Så kom vi om på den anden side

Det er Januar og for mig er det en befrielse af være færdig med december og hele det cirkus der følger med i form af glimmerkitsch, dårlige amerikanske sødsuppefilm, for fed og for meget mad. Ja, jeg kunne jo bare lade det være. Og det gør jeg også. Men hele stemningen omkring jul og nytår slår mig på en eller anden måde ud og stressniveauet er højt. Min familie har heldigvis accepteret at jeg helst vil være for mig selv juleaften nu hvor familien er vokset – jeg magter det nemlig ikke. Så ses vi bare en anden dag og ungerne skal nok få deres julegaver fra farmor. Som jeg har anskaffet i oktober.  For ikke at blive suget ind i decembers hektiske travlhed. I  Hovedgadens glitrende butikker. Og et overbelastet postvæsen.

Hvilken fred det giver, at kunne sige velkommen Januar og 2022. Og lade være med at beslutte at lægge livet om. Det holder jo alligevel ikke. Alt er som det plejer.

 

Alt? Nej. Og nu bliver det astrologisk.

Måneknuderne har skiftet tegn, fra Tvilling/Skytte til Tyr/Skorpion.
Venus er retrograd indtil 29. januar og danser med Pluto i ugevis.
Jupiter er gået i Fiskene hvor den også har hjemme.
Uranus i Tyren ændrer retning og går direkte den 18. Januar – hvilket vil føre til et sidste (i denne omgang) kvadrataspekt til Saturn i Vandbæreren i efteråret 2022.

Jeg ved det godt. Det er sort snak for de fleste. Det kræver en forklaring. Lad mig forsøge.

Måneknuderne er to punkter overfor hinanden der angiver hvor Sol og Måne krydser baner og når der er nymåne og fuldmåne i nærheden af dem, så har vi hel eller delvis formørkelse af enten Sol eller Måne. Det finder i det næste halvandet år sted i Tyr og Skorpion, mod de forrige 18 måneder i Tvilling/Skytte. Forskellen er, at Tvilling og Skytte er Luft- og Ildtegn, hvor Tyr og Skorpion er Jord- og Vandtegn. Altså en mærkbar kvalitetsforskel, om jeg så må sige. (ikke som dårligere eller bedre kvalitet – bare anderledes). Tvilling/Skytteperioden fra Maj 2020 og til nu har været en noget hektisk periode med store retssager, forskning og afprøvning af ny viden, lockdown og åbning og  lockdown igen… osvosv.  Til forskel for det,  kommer der mere stabilitet, fordybelse og længsel efter ro ind i billedet i det næste halvandet års tid, som en art baggrundstæppe i tiden. Vi vil gerne have at tingene er lidt mere forudsigelige og slippe for den evige usikkerhed som corona indtil nu har givet.

(For god ordens skyld vil jeg lige indskyde, at der her er tale om den såkaldt “gennemsnitlige måneknude” der er konstant retrograd, hvorimod “sand måneknude” er mere “wobbly” og både bevæger sig direkte og retrograd i korte intervaller. Den sande måneknude skifter først tegn den 18. januar 2022).

Venus er normalt i konjunktion med Pluto en gang om året og forholdsvis hurtigt forbigående. Men denne gang er det lidt anderledes, idet Venus går retrograd (tilsyneladende baglæns) – som den kun gør hvert andet år. Og den retrograde bevægelse finder sted hen over Pluto sidst i Stenbukken.
Venus har at gøre med værdier, skønhed, kunst, penge, kvinder og kærlighed (jeg kunne nu godt tænke mig at sætte “kærlighed” i gåseøjne, for i virkeligheden handler det mere om romantik som ikke nødvendigvis har meget med kærlighed at gøre). Okay – når Venus og Pluto kommer sammen så kan det blive grimt, beskidt, undertrykkende – og afslørende. Hvis Pluto insisterer på at skjule sit magtbehov overfor Venus, så er det ligesom at ville holde en oppustet badebold under vand. Før eller siden slipper kræfterne op og bolden kommer til overfladen. Tag det som et billede på undertrykkelse der ikke længere kan holdes skjult. De indledende tegn har allerede vist sig som #metoo og hvad det har ført med sig. Og pengene – der vil næsten stensikkert komme noget frem om penge og misbrug af dem. På statsligt niveau (vi er jo i Stenbukken her, som har med stater at gøre). Det er også muligt at det kommer til at handle om bankerne – med Måneknuden i Tyren som er Venus’ tegn er det absolut en mulighed. Mon der kommer en afklaring om bankernes grådighed – negative renter f.eks.,  som det er ved at blive undersøgt lovligheden af – hvis jeg har forstået erhvervsministeren rigtigt? Hvis bankerne skal betale de penge tilbage de har taget i negativ rente – så kommer der nok nogle krak.

Hvad har vi mere? Jo, Jupiter i Fiskene. Her er den store, heldige overflodsplanet på hjemmebane sammen med Neptun – dens åndelige bror. ja, åndelig er måske kodeordet her. En søgen mod noget større end det fysiske. En opblomstring af religiøsitet og spiritualitet som modsvar til en højteknologisk verden (Jupiter i Vandbæreren gennem 2021) og en verden besat af spiritualitet som business. Der er også hele coronafænomenet der har drevet os hjem i isolation og henvist os til os selv hvor nogle har opdaget at det faktisk er fedt at arbejde hjemme – mindre ræs, mere ro. Det kan også være en ansats til større medfølelse med andre mennesker på den gode  note – eksempelvis dem der sejler over vand for at finde det bedre liv de drømmer om -og som de er blevet forført til at tro på. På den mindre gode note kan det også  blive en omgang sentimentalitet og øllebrødsbarmhjertighed der ikke gavner andre end ens eget ego… ja der er pro og kontra for selv de bedste planeter med godt ry. Med Jupiter i Fiskene – som er modpolen til Jomfruen – er det også værd at holde øje med dogmatisk fanatisme indenfor et hvilket som helst område – fra religion over kostråd til politisk korrekthed –  som meget vel kan kamme over i det kommende år. Jupiter går i Vædderen fra 12. maj til 29. oktober 2022, vender så tilbage til Fiskene indtil midten af december 2022 for derefter at indtræde i Vædderen igen. Det bliver i jupitersk optik et noget broget år – fra vand til ild, tilbage til vand og så til ild igen… oversvømmelse, brand, oversvømmelse, brand… klimaet skal nok gøre opmærksom på sig selv.

Og nu til Saturn og Uranus. De to modsætninger der har været i clinch med hinanden siden februar 2021. Der er tre toppunkter hvor aspektet er stærkest (grafen herunder er sakset fra The Astrology Podcast der har det fra archetypalexplorer.com og illusterer Saturn og Uranus’ højdepunkter):

Februar 2021 – hvor vi havde total lockdown i samfundet. Hvor man kunne sige at restriktionsplaneten Saturn havde overtaget.
Juni 2021 – hvor restriktionerne blev ophævet og friheden var som når kvæg kommer på græs efter en lang vinter – det var oprørs- og frihedsplaneten Uranus der fik serveretten.
Oktober 2021 – hvor coronabæstet igen gav sig til at vise tænder – tiltagende i efterårsmånederne hvor vi har haft en mindre restriktiv lockdown (saturn) og opfordringer til at blive vaccineret igenigen for at kunne bevare samfundet så åbent og frit (uranus) som muligt – kulminerende i december 2021.

Aspektet klinger langsomt af igen i løbet af januar-februar 2022, så vi får nok næsten fuld frihed igen i forårs- og sommerperioden og der er fra sundhedsmyndigheders og forskeres side tegn på at virusen som vi har kendt den vil lægge sig og blive en kraftig forkølelse og ikke det ødelæggende monster vi har set.

MEN. Vi er slet ikke færdige. Fordi i efteråret 2022, nærmere bestemt september-oktober – hvad sker der så? Jo!  Saturn og Uranus krydser klinger en gang til og kan meget vel lægge dele af julehyggen ned for tredje gang. Lad os håbe at det ikke igen kommer bag på beslutningstagerne…

Såvidt Saturn, Uranus og virus. Men der er jo også en helt anden dimension i det her. Nemlig hvad det har gjort ved os mennesker og vores samfund. Hvis du længes efter at vende tilbage til tiden før corona, altså helt tilbage til 2019… så længes du nok forgæves. De to-tre år som pandemien har herset rundt med os har uden tvivl sat varige spor i forhold til infrastruktur og den måde samfund, og ikke bare vores i Danmark,  er indrettet på. Kort og klicheagtigt, så skal det gamle vige og gøre plads for det nye. Det er nemlig det, der er Saturns og Uranus’ egentlige ærinde. Virusen er ligesom bare motoren der sætter det i gang. Et godt eksempel er Frederiksberg, kommunen midt i København, der traditionelt er konservativ,  men som nu efter en menneskealder eller to har fået en socialdemokratisk borgmester. Ikke fordi S er specielt nye eller fornyende, men fordi det er en mærkbar fornyelse for Frederiksberg kommune.

Jeg stopper her. Astrologi er et vanvittig stort sted og verden er et vanvittig komplekst sted. At forsøge at koble det hele sammen er rent vanvid. Men små nedslag i synkroniciteterne der finder sted i forholdet mellem himmel og jord er stadig fascinerende. Især i bakspejlet. Der er stor wow-effekt i at opdage når noget der foregår ude i planetsfæren rent faktisk har symbolsk sammenhæng med hændelser og psyke hos os mennesker. Så bliver livet bare lidt større og lidt mere eventyrligt, forunderligt og mærkeligt.

Og spørgsmålet om hvorfor vi (mennesker) overhovedet er her, forbliver herligt ubesvaret.

 

 

 

 

 

 

 

 

Stille morgen i et nyt år

 

 

Den 1. januar er hvert år en af mine yndlingsdage. Jeg traver en tur ud i nabolaget hvor der også i år hersker en eventyrlig stilhed, ikke mindst pga vejret: 8 graders varme og totalt vindstille. Lyngby Hovedgade ligger næsten øde hen. Sært at tænke på at for et par dage siden var her sort af mennesker i færd med at skaffe det sidste til nytårsaften. Eller bytte julegaver. 2021 har været et stille år. Også for skridttælleren. 

Det må der rettes op på…

 

Fordybelse

Overskriften antyder et ønske, et mål, en proces.

Jeg har glemt hvordan det er at fordybe sig i noget. At forsvinde ind i et gøremål, en opgave, en bog, et skriv. At skrive forudsætter evnen til fordybelse; til at lade baggrunden blive – ja, baggrund – og få kontakten etableret til den smalle sprække, hvor den indre strøm kan flyde ud. Det er svært at finde ordene, sammenhængene. Hvad vil jeg egentlig? Hvor er jeg på vej hen – til eller fra?

I flere måneder har jeg levet med noget der ligner eftervirkninger af en hjernerystelse. Men jeg har ikke slået hovedet. Jeg har bare haft for meget om ørerne i en kort periode i sommer og det føles på samme måde. Dagene går med at holde fast i rutiner og huske hvad det er jeg nu skal. Jeg er bange for demens og alzheimers – men det har jeg ikke. Jeg kan godt finde ud af hvor jeg, hvem jeg er og genkende familien. Men frygten er tilstede og forstærkes hver gang jeg rammer stressmuren. Der skal mindre og mindre til før det sker. Det er også skræmmende.

Og kuren er? At genoptræne fordybelsen, som er så vigtig men lige nu så fraværende. Det er, som Manu Sareen skriver i sin bog om ADHD, som at have en popcornhjerne. Tankerne popper hele tiden op og “tvinger” mig til at handle på dem -hente dit og gøre dat. Oftest småting der sagtens kan vente eller helt undlades – og det er det jeg skal øve mig i. At undlade. Der skal trænes ro i hovedet! Gøre det nødvendige der ligge lige for. Intet andet.

Jeg er efterhånden blevet allergisk overfor de “mindfulnessøvelser” der florerer på forskellige medier, ofte som playlister. Som om det kan gøre en forskel at have en playliste med noget der helst skulle føre til ro og samling. Den ene velmenende øvelse afløser den anden i en lind strøm. Men der er kun brug for EN øvelse. Og den skal gentages hver eneste dag.

Derfor har jeg fundet en gammel cd frem, som jeg fik for over tyve år siden af en healer i Odense. Det var før streaming gik amok. Den består af 50 minutters musik, som ikke irriterer. Der er ingen tale, blot en mild strøm af harmoniske lyde skabt på et keyboard – uden pipfugle, syngeskåle eller vindklokker. Og så er den ikke en del af mainstreammarkedet. Den har ingen titel og kan ikke købes nogen steder. Alene det, at den ikke bare kan downloades er allerede et skridt på vejen. Jeg bliver bare mere syg af at lade mig suge ind i det enorme overflow internettet har bragt med sig.

Astrologisk set giver det mening at have det som jeg har det i øjeblikket, med Neptun i transit over MC og Pluto i transit over Descendant. Det er en komplet ombygning og jeg må også indse/erkende, at jeg også er i fuld gang med den tredje alder – det bliver “as good as it gets” og så ikke mere… alderen tager sin luns og det kan ingen gøre noget ved.

Målet er at komme tilbage til en tilstand af ro og evne til fordybelse. Processen er i gang. Ting Tager Tid og det er helt ok.

Om nærvær og ensomhed

Det er yogadag i dag. Men det var ikke sådan jeg ville indlede. Det var med noget andet. Og jeg har glemt hvad det var. Så hurtigt forsvinder en tanke. På et splitsekund er den opstået – og i næste nu er den væk. Det var ellers en genial tanke, var det ikke? Nå, ikke…

Tanken handlede om Karl Ove Knausgård. Jeg er ved at læse hans firebinds essaysamling Efterår, Vinter, Forår, Sommer – i nævtne rækkefølge. Dem gad jeg godt have på reolen. Men får jeg læst dem igen? Næppe fra først til sidst – men nok læst i dem. Fordi der er så mange indsigter, så meget jeg kan spejle mig i. Jeg har læst Min Kamp, hans seks-bindsværk. Eller – hørt som lydbog. Fantastisk epos, skrevet med fantastisk sproglig musikalitet. Selv i oversættelsen. Men så ligger norsk jo heller ikke så langt fra dansk.

Knausgård siger at han ikke er særligt social. Han foretrækker at være alene. En parterapeut mente, at så måtte han jo være ensom. Det mente han ikke, tvært imod. Han skriver tidligt om morgenen, før dagen og verden trænger sig på. Så kan han gå ind i det bevidsthedsrum, som det kræver at skrive. For det er sådan det er. Man går ind i en boble og der sker det. Kommer der noget andet ind, brister boblen og så er det forsvundet, det man ville. Gejsten blegner. Indtil næste morgen. Eller nat.

Det er den boble jeg i uproduktive perioder bliver bange for. Det er ligesom at forsvinde fra verden. Fra eksistensen. Jeg bliver væk. Men det er et paradoks. Ifølge Knausgård, er det der nærværet findes. Han er aldrig så nærværende, som når han skriver. Det er det nærvær, der ophæver tiden. At træde ind i verden igen, er det samme som at træde ind i tiden. Og der er nærværet fraværende. Det er her det sker, det som vi der er ”søgende” leder efter. I det nærværs ensomme boble, opstår kontakten med det egentlige, med sjælen. Det er da ikke noget at være bange for… og ensomt er det bestemt ikke.

Det terapeutiske – eller mellemmenneskelige – nærvær er noget andet. Jeg er blevet mørbanket med ”kontakt og nærvær” gennem de fem år jeg gik på psykoterapeutskole. Det føltes undertiden kvælende og jeg var tvunget til at lære at sige fra, måske den vigtigste lære jeg tog med mig. Det var grænseoverskridende, at blive bombarderet med at relationerne er det vigtigste i verden. Det er det også – men ikke når det konstant bliver til skyld, skam og dårlig samvittighed hver gang jeg vil trække mig og være alene. Og det vil sige det meste af tiden. Min tid. Mit liv. Jeg elsker mine mennesker, min familie og de nære venner. Men fri mig for en hverdag med dem. At skulle gå på kompromis og diskutere hver en lille handling og beslutning eller gøre rede for min færden hele tiden er utænkeligt. Der er en grund til at jeg kun har et barn og i øvrigt har været single det meste af livet. Som ung følte jeg det skamfuldt og forkert at være alene. ”Man” skal jo være et par, en familie, ellers er der noget galt med en. Jeg længtes også efter det, som en drøm, en fantasi om det ideelle familieliv.  Som tiden gik og erfaringer blev høstet, indså jeg at familielivet ikke var for mig.

At læse Knausgård har ændret mig. Det er første gang, litteratur har haft den effekt. Jeg har læst meget gennem mit liv. Med interesse, fryd og tænderskæren. Foruden alt det jeg aldrig kom igennem fordi det var for tyndt, for intetsigende. Og så alt det faglige der ganske vist giver noget viden, men som ikke rummer nogen egentlig indsigt. Akademisk læsning kan være decideret dræbende for kreativiteten.

Knausgårds værker får seks ud af seks stjerner hos mig. Hvordan kan det være? For det første fordi han har sig selv som centrum. Det er præcis det, der gør fortællingen vedkommende og nærværende. Han kan ikke skrive noget han ikke selv kender til eller har oplevet. Det er ikke fiktion. Det er heller ikke opdigtet. Han bevæger sig på den knivsæg, hvor livet er levet og rigtige mennesker indgår i fortællingen. Familien og vennerne. Det er et minefelt han bevæger sig i. For er venner og familie enige? Kan de genkende sig selv? SKAL de genkende sig selv? Nogle er blevet vrede og har forsøgt at korrekse hans fortælling. Det skriver han om. Er det fiktion? Jeg ved det ikke.

Det spændende ved den form for litteratur, autofiktionen og bevidsthedsstrømmen (vistnok ”opfundet” af James Joyce og  Virginia Woolf), er hvordan Knausgård fletter sit eget liv ind i teksten mellem essays og refleksioner over  f.eks. Hitlerbiografier og Edvard Munchs malerier. Den form gør læsningen varieret og  interessant, hele vejen igennem.

Ipaden ligger altid klar på natbordet. Den læser godnathistorie for mig inden jeg falder i søvn. Og når jeg vågner ved tretiden og ikke kan sove igen, så rækker jeg bare hånden ud, genstarter timeren og lader  historien fortsætte,  mens jeg drysser tilbage i drømmeland. Næste morgen spoler jeg en halv time tilbage og samler bogen op der fra.

Jeg er lige blevet færdig med Om sommeren. Hvad den næste bog bliver? Jeg ved det ikke.  Måske endnu en Knausgård. Måske Alting har en tid?

 

Oktober

Morgentågen mælkehvid. Morgenhvid. Træerne lidt mere gulnede end i går. Det går hurtigt med forfaldet når først det er begyndt. Er det også sådan med mennesker? Når vi begynder at forfalde går det stærkt.  Årene efter de 60 har gjort en forskel fra at kunne gå mange kilometer i rask tempo, til en lidt mere beskeden rute i langsommere tempo. Det tager den samme tid – distancen blot kortere. Fødderne gør ondt og ryggen værker. Så er det hviletid. Jeg klarer fem km et par gange om ugen. Resten er småture. Der er ikke mere gåkraft. Det med “10000 skridt om dagen” er en myte!

 

Det er i dag syv år siden min mor døde. Eller sov ind, som de siger der er bange for ordet død.  Men sove ind var hvad hun gjorde. Holdt bare op med at trække vejret. Oldgammel og træt. Senildement og ude af sync med livet. Der var ikke mere tilbage. Den 20. oktober er det 50 år siden min far døde. Pludseligt og uventet. 48 år gammel. Den ene dag var han der, den næste ikke. Jeg var 14 år. Det var en helt anden historie, men er nu så længe siden at det var et helt andet liv. En helt anden tid. Det kunne lige så godt være hundrede år siden. Det gør ingen forskel.

 

Oktoberdagene er fredelige. Monotone og rolige. Jeg har ingen aftaler eller forpligtelser med andre end mig selv. Det er vidunderligt. Nerverne falder til ro. Kroppen slapper af. Spændingerne i ryg og nakke mindsker. Yoga på måtten. En tur ud i nabolaget. Mere skal der ikke til. Og kameraet indfanger det storslået farverige, smukke forfald. Det stemmer sindet.

Og hjemme igen. Lydbog i ørerne. Kaffe. Gyngestol. Mens blikkets uendelighed stryger gennem vinduet hen over trækroners farvespil og fugleliv.