Om nærvær og ensomhed

Det er yogadag i dag. Men det var ikke sådan jeg ville indlede. Det var med noget andet. Og jeg har glemt hvad det var. Så hurtigt forsvinder en tanke. På et splitsekund er den opstået – og i næste nu er den væk. Det var ellers en genial tanke, var det ikke? Nå, ikke…

Tanken handlede om Karl Ove Knausgård. Jeg er ved at læse hans firebinds essaysamling Efterår, Vinter, Forår, Sommer – i nævtne rækkefølge. Dem gad jeg godt have på reolen. Men får jeg læst dem igen? Næppe fra først til sidst – men nok læst i dem. Fordi der er så mange indsigter, så meget jeg kan spejle mig i. Jeg har læst Min Kamp, hans seks-bindsværk. Eller – hørt som lydbog. Fantastisk epos, skrevet med fantastisk sproglig musikalitet. Selv i oversættelsen. Men så ligger norsk jo heller ikke så langt fra dansk.

Knausgård siger at han ikke er særligt social. Han foretrækker at være alene. En parterapeut mente, at så måtte han jo være ensom. Det mente han ikke, tvært imod. Han skriver tidligt om morgenen, før dagen og verden trænger sig på. Så kan han gå ind i det bevidsthedsrum, som det kræver at skrive. For det er sådan det er. Man går ind i en boble og der sker det. Kommer der noget andet ind, brister boblen og så er det forsvundet, det man ville. Gejsten blegner. Indtil næste morgen. Eller nat.

Det er den boble jeg i uproduktive perioder bliver bange for. Det er ligesom at forsvinde fra verden. Fra eksistensen. Jeg bliver væk. Men det er et paradoks. Ifølge Knausgård, er det der nærværet findes. Han er aldrig så nærværende, som når han skriver. Det er det nærvær, der ophæver tiden. At træde ind i verden igen, er det samme som at træde ind i tiden. Og der er nærværet fraværende. Det er her det sker, det som vi der er ”søgende” leder efter. I det nærværs ensomme boble, opstår kontakten med det egentlige, med sjælen. Det er da ikke noget at være bange for… og ensomt er det bestemt ikke.

Det terapeutiske – eller mellemmenneskelige – nærvær er noget andet. Jeg er blevet mørbanket med ”kontakt og nærvær” gennem de fem år jeg gik på psykoterapeutskole. Det føltes undertiden kvælende og jeg var tvunget til at lære at sige fra, måske den vigtigste lære jeg tog med mig. Det var grænseoverskridende, at blive bombarderet med at relationerne er det vigtigste i verden. Det er det også – men ikke når det konstant bliver til skyld, skam og dårlig samvittighed hver gang jeg vil trække mig og være alene. Og det vil sige det meste af tiden. Min tid. Mit liv. Jeg elsker mine mennesker, min familie og de nære venner. Men fri mig for en hverdag med dem. At skulle gå på kompromis og diskutere hver en lille handling og beslutning eller gøre rede for min færden hele tiden er utænkeligt. Der er en grund til at jeg kun har et barn og i øvrigt har været single det meste af livet. Som ung følte jeg det skamfuldt og forkert at være alene. ”Man” skal jo være et par, en familie, ellers er der noget galt med en. Jeg længtes også efter det, som en drøm, en fantasi om det ideelle familieliv.  Som tiden gik og erfaringer blev høstet, indså jeg at familielivet ikke var for mig.

At læse Knausgård har ændret mig. Det er første gang, litteratur har haft den effekt. Jeg har læst meget gennem mit liv. Med interesse, fryd og tænderskæren. Foruden alt det jeg aldrig kom igennem fordi det var for tyndt, for intetsigende. Og så alt det faglige der ganske vist giver noget viden, men som ikke rummer nogen egentlig indsigt. Akademisk læsning kan være decideret dræbende for kreativiteten.

Knausgårds værker får seks ud af seks stjerner hos mig. Hvordan kan det være? For det første fordi han har sig selv som centrum. Det er præcis det, der gør fortællingen vedkommende og nærværende. Han kan ikke skrive noget han ikke selv kender til eller har oplevet. Det er ikke fiktion. Det er heller ikke opdigtet. Han bevæger sig på den knivsæg, hvor livet er levet og rigtige mennesker indgår i fortællingen. Familien og vennerne. Det er et minefelt han bevæger sig i. For er venner og familie enige? Kan de genkende sig selv? SKAL de genkende sig selv? Nogle er blevet vrede og har forsøgt at korrekse hans fortælling. Det skriver han om. Er det fiktion? Jeg ved det ikke.

Det spændende ved den form for litteratur, autofiktionen og bevidsthedsstrømmen (vistnok ”opfundet” af James Joyce og  Virginia Woolf), er hvordan Knausgård fletter sit eget liv ind i teksten mellem essays og refleksioner over  f.eks. Hitlerbiografier og Edvard Munchs malerier. Den form gør læsningen varieret og  interessant, hele vejen igennem.

Ipaden ligger altid klar på natbordet. Den læser godnathistorie for mig inden jeg falder i søvn. Og når jeg vågner ved tretiden og ikke kan sove igen, så rækker jeg bare hånden ud, genstarter timeren og lader  historien fortsætte,  mens jeg drysser tilbage i drømmeland. Næste morgen spoler jeg en halv time tilbage og samler bogen op der fra.

Jeg er lige blevet færdig med Om sommeren. Hvad den næste bog bliver? Jeg ved det ikke.  Måske endnu en Knausgård. Måske Alting har en tid?

 

Oktober

Morgentågen mælkehvid. Morgenhvid. Træerne lidt mere gulnede end i går. Det går hurtigt med forfaldet når først det er begyndt. Er det også sådan med mennesker? Når vi begynder at forfalde går det stærkt.  Årene efter de 60 har gjort en forskel fra at kunne gå mange kilometer i rask tempo, til en lidt mere beskeden rute i langsommere tempo. Det tager den samme tid – distancen blot kortere. Fødderne gør ondt og ryggen værker. Så er det hviletid. Jeg klarer fem km et par gange om ugen. Resten er småture. Der er ikke mere gåkraft. Det med “10000 skridt om dagen” er en myte!

 

Det er i dag syv år siden min mor døde. Eller sov ind, som de siger der er bange for ordet død.  Men sove ind var hvad hun gjorde. Holdt bare op med at trække vejret. Oldgammel og træt. Senildement og ude af sync med livet. Der var ikke mere tilbage. Den 20. oktober er det 50 år siden min far døde. Pludseligt og uventet. 48 år gammel. Den ene dag var han der, den næste ikke. Jeg var 14 år. Det var en helt anden historie, men er nu så længe siden at det var et helt andet liv. En helt anden tid. Det kunne lige så godt være hundrede år siden. Det gør ingen forskel.

 

Oktoberdagene er fredelige. Monotone og rolige. Jeg har ingen aftaler eller forpligtelser med andre end mig selv. Det er vidunderligt. Nerverne falder til ro. Kroppen slapper af. Spændingerne i ryg og nakke mindsker. Yoga på måtten. En tur ud i nabolaget. Mere skal der ikke til. Og kameraet indfanger det storslået farverige, smukke forfald. Det stemmer sindet.

Og hjemme igen. Lydbog i ørerne. Kaffe. Gyngestol. Mens blikkets uendelighed stryger gennem vinduet hen over trækroners farvespil og fugleliv.

 

Neptun, mellem ånd og materie

For den introverte er det nødvendigt
at nå til en handlen, der ikke ustandseligt
er begrænset af betænkelighed og tøven
C.G. Jung

Neptunske vinde fejer hen over mit horoskop i denne tid. Jeg har (som også nævnt i tidligere opslag) besøg af transit Neptun hen over min målsætningsakse, MC, det højeste punkt i horoskopet.

Generelt set er Neptun hovedansvarlig for mærkelige tilstande, tåge og uklarheder, ubegribelige hændelser, kaos, manipulationer, (selv)forførelse, hjernespind, misforståelser og grænseproblematikker. Der kan opstå udefinerlige sygdomme, snigende uvaner, automatisk og uhensigtsmæssig adfærd. Man kan blive fanget ind af overforbrug af alkohol og stoffer, hvis ikke man er mere end almindeligt vågen og opmærksom, hvilket i sig selv er en udfordring under neptunaspekter. Opfattelsesevnen bliver sløret og diffus. Straks du mener at have styr på tingene, så viser det sig at du har overset “det med småt”. Det er let at gå i offerfælden.

Neptuns domæne handler dog også om spiritualitet, transcendens, det hinsidige, drømme, selvopofrelse og medfølelse.  MC er, omend det blot er et matematisk punkt i zodiaken, udtryk for den fysiske manifestation på planeten jorden, inkarnationen. Derfor mener jeg, at den store gasplanet på dette sted i horoskopet må vise forholdet mellem den fysiske virkelighed og den ikke-fysiske (eller metafysiske) virkelighed.  Dvs. at befinde sig i et mellemrum, eller overgangsrum, mellem ånd og materie.

Jeg betragter det som en invitation til at dykke ned i spirituelle temaer, i underbevidsthedens strømme, kigge bag om den almindelige fysiske virkelighed, meditere og skabe kontakt med Selvet – i det omfang jeg ikke bliver ramt af træthed og dovenskab, eskapisme og glemsomhed, som også er nogle af Neptuns særdeles forførende egenskaber.

At have  Neptun i transit på dette sted, i 10. hus, vil medføre en form for reorientering. Det gamle regime går i opløsning, hvilket indledningsvist skaber forvirring.  Livsretningen får en anden betydning end før. Motiver bag handlinger og beslutninger kan blive uklare eller dobbeltpolede, fordi det gamle stadig er aktivt og trækker i en retning, og det nye trækker i en anden. Det er let at forblive i gamle mønstre og vaner, men de giver ikke længere mening og den diskrepans der opstår er fysisk mærkbar som spændinger i kroppen, hovedpine, inerti, smerter, der ikke let lader sig lindre. Jeg føler mig kort sagt træt, gammel og udslidt, stresstærsklen er ekstremt lav. Havde jeg stadig været erhvervsaktiv, ville jeg have været langtidssygemeldt nu.

Jupiter – i mit radixhoroskop – blander sig i diskursen. Han ligger lige overfor, på IC, det laveste punkt i horoskopet, hvor 4. hus befinder sig. Hvis vi siger at MC er overjordisk, så er IC underjordisk. Det understreger trækket mellem det fysiske og det metafysiske og jeg selv er ligesom strakt ud mellem disse to poler. Jeg kender mennesker der er født med Jupiter og Neptun i opposition.  Jeg har oplevet dem befinde sig holdningsmæssigt et sted mellem religiøsitet og spiritualitet og er endog blevet optaget af religiøse sekter eller foreninger hvor de har fundet mening. For en tid i hvert fald.

 

 

 

 

 

 

Tankespind om befrielse og social genoptræning

Da coronapasset dumpede ned i telefonen den 21. maj var det med en fornemmelse af befrielse. Samtidig med at det også gav anledning til en lille uro, for nu er der jo også åbnet for samvær med andre mennesker…

Vaner og rutiner har ændret sig i det seneste 1 1/2 år. Der har ikke været fysiske samvær at tage stilling til, særligt efter seneste lockdown fra december 2020 til nu. Vi holdt “juleaften” i familien den 22. maj… alle gaverne havde stået i en sæk i kælderen i næsten et halvt år. Men det har så også åbnet for at ellers fastlåste traditioner og ritualer sagtens kan omformes til noget andet.  Det yngste barnebarns dåb blev også udskudt et halvt år, indtil “de gamle” i familien kunne være færdigvaccinerede. Jamen, ting kan jo lade sig gøre. Og selv hvis slægtsdåbskjolen er blevet for lille  (eller barnet for stor) kan den jo bæres symbolsk – hvis det har betydning for nogen.

Kaffemøderne online har været flere og på ingen måde ringere.  Jeg har set og talt med venner i andre landsdele langt oftere, endda helt uden at det bliver til projekter med rejser og overnatninger og hvad der nu skal til.

Hvad ser du mest frem til efter befrielsen (læs: vaccinen) – og mit svar er: adgang til træningscenteret, biblioteket, til kunstudstillinger og museer. Det sociale kommer i anden række og skal introduceres i små doser og med lange pauser imellem. Men sådan har det altid været – nu er det bare blevet endnu mere tydeligt.  Jeg er ekstremt indadvendt og elsker at være alene med mine sysler. På den måde har coronatiden ikke voldt vanskeligheder for mig. Jeg har faktisk nydt den langstrakte ro og stilhed.

Jeg er ikke den eneste i min omgangskreds der har oplevet det sådan. En veninde har f.eks. fået skrevet en bog færdig til udgivelse i efteråret. Jeg har selv haft et godt flow i skriveriet til Horoskopbladet Stjernerne. Den næste artikel er om Rudolf Steiner. Den kommer i Krebsebladet den 20. juni og flere er på vej. Jeg har en post-it liste af spændende personligheder på opslagstavlen, der holder mig beskæftiget i det næste lange stykke tid.

Og lydbøgerne. Jeg er simpelthen med på den bølge. På med travesko og airpods. Og så afsted ud i nabolaget. Eller tage bussen lidt længere væk nu hvor frygten for smitte er aftaget. Jeg har virkelig ikke haft lyst til den kollektive trafik før jeg blev vaccineret. Men som med et trylleslag lettede det.  Mundbind? Ikke noget problem. Det monterer jeg bare pr automatik og har min egen sprit i lommen (så er jeg sikker på at den ikke er parfumeret).

Befrielsen er altså mærkbar. Og det endda efter første dosis. Jeg har nummer to til gode om en ugestid.  Eneste minus: Jeg var usædvanligt træt og bronkitissymptomer blussede gevaldigt op i de første uger efter vaccinationen. Men nu er alt godt igen og det er tid at finde lydbog og travesko frem, for nu skal jeg afsted ud i det (omsider) gode vejr og hilse på den stundende sommer.

 

Uranus i Tyren - og hvad er meningen

 Det er tid at slippe forventninger og bryde vaner, rutiner og ritualer.  I hvert fald for en gammel Tyr (eller løve, eller skorpion, eller vandbærer). Men mest Tyren. Uranus ligger ti grader inde i tegnet og i går, den 27. april 2021, var det fuldmåne på syv grader Skorpion (Solen i 7 grader Tyr). Det er faste tegn. Men Uranus er på ingen måde fast. Tvært imod. Os der er født i april-maj vil kunne opleve at "noget" er ved at falde fra; gå i glemsel. Hvad vi før har holdt fast ved og kunnet genkende os selv i, er simpelthen ved at fade ud. Det er fordi noget tilsyneladende nyt skal have plads. Ikke fordi jeg bliver "en anden", men fordi jeg bliver mig selv.

Hvordan ved jeg det? Det gør jeg dels fordi jeg kender Uranus og dens energi der vender alting op og ned.  Og jeg ved det fordi jeg mærker det. Det viser sig som en rastløshed og samtidig en tomhedsfølelse - jeg ved ikke hvad jeg vil, hvad jeg kan eller hvor jeg er på vej hen og jeg er ufatteligt træt.

Især er det forholdet til "hensigt" der er under forvandling. Allerede for lang tid siden, måske et år eller to, har jeg stillet mig selv spørgsmålet "hvorfor gør jeg det jeg gør"?

Et muligt svar er ved at blive mere tydeligt: fordi jeg søger anerkendelse. Altså af egoistiske grunde. "Se mig, dygtig", siger min indre treårige. Men det holder ikke længere. Jeg er blevet mere ligeglad med hvad andre mener om mig. Det er måske ikke bare transit Uranus i mit soltegn, det er nok også et aldersfænomen. De to ting falder så bare sammen her. Og det er stærkt befriende. Og foruroligende. For hvad skal jeg så stille op med mig selv og den tid jeg har tilbage her på jorden?

Det er muligvis også et coronafænomen.  Det at vi alle er i samme båd, med "coronahår" og diverse restriktioner, har også givet en vis personlig frihed indenfor de givne rammer. Det er jo helt paradoksalt. Men min oplevelse er, at grænser faktisk giver frihed. Det har jeg sådan set ikke været i tvivl om, da frihed uden rammer nemt bliver til kaos, der bliver til forvirring og usikkerhed.  Det kender vi fra pædagogik og psykologi. Elementært, min kære Watson. Når restriktionerne på et tidspunkt ophæves, så skal jeg igen til at foretage flere valg og tage ansvar for dem.  Altså ikke blot tage ansvar for et valg - men også et fravalg.

Venus og Merkur befinder sig også i Tyren for tiden.  Så samtidig med Uranus' evne til disruption, oprør og frihedstrang, så søger vi det sanselige i f.eks. livets goder - det er ikke så mærkeligt at cafe- og kulturlivet er åbnet en smule nu med fire planeter i Tyren - det er tiltrængt, selv om test og coronapas er bøvlede. Der er i det hele taget stadig meget bøvl med op- og nedlukninger. Intet under at folk bliver frustrerede. Jeg ville ønske for dem, at de kunne give mere slip og få det bedste og noget nyt ud af situationen... men det er nok igen min alder og erfaring der taler her. Jeg havde ikke let ved at ændre holdninger da jeg var 35, selv om jeg troede det.

Jeg har levet i relativ isolation siden december og venter på en invitation til vaccine når som helst nu. Det vil ikke ændre meget på min adfærd, men det vil sandsynligvis dæmpe sygdomsangsten og selvfølgelig åbne for mere frit samvær med familie og venner. Og jeg ser frem til  to gange om ugen i træningscenteret!

Og hvad er så hensigten med det her skriv?
Bare at sige hej - jeg er her endnu og astrologien taler sit (for nogle) tydelige sprog.