28 september 2020

Saturn kvadrat Mars - og en valgdebat

 

Det er en særlig dag i USA.  I  nat - dansk tid - vil Trump og Biden gå i valgduel.

Det er bemærkelsesværdigt at det netop sker mens Saturn 1. er på vej fremad og 2. er i kvadrat til den retrograde Mars i Vædderen. Aspektet er eksakt ved dansk midnat mellem 29. og 30. september 2020 altså få timer før debatten går i luften (så vidt jeg er orienteret).

Det kommer sikkert ikke til at gå stille af og det kommer til at sætte gemytterne i kog. En af dem vil forsøge at bevare fatningen, måske gå i defensiven og tale til fornuften men have svært ved at blive hørt af modparten (saturn i Stenbukken) og den anden vil gå til angreb (Mars i Vædderen) men måske også udvise passiv aggression eftersom Mars er retrograd. Vædder og Stenbuk er kardinale tegn, så ingen af dem vil give køb på nogetsomhelst.  Regn selv ud hvem der er hvem.

Jeg gider ikke se med klokken 3 i nat selv om DR giver os muligheden - det må være nok at høre om det i morgen, hvor jeg tilfældigvis skal mødes med en herboende veninde, der er amerikansk statsborger - og demokrat.

Det bliver ikke kedeligt!

 

10 august 2020

Et uinspireret skriv om nu'et

Jeg er gerådet i en form for vildrede; det der mellemrum mellem fortiden der er forbi og fremtiden der ikke er ankommet endnu.  Ergo – siger den kloge filosof – er der kun Nu. Hvilken lettelse.

Men hvad er det for et Nu?  Sommerferien er forbi. Juli måned føles næsten altid som en parentes hvor alt går i stå; hverdagen aflyst og afløst af kalorielet underholdning, grillpølser og alkohol.  Juli er for mig en måned der ofte føles klaustrofobisk – måske skyldes det at Solen går gennem Krebsen og dermed mit 12. hus?  I år har det været særlig mærkbart – jeg er uinspireret, ukoncentreret, let deprimeret, en smule angst for at bevæge mig ud blandt mennesker og har mistet evnen til fordybelse og skrivelysten.  Dette pga den usædvanlige situation vi er i,  hvilket endda er blevet bekræftet af sundhedsmyndighedernes udmeldinger om, at mange mennesker går med disse psykiske symptomer. Det er altså ikke mig der er noget i vejen med. Hvilken lettelse.  Men – det fylder og er årsagen til, at jeg ikke har skrevet noget i seks uger.  Jeg er træt.

Og nu er det for længst august. Skolerne starter i dag. Coronasmitten i samfundet og verden er øget – det sagde jeg jo at den ville – set i astrologisk logik. Hverdagen fortsætter med at kalde på vores opmærksomhed og evne til at være i nu’et og udholde det psykiske pres.

Mars er i Vædderen – og lige i disse dage oven i købet i  kvadrataspekt til Jupiter, Pluto og Saturn i nævnte rækkefølge. Planeten ramte Jupiterkvadratet den 4. august, dagen før et lager med ammoniumnitrat sprang i luften i Beirut. (Mars kan tænde gnister og Jupiter gør det meget stort).  Den 13. august vil Mars ramme  eksakt ind i kvadratet til Pluto (det lyder næsten som en implosion)  og den 24. august er der kvadrat til Saturn (der lyder som seriøs oprydning og restriktioner i lyset af de to forrige aspekter).   Men det er lettere at spå om fortiden, så jeg vil blot vente og se;  der skal nok komme noget. Verden er under massiv forandring næsten alle steder…

Eftersom der ikke er meget jeg som enkeltindivid kan gøre, vil jeg tage mig af min egen mikroverden og se at komme op af sommersumpen og i gang med noget der kan give mig astrologien og skrivelysten tilbage. Foreløbig har jeg sagt den her hjemmeside op og vil – om alt går vel – flytte indholdet til en anden server, en billigere udbyder. Det betyder at der kommer en periode hvor siden ikke vil være tilgængelig.  Måske vil jeg starte på en frisk med et nyt blognavn og kun flytte de mest relevante sider og indlæg med. Jeg ved det endnu ikke, jeg ved blot at der skal ske en fornyelse.

Kontakten til den indre verden- sjælskontakten, åndskontakten – synes at være forstummet eller også er det fordi jeg ikke hører ordenligt efter.  Det er ikke første gang det sker og jeg må væbne mig med tålmodighed indtil der er en mere tydelig kommunikation med de indre kanaler igen. Jeg har tillid til at det nok skal komme.

I mellemtiden må jeg tage mig af de jordiske anliggender – tage opvasken, stryge skjorter, se min familie og venner i det omfang corona gør det muligt og forsøge at holde optimismen intakt.

Det ser ud til at vi “kun” når op på 27 grader i dag i Lyngby – og det er da et skridt i den rigtige retning.

Det var bare det for nu.
Tak for læsning.

 

 

20 maj 2020

Coronahverdag

Jeg sidder på min røde kontorstol. Ved mit sorte skrivebord. Foran den blanke computerskærm. Hænderne på tastaturet. Et lysebrunt kaffekrus. Håndlavet keramik. Kaffen er blevet kold. Jeg skriver. Men ikke om noget. Går i stå. Går i køkkenet. Går tilbage. Går i badeværelset. Vasker hænder. Børster tænder. Går tilbage. Læser nyhedsfeed. Tjekker facebookfeed. Der er røde prikker. Liker. Accepterer. Kommenterer. Har en holdning. Har ikke en holdning. Det klør i ansigtet. I næsen. I ørerne. Må ikke pille. Det kunne smitte. Går i badeværelset. Vasker hænder. Går tilbage. Læser flere nyheder. Dem har jeg set. De kører i ring. Gentager sig selv. Intet nyt. Godt nyt. Kigger ud ad vinduet. På de grønne træer. Den blå sø. Den skyede himmel. Kaktusser i vindueskarmen. Alt er stille. Jeg går i køkkenet. Vasker op. Går tilbage. Tager sko på. Tager jakke på. Binder bandana om halsen. Går ud ad døren. Ned ad trappen. Ud i det fri. Trækker vejret. Hører fuglekvidder. En bildør smækker. Sirener i det fjerne. Møder et menneske. Viger til side. Smiler. Hun smiler også. Jeg ved at hun ved at jeg ved at hun ved at verden er mærkelig. Skoleklasse på stien. Teenagere. Gåsegang kender de ikke til. Trækker bandanaen op for ansigtet. Stien bliver til græsplæne. God plads. Hiver bandanaen ned. Er nået hjem igen. Låser mig ind i opgangen. Går op ad trappen. Låser mig ind i lejligheden. Tager skoene af. Tager jakken af. Hænger den i skabet. Går i badeværelset. Vasker hænder. Går i køkkenet. Sætter vand over. Sidder på min røde kontorstol. Ved mit sorte skrivebord. Foran den blanke computerskærm. Hænderne på tastaturet. Skriver dette. Går i køkkenet. Laver te. Går tilbage til skrivebordet. Trykker udgiv. Tjekker facebook. Der er røde prikker. Liker. Accepterer. Kommenterer. Har en holdning. Har ingen holdning. Tjekker skridt. 9123.

13 maj 2020

Mars i Fiskene

Den lille hidsigprop Mars har nu forladt Vandbæreren og skiftet over til Fiskene. Handlekraften bliver anderledes og omdirigeret fra udtalt eksperimenteren i lufttegnet til at blive mere rolig, følelsesfuld og empatisk i vandtegnet. Måske bliver der også lidt mere uklarhed om hvad man vil og hvordan eller motivationen ændrer sig.

En empatisk Mars? Ja da. Ikke alt ender som krig og konflikt. Jeg hilser den velkommen i Zodiakens sidste tegn. Men det er af helt personlige grunde.

Mit stressniveau er steget til det røde felt over de seneste måneder, hvor vi har haft denne lockdown, der kun har berørt mig ved at den ugentlige yoga har været aflyst og træningscenteret lukkede ned. Det er en udfordring at gå en tur, fordi vi hele tiden skal være obs på afstand og “folkemængder”. Jeg har jo ingen bekymringer om job og økonomi og alligevel er stressen røget i vejret. Jeg er klart bange for at blive syg.

Men nu går “overstressoren” Mars ind i forhåbentlig roligere territorium og kan vise vejen til mere aktiv meditation, hjemmeyoga, afdæmpelse af tankestormen og kontakt med sjælekræfterne der under stressperioder træder i baggrunden fordi overlevelsen træder i forgrunden.

Meditation og yoga sker ikke af sig selv. Stress forsvinder ikke af sig selv. Der skal arbejdes på det. Og det skal frem for alt villes. Når stressniveauet er højt, så forsvinder motivationen, paradoksalt nok. Men nu må jeg gøre noget ved det og forkorte “to-do-listen”.


Hold ud, hold af, hold fast.