Skriveblokering

Det er over et år siden, at jeg har rigtig har skrevet noget. Der er ikke noget der har kaldt på mig. Ingen inspiration eller noget presserende jeg har haft brug for at lægge ud. Det kaldes for skriveblokering. Eller udtørring. Det er ikke første gang det sker. Lange perioder uden output hvor jeg tror at nu kommer jeg aldrig til at skrive mere. Det er tæt på at bloggen bliver nedlagt, for der er jo ikke mere at bruge den til. Og hvem gider dog læse hvad jeg har på hjerte? En ond nedadgående spiral, af selvnedgørelse og -opgivelse. Jeg kan ikke løbe fra, at have Merkur og Solen i Tyren. Det kammer let over i sendrægtighed og inerti hvis spændingsfeltet kommer ud af balance. Jeg ser et metaforisk kirkeloft for mig, med buer af mursten i et fint afstemt spænd, der holder det hele sammen. Et præcisionsarbejde udtænkt af fortiden ingeniører, der kendte fysikken love. Hvis murstenene ikke stemmer mod hinanden på den rigtige måde, så falder hele loftet ned. Inertien er fysisk mærkbar. Hvis jeg nærmer mig tastaturet, er det som om en kraft holder mig tilbage. En kraft der får kroppen til at stivne og blive træt. Mentalt er det bare et tomt, sort rum; tankerne siger bare ”kaffe, nu, og en podcast” – jeg vil bare ikke høre min egen akutte tomhed. Det metaforiske loft er faldet ned.

For et år siden, dvs første halvdel af 2021 havde vi coronalockdown. Alt var lukket og de fleste af os bundet derhjemme. Jeg skrev så det sved i fingerspidserne. Hver måned afleverede jeg en artikel til Horoskopbladet Stjernerne, researchet, gennemskrevet og korrekturlæst. Det sluttede med Friedrich Nietzsche. Han var barsk at læse – og ikke mindst skrive om. Så gik ilden ud. Det var Juni. Det var total nedsmeltning.

Så hvad gør man når skriveblokeringen rammer? Man skriver om den. Jeg har set adskillige forfattere gøre det. Som et desperat forsøg på at komme tilbage på sporet. At få ordene til at flyde igen. At vise, at det jeg har at sige også har værdi. Om ikke for andre, så for mig selv. Bare det.

Jeg elsker jo at skrive. At lege med sproget og give det form. En rigtig tyreting, at forme sprogligt er lige det min Merkur i Tyren kan. Desuden er Venus, som ”hersker” over Tyren i Merkurs hjemtegn, Tvillingerne, som dermed gør sproget til en kunstart. Digtning. Eneste anke er, at godt nok har jeg digte i arkivet, men ikke mod til at udgive dem i bogform. Min selvcensur er for massiv. Mine største idoler er Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Der er ikke meget dansk digtning i samtiden, der når dem til sokkeholderne. Efter min ydmyge mening. Det skulle lige være Inger Christensen. Og sat op imod dem, er mine ”private smådigte” fuldkommen ubetydelige.

Skriveblokering har et islæt af mangel på fantasi. Det ligger i begrebet ”udtørring”. Kilden springer ikke længere. Vandfaldet er stoppet. Søen er tom. Havet drukket. Der ligger en gold og sprukken ørken. Jeg står ved kanten af den og spejder ud i det fjerne… ingenting, ingenting, ingenting.

Hvis jeg forsøger at tyde et horoskop, som jeg af og til har haft held med, siger det mig intet. Flowet udebliver. Symbolerne er blot sorte figurer på papiret, uden mening og indhold. Sammenhængene blegner og forsvinder som i tåge. Som spøgelser, der svæver gennem rummet og er væk gennem vægge og lukkede døre. Åbner jeg en bog med tydningseksempler og forslag, forekommer det at være uendelig forældet og har mistet mening.

Men hov – nu ved jeg at der er noget på færde. Det betyder at et spring er på vej. Et spring til et nyt niveau. Og det er fordi hele tidsånden har ændret sig og dermed også tydningen og tolkningen af symbolerne. Astrologisk symbolik skal, for at give mening i den tid vi lever i, gentænkes. Det betyder ikke at det gamle er forkert. Det er blot tid at bygge ovenpå og udvikle det astrologiske sprog.

Et kig på mit eget horoskop viser, at der i den grad er noget i luften, da Uranus og og den Nordlige Måneknude i samklang har ramt den Sydlige Måneknude i fødselshoroskopet. Måneknuden er i mange tilfælde at finde sammen med en planet når der sker store og voldsomme ting på verdensscenen – som der jo i høj grad gør nu for tiden. Og med Uranus er vi der hvor ingenting er sikkert, intet varer ved (heller ikke krige), hvor der er skyderier, revolutioner, oprør og ildebrand. Og i samme åndedrag, på den positive side, inspiration til at reformere, skabe og forny nutiden til fremtiden. Den kombination har jeg i øjeblikket på et sensitivt punkt, så det er bare om at være vågen op opmærksom på tidens tegn og øjeblikkets kalden i min egen mikroverden. Måneknuderne er som porte til noget nyt og når Uranus er med i billedet, så kan det vende op og ned på livet. Tiden vil vise hvordan.

Nu fik jeg slået lidt hul på skriveblokeringen. En lille flig er løftet men jeg ved ikke hvor det vil gå hen. At ”vente på inspirationen” er en dårlig ide. Den skal vandes og næres for at få nyt liv. Måske vil det lykkes, måske ikke. Det er i hvert fald tydeligt for mig at der skal ske en forandring og at det som alt andet – især for en tyrefødt – tager sin tid.

Og lige nu bliver det ”kaffe… og en podcast”.

 

 

 

Strikkerevolutionen

Der er sket en revolution. 

Jeg er begyndt at strikke.

Det startede en gang i vinteren 2021/22 men jeg har glemt hvordan jeg kom i gang.  Bortset fra at det var noget med en videosnak mellem forfatteren Kim Leine, strikdesigner Lærke Bagger og en journalist som jeg har glemt hvem var. De sad i et sofahjørne med en masse garn og nogle pinde — og strikkede mens de talte om Kim Leines bøger. Jeg havde lige læst/hørt Grønlandstrilogien. En fremragende fortælling. 

 

Jeg ledte i skabe og skuffer efter mine gamle strikkepinde og noget gammelt garn, som jeg vidste måtte være der et sted. Nåh ja, posen med bomuldsgarn fra dengang karklude med mikroplast blev no-go.  Jeg fandt garn og pinde og gik i gang igen.  60 masker bomuldsgarn på pind 3,5. To ret, to vrang. Strik 24 cm derudad. Luk af. Voila. De første klude blev… tvivlsomme for at sige det pænt. Siden har jeg strikket mindst 80 karklude med godt resultat, til glæde for familie og venner – og mig selv. Men ikke blot karklude. Mine to børnebørn får trøjer i en lind strøm. De er nemme at strikke. For det første er det stadig små størrelser der hurtigt bliver færdige. For det andet er ungerne endnu ikke så kritiske at de ikke vil bruge det. Det gælder om at udnytte tiden inden de bliver selvbevidste teenagere. Og jeg får øvet rundpindestrik, aflukninger, garntyper, farver, raglan (har jeg dog til gode) og en hel masse lærkebaggerteknik der bare er sjovt og opløftende. Ja, glædesfyldt.

Men hvad er det strik kan? I “gamle dage”, da jeg var yngre, bildte jeg mig selv ind at jeg ikke kunne strikke. Jeg gad ikke læse opskrifter. Havde ikke tålmodighed til at lære teknikker. Jeg troede også at der kun var en “rigtig” måde at strikke på. Men det er der lavet helt om på med “rebelstrik” som jeg vil kalde det. Jeg er blevet mere modig og tålmodig. Når jeg laver fejl er det ikke noget problem at pille op og starte forfra. Jeg skal jo ikke nå noget. Resultatet bliver rimeligt og jeg føler mig ærligt talt ret stolt over at det er lykkedes at kreere noget brugbart. Det skal dog siges, at projektet skal være relativt nemt; altså ikke noget med indviklede mønstre, snoninger og evindelig tælling. 

Jeg kom bort fra hvad strik kan.

Når jeg først har slået masker op til et projekt og strikket de første pinde (eller runder) og det ligesom kører, så falder jeg helt til ro. Rastløsheden forsvinder. Hænderne er beskæftiget og tankerne får frit løb når jeg da ikke har en lydbog i gang. For en stresshjerne som min, der let bliver overbelastet, er det at strikke blevet et fokuseret helle. Nu hvor jeg er blevet en ældre dame med bøvl i hukommelsen er det også en måde at holde mig i gang på. 

 

 

Opskrifter skal være nemme men der går sport i at omregne garnmængder og -længder, strikkefasthed og pindestørrelser. I hvert fald på gode dage. En notesbog holder styr på pindelageret som jeg efterhånden har fået anskaffet, og notater om garn, strikkefasthed, omgangstælling og hvad jeg har gjort - især når jeg ikke følger en færdig opskrift er det godt at vide hvordan jeg gjorde.

Det jeg har fået ud af at strikke er:
at blive gladere, mere energifyldt og samtidig kunne finde ro i en beskæftigelse der giver mening.

 

 

Erindringens glimt

Erindringer er som små lysprikker. En hjernecelle sender en impuls til en anden hjernecelle. Impulsen breder sig måske til resten af kroppen som en kuldegysning, gåsehud, en iling. Impulsen er et fragment af en hændelse en gang for længe siden. Et billede. En sætning. Et ord. Det varer mindre end et sekund. Jeg kan ikke genkalde erindringsglimtet. Men det minder mig om, at jeg ikke er den jeg var.

Nu er det mig, der er her…

 

 

Hvad gør man med sin afmagt?

 

Her sidder jeg i det fredelige Lyngby. Med høj blå himmel og en frisk brise. En duft, en lyd, af forår mens nyhederne viser ukrainere i konstant alarmberedskab.  Hundredtusinder flygter fra deres land. Andre søger ly i kældre og hvor de ellers kan finde beskyttelse fra russernes beskydning.  Her i Danmark er vi ikke direkte truet, men jeg mærker stressen, alarmberedskabet,  i kroppen.

Afmagten er mærkbart tilstede. Jeg kan intet gøre.  Ikke stoppe krigen.  Ikke få Putin til at holde op. At forsøge at råbe et menneske op, der er fuldkommen ligeglad er frustrerende på en måde jeg slet ikke har ord for. Der er kun vrede – og afmagt.

Der er noget terapi i at skrive om det. Men det er ikke nok. Det rækker ikke langt. Nu har jeg lavet mig en kop te på nærmest britisk maner – a nice cup of tea, well sugared – det skal nok løse problemet. Vel gør det ej. Men jeg sætter pris på at jeg overhovedet KAN lave mig en kop te.

Så kom jeg til at tænke på min for længst afdøde mor. Hun var en rebel af den stille slags, der reagerede på regimers uretfærdigheder på sin egen indædte måde. Godt hun døde før verden igen gik i udu. Hun købte ikke ting der var produceret i en bananrepublik. Hun gik i t-shirts med protestslogan. En af de gange der var tale om at lukke Christiania, bestilte hun resolut de røde t-shirts med tre gule prikker og ”bevar Christiania” påtrykt, som hun spankulerede rundt med i en alder af omkring 80. Når hun støvsugede spindelvæv ned fra hjørnerne i loftet kaldte hun de små edderkopper for talebanere – fordi de ikke var til at komme af med.

Kunne man have forudset denne ulykkelige situation astrologisk? Både ja og nej. Nej – fordi det ikke er muligt konkret at forudsige noget som helst. Ja – fordi vi alligevel kan se når ”noget” er på færde men det skal ses i en kontekst for at give mening og komme til udtryk.

I januar 2020 var der et astrologisk fænomen – Saturn konjunktion Pluto i Stenbukken – der traditionelt er et varsel om store forandringer – som en slags erosion – på statsligt plan. Få måneder senere gik Saturn i kvadrat til Uranus, som er det mere øjeblikkelige sammenbrud/gennembrud, der nu i bakspejlet kan have været begyndelsen til slutningen af Putins kampagne mod Ukraine som nu er brudt ud i lys lue.

Hele verden har i den periode været optaget af Covid-19 og i ly af dette har den russiske despot kunnet smede sine rænker til denne udåd. Det er bemærkelsesværdigt, at de seneste to annekteringer, først dele af Georgien (2008) og siden Krim-halvøen (2014), begge er sket i forbindelse med et OL. Således også nu ved vinter-OL i Beijing 2022, hvor han kort tid efter invaderer Ukraine.

Men ifølge Putins horoskop (7. oktober 1952 kl. 9.30, Skt.Petersborg) (astro.com)) har han valgt en vej og et tidspunkt der leder direkte til fald, vil jeg mene og det tyder jeg ud fra en progressiv Mars der lige nu er landet på den sydlige måneknude i fødselshoroskopet. Det antyder aggression – men også et indre forfald og ekstrem selvsabotage. Måneknuderne er (i min astrologiske forståelse) vendepunkter hvor det er nødvendigt at rette op på det som er ”faldet i søvn” når de bliver berørt af planeterne.  Man vågner op til virkeligheden og må justere sit liv derefter. Samme sted – omkring 18 grader Vandbærer – ligger Saturn i transit, på vej over Putins IC, 4. husspids, der har at gøre med hjemmet og hjemlandet. På den modsatte side, på MC, den sociale status,  har han Pluto der søger magt. Denne Pluto og denne MC er udfordret af det der sker i bunden af horoskopet. Hans magt bliver nu udfordret af andre magtfaktorer – ikke våben, men sanktioner. Han bliver skyld i at hans eget hjemland (Saturn/Måneknude på IC) går økonomisk i knæ.

I det seneste års tid  (2021), har disruptionsplaneten Uranus i Tyren været i opposition til Putins Venus i Skorpionen tillige med en konjunktion til Jupiter. Det aspekt kulminerer nu her i marts 2022 som peger på at hans personlige værdier og ikke mindst penge (Venus) vil blive vendt på hovedet på en måde han ikke havde set komme. Med  Venus i Skorpionen vil han have sikret sig selv økonomisk; en sikkerhed der med Uranustransitten ikke er så meget værd længere.

Lige nu i den kollektive astrologi, er Venus og Mars i samklang sidst i Stenbukken. Venus har været retrograd og befundet sig udsædvanligt lang tid i denne del af horoskopcirklen og er fulgtes med Mars i dens lidt langsommere bevægelseshastighed – Venus og Mars har i den seneste uge gået hånd i hånd hen over Pluto i Stenbukken. Plutokraterne – altså de ekstremt rige russere – bliver afskåret fra deres formuer. Spøjst, ikke? At det kaldes for “pluto”krater. (Medierne kalder dem for oligarker som betyder “fåmandsvælde” men jeg mener at det retteligt er plutokrater, som er “rigmandsvælde”). Samuel Rachlin, som jeg anser for en fremragende analytiker af russiske forhold (læs hans bog, ”Jeg, Putin”), kalder endog det russiske styre for ”kleptokrati” fordi de simpelthen rager til sig hvor de kan. Men i sammenstødet med Pluto, gør Mars og Venus her i Stenbukken verden opmærksom på disse pluto/kleptokrater, initieret af Putins enevældige, diktatoriske og brutale fremfærd i Ukraine.

Søndag morgen, den 6. marts 2022 (i skrivende stund er det i morgen) vil Mars og Venus sammen forlade Stenbukken og træde ind i Vandbæreren. Det kan blive en gamechanger. Det stejle og langsommelige – og forsigtige – jordtegns tyngde, Stenbukken, bliver afløst af et mere lynsnart lufttegn, som Vandbæreren er.  Her taler vi om flyvemaskiner, cyberspace, digitalisering, humanisme (ja tak), dialog og fremtid. Hvad det vil bringe aner jeg ikke – Mars er krigeren og Venus er diplomaten som går hånd i hånd her.  Hængepartiet er Pluto der mangler nogle få grader i at komme med ind i Vandbæreren. Det sker først i marts 2023 for en kort bemærkning og endelig i januar 2024 hvor den vil blive i de næste 20 år. Det vil manifestere den ny verdensorden som det oftest sker når Pluto skifter tegn (senest i årene 2006-7 hvor finanskrisen tog sin begyndelse).  Pluto er om nogen planeten for tidsånden og den vil være præget af Vandbærerens principper for humanisme, frihed og fremsynethed – er det ikke håbefuldt?

Da jeg var 5 år gammel i 1962, boede vi i Berlin og mine forældre bed negle over cubakrisen. Det var tæt på at gå meget galt da USA og Rusland truede hinanden med atomvåben over Cuba (Mars opposition Saturn på Måneknudeaksen).   1968 invaderede Warszawapagten (kan du huske den?) med vanlig brutalitet Tjekkoslovakiet (som det hed dengang) og en Moskvavenlig regering blev indsat fordi den daværende præsident Dubcek ville reformere kommunismen til en venlig socialisme (Saturn konjunktion Mars og Uranus konjunktion Pluto!).  Så bed vi negle i 1980erne da USA’s Præsident Reagan kørte “stjernekrigsprojektet” et  højteknologisk atomforsvarssystem via satellitter til at afskrække russerne med (1983: Saturn konjunktion Pluto). Det blev heldigvis ikke realiseret. Så kom 1989 og berlinmurens fald (Saturn og Neptun i konjunktion), Sovjetunionens opløsning og en omfattende krig på Balkan. Der har været kriser og krige hele tiden gennem mit snart 65årige liv. Med russiske fingeraftryk.

Så hvad kan man gøre med sin afmagt? Jeg er for skrøbelig til at gå på barrikaderne og demonstrere, så jeg gør det i min mors berettiget indignerede ånd (hun betalte løbende til Amnesty International)  og støtter med penge til nødhjælpsorganisationer.   Helt lavpraktisk – fordi jeg nægter at bruge russisk gas – har jeg droppet at bruge mit gaskomfur og købt en induktionskogeplade. Og så strikker jeg karklude med gult og blåt garn, bare fordi!  Små ting der ikke batter meget men som har en terapeutisk velgørende effekt.

Og så er det også godt at skrive sig ud af det. Der kan skrives meget mere. Det må komme. Eller ikke. Forvent ikke noget.

Teen er blevet kold. Humøret lidt bedre. Det er en overgangstid vi lever i og uanset om vi vil eller ej, så er verden forandret i stor skala.  Putin har gravet sin egen grav og det er der nogen trøst i selv om det nok vil tage noget tid, og desværre flere ofre, før det store røvhul (nej, han har ikke ret til høfligt sprog) og hans bandemedlemmer er taget ud af ligningen.

Tak, mor, fordi du viste mig hvordan protest og støtte også er værdifuldt på den stille måde.

Så kom vi om på den anden side

Det er Januar og for mig er det en befrielse af være færdig med december og hele det cirkus der følger med i form af glimmerkitsch, dårlige amerikanske sødsuppefilm, for fed og for meget mad. Ja, jeg kunne jo bare lade det være. Og det gør jeg også. Men hele stemningen omkring jul og nytår slår mig på en eller anden måde ud og stressniveauet er højt. Min familie har heldigvis accepteret at jeg helst vil være for mig selv juleaften nu hvor familien er vokset – jeg magter det nemlig ikke. Så ses vi bare en anden dag og ungerne skal nok få deres julegaver fra farmor. Som jeg har anskaffet i oktober.  For ikke at blive suget ind i decembers hektiske travlhed. I  Hovedgadens glitrende butikker. Og et overbelastet postvæsen.

Hvilken fred det giver, at kunne sige velkommen Januar og 2022. Og lade være med at beslutte at lægge livet om. Det holder jo alligevel ikke. Alt er som det plejer.

 

Alt? Nej. Og nu bliver det astrologisk.

Måneknuderne har skiftet tegn, fra Tvilling/Skytte til Tyr/Skorpion.
Venus er retrograd indtil 29. januar og danser med Pluto i ugevis.
Jupiter er gået i Fiskene hvor den også har hjemme.
Uranus i Tyren ændrer retning og går direkte den 18. Januar – hvilket vil føre til et sidste (i denne omgang) kvadrataspekt til Saturn i Vandbæreren i efteråret 2022.

Jeg ved det godt. Det er sort snak for de fleste. Det kræver en forklaring. Lad mig forsøge.

Måneknuderne er to punkter overfor hinanden der angiver hvor Sol og Måne krydser baner og når der er nymåne og fuldmåne i nærheden af dem, så har vi hel eller delvis formørkelse af enten Sol eller Måne. Det finder i det næste halvandet år sted i Tyr og Skorpion, mod de forrige 18 måneder i Tvilling/Skytte. Forskellen er, at Tvilling og Skytte er Luft- og Ildtegn, hvor Tyr og Skorpion er Jord- og Vandtegn. Altså en mærkbar kvalitetsforskel, om jeg så må sige. (ikke som dårligere eller bedre kvalitet – bare anderledes). Tvilling/Skytteperioden fra Maj 2020 og til nu har været en noget hektisk periode med store retssager, forskning og afprøvning af ny viden, lockdown og åbning og  lockdown igen… osvosv.  Til forskel for det,  kommer der mere stabilitet, fordybelse og længsel efter ro ind i billedet i det næste halvandet års tid, som en art baggrundstæppe i tiden. Vi vil gerne have at tingene er lidt mere forudsigelige og slippe for den evige usikkerhed som corona indtil nu har givet.

(For god ordens skyld vil jeg lige indskyde, at der her er tale om den såkaldt “gennemsnitlige måneknude” der er konstant retrograd, hvorimod “sand måneknude” er mere “wobbly” og både bevæger sig direkte og retrograd i korte intervaller. Den sande måneknude skifter først tegn den 18. januar 2022).

Venus er normalt i konjunktion med Pluto en gang om året og forholdsvis hurtigt forbigående. Men denne gang er det lidt anderledes, idet Venus går retrograd (tilsyneladende baglæns) – som den kun gør hvert andet år. Og den retrograde bevægelse finder sted hen over Pluto sidst i Stenbukken.
Venus har at gøre med værdier, skønhed, kunst, penge, kvinder og kærlighed (jeg kunne nu godt tænke mig at sætte “kærlighed” i gåseøjne, for i virkeligheden handler det mere om romantik som ikke nødvendigvis har meget med kærlighed at gøre). Okay – når Venus og Pluto kommer sammen så kan det blive grimt, beskidt, undertrykkende – og afslørende. Hvis Pluto insisterer på at skjule sit magtbehov overfor Venus, så er det ligesom at ville holde en oppustet badebold under vand. Før eller siden slipper kræfterne op og bolden kommer til overfladen. Tag det som et billede på undertrykkelse der ikke længere kan holdes skjult. De indledende tegn har allerede vist sig som #metoo og hvad det har ført med sig. Og pengene – der vil næsten stensikkert komme noget frem om penge og misbrug af dem. På statsligt niveau (vi er jo i Stenbukken her, som har med stater at gøre). Det er også muligt at det kommer til at handle om bankerne – med Måneknuden i Tyren som er Venus’ tegn er det absolut en mulighed. Mon der kommer en afklaring om bankernes grådighed – negative renter f.eks.,  som det er ved at blive undersøgt lovligheden af – hvis jeg har forstået erhvervsministeren rigtigt? Hvis bankerne skal betale de penge tilbage de har taget i negativ rente – så kommer der nok nogle krak.

Hvad har vi mere? Jo, Jupiter i Fiskene. Her er den store, heldige overflodsplanet på hjemmebane sammen med Neptun – dens åndelige bror. ja, åndelig er måske kodeordet her. En søgen mod noget større end det fysiske. En opblomstring af religiøsitet og spiritualitet som modsvar til en højteknologisk verden (Jupiter i Vandbæreren gennem 2021) og en verden besat af spiritualitet som business. Der er også hele coronafænomenet der har drevet os hjem i isolation og henvist os til os selv hvor nogle har opdaget at det faktisk er fedt at arbejde hjemme – mindre ræs, mere ro. Det kan også være en ansats til større medfølelse med andre mennesker på den gode  note – eksempelvis dem der sejler over vand for at finde det bedre liv de drømmer om -og som de er blevet forført til at tro på. På den mindre gode note kan det også  blive en omgang sentimentalitet og øllebrødsbarmhjertighed der ikke gavner andre end ens eget ego… ja der er pro og kontra for selv de bedste planeter med godt ry. Med Jupiter i Fiskene – som er modpolen til Jomfruen – er det også værd at holde øje med dogmatisk fanatisme indenfor et hvilket som helst område – fra religion over kostråd til politisk korrekthed –  som meget vel kan kamme over i det kommende år. Jupiter går i Vædderen fra 12. maj til 29. oktober 2022, vender så tilbage til Fiskene indtil midten af december 2022 for derefter at indtræde i Vædderen igen. Det bliver i jupitersk optik et noget broget år – fra vand til ild, tilbage til vand og så til ild igen… oversvømmelse, brand, oversvømmelse, brand… klimaet skal nok gøre opmærksom på sig selv.

Og nu til Saturn og Uranus. De to modsætninger der har været i clinch med hinanden siden februar 2021. Der er tre toppunkter hvor aspektet er stærkest (grafen herunder er sakset fra The Astrology Podcast der har det fra archetypalexplorer.com og illusterer Saturn og Uranus’ højdepunkter):

Februar 2021 – hvor vi havde total lockdown i samfundet. Hvor man kunne sige at restriktionsplaneten Saturn havde overtaget.
Juni 2021 – hvor restriktionerne blev ophævet og friheden var som når kvæg kommer på græs efter en lang vinter – det var oprørs- og frihedsplaneten Uranus der fik serveretten.
Oktober 2021 – hvor coronabæstet igen gav sig til at vise tænder – tiltagende i efterårsmånederne hvor vi har haft en mindre restriktiv lockdown (saturn) og opfordringer til at blive vaccineret igenigen for at kunne bevare samfundet så åbent og frit (uranus) som muligt – kulminerende i december 2021.

Aspektet klinger langsomt af igen i løbet af januar-februar 2022, så vi får nok næsten fuld frihed igen i forårs- og sommerperioden og der er fra sundhedsmyndigheders og forskeres side tegn på at virusen som vi har kendt den vil lægge sig og blive en kraftig forkølelse og ikke det ødelæggende monster vi har set.

MEN. Vi er slet ikke færdige. Fordi i efteråret 2022, nærmere bestemt september-oktober – hvad sker der så? Jo!  Saturn og Uranus krydser klinger en gang til og kan meget vel lægge dele af julehyggen ned for tredje gang. Lad os håbe at det ikke igen kommer bag på beslutningstagerne…

Såvidt Saturn, Uranus og virus. Men der er jo også en helt anden dimension i det her. Nemlig hvad det har gjort ved os mennesker og vores samfund. Hvis du længes efter at vende tilbage til tiden før corona, altså helt tilbage til 2019… så længes du nok forgæves. De to-tre år som pandemien har herset rundt med os har uden tvivl sat varige spor i forhold til infrastruktur og den måde samfund, og ikke bare vores i Danmark,  er indrettet på. Kort og klicheagtigt, så skal det gamle vige og gøre plads for det nye. Det er nemlig det, der er Saturns og Uranus’ egentlige ærinde. Virusen er ligesom bare motoren der sætter det i gang. Et godt eksempel er Frederiksberg, kommunen midt i København, der traditionelt er konservativ,  men som nu efter en menneskealder eller to har fået en socialdemokratisk borgmester. Ikke fordi S er specielt nye eller fornyende, men fordi det er en mærkbar fornyelse for Frederiksberg kommune.

Jeg stopper her. Astrologi er et vanvittig stort sted og verden er et vanvittig komplekst sted. At forsøge at koble det hele sammen er rent vanvid. Men små nedslag i synkroniciteterne der finder sted i forholdet mellem himmel og jord er stadig fascinerende. Især i bakspejlet. Der er stor wow-effekt i at opdage når noget der foregår ude i planetsfæren rent faktisk har symbolsk sammenhæng med hændelser og psyke hos os mennesker. Så bliver livet bare lidt større og lidt mere eventyrligt, forunderligt og mærkeligt.

Og spørgsmålet om hvorfor vi (mennesker) overhovedet er her, forbliver herligt ubesvaret.