25 april 2020

Merkur på detektivarbejde

Pluto er mørkets, underverdenens planet. Merkur er den der fører de døde til og fra underverdenen, også kaldet psychopompos eller sjæleføreren. Nu hører vi ikke så ofte om at blive ført ud af underverdenen, men hvad nu hvis?

Om ikke andet, så dykker vi med Merkur ned under overfladen for at undersøge hvad der gemmer sig. Det er forskning og efterforskning. Nu kommer jeg i tanker om de forskere verden over, der lige nu arbejder febrilsk på at udvikle en vaccine mod covid-19. Det er næppe fordi der kommer et gennembrud med dette kortvarige kvadrataspekt, der skal nok mere end en lille Merkur til at flytte på Pluto - men hvad nu hvis?

Ellers kan vi bruge aspektet til at dykke ned under vores egen overflade. Hvad er det du mest frygter, hvad ligger der i dit eget mørke. Giv det stemme. Fortæl din isolationshistorie, lyt til hvad andre har at sige. Måske det er noget af det samme. Når vi befinder os i den kollektive energi, har vi meget til fælles - arketyperne - heksen i eventyret, trolden, den onde fe, manden med leen, prinsen på den hvide hest, nattens dronning...

Læs et eventyr, eller genlæs et fra barndommen der gjorde indtryk på dig - og tænk over hvorfor det gjorde det. Hvilke følelser vakte det?

Detektivarbejdet handler om dig selv og dit forhold til livet i denne tid. Merkur kvadrat Pluto: Se din frygt i øjnene. Hvad ser du?

Jeg vil finde mit yndlingseventyr frem: “Den smukke Vasilisa” i bogen Kvinder der løber med ulve af Clarissa Pinkola Estes. Den handler i hvert fald om at se frygten i øjnene... og vokse af det.

PS... hørte netop i nyhederne om et forsøg med at bruge spildevand fra vores kloakker for dels at afdække smittespredning, dels finde behandlingsmuligheder og vaccine. Lige til højrebenet for dagens Merkur-Plutoaspekt :-)

24 april 2020

Solen skæver til Neptun

I et par dage her, vil Solen fra 4-6 grader Tyr have et skævt blik på Neptun i 20 grader Fisk. Hvad mener jeg med "skævt"?

Det er fordi det er et halvkvadrataspekt, altså 45 grader.  Forstil dig et kvadrataspekt, en 90graders vinkel, her ville Solen se halvdelen af Neptun (og omvendt). Med halvkvadratet ser planeterne kun en fjerdedel af hinanden.

Det føles som en komprimering af energi. Ligesom et brændglas, hvor strålerne samler sig i et punkt. Solen skaber varme og vilje, mens Neptun ser mere køligt på tingene. Der er ikke meget aktivitet i det, men det kan være en koncentration af drømme, forestillinger, fantasi og i den kedelige ende også bedrag - (herunder selvbedrag. Men det er mest noget i et fødselshoroskop) -  Neptuns skyggeside.  Det er de fine, små indfald, erindringsglimt, spekulationer, men det bliver ikke til så meget mere, for man ser kun en lille flig af noget - resten ligger hen i mørke.

Halvkvadratet er ikke meget i  brug og det er svært at få øje på meningen med den. Det er et lille aspekt. Lidt som halvsekstilen, der ikke gør meget væsen af sig heller. "Vi vil gerne lege, men kan ikke rigtig finde hinanden". To viljer, to holdninger, der begge vil have deres eget igennem og derfor ikke rigtig kommer ud af stedet.

Solens konjunktion med Neptun fandt sted den 9. marts 2020, kort før der blev varslet lockdown. Det kan have betydning for forløbet. Solen vil gå videre en grad om dagen, er altså nu nået til halvkvadratet og først den 11. juni 2020 kommer den i fuldt kvadrat til Neptun. Så vil mere være afdækket og mere være klart, dvs hvad der før var uklart vil blive delvis oplyst. Oppositionen ser vi med Solen i Jomfruen til september - så vil hele sol-neptun-komplekset være fuldt oplyst. Hvad det vil vise, må vi se til den tid.

23 april 2020

Nymåne i Tyren

I dag giver dagens planet sig selv. Der var nymåne tidligt i morges, kl. 4.25 i 3,5 grader Tyr. Det er ikke langt fra Uranus der står på 6 grader. Det må give en eller anden effekt som ingen havde forudset. Både i det store og det små... eller i det mindste et anfald af lyst til at gøre noget helt anderledes, især i formiddagstimerne. Månen er jo hurtigt videre, da den bevæger sig 1 grad på to timer.

Jeg har været ude at trave 9,5 km med en af naboerne. Vi har et lille turfællesskab her i opgangen til korte og lange traveture i nabolaget. Det er der ikke meget astrologi i, bortset fra at vi gik en ny rute ved Furesøen i Nordsjælland. Det vil sige at vi spontant fandt nye stier og veje med risiko for at fare vild. Det gjorde vi så ikke.

En nymåne i Tyren - altså - nymåner finder sted en gang om måneden og bliver betragtet som et begyndelsespunkt. Det er også rigtigt, for det er begyndelsen på Sol-Måne cyklusen der kulminerer i Fuldmånen om 14 dage. Det du sætter i gang i dag, nye ideer og projekter, vil være fuldt belyst om to uger. Siger astrologiens kogebøger. Jeg er nu ikke så sikker på den tolkning og det skyldes måske mest at det er noget hverdagsagtigt og derfor ikke særlig mærkbart i det daglige. Bortset fra søvnløshed og urolige drømme måske.

Vi kan især tale om effekt af en nymåne i det omfang den aspekterer planeter og punkter i det personlige fødselshoroskop. Eller hvis man er født under nymånen - altså har en Sol-Måne konjunktion i horoskopet. Så vil man altid være drevet af følelser i en eller anden forstand.

Ny- og fuldmåner giver for mange spirituelt anlagte anledning til meditation på det tegn den falder i. Og i Tyren kan det være at meditere over livets fysisk sanselige sider. Når vi kommer til fuldmånen næste gang vil Månen være i Skorpionen og give næring til de fysiske sansers mere skjulte dimensioner - skyggen - hvad foregår der bag sanserne.

Jeg ved ikke om det giver mening - men det blev det jeg skrev.

22 april 2020

Mars i Vandbæreren må gøre det selv

Sex er godt. Sex er sundt. Siger Søren Brostrøm. De ord kommer til at gå over i historien.  Mars handler om drifter, aggression, assertion, at reagere udad, handle, erobre og have sex - driften til forplantning i ren form. Planeten ligger i dag 15 grader Vandbærer, altså halvvejs gennem tegnet og dermed i trigon til Venus i Tvillingerne som jeg beskrev i går.

Mars vi erobre Venus. Jeg taler ikke om Mand/Kvinde - det er en forsimpling. Men om at erobre kærligheden. Venus er på vej til at bremse op inden hun vil gå retrograd og bliver lidt langsommere som om hun afventer Mars' tilnærmelse, som aldrig kommer. Eller er det med vilje hun vil undgå det? Mens Venus trækker baglæns fra midten af Maj 2020, så er Mars spurtet videre på sit togt. Det bliver simpelthen ikke til noget i denne omgang.

Så må Mars finde på noget andet for at opfylde sit behov og hvad er vel et bedre tegn at gøre det i, end Vandbæreren - de alternative tiltags tegn.

Vandbæreren holder afstand helt af sig selv. Det med krammere og kindkys er ikke noget for det tegn. Det farver Mars' adfærd, der på en måde kan gå hen og blive til et "berøringspoliti" - ligesom vi har "sprogpoliti" eller "stilpoliti" osv. Du kender det sikkert godt - når nogen cykler gennem parken hvor det ikke er tilladt og du råber efter vedkommende om at stå af... så bliver du til "regelpoliti". Så Mars er helt optaget af det med at holde afstand.

Mars i Vandbæreren må gøre det med berøring selv - hvis der ikke er en fast partner (det sagde Søren også).  Der er jo masser af muligheder som ikke nødvendigvis handler om at have sex med nogen - eller sig selv:  Gå i brusebad (læste jeg i nyhederne) og en lidt kinky "brug din telefons vibration" - den synes jeg var lidt søgt. Jeg har en bedre ide: klap dig selv over hele kroppen fra tå til top. Du kan selvfølgelig ikke nå om på ryggen, men nå så langt du kan. gør det gerne et par gange. Mærk hvordan din hud får liv og farve. Og du giver dig selv et skud energi.

Mars går ud af Vandbæreren og i Fiskene den 14. maj, så der er god tid at øve selvberøring i.




21 april 2020

Venus i Tvillingerne

Egentlig er det en gammel nyhed. Venus har været i Tvillingernes tegn siden 3. april 2020, så hvorfor er det så interessant nu knap tre uger senere?

Det skal jeg sige dig. Venus vil være i tegnet i hele fire måneder, mod normalt fire uger. Det skyldes at planeten vil gå retrograd fra 13. maj til 25. juni 2020 og forlader først Tvillingerne den 8. august 2020.

Venus har i noget tid været aftenstjerne og vi kan se dens klare lys blinke på den vestlige himmel lige efter solnedgang. Når vi kommer til den 4. juni går Venus bag om solen (set fra vores jordiske synspunkt) og forsvinder fra vores synsfelt i nogle dage for at dukke op igen som morgenstjerne på den østlige himmel lige før solopgang.

Tvillingerne er kendt som det mest mangfoldige tegn i zodiaken. Det er her der informeres, udveksles, undersøges, researches, formidles, snakkes og socialiseres. Og lige netop nu i disse coronatider, må vi ikke have fysisk nærkontakt eller forsamles til festivaler og events med mange mennesker. Alt er aflyst til 1. september - indtil videre. Venus er om nogen, den planet der har mest brug for relationer, samvær og social kontakt. Men hun skal til at tænke i nye baner.

En populær tolkning af Venus i Tvillingerne i et fødselshoroskop er, at man er meget social, livlig og elsker at hænge ud sammen med andre. Det vil jeg hermed bestride. Jeg har selv Venus i Tvillingerne og er ikke særligt socialt anlagt. Faktisk ganske tvært imod. Til gengæld er jeg enormt glad for bøger, at finde viden, at søge information, studere, nørde og ikke mindst skrive.

Jamen det er jo mere noget merkur-noget, er det ikke? Jo - det er det. Men Tvillingerne er et "merkurtegn", et læretegn (og lærertegn) og et skribenttegn. Og med Venus her, vil jeg kalde det "kærlighed til viden og formidling".

Så derfor kan sommeren 2020 med Venus fire måneder i Tvillingerne - heraf omtrent fem uger retrograd plus for- og bagskygge - blive et vindue for nytænkning af brugen af sociale medier, elektroniske formidlingsmetoder og en renæssance for læsning af bøger - hvadenten det er på papir eller på ipad.

Forresten er tvillingevenus placeret i 12. hus i mit horoskop - hun isolerer sig gerne i sit hjemmebibliotek. Men er man en mere ekstrovert venustype (som sjældent vil være single) der får sin energi fra omgivelserne - venner, bekendte, kolleger og familie - så er opgaven at finde anderledes måder at få opfyldt sit behov på.