Bloggen bygger om

Min blog gennem 16 år på birgitterefshauge.dk kaldet "birgittes verdensbillede" er migreret til "Dagens Planet". Tiden kalder på gentænkning, nedskalering og nye veje. Økonomien skal trimmes og unødige udgifter begrænses. Det har længe været på vej, men jeg skulle lige være klar til at give slip, ligesom at skifte fra en identitet til en anden (hvilket er noget vås, for jeg er jo stadig mig). Fremover skriver jeg her, når der er noget at skrive om. En del ældre indlæg og sider som jeg ved stadig bliver læst er fulgt med over på den nye blog her. Find dem i indlægsarkivet i højre side eller i menuen øverst.

 

 

 

Dagens Planet startede i 2020 som en coronating, hvor jeg skrev korte astrologiske tekster som en kommentar til de ting der skete. Det var meningen at lukke bloggen igen - men nu bliver det altså min nye legeplads.

Det er et stort arbejde at integrere tekst og billeder igen, så det kan godt være der er lidt rod her og der... det er bare en del af processen. Ligesom flyttekasser hvor man ikke lige kan finde proptrækkeren og må gennemgå det hele...

Man kan mene meget om Google, men deres blogmodul fungerer godt, er enkelt og relativt ukompliceret. Det koster først penge, når lagerkapaciteten er overskredet. Det er der længe til. Desuden kan man fravælge reklamer - det kan man ikke på den gratis wordpress... og jeg afskyr reklamer - de ødelægger æstetikken!

Så velkommen til Dagens Planet, der handler om min oplevelse af livet, verden, tiden og astrologien. 

Kriser og kartoffelkager

 

Jeg sagde det allerede i 2018 i en podcast, “lyden af et bedre liv” med Mannah Guldager: 

 Der kommer i løbet af 2020 og fremefter, en krise af en størrelsesorden som dengang Berlinmuren faldt og Sovjetunionen og jerntæppet gik i opløsning.  Men hvordan den krise ville udspille sig, kunne jeg naturligvis ikke forudse.  Sådan er det med astrologi. Man kan se meget, men ikke det hele og slet ikke de konkrete hændelser.

Det er lige der vi er nu. Verdenskrise ( i hvert fald i den vestlige verden) for jeg ved ikke hvilken gang i min levetid (65  år).

Hvad har der været?

Cubakrisen i 1962 – russerne ville placere atommissiler på Cuba og listede med deres ubåde rundt om østaten. I sidste øjeblik før Kennedy trykkede på katastrofeknappen, fik russerne gudskelov kolde fødder og vendte om. Vi boede i et politisk brændpunkt – Berlin. Jeg var et barn. Mine forældre bed negle.

Oliekrisen 1973-74 – dengang var der bøvl med de arabiske olieproducenter. Det var en kold tid. Jeg var teenager. Gik på ungdomshøjskole hvor vi klædte os på med tykke sokker, islændersweatre, dyner, tæpper.  Og os der blev på skolen i weekenden rykkede sammen i pejsestuen foran ilden og den store gryde med varm te. Og der var fedtemadder med salt.  Om søndagen måtte man ikke køre bil. Der var isvinter, men vi led ingen nød.

1980ernes “stjernekrigsprojekt” (ja, den første Star Warsfilm (episode 4) var lige udkommet).  Præsident Reagan (så vidt jeg husker) havde til hensigt at få eventuel krig flyttet ud i rummet og lettere adgang pr satellit til at ramme strategiske mål. Atomkrigsfrygten hang igen over os alle og vores statsminister, Poul Schlüter (konservativ) indførte “kartoffelkur” og spareplaner. Der var rentestigninger og inflation. Alt var dyrt og alle skulle spare. men det gik jo. Jeg husker ikke nogen nød der heller.  Bortset fra at min studiegæld (der dengang var statsgaranterede banklån) voksede ud af proportioner helt af sig selv…

Så kom 1989 – 1991 hvor Europas landegrænser blev flyttet som brikker i et puslespil. Nye statsledere kom til og alting – set fra vores vestlige vinkel – så lyst ud for fremtiden. Fred og fordragelighed. Revolutionerne var fredelige og forvirrede.  Jeg tudede da jeg så i nyhederne den 9. november 1989, hvordan det første modul af berlinmuren blev væltet… min barndomsby var befriet. Alt var godt. Eller var det? Østtyskerne måtte se deres trygge socialistiske eksperimentalstat falde fra hinanden og indgå i en kapitalistisk markedsøkonomi der sendte mange til tiggerstaven. Så rosenrødt var det ikke at blive befriet.

Og nu har vi haft 30 år med relativ ro på vores breddegrader, før det hele bliver væltet af en gal despot der vil tilbage til de “gode gamle dage” med Katarina den Store, Ivan den Grusomme, Peter den store… og i hvert fald tilbage til Stalin… og gerne have kontrol med Østersøen? In your dreams…

Nu er to store gasledninger ud for Bornholm  blevet gennemhullet af endnu ukendte gerningspersoner. Det er rykket tæt på nu. Men er jo intet mod de tusinder af mennesker på flugt fra krig og midt i den.  Jeg kan næsten ikke overskue astrologien i det, men kan dog sige, at Uranus og Saturn i kvadrat for nu tredje gang på halvandet år, er ved at sparke de sidste gnister ud af det problematiske planetariske møde og ser ud til at gøre det med eftertryk.

Saturn, der repræsenterer den gamle konservative verdensorden, er stadig i clinch med Uranus, den nye verdensorden (hvad det så end er). Pluto, som har mange tillægsord som undergravende, forvandlende, afslørende og tilslørende,  hemmeligholdelse, tabuiserende, undergrunden, brændstoffer, atomkraft osv. synger på sidste vers i Stenbukken og slår sine sidste slag der.

 

Det er de tre planeter især der er på spil i disse år og som giver sved på panden indtil 2025 hvor Pluto har fuldført sin mission i Stenbukken (stater og statsledelse bl.a.) og endeligt bevæger sig ind i nyt territorium i Vandbæreren.

Vandbæreren er et såkaldt humanistisk tegn og det kan forlede en til at tro at så bliver alt godt. Det tror jeg nu ikke. Der bliver meget nyt at vænne sig til. En ting vi jeg dog tro, er en større ændring som allerede er på vej  og det er hvilke energikilder vi kommer til at benytte os af.  Ikke mere olie, kul og gas – som hører Stenbukken til – men mere sol, vind, vand og biomasse og muligvis andre energikilder vi endnu har til gode at opdage eller opfinde.  Men det vil også være mere ustabilt, fordi Vandbæreren er “styret” af Uranus, som er ustabil. Vi må belave os på at energi er en mere flygtig størrelse og at der skal mere planlægning til i hverdagen.  Jeg ser det her på mikroplan, hvordan vi indretter os i husholdningerne med opvarmning, afkøling, madlavning og kommunikationsmidlerne pc, telefoner, biler og hvad vi ellers bruger elektricitet til. Alt skal have strøm og det skal komme et sted fra. Det nye er at intet er givet eller automatisk. I hvert fald for en tid, indtil der kommer så meget styr på teknologierne at det vil blive hverdag. Det kommer nok til at tage en 10 års tid endnu, for vi skal lige have Uranus igennem Tvillingernes tegn hvor vi vil lære en hel del nyt… forskningen vil bruge mange kræfter på at eksperimentere med alternative energikilder helt frem til 2032,  er mit bud. Til den tid er jeg en gammel dame – og håber at være her til opleve det.

Hvornår ender det, spørger du nok?
I de kommende år, altså 2023-25, vil de store langsomme planeter begynde efter tur at skifte tegn. Det vil være en turbulent tid og jeg kan ikke forudsige en afslutning som sådan. Det er en lang proces med omstillinger, fremskridt og tilbageskridt, inden der forhåbentlig kommer en afklaring af de politiske forhold og hvordan vores hverdag ser ud. Lige nu er det højspændt fordi Uranus og Saturn er i et tæt (se grafen) kvadrat for sidste gang,  inden det løsner sig igen her i løbet af vinteren. I marts 2023 vil Saturn gå i Fiskene, Pluto i Vandbæreren. Nogen forløsning vil der være og en retning vise sig.

Det bliver for de fleste af os en stram vinter hvor det nok er klogt at udvise rettidig omhu. Jeg er selv i fuld gang med at strikke, sørger for at have alternative lyskilder og henlægger mit strømforbrug til de billigste tidspunkter så godt det går.  Om natten er routeren slukket (den kan faktisk ses på strøm-appen) og laver varm mad klokken 14 hvor det som regel er billigere ( jeg ved godt at ikke alle kan det. Det er mit og andre hjemmegåendes privilegium). Jeg har anskaffet en powerbank med solceller – så er der dog strøm til telefonen hvis elnettet slukkes af og til, som energistyrelsen har advaret om. Jeg tænker at det nok skal gå og der kan gå sport i at ændre vaner og adfærd.

Det er ikke kun et spørgsmål om min egen økonomi når jeg gør hvad jeg kan i min mikroverden – det er også et spørgsmål om “medborgersind”… nogle kalder det samfundssind, men jeg kan bedre lide H.C.Ørsteds gamle ord, der bedre beskriver at vi tager hensyn til hinanden og deler ressourcerne som bedst vi kan.

På den ene side, er kriser svære. For nogle mere end for andre. Der skal omprioriteres og gentænkes. På den anden side, er det også en skærpelse af opmærksomheden på de ting vi tager for givet. Men der er ikke noget der er givet. Vi er så privilegerede i den vestlige verden at det kan være svært at skalere ned. Men det er ikke umuligt og kan endda åbne nye, bæredygtige, veje til et godt liv.

En lille anekdote fra virkeligheden:

Hos den lokale bager i går. Købte en kartoffelkage og en pose småkager. 84 kroner. Ja, sagde den unge kvinde bag disken, næppe over 20 år gammel.  Alt er steget. Undtagen indtægten, sagde jeg.  Ja, svarede hun, men så må lønnen jo også stige. Nejnejnej – udbrød jeg spontant – for så skal bageren sætte priserne yderligere op for at dække din løn og så stiger priserne igen og du skal have mere i løn… og så stiger priserne… og din løn stiger… og og og… Sådan er det med inflation, belærte jeg dette unge menneske. Det er skruen uden ende. Vejen til at stoppe inflation er at bremse lønstigninger og bremse forbrug og det er derfor regeringen ikke bare kan poste hjælpepakker og checks ud eller sætte afgifter ned ad libitum, så vi kan bruge løs som vi plejer.

Det var så lige en minilektion i lommenationaløkonomi for et ungt menneske født omkring år 2000 der aldrig har oplevet noget lignende som det der foregår lige nu.  Fortrøstningsfuldt afsluttede jeg handlen med et:  vi er kommet igennem kriser før. Det gør vi også nu og så smilede vi til hinanden og ønskede god dag.

Det var i øvrigt en formidabel kartoffelkage (min yndlings) og de bedste havresmåkager i byen. Og nej – det var ikke “Lagkagehusets”!

 oooOOOooo

Den omtalte podcast kan du finde der hvor du normalt hører podcast og på youtube. Den hedder Lyden af et bedre liv, episode #87, Astrologisk Prognose. Udgivet 3. september 2018

Skriveblokering

Det er over et år siden, at jeg har rigtig har skrevet noget. Der er ikke noget der har kaldt på mig. Ingen inspiration eller noget presserende jeg har haft brug for at lægge ud. Det kaldes for skriveblokering. Eller udtørring. Det er ikke første gang det sker. Lange perioder uden output hvor jeg tror at nu kommer jeg aldrig til at skrive mere. Det er tæt på at bloggen bliver nedlagt, for der er jo ikke mere at bruge den til. Og hvem gider dog læse hvad jeg har på hjerte? En ond nedadgående spiral, af selvnedgørelse og -opgivelse. Jeg kan ikke løbe fra, at have Merkur og Solen i Tyren. Det kammer let over i sendrægtighed og inerti hvis spændingsfeltet kommer ud af balance. Jeg ser et metaforisk kirkeloft for mig, med buer af mursten i et fint afstemt spænd, der holder det hele sammen. Et præcisionsarbejde udtænkt af fortiden ingeniører, der kendte fysikken love. Hvis murstenene ikke stemmer mod hinanden på den rigtige måde, så falder hele loftet ned. Inertien er fysisk mærkbar. Hvis jeg nærmer mig tastaturet, er det som om en kraft holder mig tilbage. En kraft der får kroppen til at stivne og blive træt. Mentalt er det bare et tomt, sort rum; tankerne siger bare ”kaffe, nu, og en podcast” – jeg vil bare ikke høre min egen akutte tomhed. Det metaforiske loft er faldet ned.

For et år siden, dvs første halvdel af 2021 havde vi coronalockdown. Alt var lukket og de fleste af os bundet derhjemme. Jeg skrev så det sved i fingerspidserne. Hver måned afleverede jeg en artikel til Horoskopbladet Stjernerne, researchet, gennemskrevet og korrekturlæst. Det sluttede med Friedrich Nietzsche. Han var barsk at læse – og ikke mindst skrive om. Så gik ilden ud. Det var Juni. Det var total nedsmeltning.

Så hvad gør man når skriveblokeringen rammer? Man skriver om den. Jeg har set adskillige forfattere gøre det. Som et desperat forsøg på at komme tilbage på sporet. At få ordene til at flyde igen. At vise, at det jeg har at sige også har værdi. Om ikke for andre, så for mig selv. Bare det.

Jeg elsker jo at skrive. At lege med sproget og give det form. En rigtig tyreting, at forme sprogligt er lige det min Merkur i Tyren kan. Desuden er Venus, som ”hersker” over Tyren i Merkurs hjemtegn, Tvillingerne, som dermed gør sproget til en kunstart. Digtning. Eneste anke er, at godt nok har jeg digte i arkivet, men ikke mod til at udgive dem i bogform. Min selvcensur er for massiv. Mine største idoler er Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Der er ikke meget dansk digtning i samtiden, der når dem til sokkeholderne. Efter min ydmyge mening. Det skulle lige være Inger Christensen. Og sat op imod dem, er mine ”private smådigte” fuldkommen ubetydelige.

Skriveblokering har et islæt af mangel på fantasi. Det ligger i begrebet ”udtørring”. Kilden springer ikke længere. Vandfaldet er stoppet. Søen er tom. Havet drukket. Der ligger en gold og sprukken ørken. Jeg står ved kanten af den og spejder ud i det fjerne… ingenting, ingenting, ingenting.

Hvis jeg forsøger at tyde et horoskop, som jeg af og til har haft held med, siger det mig intet. Flowet udebliver. Symbolerne er blot sorte figurer på papiret, uden mening og indhold. Sammenhængene blegner og forsvinder som i tåge. Som spøgelser, der svæver gennem rummet og er væk gennem vægge og lukkede døre. Åbner jeg en bog med tydningseksempler og forslag, forekommer det at være uendelig forældet og har mistet mening.

Men hov – nu ved jeg at der er noget på færde. Det betyder at et spring er på vej. Et spring til et nyt niveau. Og det er fordi hele tidsånden har ændret sig og dermed også tydningen og tolkningen af symbolerne. Astrologisk symbolik skal, for at give mening i den tid vi lever i, gentænkes. Det betyder ikke at det gamle er forkert. Det er blot tid at bygge ovenpå og udvikle det astrologiske sprog.

Et kig på mit eget horoskop viser, at der i den grad er noget i luften, da Uranus og og den Nordlige Måneknude i samklang har ramt den Sydlige Måneknude i fødselshoroskopet. Måneknuden er i mange tilfælde at finde sammen med en planet når der sker store og voldsomme ting på verdensscenen – som der jo i høj grad gør nu for tiden. Og med Uranus er vi der hvor ingenting er sikkert, intet varer ved (heller ikke krige), hvor der er skyderier, revolutioner, oprør og ildebrand. Og i samme åndedrag, på den positive side, inspiration til at reformere, skabe og forny nutiden til fremtiden. Den kombination har jeg i øjeblikket på et sensitivt punkt, så det er bare om at være vågen op opmærksom på tidens tegn og øjeblikkets kalden i min egen mikroverden. Måneknuderne er som porte til noget nyt og når Uranus er med i billedet, så kan det vende op og ned på livet. Tiden vil vise hvordan.

Nu fik jeg slået lidt hul på skriveblokeringen. En lille flig er løftet men jeg ved ikke hvor det vil gå hen. At ”vente på inspirationen” er en dårlig ide. Den skal vandes og næres for at få nyt liv. Måske vil det lykkes, måske ikke. Det er i hvert fald tydeligt for mig at der skal ske en forandring og at det som alt andet – især for en tyrefødt – tager sin tid.

Og lige nu bliver det ”kaffe… og en podcast”.

 

 

 

Strikkerevolutionen

Der er sket en revolution. 

Jeg er begyndt at strikke.

Det startede en gang i vinteren 2021/22 men jeg har glemt hvordan jeg kom i gang.  Bortset fra at det var noget med en videosnak mellem forfatteren Kim Leine, strikdesigner Lærke Bagger og en journalist som jeg har glemt hvem var. De sad i et sofahjørne med en masse garn og nogle pinde — og strikkede mens de talte om Kim Leines bøger. Jeg havde lige læst/hørt Grønlandstrilogien. En fremragende fortælling. 

 

Jeg ledte i skabe og skuffer efter mine gamle strikkepinde og noget gammelt garn, som jeg vidste måtte være der et sted. Nåh ja, posen med bomuldsgarn fra dengang karklude med mikroplast blev no-go.  Jeg fandt garn og pinde og gik i gang igen.  60 masker bomuldsgarn på pind 3,5. To ret, to vrang. Strik 24 cm derudad. Luk af. Voila. De første klude blev… tvivlsomme for at sige det pænt. Siden har jeg strikket mindst 80 karklude med godt resultat, til glæde for familie og venner – og mig selv. Men ikke blot karklude. Mine to børnebørn får trøjer i en lind strøm. De er nemme at strikke. For det første er det stadig små størrelser der hurtigt bliver færdige. For det andet er ungerne endnu ikke så kritiske at de ikke vil bruge det. Det gælder om at udnytte tiden inden de bliver selvbevidste teenagere. Og jeg får øvet rundpindestrik, aflukninger, garntyper, farver, raglan (har jeg dog til gode) og en hel masse lærkebaggerteknik der bare er sjovt og opløftende. Ja, glædesfyldt.

Men hvad er det strik kan? I “gamle dage”, da jeg var yngre, bildte jeg mig selv ind at jeg ikke kunne strikke. Jeg gad ikke læse opskrifter. Havde ikke tålmodighed til at lære teknikker. Jeg troede også at der kun var en “rigtig” måde at strikke på. Men det er der lavet helt om på med “rebelstrik” som jeg vil kalde det. Jeg er blevet mere modig og tålmodig. Når jeg laver fejl er det ikke noget problem at pille op og starte forfra. Jeg skal jo ikke nå noget. Resultatet bliver rimeligt og jeg føler mig ærligt talt ret stolt over at det er lykkedes at kreere noget brugbart. Det skal dog siges, at projektet skal være relativt nemt; altså ikke noget med indviklede mønstre, snoninger og evindelig tælling. 

Jeg kom bort fra hvad strik kan.

Når jeg først har slået masker op til et projekt og strikket de første pinde (eller runder) og det ligesom kører, så falder jeg helt til ro. Rastløsheden forsvinder. Hænderne er beskæftiget og tankerne får frit løb når jeg da ikke har en lydbog i gang. For en stresshjerne som min, der let bliver overbelastet, er det at strikke blevet et fokuseret helle. Nu hvor jeg er blevet en ældre dame med bøvl i hukommelsen er det også en måde at holde mig i gang på. 

 

 

Opskrifter skal være nemme men der går sport i at omregne garnmængder og -længder, strikkefasthed og pindestørrelser. I hvert fald på gode dage. En notesbog holder styr på pindelageret som jeg efterhånden har fået anskaffet, og notater om garn, strikkefasthed, omgangstælling og hvad jeg har gjort - især når jeg ikke følger en færdig opskrift er det godt at vide hvordan jeg gjorde.

Det jeg har fået ud af at strikke er:
at blive gladere, mere energifyldt og samtidig kunne finde ro i en beskæftigelse der giver mening.

 

 

Erindringens glimt

Erindringer er som små lysprikker. En hjernecelle sender en impuls til en anden hjernecelle. Impulsen breder sig måske til resten af kroppen som en kuldegysning, gåsehud, en iling. Impulsen er et fragment af en hændelse en gang for længe siden. Et billede. En sætning. Et ord. Det varer mindre end et sekund. Jeg kan ikke genkalde erindringsglimtet. Men det minder mig om, at jeg ikke er den jeg var.

Nu er det mig, der er her…