Fordybelse

Overskriften antyder et ønske, et mål, en proces.

Jeg har glemt hvordan det er at fordybe sig i noget. At forsvinde ind i et gøremål, en opgave, en bog, et skriv. At skrive forudsætter evnen til fordybelse; til at lade baggrunden blive – ja, baggrund – og få kontakten etableret til den smalle sprække, hvor den indre strøm kan flyde ud. Det er svært at finde ordene, sammenhængene. Hvad vil jeg egentlig? Hvor er jeg på vej hen – til eller fra?

I flere måneder har jeg levet med noget der ligner eftervirkninger af en hjernerystelse. Men jeg har ikke slået hovedet. Jeg har bare haft for meget om ørerne i en kort periode i sommer og det føles på samme måde. Dagene går med at holde fast i rutiner og huske hvad det er jeg nu skal. Jeg er bange for demens og alzheimers – men det har jeg ikke. Jeg kan godt finde ud af hvor jeg, hvem jeg er og genkende familien. Men frygten er tilstede og forstærkes hver gang jeg rammer stressmuren. Der skal mindre og mindre til før det sker. Det er også skræmmende.

Og kuren er? At genoptræne fordybelsen, som er så vigtig men lige nu så fraværende. Det er, som Manu Sareen skriver i sin bog om ADHD, som at have en popcornhjerne. Tankerne popper hele tiden op og “tvinger” mig til at handle på dem -hente dit og gøre dat. Oftest småting der sagtens kan vente eller helt undlades – og det er det jeg skal øve mig i. At undlade. Der skal trænes ro i hovedet! Gøre det nødvendige der ligge lige for. Intet andet.

Jeg er efterhånden blevet allergisk overfor de “mindfulnessøvelser” der florerer på forskellige medier, ofte som playlister. Som om det kan gøre en forskel at have en playliste med noget der helst skulle føre til ro og samling. Den ene velmenende øvelse afløser den anden i en lind strøm. Men der er kun brug for EN øvelse. Og den skal gentages hver eneste dag.

Derfor har jeg fundet en gammel cd frem, som jeg fik for over tyve år siden af en healer i Odense. Det var før streaming gik amok. Den består af 50 minutters musik, som ikke irriterer. Der er ingen tale, blot en mild strøm af harmoniske lyde skabt på et keyboard – uden pipfugle, syngeskåle eller vindklokker. Og så er den ikke en del af mainstreammarkedet. Den har ingen titel og kan ikke købes nogen steder. Alene det, at den ikke bare kan downloades er allerede et skridt på vejen. Jeg bliver bare mere syg af at lade mig suge ind i det enorme overflow internettet har bragt med sig.

Astrologisk set giver det mening at have det som jeg har det i øjeblikket, med Neptun i transit over MC og Pluto i transit over Descendant. Det er en komplet ombygning og jeg må også indse/erkende, at jeg også er i fuld gang med den tredje alder – det bliver “as good as it gets” og så ikke mere… alderen tager sin luns og det kan ingen gøre noget ved.

Målet er at komme tilbage til en tilstand af ro og evne til fordybelse. Processen er i gang. Ting Tager Tid og det er helt ok.

Om at være intuitiv-føletype

“Skulle jeg lave en facebookside “For os der er mærkelige”, bemærkede jeg kækt hos min psykoanalytiker, da vi -igen – havde talt om det at være  intuitiv-føletype. Hendes respons kom prompte: “mærkelig” er måske ikke det rigtige ord, “anderledes” kan heller ikke bruges. At være en intuitiv-føletype, er  ikke  mærkelig eller anderledes. Det er tvært imod  en ressource!  Jeg mærkede tydeligt hendes irritation…  eller nej – jeg mærkede min egen skam, da jeg indså at jeg var røget i den sanse-tænkende verdens offerfælde. Igen.

I vores del af verden, er det udadvendte, handlende og resultatsøgende – det sanse-tænkende menneske – i forgrund fordi de er mere synlige i samfundet, i medier, politik og erhvervsliv. Intuitive-føletyper anerkendes ikke rigtig – undertiden vistnok heller ikke af os selv (og det må vi gøre noget ved) –  og nogle ender med diagnoser som  stress, depression, add eller udefinerede personlighedsforstyrrelser.

Når singulariteten – tyngdepunktet – ligger i den sanse-tænkende polaritet, så vil det accelerere i det uendelige, medmindre vi flytter tyngdepunktet til et mere afbalanceret sted og gør plads til intuitivt-følende på lige fod med de sanse-tænkende.  Men vi bliver lige nødt til at forstå hinandens forskelligheder og ressourcer for at nå dertil. Det tager tid.

Jeg tygger videre på begrebet “mærkelig” på vej hjem fra analysesessionen. Analytikeren har sat noget i gang i mig. Noget om os, der i løbet af livet er gået ned med flaget fordi vi har troet – er blevet opdraget til –  at vi burde kunne leve op til krav om omstillingsparathed, robusthed, multitasking og at være “på” hele tiden, opnå resultater, når det kommer til uddannelse, job og karriere. Gør jeg ikke det, men foretrækker mystik, symbolik, astrologi, meditation, indre temaer, der er vanskelige at kapitalisere – så er jeg “mærkelig…?” Nej – på ingen måde! Og jeg oplever en snert af skam, fordi jeg kommer til at tænke sådan og dermed viser disrespekt for mig selv.

Igennem de seneste 15-20 år har vi hørt om “særligt sensitive”, undertiden omtalt i en form, der næsten tangerer en diagnose. Det er det ikke. Det er et andet udtryk for den del af menneskeheden, der er  intuitiv-følende personlighedstyper. Mennesker, hvis livsoplevelse er orienteret indefra, at mærke, ane, fornemme, opfange subtile og usynlige informationer der foregår mellem os, mellem mennesker, mellem natur og mennesker. Det er mennesker der ser verden gennem kunst, musik, digtning, fantasi, kreativitet under enhver form, og spiritualitet.

Intuitive-følemennesker risikerer at bukke under, når vi tvinger os selv til at passe ind i sanse-tænkeres normative systemer i skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejde hvor målet er at blive gode skatteydere der bidrager til landets velstand. Det er som at gå i helt forkerte sko. I det lys, er det en katastrofe at musiske fag i skolen er nedprioriteret eller helt fjernet fra undervisningen, til skade for velfærden.

Målet for en intuitivt-følende er ikke resultater eller økonomi – penge er nødvendige og gode at have når man skal bruge dem, men drivkraften er en anden, f.eks. glæden ved at skabe – om det så er en kunstart eller kontakt og nærvær mellem mennesker uanset niveau – og det kan aldrig passes ind i en organisations rigide regneark. En introvert følende sosu vil have tid til at holde gamle Helga i hånden og høre hendes livshistorie når de har gjort morgentoilette, før hun skal videre til gamle Olga og være der for hende.

Sanse-tænke mennesker, oplever verden overvejende konkret og materielt. Det der kan vejes, måles, bevises er det der eksisterer. De er gode til at holde hjulene i gang, bygge, drive virksomhed, tjene penge, administrere, vedligeholde, drive eksakt videnskab. De går igennem uddannelsessystemet med høje karakterer og ambitioner om at efterlade synlige spor i verden. Det skal vi anerkende, men ikke på bekostning af de intuitivt-følendes indre værdier.  Vi skal supplere hinanden.

Det jeg taler om her er den jungianske forståelse af psykologiske typer som jeg synes giver mening. Der er i hvert menneske en grundlæggende præference i fire dele: Tænkning, Sansning, Følelse og Intuition, tillige delt op i introversion og ekstraversion.  Med det in mente, kunne vi bygge bro over de afgrunde vi skaber i manglende forståelse af hinandens forskelligartede måde at være i verden på. (se længere nede referencer til typologi og typetest)

Min typologiske præference er introvert intuitiv-føletype. Det betyder ikke at jeg ikke tænker og sanser, ej heller at jeg ikke kan være ekstravert. Det tager bare lidt mere tid og indsats at bruge den del af psyken. Det har taget mange år i terapi og tre gange er flaget gået ned, før det er gået op for mig at jeg ikke skal leve op til alle  den sanse-tænkende verdens fordringer, men at jeg har ret til at være og udtrykke den jeg er, på den måde jeg bedst kan.

Mit håb er, for mine børns og børnebørns skyld, at intuitive føletyper får taget mere magt, så vi kan få rettet vores døende verden op, genskabt vilde naturområder, skove og vandløb, få fortalt historier og eventyr, genvinde magien, fortryllelsen og forundringen over at vi overhovedet er her.

Referencer:
På jobindex.dk kan du gratis tage en vejledende typologitest og finde ud af dine præferencer. Det bør ikke ses som statiske etiketter, men mere som et udviklings- og indsigtsværktøj i din psykes krinkelkroge.

På hjemmesiden jung-for-alle.dk kan du læse mere om Jungs typologi.

På biblioteket kan du låne bogen Psykologiske Typer og fordybe dig i Carl Gustav Jungs afhandling om emnet.

 

Under dragens klo

Igen har jeg mærket grebet, der sidder i nakken og spærrer for tanke, følelse og mening. Det er et hårdt greb, som en klo med pigge, der føles som en krybende, kravlende, stikkende fornemmelse, et jerngreb omkring kraniet, der ikke tillader glæden at blomstre eller begejstringen at strømme.  Jeg må finde ud af hvad det vil og begiver mig ind i en åben, meditativ tilstand med pen og papir i hånden…og  indre billeder begynder at tager form:

Jeg aner at der er nogen bag grebet. Et ildspyende monster der har sat sin klo i nakken og holder mig nede så jeg ikke kan røre mig, ikke ånde, ikke le, ikke græde. Monsteret viser sig for mig i sin reptilske, skællede, savlende uhyrlighed.

 

Med røde øjne og slimetgrøn mund, tænder så skarpe og spidse som dolke viser den sin forfærdende overmagt. Jeg spænder alle muskler i kroppen. Forsøger at rejse mig under kloens tryk. Så trykker den mere til. Kroppen spænder endnu mere. Der er ingen mulighed for flugt. Jo mere jeg kæmper imod, jo mere trykker den til. Det er umuligt det her. Jeg er inde i dragens grotte – ligger på maven på den hårde klippe med bæstets tyngende vægt på min ryg mens den fnyser gennem åbne næsebor og basker med sine piggede vinger, og et grumt leende udtryk som en sejrherre med sit nedlagte bytte.

Vil den da aldrig slippe? Skal den da aldrig ud at finde føde? Så går det op for mig at JEG ER FØDEN – den venter kun på at jeg opgiver kampen… da der pludselig sker noget der får dragen til at spy ild. Et skarpt lys blinker ved hulens åbning. Jeg vender med besvær blikket i retning af lyset og skimter ud af øjenkrogen… et spejl foran hulens indgang og jeg ser dragen i spejlet. Ser dens lynende øjne. Lyn der kaster dens eget lyn tilbage på den selv og gør den blind. Ilden den spyr mod sin imaginære rival kastes med stor kraft tilbage på dragen selv. Luften tykner af raseri og iltmangel – jeg hiver efter vejret, hostende og hulkende – jeg ligger stadig under dragen der endnu har fat i min nakke – er det nu? Dør jeg nu?

Dragen slipper pludselig sit greb og flakser mod hulens åbning i en vanvittig nærkamp mod sit eget spejlbillede – ilden tager fat i dragens vinger der bryder i brand mens den blindt angriber. Spejlet springer i tusind stykker og dragen tumler brølende ud af hulen. Lyden bliver til en ynkværdig piben der ender i en dyb og mægtig stilhed på en baggrund at knitren og knagen, indtil også den lyd dør ud.

Jeg forsøger mat og rystende at rejse min stive, smertende krop. Fornemmelsen af dragens klo føles stadig skarpt i nakken. Træt som ind i døden, kravler jeg længere ind i hulens mørke, hyller mig ind nogle gamle ulveskind og falder i dyb søvn.

Da jeg vågner igen, falder et gyldengrønt lys i bløde klatter ind i hulens indre. Jeg kommer med besvær op på alle fire og kravler hen mod hulens åbning. En tilgroet urskov møder mig der. Jeg rejser mig, begiver mig på usikre ben ud af hulen og må mase mig igennem tæt buskads og løvhang, der også støtter så jeg ikke falder om. Jeg må have sovet i tusinde år.

Mens jeg arbejder mig igennem krattet, oplever jeg en tiltagende lettelse. Styrken vender langsomt tilbage… og der, foran mig, snubler jeg over en stor mosgroet tue i skovbunden – erindringen om en voldsom kamp vælder op i mig og gennemryster min krop da jeg genkender det forstenede kadaver af en drage – jeg kan forvisse mig om at den virkelig er død – for nu.

For det er sådan med drager, at de kan genoplive sig selv under de rigtige omstændigheder. Så det er bare om ikke at give dem muligheden – men man kan alligevel aldrig rigtig vide… kan man vel?

 

 

 

 

Hvem er du?

En lille historie fra en forelæsning af jungiansk analytiker og teolog Thomas Patrick Lavin i C.G.Junginstituttet i Chicago i 1995. Forelæsningen kan høres i  “jungianthology podcast” med overskriften “Mythologies of Journey & Pilgrimage”.

 

Når jeg gengiver historien her, er det fordi jeg synes den giver stof til eftertanke i en verden der er så fokuseret på ydre omstændigheder, det materielle og rationelle i en grad så vi risikerer at glemme andre sider af livet – det mytiske, mystiske og irrationelle. Fornemmelsen af sammenhæng og tilhørsforhold forsvinder, når vi ikke ved hvem vi er, men må ty til titler, etiketter og statussymboler. Jeg selv ikke undtaget.

 
En kvinde ligger i koma og er ved at dø. Hun får pludselig følelsen af at hun bliver taget op til himmelen og står foran dommersædet
– Hvem er du? Spørger en stemme.
– Jeg er borgmesterens kone.
– Jeg spurgte ikke om hvis kone du er, men hvem DU er.
– Jeg er mor til fire børn, svarer hun.
– Jeg spurgte ikke om hvis mor du er, men hvem ER du?
– Jeg er skolelærer, svarer kvinden.
– Jeg spurgte ikke om dit arbejde, men om HVEM du er. Og sådan bliver det ved en rum tid. Lige meget hvad stemmen spørger hende om, er hun ikke i stand til at give et tilfredsstillende svar.
– Jeg er kristen, siger hun tøvende.
– Jeg spurgte ikke om hvad din religion er, men hvem ER du?
– Jeg er hende der går i kirke hver søndag og hjælper de fattige og nødlidende… siger hun i håb om at det så er det rigtige svar.
– Jeg spurgte ikke om hvad du har gjort – men HVEM ER DU?
Det er åbenbart helt umuligt for kvinden at svare rigtigt på et eneste spørgsmål og hun bliver derfor sendt tilbage til Jorden.
Da hun senere vågner af sin koma og kommer sig af sygdommen, er hun fast besluttet på dette ene:

At finde ud af HVEM HUN ER…

 

 

Om Virus og Daimon

“Da alle sjælene havde valgt deres liv, gik de frem til Lachesis. Og med hver sendte  hun den Daimon som han havde valgt, så den kunne våge over hans liv og bringe hans valg til fuldførelse” Platon.

Det er slet ikke så tosset at blive lagt ned af en virus – især da når det værste er ovre og det er muligt at skabe sig en hyggelig rekonvalescens med te, pc og bøger indenfor rækkevidde. Og et vejr der alligevel ikke inviterer til ret meget udendørs ophold.

For en tid får tankerne lov til at gå deres egne kaotiske veje uden indblanding, uden at blive bremset af “bør” eller “skal”.  Det kreative vindue får befriende lov at udfolde sig selv. Og der er ro til at læse i længere stræk: “Koden til Sjælen” af James Hillman, en amerikansk psykolog og psykoanalytiker, der har studeret hos C.G. Jung i Zürich. Jeg finder ham interessant, fordi han vender psykologien på hovedet.

Hvad handler det så om?

Sigmund Freud (1856-1939) er stamfader til psykoanalysen og inddelte den menneskelige psyke i et Jeg (Ego) et overjeg (Superego) og et Det (Id), som er illustreret ved et isbjerg hvor kun toppen er synlig – bevidstheden – resten ligger under vandoverfladen – det ubevidste. Drømmene var for ham symboler der afdækker neuroser som følge af seksuelle dysfunktioner.

 

C.G. Jung (1875-1961) var Freuds samarbejdspartner, men brød med ham i 1913 og skabte en anden forestilling om psyken – stadig inddelt i tre – nemlig det bevidste, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste, hvor det bevidste er Egoet og det ubevidste omkranser Selvet.  Han mente at menneskets stræben er at finde ind til Selvet for at man kan blive sig selv. Drømmene er den bro der transcenderer grænsen mellem Egoet og Selvet. Han opfandt betegnelsen “arketyper” for de symboler drømmebillederne repræsenterer – symboler der har en vældig gennemslagskraft i psyken.

James Hillman (1926-2011) har en anden opfattelse – som han har fået en del kritik for fra det psykologiske og psykoterapeutiske parnas. Han mener ikke at Selvet er EN ting. Det er ikke en entitet adskilt fra resten af eksistensen og vi behøver ikke at lede efter det, for det er der allerede og viser sig – oftest intuitivt –  i flere aspekter af vores væren. Egoet findes ikke. Hans ide er, at vi kommer til verden med et særligt aftryk. Ligesom et agern indeholder potentialet til at blive en eg, indeholder hvert menneske sit unikke potentiale.  Bl.a. Platon har inspireret til denne ide – i slutningen af “Staten” skriver Platon i myten om Er, at vi alle er født med en iboende “Daimon”  der styrer retningen for vort liv. Hillman kalder det i sin bog også for at en skytsengel har givet os vores skæbne med i fødslen – og at vi derfor har valgt forældre og omstændigheder, der bedst svarer til det potentiale vi kommer med og hvor vi kan udvikle os i overensstemmelse hermed – på godt og ondt. Hillmans ide er endvidere, at vi vokser ned – ikke op. Ved fødslen er vi allerede “oppe” – fontanellen er åben og “englen”, daimonen eller hvad vi vil kalde det, har stadig adgang og barnet en vag erindring om hvor det kommer fra. Vi glemmer det, vokser ned og ind i verden efterhånden som vi bliver ældre og får erfaring med at være og deltage i den.

Intet under at konventionelle psykologer ryster på hovedet ad Hillmans fantasifulde ide, hvis de kun ser dysfunktioner og behandling af samme, men ikke ser det usynlige og måske ustyrlige, der også er i mennesket. Babyer bliver født og derfra bliver de præget af forældre og omgivelser – og derfor er de fleste neuroser og dysfunktioner resultatet af forældrenes personligheder og adfærd. Og så fremdeles. En stærkt reduktionistisk tankegang, efter min mening.

Jeg holder meget af mysteriet, af det ukendte og åbne fantasiland.  Fantasi er ikke noget uvirkeligt eller fiktivt – det er ligeså virkeligt og levende som alt andet i verden. Hvordan ville vi ellers kunne nyde kunst, musik, poesi og litteratur?  Hvor tror du historier som Ringenes Herre, Star Wars, Harry Potter, Pippi Langstrømpe kommer fra? Hvor får musikkens mestre deres inspiration fra? Eller malerkunstens mestre?  Fra deres forældre??

Hver gang jeg besøger min psykoanalytiker, mærker jeg min Daimon røre på sig. Her giver min overtilpassede personlighed den lov til at leve og udtrykke sig – det er livgivende, håbefuldt og inspirerende.

Jeg takker den lille virus for at have givet et par dage under dynen, og forsynet for at netop den bog faldt ud af reolen og ned i mine hænder, og for at jeg nu er i bedring og snart skal en tur ned til analytikeren og få luftet min Daimon igen.

Min indvielse i det shamanistiske univers

Det var en råkold morgen i november 2003. Pendlerne stod tæt på Odense Banegård og frøs med deres attachetasker, mapper og mobiltelefoner De var nok allerede på arbejde. Toget kom med nogen forsinkelse og folk blev ligesom suget hen mod dørene og masede på for at komme først ind. Der er jo altså bare nogle der skal UD først – og de må så mase sig den modsatte vej gennem menneskemylderet. Hvorfor kan folk ikke bare gå til side og gøre plads? (Det her var før DSB satte opdragende skilte på dørene – først ud, så ind). Nå, men jeg kom ind i toget og fandt min plads i stillekupeen. Jeg holder meget af stilhed og har ikke lyst til at høre på andres højtråbende og distraherende mobilsnak. Toget satte sig snart i bevægelse og jeg var på vej. Jeg smed gummistøvlerne, som jeg havde taget på i stedet for at pakke dem ned i min lille weekendtaske, og betragtede landskabet der susede forbi udenfor vinduet. Egentlig var det vel mig der susede forbi landskabet. Der lå en let tåge over det hele derude. Verden var drømmeagtig og uvirkelig. Præcis som mit sindelag den morgen hvor jeg var på vej for at møde en shaman i Nordjylland.

Seks timer senere steg jeg ud af toget på Hjørring station hvor jeg blev modtaget af min veninde, kunstneren Jane Bøgelund Pedersen. Næste morgen tog vi sammen til Frederikshavn i spændt forventning om den forestående weekend.

Hos Erik Abrahamsen
Vi fandt adressen efter en lille spadseretur gennem Frederikshavns gader. Et lille baghus, der nok tidligere havde været et værksted og nu tjente som værksted af en lidt anden art. Der duftede dejligt af kaffe da vi trådte indenfor i den lille entre der også var indrettet som tekøkken – døren til venstre stod åben og afslørede et lille rum med to rækker madrasser med beige vinylbetræk, der lå på gulvet. En ikeareol med brochurer og bøger ved endevæggen, et lille spisebord med klapstole omkring. En duft af røgelse blandede sig med kaffen. Lys var tændt på et lille alter ved den modsatte væg. Der var fyldt med spirituelt nips og billeder af mestre og guruer rundtomkring på væggene – ikke lige min kop te, stilistisk set. Der var ikke meget gulvplads, men det var heller ikke nødvendigt, for det meste af opholdet ville vi komme til at ligge på ryggen med lukkede øjne.
Shamanen hed Erik. En midaldrende, lille venlig mand i blå cowboyskjorte, håret samlet i en lang hestehale. En smøg mellem de nikotingule fingre. Han havde et stærkt og dragende blik. En smule uudgrundeligt, som om han ikke så PÅ os – men igennem os. Bortset fra det, så han ganske almindeligt danskagtig ud.

Vi var en lille gruppe på fem. Efter en kop kaffe og en kort præsentation bad Erik os om, at finde en madras hver og lægge os til rette med vores medbragte pude og tæppe.

Erik instruerer:
Opgaven i den første rejse, er at få kontakt med et kraftdyr. Find i fantasien et sted hvor du kan kravle ind gennem et hul, en hule, en nedgang i jorden eller lignende. Hvis det ikke virker i første omgang, så find et andet sted eller bed om hjælp til at finde et. Hvis du møder nogen, så tag kun kontakt hvis du møder dem igen, gerne tre gange, så kan du regne med at det er en hjælper eller et kraftdyr. Ellers lad det være. Det kan være en der vil prøve dig af. Gør ellers intet. Observer og oplev.

Erik starter en cd med indiansk sang og trommer. Rejsen kan begynde.
I fantasien er jeg ude at gå i en skov. Jeg følger en sti til jeg kommer til en lille huleindgang midt på stien. Jeg forsøger at kravle derind, men kan ikke. Det er kun en halvrund åbning som ikke fører nogen steder hen – ligesom et læsted af kampesten. En bjørn dukker op, snuser lidt omkring mig. Jeg kigger på den og gør ingenting og den lunter afsted igen. Jeg går bagom grotten, men finder ikke noget. Ingen indgang. Ingenting. Bjørnen vender tilbage og står lidt på afstand. Den vender om og går ind i skovtykningen. Bjørnen viser for tredje gang og så er jeg sikker. Jeg beder den om hjælp til at finde en indgang af en art. Bjørnen får mig op på sin ryg. Jeg hager mig fast i dens tykke brune pels. Det er en dejlig fornemmelse at ride på bjørnen. Jeg smelter sammen med den. Det føles meget kraftfuldt.
Vi – for nu er det vi, bjørnen og jeg – kommer længere ind i skovens tykning, hvor en indgang til noget der ligner en gammel mine med bærebjælker og overligger af tømmer, dukker op. Jeg adskilles fra bjørnen og går derind mens bjørnen lægger sig udenfor indgangen. Jeg kommer ind til hulens endevæg af klipper og kampesten og føler mig frem med hænderne i grottens halvmørke. Det ser ud til at jeg ikke kan komme længere, da jeg får øje på en smal sprække imellem to klippeblokke. Der flimrer noget lys. Jeg kan lige akkurat klemme mig igennem og kommer om på den anden side. Overrasket befinder jeg mig nu i en enorm bjerghule, på en klippeafsats tæt ved hulens loft. Jeg ser at der nede i bunden af hulesalen er en kreds af flammer. De bevæger sig rundt som levende væsener i en langsom cirkeldans. Udenfor kredsen ser jeg enkelte andre flammer bevæge sig omkring. De er ikke med i cirkeldansen. Jeg begynder at klatre derned, som om jeg ordløst har fået en invitation. Nede i hulens bund, løfter flammerne mig ind i midten af kredsen hvor jeg bliver båret oppe. De brænder ikke, er ikke varme. De ser ud som flammen på et stearinlys, bare i menneskelig størrelse. Andre flammer ligesom retter på noget ved et energifelt omkring hovedet – jeg mærker at de “nulstiller” mig. Det føles helt fysisk som at falde i hak.

Med et opdager jeg at hulens loft åbner sig. Jeg bliver båret højt op og ud i det fri, svævende, hvor jeg møder en musvåge. Jeg begynder selv at flyve, bliver til musvågen. Jeg er så højt oppe, at jeg kan se jordkloden under mig. Jeg er langt udenfor jordens atmosfære. Overvældende smukt og dejligt. Jeg føler mig uendeligt fri.

Musikken stopper – en klokke klinger – det er tid at komme tilbage…. Jeg lander med et brag på madrassen igen og åbner med noget besvær øjnene på Eriks kalden. De andre sidder allerede op. Erik kigger leende på mig…”Velkommen hjem. Du har sandelig været langt væk.” Der var gået over en time. For mig føltes det som minutter – jeg var slet ikke færdig med rejsen.

Bjørnen og Musvågen blev de første kraftdyr, som hjalp mig på denne første fascinerende indre rejse. På en måde havde jeg det også sådan, at det næsten var en kliche at møde en bjørn, eftersom bjørne “altid” optræder i indianske myter. Det var næsten for let. Ikke desto mindre var det bjørnen der stod der først. Jeg oplevede stor tryghed og sikkerhed i dens nærvær. Flammerne ser jeg som åndsvæsener der skabte et helligt rum for indvielsen, og musvågen et billede på min egen ånd der fik lov at mærke friheden fra den fysiske tyngde, ved at kunne flyve ud blandt stjernerne. Det var en meget berørende og meget virkelig første oplevelse af en anden bevidsthedstilstand.

Dag 2
Jeg ligger på en madras i et baghus i Frederikshavn i selskab med fire andre shamanrejsende. Det er den anden dag af en todages workshop i november 2003. Det er en speciel oplevelse at være på et kursus, hvor det meste af tiden tilbringes liggende på ryggen med lukkede øjne. Der sker ting og sager.  Det er dagens, og workshoppens, sidste session og Erik instruerer:

“På denne rejse skal I have fokus på at skabe forbindelse med jeres helt særlige kraftdyr. Det kan være et af dem I allerede har mødt. Det kan være et andet. Som med de andre rejser, skal I finde et hul i jorden eller en anden form for indgang til jordens indre. Vær opmærksomme på hvad I møder – det kan være forførende at tage den første der dukker op, men det kan være en vildledning. Vent på den rigtige – den vil vise sig mere end en gang. Spørg hvad den vil hvis I er i tvivl.”

Erik starter en tromme-cd og rejsen begynder.
Jeg vandrer ad en støvet markvej hen i mod en bakke med træer, en lille lund. Der er et dybt hul i bakken under et krat. Jeg kravler ind og kommer igennem en smal tunnel og ud i et fremmed landskab, en slette eller prærie. Jeg mærker en uro i mit energifelt og hører Erik sige: “Når du har fået kontakt med dit kraftdyr, så bed det om at rense din aura”. Pludselig ser jeg en stor ulv med en mægtig, tyk og skinnende pels stå med sænket hoved. Den lægger sig ned foran mig. Selv om det er første gang jeg møder den, er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at det er den rigtige. Der er et særligt, varmt lys mellem den og mig. Jeg beder den om at rense min aura. Ulven går i opløsning i lyset.

I det samme mærker jeg, liggende der på madrassen, at hundredvis eller tusindvis af bitte små ulve begynder at flimre rundt omkring mig. De æder simpelthen alle urenheder fra mit energifelt. Det kribler og krabler overalt på og omkring min krop. Også under mig – selv om jeg ligger på ryggen. Det er en fantastisk følelse, der får mig til at le.

På et tidspunkt samler disse tusindvis af småulve sig igen og bliver nu til to store ulve. En han og en hun. De lægger sig på hver side af mig, ovenpå mine arme. Det føles godt og det er tydeligt for mig, at de ligger der for at passe på mig.

Efter en tid standser trommen og klokken klinger. Vi skal nu vende tilbage til vågen bevidsthed. Der er igen gået en god times tid, der føles som minutter.

Så er det at jeg opdager et problem. Jeg er vågen, men jeg kan ikke bevæge mine arme. Jeg forsøger at komme op, men kan ikke flytte mig en millimeter. Ulvene ligger stadig tungt på dem, selv om jeg er lysvågen. De viger ikke en tomme. Erik kommer hen til mig. Han kan se at jeg har vanskeligheder. Så siger han de indlysende ord: “Kunne du spørge ulvene om ikke de kan flytte sig lidt?” Ulvene rykker sig straks en smule, så presset på min krop letter. Jeg kan sætte mig op.

På vej hjem fra Frederikshavn, har jeg en tydelig følelse af at ulvene er med. Der er ikke så mange passagerer i toget på det her tidspunkt, så der er god plads til at de kan ligge ved mine fødder. Underligt at tænke sådan, men så fysisk føles de, at det ville være mærkeligt om der kom nogen og satte sig uden at ane, at de støder ind i mine to nye, pelsede venner.