14 februar 2021

Merkur er retrograd og det bøvler

Merkur er retrograd og har været det siden 31. januar 2021. For en astrolog er det ved at være trivielt at snakke om, men det viser sig jo den ene gang efter den anden, at der er ballade med den lille tricksterplanet der rakker rundt med benspænd og forhindringer af alskens art. Benspændene afhænger at det tegn Merkur befinder sig i. I dette tilfælde er det Vandbæreren - et lufttegn der har at gøre med "Humanity" på den store klinge og elektroniske dimser på den lille klinge.

Merkur er til gengæld ligeglad med "humanity" - hvorfor bruger jeg det engelske ord? Jo, fordi "menneskehed" er så langt og tungt... det er et at de ord jeg ikke kan lide. Ligesom ordet "ægteskab" og "mad"... nå - digression.

Merkur er retrograd i Vandbæreren.og jeg er ramt af elektronisk bøvl. Så vil telefonen ikke ringe op til den jeg vil have fat i. Så får jeg ikke adgang til zoom-yoga fra mit træningscenter. Så går nettet ned og computeren strejker.  Det er fuldstændig retrograd-klicheer, men ret virkelige.

Der kommer også forkerte varer når jeg køber ind på coop eller nemlig... og sjovt nok kommer de oftere for tidligt i forhold til leveringstiden jeg har bestilt. Men hellere det end at vente længere på dem. 

Og jeg er vrissen som en gammel gnavpot og vil bare have at vinteren er forbi og vaccinationerne afviklet så verden kan åbne igen og os i risikogruppe kan se vores mennesker på normale vilkår igen. 

Men jeg holder ud mens jeg træder vande. Der er jo ingen ko på isen - bortset fra et par tusinde skøjteløbere. Lyngby sø ligner et hotspot i denne valentinsweekend. Forhåbentlig kommer alle tørskoet og usmittede i land igen. Men flot er det og de har det sikkert rigtig sjovt. Det har vi vist alle brug for! Forresten er Merkur sammen med Venus denne weekend, så det falder fint sammen med den glade stemning solen og frosten lægger op til.

Om præcis en uge er Merkur direkte igen, så kan vi samle op hvor vi slap, rette ryggen og få strømmen på dimserne til at fungere igen.

Det var bare det... nu vil jeg gnavpotte videre for mig selv.