17 december 2020

Saturn er gået i Vandbæreren

Så kom dagen da Saturn endelig gik ind i Vandbæreren for at blive der de næste ca. tre år. Om et par dage følger Jupiter efter og efter yderligere et par dage, den 21. december 2020 hvor også Solen skifter tegn - til Stenbukken sjovt nok - og det er vintersolhverv, på den dag er Jupiter og Saturn i eksakt konjunktion og tillige i den tætteste deklination siden 1405, ja også siden 1226 hvor de stod på præcis samme sted og deklination som nu.

Det bliver flot. Som en kæmpestjerne lidt over horisonten mod sydvest, mest synlig omkring kl. 16.30. Hvis ikke det bliver forhindret af skydække. Jeg nåede lige at se planeterne i går, den 16. december da der åbnede sig et vindue mod himlen netop før solnedgang. Så kom skyerne igen.

En rigtig "Julestjerne" men ikke til en jul som vi kender det. Det er ligesom en opfordring til at tænke over hvad "jul" egentlig betyder, når det nu ikke kan blive den fest vi kender og elsker. Coronasmitten er høj og restriktionerne skrappe. Familier må finde andre veje til julehyggen og være få sammen i stedet for mange.

Jupiter og Saturn, ånd og fysik, går hånd i hånd ind i Vandbæreren og inviterer til at give lyset i hjertet plads og reflektere over hvem vi er og hvordan vi er det.


10 december 2020

Den Store Jupiter-Saturn konjunktion

 

(Foto: Pete Lawrence, hentet på skyatnightmagazine.com)

 

Jeg ønsker mig til jul, en skyfri himmel og udsyn mod sydvest lige efter solnedgang, især den 21. december 2020. På dette tidspunkt sker der et astronomisk/astrologisk fænomen at Jupiter og Saturn, der begge vil være skiftet fra Stenbuk til Vandbærer, vil stå så tæt sammen at de vil se ud som et enkelt kæmpe lysende himmellegeme.

“Stjernen over Bethlehem”, kan have været sådan et fænomen.

Saturn og Jupiter står tæt sammen i et tegn ca. hvert 20. år. Det er der ikke noget specielt i – bortset fra de samfundsmæssige omvæltninger der omtrent finder sted i de intervaller. Stort eller småt. Her i 2020 må det siges at være en af de absolut større.

Det særlige i år er, at foruden at konjunktionen indleder en ny 200årig æra, med de tyveårige intervaller i lufttegn, mod hidtil i jordtegn, så befinder de to planeter sig i samme deklination, nemlig 20 grader syd. (det betyder at de står på samme punkt i himmelrummet, hvor planeterne ellers kan befinde sig enten nord eller syd for ekliptika og altså kun tilsyneladende danne konjunktionen der kun deler længdegrad… ok, slut med nørderiet.)

Det er 800 år siden, at planeterne har været på samme sted, samme grad, samme deklination. Nærmere betegnet den 5. marts 1226 klokken 4.40 (dansk tid).  Jeg har tjekket det med mit astrologiprogram, Solar Fire. (OPDATERING: der var også en konjunktion mellem Jupiter og Saturn i Vandbæreren i 1405 på 23 grader, og en tæt deklination på 14 grader,  men ikke helt så tæt som i 1226 og 2020… det er hvad man igen i nørdet fagsprog vil kalde flueknepperi)

1226 var året hvor Djengis Khan herskede i Mongoliet og året hvor Frans af Assisi døde. OG det var året hvor den norske Broder Robert skrev sagaen om Tristram ok Isodd…  Tristan og Isolde? (sakset fra Wikipedia og onthisday.com).

Men med udsigt til  evigtgrå decemberhimmel er chancerne små for at få det at se. Menmenmen – mirakler kan jo ske og det er jo juletid hvor forventningerne i forvejen er høje. (Nåh nej – måske ikke i år… pardon, jeg glemte lige restriktioner og lockdowns).  Måske er det just dette der skal være forventningen så, at få et glimt af det store himmelrum og den ene dobbeltplanets lysstyrke. Kig mod sydvest efter en strålende klar stjerne der ikke blinker.

Hvad det astrologisk betyder er svært at sige noget konkret om, men det er helt uden tvivl at der nok skal komme “Nye boller på suppen” – ja, måske en helt ny suppe. Det er jo i gang, vi ser det jo omkring os og i os. Ingenting er som det var – og bliver det heller ikke. Det nye normalt er begyndt. Det er måske tid at finde den indre mester og vejleder og ikke forlade sig på de ydre dogmer og doktriner der har hersket. Mit eget projekt i den henseende er studier i Teosofiens oprindelse og udvikling. Det kommer der nogle artikler om i Horoskopbladet Stjernerne i den kommende tid.

I stedet for at holde jul med familien (Sønnike har været udsat for smitte på arbejdet og er pt i isolation mens han venter på test med fire dages ventetid plus efterfølgende testsvar) så går jeg i studie- og skriveboble alt imens jeg spejder mod sydvest og sætter al energi ind på at få de tunge skyer til at sprede sig på det helt rigtige tidspunkt.

 

 

 

 

07 december 2020

Den 30. grad - Saturn på vendepunktet

 I dag blev jeg inspireret af min dygtige astrologkollega Caritas Fischer til at skrive lidt om det her fænomen at Saturn står på tærskelen til Vandbæreren. Skiftet sker den 17. december.

Saturn der står for begrænsninger, restriktioner, erfaring og læring ved hårdt arbejde. Han har været lidt frem og tilbage i år. Det er bemærkelsesværdigt, som også Caritas skriver, at sidst Saturn var på 29 grader Stenbuk og kortvarigt inde i Vandbæreren, det var den 11. marts 2020 hvor landet gik i national lockdown.

Så ringer klokkerne da igen nu den 7. December for en ny regional lockdown hen over jul og nytår netop som Saturn befinder sig i nøjagtig samme grad.  Har vi lært noget? Ellers så er nu eller aldrig. Det er nu smittetrykket skal ned, elimineres, udryddes, fjernes fra jordens overflade. Vi er trætte og kede af situationen stort set allesammen, gætter jeg på. Vi har alle skullet rette ind og følge uønskede regler og vi skal fortsat gøre det. Mere end nogensinde.

Julen er i fare, som den altid er det i de julekalendere jeg i hvert fald har set gennem årene - men den bliver altid reddet til sidst. Redningen i denne omgang, i denne jul, er måske at opdage at der ikke sker noget ved at gøre det lidt anderledes og lidt mindre omfattende end mange har tradition for. Der er også mange der slet ikke holder jul, måske fordi de har en anden religion end den julen hører til.  Det bliver alternativt på alle fronter og det bliver en fortælling om en anderledes jul når vi ser fem-ti år frem i tiden: Den jul det år, verden var gået af lave.

Saturn går ind i Vandbæreren sammen med Jupiter - Jeg ser to  julemænd følges ind i det nye tegn: Den strenge sankt Nikolaus der kun giver gaver til "de artige børn", sådan som jeg kendte ham i min barndom - den grønklædte og kuttetilhyllede (Saturn, tarotkortet Eremitten) og så den meget joviale (Jupiter, tarotkortet Hierofanten) og gavmilde røde "coca-colajulemand" som senere generationer er vokset op med.

Det ligner at det handler om balance. Mellem at give og modtage. Vi giver allesammen til hinanden ved at gøre som Søren og Mette siger: holder afstand, spritter af og begrænser festen til et minimum. Og vi modtager ved at glæde os over at de afsavn vi lider er med til at smittetallet går ned og vi redder liv og sundhedsvæsen.

Ja, det er måske lidt ordskvalder - men det var hvad der dukkede op efter at have set pressemøde i dag - og have læst Caritas' fine opslag på Instagram. 

God mandag.

01 december 2020

Merkur i Skytten: Lad os så komme videre

Så åbner vi første låge i julekalenderen. Merkur slipper taget i den undergravende og afslørende Skorpion og smutter ind i den optimistiske Skytte i dag. Men kommer der nogen fest ud af det? Næppe. Optimismen kan måske spores i en håbefuld venten på coronavaccinen. 

Merkur har fart på nu. Kun knap tre uger i Skytten før han den 21. december løber ind i Stenbukkens alvorsfulde område hen over jul og nytår. 

Sagde jeg 21. december? Det er ligesom en skæbnedag for os jordlinge. Ikke blot er det vintersolhverv og vi kan fejre lysets genkomst. Det er også dagen hvor Saturn og Jupiter finder tæt sammen i et favntag i den første grad af futuristiske Vandbærer - hvis krystalkugler findes, så er det her de er. Det er tid at se fremad.

Men jeg foregriber mig selv her.

Merkur har skabt uro og mistillid i Skorpionen, på en måde som næsten ikke er til at bære. Borgmestre og partiledere er gået af og minksituationen har bragt regeringen på faldets rand. Måtte det ikke ske - en borgerlig fløjs mistillidsvotum vil være mere end katastrofalt som sagerne står lige nu, midt i en pandemi. Der er brug for at kaptajnen fører skibet i sikker havn - så kan oppositionen rasle med sablerne bagefter. Alt andet er uansvarligt, efter min ydmyge mening. Det er en helt uastrologisk betragtning. Jeg har ikke socialdemokraternes horoskop.

Nu bliver det så Skyttemerkur. Der kommer nok lidt mere fart på noget lovgivning og en mere åben kurs for hvordan corona skal slås ned. Og folk er med. Det er nu eller aldrig. Hvad der end kommer af nye tiltag som skal dæmme op - især i julemåneden hvor festhumøret mange steder er faretruende højt - så vil der være basis for samarbejde. Kortvarigt dog. Og netop hvis det bliver meldt ud som en kortvarig ekstraforanstaltning - ja, jeg tænker på yderligere restriktioner i Hovedstadsområdet som vil blive meldt ud måske i dag - så vil det være til at overse for de fleste. Merkur i Skytten: Lad os se at komme videre...

Er du også coronatræt? Ja, så er det nu hver enkelt af os skal tage ansvar for vores eget nærmeste område og tage den der fra. Hvis juletraditioner mv er truet, så se det som en særlig historisk jul, der går over i familiealbummerne som det år alting var anderledes. Det er da ikke så ringe.

Drop klynk og jammer - gør noget fornuftigt i stedet, om ikke nu, så i hvert fald  når Merkur går i Stenbukken ved solhverv. 

Der er håb. Dyrk det!

23 oktober 2020

Grebet af momentet

På min daglige travetur i dag, endte jeg med at tage bussen. Med mundbind og sprit og det hele. Det skal jo til. Det er længe siden jeg har været på bytur og ose bøger. Jeg savner Strubes og Det Ukendtes boghandel med alskens alternativt og astrologisk og besluttede spontant at tage ind til astrologihuset på Østerbro. Jeg hoppede af bus 184 på Hans Knudsens Plads og lod fødderne bringe mig til Teglværksgade.

Jeg tog trappen op til 4. sal og åbnede døren ind til astrologihuset. Det er måske lidt meget sagt at hele huset er astrologi, men 4. sal til højre er i hvert fald dedikeret til faget.  Et imødekommende “Hej” lyder inde fra boghandelen. “Hej”, svarer jeg tilbage, “det er Birgitte fra Lyngby”. Inger, der står bag disken har lige pakket en kasse nye bøger ud og sender mig et strålende smil og spørger hvad hun kan gøre for mig. Vi har mødtes en del gange før og det er altid så hyggeligt.

Der var et par bøger på min ønskeliste, en gammel en fra 1981 og en der er spritny. “Jeg vil gerne se på to bøger”, svarer jeg og nævner først en titel som hun griber fra den bunke hun lige har pakket ud. “Alle tiders bog”… ja, det hedder den altså. Det er titlen. Den er fuld af tal. Om tid.

“Og den anden?”
“Horoscope Symbols, af Robert Hand.”
“Jeg må lige spørge chefen”, siger hun så og forsvinder ind i et kontor ved siden af.  Jeg tøffer efter hende og siger “Hej Karl Aage”…  dog har jeg ingen forventning om at han kan huske hvem jeg er. Det er mere end et år siden vi hilste på hinanden en enkelt gang.  Vi falder i snak foran en tilsyneladende overordentligt uordentlig bogreol, der dog er opdelt alfabetisk efter forfatter. Mine øjne falder straks på et par forkert placerede titler af Robert Pelletier som straks bliver omplaceret fra H til P. De lignede til forveksling bøger af Robert Hand, så det kan jo smutte i skyndingen.

Karl Aages kontor er kreativt rodet og emmer af aktivitet med redaktionelt arbejde. Hvis jeg havde et kontor, ville jeg også have bunker af bøger, blade og papirer liggende rundt omkring. Og så alligevel ikke. Jeg holder af orden og må have rent bord og rolige omgivelser før jeg kan gå videre med en ny opgave. Det minder mig om mit første besøg hos en advokat. Jeg var 14 og min far var lige død, så det var noget med en boopgørelse. Ikke at jeg var involveret; jeg var bare med min mor derhenne.  I advokatens kontor lå der bunker af sager på alle overflader; enorme bogreoler med enorme bøger i læderindbinding; mørke chesterfieldlædermøbler og mørkt egetræ; lamper med grønne skærme af glas. Fuldstændig arketypen på et advokatkontor som taget ud af Charles Dickens.  Jeg er bare så fascineret af sådanne arbejdsrum. Værksteder for ord og ideer. Senere blev jeg advokatsekretær – måske det besøg lagde grunden til det. Der var ikke meget rod på vores kontor. Men vi var kreative, dog

Tilbage til Karl Aage. Vi sludrede lidt om dit og dat og bøger ved hans reol og jeg fandt et par titler jeg gerne ville købe også. Da jeg sagde mit navn (han kunne ikke huske det fra sidst, selvfølgelig), udbrød han “Nåååh ja, det er jo dig der skriver så skidegodt”… (undskyld kære læser – jeg kan bare ikke lade være at være lidt stolt over at få sådan en kompliment fra redaktøren af det konkurrerende astrologiblad).

Nå, men Robert Hands Horoscope Symbols i secondHand(!) udgave blev overdraget til mig sammen med The Mars Book (meget apropos nu Mars er i Vædderen i lang tid) samt Christian Astrology af William Lilly som længe har været på ønskelisten.  Horoscope Symbols er ganske umulig at opdrive så jeg er rigtig glad. Den er god at have som opslagsbog! Ganske vist har jeg den i en svensk oversættelse men den synes jeg ikke godt om. Så hellere den originale.

Jeg havde tømt sparegrisen og afleverede pengene til Inger og drog glad hjem med bus 184 igen.

Undervejs fik jeg en underlig fornemmelse i nervesystemet. Noget Karl Aage havde sagt? Han arbejder på et værk af historisk art og spurgte om jeg var interesseret i renæssancen, nu jeg har skrevet om Leonardo da Vinci… om jeg havde lyst til at bidrage til værket? (Igen – en kompliment der kan mærkes). Jeg sagde det som det var, at artiklen om Leonardo var et bestillingsarbejde og jeg var blevet grebet af momentet – så det var ikke renæssancen som sådan jeg interesserede mig for. Men så var det, at jeg der i bussen kom til at tænke på et andet renæssancemenneske fra næsten samme tid og sted som Leonardo… og nej – igen siger jeg ikke hvem, for så forsvinder magien. Men gad vide om ikke det bliver til en artikel.  Mit system er i hvert fald sat på “go” og så ser vi hvad der kommer ud af det.

Når inspirationen rammer er det på sin plads med en tak til transit Uranus på radix Merkur og kollektive Merkur i opposition til Uranus der sørger for input når jeg mindst venter det.  Det er ellers lige før jeg har været ved at sande til. Det får jeg heldigvis ikke lov til ret længe ad gangen.

Og forøvrigt tak til Karl Aage i Astrologihuset for komplimenterne.