, i 10. hus, vil medføre en form for reorientering. Det gamle regime går i opløsning, hvilket indledningsvist skaber forvirring.  Livsretningen får en anden betydning end før. Motiver bag handlinger og beslutninger kan blive uklare eller dobbeltpolede, fordi det gamle stadig er aktivt og trækker i en retning, og det nye trækker i en anden. Det er let at forblive i gamle mønstre og vaner, men de giver ikke længere mening og den diskrepans der opstår er fysisk mærkbar som spændinger i kroppen, hovedpine, inerti, smerter, der ikke let lader sig lindre. Jeg føler mig kort sagt træt, gammel og udslidt, stresstærsklen er ekstremt lav. Havde jeg stadig været erhvervsaktiv, ville jeg have været langtidssygemeldt nu.

Jupiter – i mit radixhoroskop – blander sig i diskursen. Han ligger lige overfor, på IC, det laveste punkt i horoskopet, hvor 4. hus befinder sig. Hvis vi siger at MC er overjordisk, så er IC underjordisk. Det understreger trækket mellem det fysiske og det metafysiske og jeg selv er ligesom strakt ud mellem disse to poler. Jeg kender mennesker der er født med Jupiter og Neptun i opposition.  Jeg har oplevet dem befinde sig holdningsmæssigt et sted mellem religiøsitet og spiritualitet og er endog blevet optaget af religiøse sekter eller foreninger hvor de har fundet mening. For en tid i hvert fald.

 

 

 

 

 

 

Tankespind om befrielse og social genoptræning

Da coronapasset dumpede ned i telefonen den 21. maj var det med en fornemmelse af befrielse. Samtidig med at det også gav anledning til en lille uro, for nu er der jo også åbnet for samvær med andre mennesker…

Vaner og rutiner har ændret sig i det seneste 1 1/2 år. Der har ikke været fysiske samvær at tage stilling til, særligt efter seneste lockdown fra december 2020 til nu. Vi holdt “juleaften” i familien den 22. maj… alle gaverne havde stået i en sæk i kælderen i næsten et halvt år. Men det har så også åbnet for at ellers fastlåste traditioner og ritualer sagtens kan omformes til noget andet.  Det yngste barnebarns dåb blev også udskudt et halvt år, indtil “de gamle” i familien kunne være færdigvaccinerede. Jamen, ting kan jo lade sig gøre. Og selv hvis slægtsdåbskjolen er blevet for lille  (eller barnet for stor) kan den jo bæres symbolsk – hvis det har betydning for nogen.

Kaffemøderne online har været flere og på ingen måde ringere.  Jeg har set og talt med venner i andre landsdele langt oftere, endda helt uden at det bliver til projekter med rejser og overnatninger og hvad der nu skal til.

Hvad ser du mest frem til efter befrielsen (læs: vaccinen) – og mit svar er: adgang til træningscenteret, biblioteket, til kunstudstillinger og museer. Det sociale kommer i anden række og skal introduceres i små doser og med lange pauser imellem. Men sådan har det altid været – nu er det bare blevet endnu mere tydeligt.  Jeg er ekstremt indadvendt og elsker at være alene med mine sysler. På den måde har coronatiden ikke voldt vanskeligheder for mig. Jeg har faktisk nydt den langstrakte ro og stilhed.

Jeg er ikke den eneste i min omgangskreds der har oplevet det sådan. En veninde har f.eks. fået skrevet en bog færdig til udgivelse i efteråret. Jeg har selv haft et godt flow i skriveriet til Horoskopbladet Stjernerne. Den næste artikel er om Rudolf Steiner. Den kommer i Krebsebladet den 20. juni og flere er på vej. Jeg har en post-it liste af spændende personligheder på opslagstavlen, der holder mig beskæftiget i det næste lange stykke tid.

Og lydbøgerne. Jeg er simpelthen med på den bølge. På med travesko og airpods. Og så afsted ud i nabolaget. Eller tage bussen lidt længere væk nu hvor frygten for smitte er aftaget. Jeg har virkelig ikke haft lyst til den kollektive trafik før jeg blev vaccineret. Men som med et trylleslag lettede det.  Mundbind? Ikke noget problem. Det monterer jeg bare pr automatik og har min egen sprit i lommen (så er jeg sikker på at den ikke er parfumeret).

Befrielsen er altså mærkbar. Og det endda efter første dosis. Jeg har nummer to til gode om en ugestid.  Eneste minus: Jeg var usædvanligt træt og bronkitissymptomer blussede gevaldigt op i de første uger efter vaccinationen. Men nu er alt godt igen og det er tid at finde lydbog og travesko frem, for nu skal jeg afsted ud i det (omsider) gode vejr og hilse på den stundende sommer.

 

Uranus i Tyren - og hvad er meningen

 Det er tid at slippe forventninger og bryde vaner, rutiner og ritualer.  I hvert fald for en gammel Tyr (eller løve, eller skorpion, eller vandbærer). Men mest Tyren. Uranus ligger ti grader inde i tegnet og i går, den 27. april 2021, var det fuldmåne på syv grader Skorpion (Solen i 7 grader Tyr). Det er faste tegn. Men Uranus er på ingen måde fast. Tvært imod. Os der er født i april-maj vil kunne opleve at "noget" er ved at falde fra; gå i glemsel. Hvad vi før har holdt fast ved og kunnet genkende os selv i, er simpelthen ved at fade ud. Det er fordi noget tilsyneladende nyt skal have plads. Ikke fordi jeg bliver "en anden", men fordi jeg bliver mig selv.

Hvordan ved jeg det? Det gør jeg dels fordi jeg kender Uranus og dens energi der vender alting op og ned.  Og jeg ved det fordi jeg mærker det. Det viser sig som en rastløshed og samtidig en tomhedsfølelse - jeg ved ikke hvad jeg vil, hvad jeg kan eller hvor jeg er på vej hen og jeg er ufatteligt træt.

Især er det forholdet til "hensigt" der er under forvandling. Allerede for lang tid siden, måske et år eller to, har jeg stillet mig selv spørgsmålet "hvorfor gør jeg det jeg gør"?

Et muligt svar er ved at blive mere tydeligt: fordi jeg søger anerkendelse. Altså af egoistiske grunde. "Se mig, dygtig", siger min indre treårige. Men det holder ikke længere. Jeg er blevet mere ligeglad med hvad andre mener om mig. Det er måske ikke bare transit Uranus i mit soltegn, det er nok også et aldersfænomen. De to ting falder så bare sammen her. Og det er stærkt befriende. Og foruroligende. For hvad skal jeg så stille op med mig selv og den tid jeg har tilbage her på jorden?

Det er muligvis også et coronafænomen.  Det at vi alle er i samme båd, med "coronahår" og diverse restriktioner, har også givet en vis personlig frihed indenfor de givne rammer. Det er jo helt paradoksalt. Men min oplevelse er, at grænser faktisk giver frihed. Det har jeg sådan set ikke været i tvivl om, da frihed uden rammer nemt bliver til kaos, der bliver til forvirring og usikkerhed.  Det kender vi fra pædagogik og psykologi. Elementært, min kære Watson. Når restriktionerne på et tidspunkt ophæves, så skal jeg igen til at foretage flere valg og tage ansvar for dem.  Altså ikke blot tage ansvar for et valg - men også et fravalg.

Venus og Merkur befinder sig også i Tyren for tiden.  Så samtidig med Uranus' evne til disruption, oprør og frihedstrang, så søger vi det sanselige i f.eks. livets goder - det er ikke så mærkeligt at cafe- og kulturlivet er åbnet en smule nu med fire planeter i Tyren - det er tiltrængt, selv om test og coronapas er bøvlede. Der er i det hele taget stadig meget bøvl med op- og nedlukninger. Intet under at folk bliver frustrerede. Jeg ville ønske for dem, at de kunne give mere slip og få det bedste og noget nyt ud af situationen... men det er nok igen min alder og erfaring der taler her. Jeg havde ikke let ved at ændre holdninger da jeg var 35, selv om jeg troede det.

Jeg har levet i relativ isolation siden december og venter på en invitation til vaccine når som helst nu. Det vil ikke ændre meget på min adfærd, men det vil sandsynligvis dæmpe sygdomsangsten og selvfølgelig åbne for mere frit samvær med familie og venner. Og jeg ser frem til  to gange om ugen i træningscenteret!

Og hvad er så hensigten med det her skriv?
Bare at sige hej - jeg er her endnu og astrologien taler sit (for nogle) tydelige sprog.

 

 

Den 30. grad #3 - Mars forlader Tyren

Siden Mars forlod Vædderen den 6. januar 2021 har jeg sat mig for at holde øje med den 30. grad, den sidste inden planeten går ind i næste tegn. 

Kl. 4.29 den 4. marts går Mars ind i Tvillingerne og er altså i den 30. grad i dette skrivende døgn. Hvordan skiftet viser sig denne gang ved jeg ikke. Men sidste gang var der vædderagtig uro som gik verden rundt i medierne - ikke mindst symboliseret ved en mand i fuld krigsmaling, klædt i skindtøj og med horn i hatten, i spidsen for en flod vrede mennesker. Mere mars-i-vædder-agtigt kan det næsten ikke blive.

Men hvordan med Mars i Tyren? Det går lidt trægere, langsommere, sindigere. Vi taler ikke retrograd her. Tyren er et mageligt tegn der vil have sikkerhed for sine forehavender. Vi tager ingen chancer og sørger for at have forsikringerne i orden før handling. Et symbol kunne være noget med vacciner? Det går for langsomt. Der kommer ikke mange nok hurtigt nok. Vi venter og venter (ja, jeg venter!) og testkapaciteten er nok øget, men folk skal jo også derhen. Jeg er selv tilbageholdende fordi jeg er frygter at blive smittet ved at stå i kø. Men jeg skal jo heller ikke på arbejde eller i skole og købmanden leverer mine varer ved døren, så jeg skal heller ikke på indkøb.

Men jeg holder øje med medierne i løbet af dagen og så må vi se om den 30. grad også denne gang har noget i ærmet - og hvor tyre-agtigt det er, hvis det er.

Tankespind om ingenting

En hel uge har bloggen været lukket. Jeg har været i tvivl om dens fortsatte eksistens og relevans. Den tid vi lever i for øjeblikket, giver anledning til overvejelser om fornyelser og meningen med det hele.

 

 

Merkur har været retrograd i Vandbæreren siden 31. Januar og vendte endelig i går den 21. februar. Der skete en mærkbar lettelse i humør og sind. I mit tilfælde hænger Vandbæreren sammen med 8. hus og indikerer samtidig fortid og fremtid. Hvad skal bevares fra fortiden og hvad skal fornyes til fremtiden?

Svaret er at jeg ved det ikke. Derfor øver jeg mig i at blive i nuet og se hvad et næste skridt er. Og det næste. Og det næste.

Måske slet ingenting.

Det er noget i tiden.  Den her usædvanlige situation der tvinger os alle – mere eller mindre – hjem og i relativ isolation. Ingen kunstmuseer, ingen biblioteker, ingen butikker, ingen frisører, ingen træningscentre, ingen samvær… det er en masse ingenting, der kan få fantasien til at gå i selvsving. Det må gøre noget ved os som individer og som samfund på længere sigt. Det er en overgangstid, et overgangsliv. Et ingenmandsland. Et impasse.

Saturn og Uranus er pt i tæt kvadrat mellem Vandbærer og Tyr der indikerer opgør med forældede strukturer overfor nye strømninger og ideer. Det skaber splittelse, forargelse, måske endda chok, hos mere reaktionære kræfter når avantgarden kommer på banen med nye ideer og måder at leve på. Det har det altid gjort. Jeg er ved at læse om kunsten i begyndelsen af det 20. århundrede – en bog der ligefrem hedder “The Shock of the New” hvor den nye abstrakte kunst forargede borgerskabet. “Det ligner jo ikke”.  Wassily Kandinsky, Paul Klee, Piet Mondrian – og ikke at forglemme Hilma af Klint, der dog først blev kendt i 1980erne 40 år efter sin død – men hun var en af den abstrakte kunsts pionerer. Alle disse kunstnere havde set det samme – nemlig det usynlige. Det var noget i tiden… nå – jeg fortaber mig vist her…

Den erfaring som pandemien har bragt med sig  – når det engang bliver evalueret – vil ændre på dele af vores infrastruktur og  måden at indrette arbejdspladser,  skoler og dagligliv på. Tilbage til normalen efter corona? Det tror jeg nok – men ikke sådan som vi kender det eller tror det bliver. Uranus er uforudsigelighedens planet – og har nok et par esser i ærmet endnu.  Hver enkelt af os har medansvar for helheden og det er nok en af de vigtigste lektioner, som jeg ser det, at covid-19 har givet os.  Det er et af Vandbærerens væsentligste temaer: individets plads i helheden.

Men i hvert fald… foreløbig er bloggen åben igen hvor jeg skriver når jeg har noget på hjerte, så tager vi den der fra – og tak til dig der læser med.

Billedet er fra en travetur i skoven i weekenden – min søster døbte den: “Ked-af-det-trold-med-løbenæse-ish.” Det synes at være rimeligt passende.

 

Merkur er retrograd og det bøvler

Merkur er retrograd og har været det siden 31. januar 2021. For en astrolog er det ved at være trivielt at snakke om, men det viser sig jo den ene gang efter den anden, at der er ballade med den lille tricksterplanet der rakker rundt med benspænd og forhindringer af alskens art. Benspændene afhænger at det tegn Merkur befinder sig i. I dette tilfælde er det Vandbæreren - et lufttegn der har at gøre med "Humanity" på den store klinge og elektroniske dimser på den lille klinge.

Merkur er til gengæld ligeglad med "humanity" - hvorfor bruger jeg det engelske ord? Jo, fordi "menneskehed" er så langt og tungt... det er et at de ord jeg ikke kan lide. Ligesom ordet "ægteskab" og "mad"... nå - digression.

Merkur er retrograd i Vandbæreren.og jeg er ramt af elektronisk bøvl. Så vil telefonen ikke ringe op til den jeg vil have fat i. Så får jeg ikke adgang til zoom-yoga fra mit træningscenter. Så går nettet ned og computeren strejker.  Det er fuldstændig retrograd-klicheer, men ret virkelige.

Der kommer også forkerte varer når jeg køber ind på coop eller nemlig... og sjovt nok kommer de oftere for tidligt i forhold til leveringstiden jeg har bestilt. Men hellere det end at vente længere på dem. 

Og jeg er vrissen som en gammel gnavpot og vil bare have at vinteren er forbi og vaccinationerne afviklet så verden kan åbne igen og os i risikogruppe kan se vores mennesker på normale vilkår igen. 

Men jeg holder ud mens jeg træder vande. Der er jo ingen ko på isen - bortset fra et par tusinde skøjteløbere. Lyngby sø ligner et hotspot i denne valentinsweekend. Forhåbentlig kommer alle tørskoet og usmittede i land igen. Men flot er det og de har det sikkert rigtig sjovt. Det har vi vist alle brug for! Forresten er Merkur sammen med Venus denne weekend, så det falder fint sammen med den glade stemning solen og frosten lægger op til.

Om præcis en uge er Merkur direkte igen, så kan vi samle op hvor vi slap, rette ryggen og få strømmen på dimserne til at fungere igen.

Det var bare det... nu vil jeg gnavpotte videre for mig selv.

Den 30. grad #2 - Mars forlader Vædderen...

 ...med et brag.

Det havde vi ikke (helt) set komme. Astrologer ved godt at der med Mars' afgang fra Vædderen og indgang i Tyren kunne komme en overophedet stemning. Ikke mindst fordi Mars er indenfor rækkevidde af Saturn i Vandbæreren, der holder igen, holder fast og konjunktion med Uranus i Tyren der sprænger rammerne for det bestående. Ja Tyr og Vandbærer er begge faste tegn og vil meget nødig give efter. Hver på sin måde. Tyren vil beholde status quo - jeg ved hvad jeg har, ikke hvad jeg får, mens Vandbæreren bare holder på sit, sine ideer, sine meninger, sine systemer. 

Det laver Mars om på. 

"Stormen på Capitol" den 6. januar 2021 er et meget stærkt symbol på en tidsånd, hvor der på den ene side er en organisation der ikke vil vige pladsen, holder på magten, og på den anden side en der vil have fornyelse og fremdrift. "organisation" er måske ikke det helt rigtige ord, eftersom det synes at være særdeles kaotisk og desorganiseret i sin form. Det er en kort opblussen af undertrykt vrede og frustration (Mars)  hos en marginal minoritet af folk der tror at den siddende præsident er det store dyr i åbenbaringen. 

Vi ved godt at vi lever i "interessante tider", som det poetisk udtrykkes. Det kan også blive for interessant. Om et par uger, når Mars har passeret Uranus den 20. januar, ja - på dagen for Bidens indsættelse - så vil der sandsynligvis komme mere ro på og arbejdet på genopretning af tabt land kan begynde. 

Også i coronaland kan vi måske begynde at se gennembrud, men det vil jeg nødig gå for dybt ind i her. Jeg tror der er lang vej endnu. Saturn og Uranus har tre kvadrater de skal mødes om i løbet af 2021. Det handler måske ikke om pandemien, men om politisk ombygning og omfordeling af magt.

"Konfliktplaneten" Mars har været frem og tilbage i den iltre og impulsive Vædder gennem seks måneder, et usædvanlig langt stræk. Nu er planeten gået ind i den fredselskende Tyr, hvor den får en smule mindre magt (forhåbentlig) og begynder at afløse frygt og konfrontation med sikkerhed og tryghed, så godt det går.