30 april 2020

Merkur møder Uranus - obs på indsigter

I dag, i morgen og overmorgen er der chance for at få nye indsigter. Der er også chance for at idestrømmen går amok. En hel del vil efterfølgende falde til jorden, simpelthen fordi nervesystemet bliver overbelastet. Elektriske kredsløb kan også lide overlast. Men jeg tror ikke på Margrethe Vestagers ide om at hvis alle franskmænd sletter 50 mails, så vil det give lys i Eiffeltårnet i et år (eller hvor meget det nu var). Men den udtalelse er et typisk Merkur-Uranustema. Hun har i øvrigt trukket påstanden tilbage igen.

Aspektet er Merkur der vandrer hen over Uranus og bliver lynopladet. Det er muligt at vi i nyhederne får at vide at NU er der fundet en måde at komme virus til livs... og så kan det ikke gå stærkt nok.

Men tøv lige lidt. Et aspekt som dette varsler kun kortvarige resultater, der lige så hurtigt er ude af billedet igen. Det vi skal være opmærksomme på er den pludselige indsigt. Teser og teorier man længe har gået og grublet over, kan med et stå lysende klare. Derfra kan man begynde at arbejde i en ny retning som på længere sigt og med flid og udholdenhed (planeterne er i den jordbundne Tyr) kan blive virkeliggjort med godt resultat. Et samlende ord eller billede for dette er “Heureka”, eller som når Georg Gearløs har tænkehatten på og fuglen pludselig bryder ud i sang og Lille Hjælper får lys i pæren.

Det er altså nogle få mildt overspændte dage vi står overfor. Modgiften til nervøs lockdown og overbelastning er bevidst at trække i den anden retning. Gå ned i gear. Lav noget yoga. Meditér. Nyd naturen (selv om vejret ikke er helt godt). 

De ideer der bliver kastet op i luften på dette aspekt, er bestemt ikke alle lige gode. Kast blot - men lad dem fare der ikke dur og lad dem der dur lige så stille drysse tilbage på dig. Især dem der rammer udenfor boksen og samtidig er af god kvalitet.

Tænk nyt, tænk alternativt.

29 april 2020

Venus kvadrat Neptun - besat af længsel

Alle mine længsler, de smyger sig om dig, skrev digteren.

Og det er netop hvad der kommer til at ske i det næste lange stykke tid. Venus er allerede indenfor Neptuns synsvinkel og går retrograd i Tvillingerne den 13. maj 2020. Det betyder at hun vil hænge ved Neptun i Fiskene med et kvadrat i længere tid end normalt, og skabe en udefinerlig længsel.

Neptun kan fortrylle Venus i en grad så hun dårligt kan kende sig selv. Forblændelse og idealisering kan forvrænge virkeligheden, så man ikke får øje på egne og andres fejl, gennem illusionens lyserøde tåger. Hun kan blive fanget i et net af løfterige løgne. Konspirationsteorier og fake news kan nå fantasifulde højder. 

Venus der er romantikkens planet, bliver dog mere nøgtern og mental i Tvillingerne. Det er en usentimental Venus, der møder den drømmende Fiskeneptun. Kunstnerisk aktivitet, sang, musik, maleri og især poesi kan være frugtbare virtuelle flugtveje ud af illusioner og isolation. Kvadrataspektet viser at det er vigtigt at gøre noget hvis ikke det skal blive til ren frustration; f.eks. bruge de sociale medier til at dele sine tanker og forestillinger. Det mindsker følelsen af at være alene.

Venus og Neptun i kvadrataspekt, kan vise sig som besættelse. Det erfarede jeg, da Neptun i transit gik i kvadrat til tvillingevenus i mit horoskop. En kvinde forelskede sig i mig og ville ikke acceptere min afvisning. Hendes adfærd tangerede stalking, der fortsatte indtil Neptun slap grebet om Venus. Hun var besat af mig og jeg var besat af at slippe fri. Besættelse af den art er ubehagelig og kan være psykisk smitsom.

Brug længslen kreativt. Lad fantasien og poesien blomstre, del dine tanker, men bevar jordforbindelsen og fornuften.

Aspektet er stærkest i hele maj og kommer tilbage igen den sidste uge af juli 2020

28 april 2020

Merkur kvadrat Saturn - den tavse mur


Boghandlerkæden Arnold Busck (Merkur) har indgivet konkursbegæring (Saturn) og lukker alle butikker i landet. Det var meldingen i nyhederne i går allerede inden Merkur forlod Vædderen og gik i Tyren og stillede sig i kvadratposition til Saturn. Et aspekt der kulminerer i dag, den 28. april 2020.

Der er sikkert (og beklageligt for dem) mange andre virksomheder der går i betalingsstandsning eller konkurs i disse dage, det spektakulære her er blot at det er en boghandel med 150ish år bag sig, som bare er en del af vores dna, som så meget andet der gennem årene er forsvundet: de røde postbude, Fona og Fætter BR.

Fætter BR eksisterer dog vistnok endnu i en barberet udgave? Og jeg forestiller mig at også Arnold Busck kommer til at bestå i mindre målestok. Jeg tror på papirbøgernes overlevelse og er ikke bekymret.

Bortset fra det, så er Merkur-Saturn aspekter tunge at danse med. Eller, KAN være det. Skal man forhandle og formidle så sker det indenfor bestemte rammer med alvorlig mine. Jeg ser nu Søren Brostrøms (direktøren for sundhedsstyrelsen) ansigt når han skal forklare noget svært og nå igennem til tilhøreren. Det er den gode Merkur-Saturn;  der kommer det ud der skal ud - det er need-to-know basis. Ingen dikkedarer, lir eller pynt. Tingene er hvad de er. Og det er meget praktisk hvis man vil blive hørt.

Kender du det, at du sender en mail til flere, måske om at aftale et mødested og tid - meget enkelt og ukompliceret. Men i svarstrømmen er der nogen der begynder at spørge hvordan  man har det, eller hvordan det går ens moster, eller nogen der lige vil udtrykke en eller anden følelse - så kommer der pludselig en - sagen uvedkommende - dialog mellem nogen i mailstrømmen... aftalen om tid og sted forsvinder simpelthen i mængden af svarmails og forvirringen er total. Det sker IKKE med Merkur i kvadrat til Saturn. Der bliver meldingen afsendt og modtaget. Punktum. Hvor befriende.

Værre er det hvis man faktisk gerne vil sludre og småsnakke men ikke finder gehør - for det får man ikke på det her aspekt. Det er de korte facts man får og møder i øvrigt den tavse mur.

Jeg gider ikke være social i dag og har det fint med at en aftale er udsat.  Jeg vil nyde Merkur-Saturns stringens og få noget koncentreret arbejde fra  hånden i stedet. Aspektet rammer lige ind i min no-crap Vandbærermåne... det skal nok blive en god dag.

27 april 2020

Månen går i Krebsen

Tegnskifte er altid interessant, men ikke nødvendigvis så mærkbart i det daglige når det er de hurtigere planeter der skifter tegn.

I aften, den 27. april 2020 kl. 19.27 går Månen fra Tvillingerne og ind i Krebsen. Det vil sige at de næste to-tre dage vil få Krebsekarakter, når det kommer til personlige følelser og vaner - eller når vi taler mundant - kollektivt - hvordan "folket" har det. Dagene hvor  Månen var i Tvillingerne - altså hen over weekenden den 25.-26. april hvor vejret var ekstra godt, så vi hvordan folk stimlede sammen i grupper i solen. Ja man ville ud og snakke med andre - det er et af tvillingetegnets kendetegn.

Desuden smutter Månen i løbet af natten ud af den halvbuedominans vi pt befinder os i globalt (læs "Planeterne er lukket inde af en drage" på birgitterefshauge.dk) og vil aspektere alle de indelukkede planeter efter tur i de kommende 14 dage. Det må vise nogle reaktioner i samfundet og i folks hjemmeliv. Der er jo også en genåbning på trapperne. Men  Månen skal tilbage ind i folden igen om to uger, så helt så åbent som man kunne ønske sig bliver det nok ikke - endnu.

Månen i Krebsen er til gengæld glad for at være derhjemme og have det rart, passe på sine egne. Vejrudsigten står på koldfront,  så alene af den grund har vi mere lyst til at blive hjemme end det har været tilfældet da solen skinnede. Opholdsforbudene giver således sig selv for en tid.

Månen skifter til Løven den 30. april kl. 3 om morgenen... så får vi nok lyst til at være noget mere udadvendt aktive igen.

Og således er der med Månen en bølgegang af skift og variation i en uendelighed - heldigvis.

26 april 2020

Uranus og den barnlige trods

Det er søndag i dag. Måske skulle jeg bare holde fri. Men Solen har netop ramt Uranus i 6 grader Tyr. Det er jo kun i dag (26.april 2020) aspektet er der, måske lidt i går og lidt i morgen. Men lige i dag er konjunktionens toppunkt.

Det er en sammensmeltning af to "personligheder". Solen er jo "mig" og Uranus "mere mig". Det er individualitetens planet, oprørets planet, rebellernes planet. Vi finder os ikke i at blive begrænset uanset af hvem, hvad og hvorfor.

I Berlin, så jeg i nyhederne, er der demonstrationer imod nedlukning og begrænsninger. Her i landet er der udstedt forbud mod at slå sig ned på Islands Brygge - og andre steder jeg ikke lige husker.  Individualiteten har trange kår i det offentlige rum. Måske også derhjemme. Vi er et kollektiv og må tage kollektivt ansvar. Ikke lige Uranus' kop te.

Den bedste måde at tackle en så potent energi under lockdown på er nok ikke civil ulydighed, selv om det er nærliggende bare at gå tilbage på græsplænen når politiet er gået. Give dem fingeren. Det ville den unge Uranus gøre. Men måske var det bedre at lade sig inspirere til at gøre noget andet, finde andre muligheder.

Der er brug for en anden slags frigørelse. F.eks. frigørelse fra den stemme i hovedet der fortæller Selvet (Solen) hvad du  må og ikke må. Det er fars og mors båndsløjfer fra barndommen der bliver ved med at køre. Det er fint nok at protestere, men når det bliver barnlig trods i frihedens navn, er det ikke frihed men en anden slags tvang, der falder tilbage på dig selv. Forældrestemmen bliver med årene din egen og kan gøre dig mildere stemt. Når oprøret mod far, mor, regeringen og politiet har lagt sig er du voksen nok til at blive det selvstændige individ det er meningen at du skal blive. Men dette har mest betydning i et fødselshoroskop. Lige i disse dage er det blot et lille protesthost, der forholdsvis hurtigt er ovre.

Det var bare det jeg ville sige - og nu holder jeg fri.