Hvad gør du for at undgå isolationspip?

Det er onsdag i dag og den femte dag hvor Danmark er i kollektiv karantæne. En karantæne der over ugen er blevet skærpet dag for dag. Her er umanerligt stille. Ingen børn i Steinerbørnehaven udenfor mine vinduer. Ingen døre der smækker i opgangen tidlig morgen og sen eftermiddag.

Det er ok at gå en tur i frisk luft, bare vi holder afstand, har vi hørt. Jeg var en tur nede ved søen for et par dage siden – og da var der mange ude at gå. Det føltes ikke så godt, det var lidt for tæt på en smal sti.

Jeg kan se stien til søen fra mit vindue – og i dag har jeg ikke set nogen gå derned.  Nu har Margrethe jo også løftet en skrap pegefinger – og det har virket, tror jeg. Det virkede på mig (det gjorde Frederiksens pegefinger nu også, og Heunickes og Brostrøms).

Mit helt private held er, at jeg er vant til at være alene og holder af at nørde med mine sysler. Jeg er pensionist og er ikke i økonomisk klemme. Endnu. Der kan jo komme en dag hvor pensioner og dagpenge skal nedsættes for at undgå en statsbankerot… ingen kan være sikker på noget. Uranus er på vej gennem Tyren og der vil ganske givet komme tiltag og ændringer på den økonomiske front generelt, som vi ikke kan se endnu.

Det er jo godt og nødvendigt, at vi skal holde fysisk afstand til hinanden og kun har kontakt gennem digitale kanaler. Men det kan, selv for en indadvendt type som mig, også blive lidt stramt i længden når yogahold og træningscenter med den kontakt vi hver uge har der, er lukket, foruden samvær med familie og venner. For ikke at tale om traveturene ude i området. Jeg kunne måske godt gå en tidlig morgentur. Men jeg gør det ikke, for det er sikkert ikke kun mig der tænker at jeg kan da liiiige liste en runde i parken. Jeg overlader pladsen til hundelufterne og går ned og køber ind når det bliver nødvendigt… eller bedre – bestiller online med de begrænsninger det så også kan have.

Men hvad med det psykiske velbefindende?  Hvordan håndtere frygten for den sygdom der fejer over kloden og undgå isolationspip?

Hvad gør jeg selv?

1. Holder mig orienteret om situationen og udviklingen på need-to-knowbasis.
2. Skriver dagbog (og blog). At skrive er god terapi og giver luft mellem tankerne og kan senere tjene til historisk dokumentation på hvordan vi gennemlevede krisen.
3. Sørger for at være synlig (på sociale medier) og i kontakt med nogen hver dag. Næsten.
4. Bevæger mig så meget som muligt på mine 60 m2. Også på yogamåtten (men motivationen kan skride som den jo ofte gør når det kun foregår hjemme).
5. Holder mig soigneret som om jeg skulle ud – hver dag.
6. Spiser ordentligt, som jeg plejer, og får et glas rødvin om aftenen (eller to).
7. Øver mig i digital tegning på ipad med pen – det er et fantastisk afslappende redskab der kun kræver de to ting og selvfølgelig strøm. Inspirationen kommer fra en cornerudstilling for nogle måneder siden – det var Lars Heibergs digitaltegninger jeg faldt for. Tjek ham ud. Jeg lægger ind i mellem tegninger op på instagram som kan følges åbent på @artbyrefshauge.
8. Og så alt det gammeldags – læse eller høre lydbog, musik, film, det er godt til at finde afveksling med. Og skråle med på Phillip Fabers morgensang (DR1 kl. 9 hver morgen) for at holde stemmen i gang også.

Og så er der jo astrologien. Det kan jeg også fortabe mig i, men af en eller anden grund har jeg for tiden lidt svært ved at samle mig om det. Som om min hjerne er lidt tåget og ufokuseret og ikke kan holde koncentrationen om fagtekster. Det bliver kun til korte bemærkninger om tidens aktuelle aspekter (det kan du læse om i de to forrige indlæg).

Vi er alle i samme båd og jeg håber at vi kommer nogenlunde helskindet igennem denne alvorlige situation og stadig finder plads til humor og komik, så vi kan holde knivene i skuffen skarpe.

 

 

 

 

 

 

Skrig ralle - ikke mere toiletpapir

Overskriften til dette indlæg er en omskrivning af vistnok titlen på en bog fra BZ-miljøet i 1980erne:  “Skrig ralle ikke mere pålægschokolade” og det minder mig med sød vemod om min daværende, nu afdøde, kæreste der var redaktør på “Københavns Bogforlag”. Jeg hører stadig hans stemme i baghovedet med et grin udtale citatet når der rent faktisk ikke var mere pålægschokolade = krise.

Yoga er aflyst. Træningscenteret er lukket. Biblioteket er lukket. Landet er lukket.

Landet – ja hele verden – stander i våde og vi må stå – ikke sammen – men hver for sig og hjælpes ad. Det hjælper ikke at gå i panik og hamstre varer.  Det tror jeg godt vi kan være enige om. Dog – er der timers ventetid i nummerkø på at komme ind og handle dagligvarer online og det siger mig at der alligevel er en stor frygt for at mangle noget.  Jeg mangler aktuelt ingenting,  ej heller toiletpapir, der besynderligt nok er det der tales mest om bliver hamstret… har alle da pludselig fået diarré? Jeg har fire ruller i skrivende stund… og regner da med at gå ned at købe lidt mere om nogle dage.  Ellers har jeg en bunke gamle Weekendaviser at supplere med hvis det kommer til at knibe – og kan jo genstarte abonnementet når de er brugt op. Men så galt tænker jeg ikke at det går.

Astrologien i den her situation har bygget sig op over længere tid, dels med de to langsomme planeter Saturn og Pluto i Stenbukken og nu også Mars og Jupiter. Jeg har nævnt det i forrige indlæg også.

Mars vil sammen med Jupiter gå i eksakt konjunktion med Pluto den 22.-23. marts. Det betyder at aspektet kulminerer på dette tidspunkt. Det er indenfor den foreløbige tidsramme regeringen har stukket ud for nedlukning af offentlige institutioner og hjemsendelse af ansatte.

I ugen efter, vil Mars fortsætte videre og væk fra Jupiter og Pluto. Saturn vil have skiftet tegn til Vandbæreren – det vil nok afspejle sig som en begyndende affladning af situationen igen.

Som den hurtigste planet i stelliet er det Mars der viser at situationen trækker op nu og spidser til her den 22. marts.  Mars og Jupiter sammen tyder på overophedning – fra feber til brand.  Den 31. marts vil Mars så forlade Stenbukken og gå ind i Vandbæreren og slutte sig til Saturn og derfra vil samfundet sandsynligvis begynde at blive genoprettet. Der er stadig grund til ansvarlighed omkring smitterisiko  men vi har fået nye erfaringer der kan vise anderledes måder at håndtere lignende situationer i fremtiden. Kollektivt som individuelt. Mon ikke der også kommer noget godt ud af det her.

Mars er en temperamentsfuld planet og det kan være hensigtsmæssigt at tage aggression i opløbet ved at være fysisk aktiv; løbe en tur, tæve en pude… fremfor at lade det gå ud over sine nærmeste. Mens alt er lukket og mange er i karantæne, kan det give anledning til frustration – men også til at foretage sig noget andet end man plejer. Bruge Mars til at udvise handlekraft, opbygge resiliens, opdage nye evner og finde på alternativer når det vanlige ikke virker eller mangler.

Vi kan ikke regne med at være helt ude af farezonen til april, eftersom aspektet vil vende tilbage i oktober 2020 med Jupiter, Saturn og Pluto i konjunktion i Stenbukken igen – og denne gang med et kvadrat til Mars der på det tidspunkt befinder sig i Vædderen. Mars er varm, tør og hidsig og det er Vædderen også. Det kan betyde en opblussen af situationen eller noget der ligner.

At alt det her finder sted i Stenbukkens tegn, betyder at det foregår på statsligt niveau og berører alle dele af samfundet. Vi har set særlovgivning, adfærdsregulering, rejserestriktioner og opfordres fra højeste sted til at vise ansvarlighed. Alt dette sker oven i de statslige omkalfatringer vi har set i bl.a. Europa. Brexit f.eks., og flygtningestrømme der har ændret nationale grænseforhold foruden den interne strid og splittelse vi har set i politiske partier. Det hele sker i den samme astrologiske signatur.

Det er Jupiter, der har ansvaret for størrelsen af hvad der sker i verden nu. Jupiter bliver populært anset for en planet der bringer held og lykke – den gør alt den er i berøring med større, hvilket ikke nødvendigvis er særlig heldigt eller lykkeligt. Så når Jupiter rammer Mars bliver handlekraften større – men også aggressionen. Når Jupiter rammer Saturn, bliver ansvaret større – men også begrænsningerne. Når Jupiter rammer Pluto, bliver det skjulte synligt, hvilket gør det håndterbart – men også angsten. Alt dette ligger nu i samme gryde – så derfor er der grund til at vise individuel ansvarlighed og omtanke… hver eneste dag.

For at opsummere:  omkring 1. april vil jeg tro at vi er igennem det værste – set ud fra Mars’ bane – og at der stadig er grund til omtanke og opmærksomhed sommeren over, eftersom Jupiter, Pluto og Saturn befinder sig nogenlunde samme sted og vil møde Mars fra en udfordrende vinkel til Oktober.

I øvrigt ser jeg i nyhederne, mens jeg skriver dette, fødevareministeren sige, at der er toiletpapir nok til alle.

Hvis det alligevel ikke er tilfældet, så lav dig en pålægschokolademad, giv dig til at glo ud i luften og mærke dig selv, når du nu alligevel er blevet sendt hjem.

Må alle bevare optimismen og huske også at grine.

 

 

 

 

Vandrefuglen er vågnet op og har fået magiske støvler

Der er noget med de støvler; der sker en magisk forvandling når jeg tager dem på. Vikler snørebåndende om hægterne. Slår en knude. Strammer til. Binder en sløjfe, og en til ovenpå den. Det er som at starte en motor, den brummer sagte til at begynde med, spinder så. Så tager jeg jakken på, stopper nøglerne i lommen,  går ud ad døren. Så går vi.

Ned ad trapperne, ud ad døren, hen ad gaden, ned til søen. Jeg har et mål i dag. Sophienholm. Der er Cornerudstilling. Den vil jeg se. Stien omkring søen er smattet, mudret, oversvømmet. Støvlerne klarer det. Vi går videre op til Furesø Kanoklub og Nybro kro. Over Nybrovej og videre op ad vejen og ind ad Sophienholms port. Der er mange biler på parkeringspladsen, mange mennesker ankommer ligesom i grupper. Det er søndag og nok den værste dag at besøge stedet, tænker jeg.

Jeg kommer ind i forstuen. Der er kø. Nogle mænd, der ser meget kunstneriske og officielle ud dirigerer med folk. Det er en forening. Rundvisning.  Arbejdernes Kunstforening. Ingeniørernes Kunstforening. De står allevegne. Menneskene. Så er det min tur ved skranken. Jeg vil gerne bede om årskort, hører jeg mig sige. Manden rækker mig et lille kort og en pen. Jeg skriver mit navn.  Manden er utålmodig og holder sin hånd frem for at få pennen tilbage. Jeg tager kortet og går op på første sal – der er mennesker allevegne, også der.  En ældre mand og dame kommer ind. De er vejrbidte og ligner kunstnere. Slidte mennesker i gammelt tøj. Manden lugter grimt. Røg, uvaskethed. Jeg flytter mig væk. Lugten tager opmærksomheden fra billederne. Folk snakker. Et par kvinder taler højt og skingert.

Jeg går ned ad trappen igen og ind i et andet rum.  Manden og konen er hele tiden lige i nærheden, jeg kan lugte dem.  Jeg vil væk her fra. Der er ellers rigtig gode billeder på væggene som jeg gerne ville fordybe mig i. En kæmpestor blå papegøje ligger på gulvet – hvem har mon skudt den?  Mennesker alle vegne. Også lugteparret.  Der er endnu en trappe op. Også der følger lugten med.  Jeg går gennem rummene men nu må jeg altså ud. Ned ad trappen igen og over i Stalden. Her hænger der  billeder i stueetagen som jeg havde afvist, hvis jeg havde været kurator. Mogens Gissel stod der på dem. Anerkendt maler. Jeg synes det var noget juks.

Ude igen. Jeg nyder solen på en bænk foran Norske Hus og udsigten over Bagsværd Sø. Pyt med udstillingen. Jeg kan jo se den igen på en hverdag hvor der ikke er så mange mennesker. Jeg har jo årskort nu.  Så går jeg hjemad.

Sålerne får en tur under vandhanen inden jeg stiller støvlerne væk, så er de klar til i morgen. Ja, for i morgen går vi afsted igen, støvlerne og jeg.

 

 

 

 

 

Der er en drage på himlen

Mars går gennem Krebsens tegn for tiden og vil om kort tid passere ascendanten i mit horoskop.  Jeg har lyst til at jamre og klage, som det passer sig for krebsetegnet. Det er Krebsens skyggeside, at beklage sig over det mindste, at stå på sin ret og påstå at “det er de andres skyld”. Sådan har jeg det heldigvis ikke – jeg har bare lyst til at jamre over min brækkede skulder, der (igen) gør ondt og ikke lader mig i fred. Det er snart fem måneder siden jeg faldt sidelæns og knuste den yderste knogleknold (Tuberculum Majus) på højre skulder, den der holder senen til den muskel (Supraspinatus) der løfter armen. Senen blev delvis revet løs og nu kan jeg ikke løfte armen mere end 70 grader på en god dag.

Det er ellers gået rimeligt fremad og rimeligt smertefrit i den senere tid. Jeg går til genoptræning og får at vide at det vil tage lang lang tid det her.  Nåmen det er også ok, hvis bare det bliver bedre. Jeg er topmotiveret for træning.

Men en enkelt forkert bevægelse, har sendt mig tilbage til start. Nervesmerter og kvalme, begrænset bevægelighed og træthed. Jeg kan ikke støvsuge, ikke bære købmandsvarer hjem, ikke skrive frit med begge hænder… jeg sidder lige nu med is på skulderen og skriver med venstre hånd. Det er godt nok bøvlet og jeg føler at jeg sander til. Det er ved at være to måneder siden jeg sidst skrev her på bloggen.  Så det her er lidt tiltrængt ruminering og vildtvoksende tankestrøm – bare for at komme i gang igen.

Der er en drage på himlen

I går, den 14. juni 2019, var der en drage på himlen. Mars, Merkur og nordlig Måneknude i  i Krebs, i opposition til Saturn, Pluto og sydlig Måneknude i Stenbuk. En opposition der blev bundet sammen af en stortrigon mellem Månen, Mars/Merkur og Neptun i vandtegn.  Det laver aspektmønsteret kaldet en drage – og jeg ser det desuden som en armbrøst – der lægges an til skud, og pilen har retning mod planeterne i Stenbukken.  Der kan tolkes utallige ting på det. Umiddelbart opfatter jeg det som et symbol på vort hjemlige politiske klima nu efter valget – der er lagt op til skarpe, realistiske, konkrete og nødvendige reparationer af forrige regeringers ødelæggelser der symbolsk er forvarsler om større forvandlinger vi har i vente.  Det handler om konfrontation med virkeligheden, med nationens tilstand, som Krebs-Stenbuk så smukt viser hen til.  Der er en forhandlinger i gang i disse dage,  for at finde et holdbart og realistisk regeringsgrundlag.

Stortrigonen i vandtegn er dog kortvarig eftersom det ene ben er Månen i Skorpionen. Den er allerede væk nu. Jeg begyndte på dette indlæg netop som Månen gik i Skytten.  Men vi har stadig Neptun i trigon til planeterne i Krebsen og sekstil til planeterne i Stenbukken – måske vil det give regeringsforhandlingerne et humant islæt, dvs at det ikke blot  handler om økonomi, men også om menneskers liv. Især de mennesker der har behov for sikkerhed og tryghed.

Der er også en anden drage involveret her. Nemlig Måneknudeaksen, der også kaldes for en drage, eller en slange, der blev delt i to så hoved og hale blev skilt og sendt i hver sin retning. Dragens hoved er her Måneknuden i Krebs – halen i Stenbuk.  I Krebsen er der input – Månens tegn – moderens tegn, hvad folket har behov for bliver fodret gennem Mars og Merkur – verbale slagsmål på krav og synspunkter overfor Dragens hale hvor det hele kommer ud igen i transformeret, fordøjet, stand til konkretisering og forvandling gennem Saturn og Pluto.  Og hvordan det så bliver konkretiseret har vi tilgode at se endnu. Jeg føler mig håbefuld. I hvert fald hvad den hjemlige statsstyring angår.

Mine iagttagelser iøvrigt af måneknudernes kontakt med Mars og Pluto har været at det kan være særdeles farligt. Aspekter mellem dem, har tidligere vist sig på tidspunkter for bombeeksplosioner… som regel en  smule forsinket i forhold til aspektets højdepunkt – som er nu. Gid det må blive en fejlagtig forudsigelse der blot henviser til de  intense følelser, der f.eks. viser sig når lederen af det parti der kalder sig Stram Kurs er på banen. Der er rigelig aggression der – i begge lejre.  Det er en voldsom og uforudsigelig tid vi lever i.

Der er endnu et mønster på den aktuelle himmel. Neptun i Fiskene er fokusplanet i et T-kvadrat med Solen i Tvillinger og Jupiter i Skytten.  Et superaktivt – omend også kortvarigt aspekt som lige giver os et strejf af noget grandiost, eventyrligt og glamourøst.  Det er som om den siger at vi kan klare alt,  i medgang og modgang, selv om der er smerte og ve – så skal det nok gå altsammen.  Der er momentum, for den der vil bruge aspektet til at åbne for en magisk, anden virkelighed. Eller for den der vil flygte ind i en bevidsthedsændrende rus – på godt og ondt.

Pudsigt nok så fik jeg lyst til at læse Carlos Castanedas bøger fra 1960erne,  netop under denne magiske konstellation.  Allerede i starten af 1980erne forsøgte jeg at læse dem, men var slet ikke moden til det i min ungdoms uvidenhed. Nu føler jeg mig mere klar. Dog skal det siges, at hverken Lophophora Williamsii,  Peyote,  Pigæble, Ayahuasca eller hvad det nu hedder altsammen, slet ikke er min boldgade – men jeg oplever at der er en opblomstring af brugen af disse  bevidsthedsændrende (udvidende?) svampe for tiden.

Noget helt andet men også eventyrligt  er en glædelig begivenhed i familien. Vi har haft bryllup – min søn og hans kæreste blev gift i pinsen ved et brag af en kæmpefest, der vil give genlyd mange år frem i tiden… i det værste vejr juni endnu havde bragt. Det foregik i telt, så den ellers perfekte plan måtte ændres løbende.  Stiletter blev skiftet ud med sneakers,  tynde kjoler med tykke bukser og jakker etcetc… ingen var kede af det af den grund. Festen forløb helt perfekt uperfekt og parret var – og er – lykkelige.   Det perfekt magiske tidspunkt var i øvrigt da præsten erklærede dem for rette ægtefolk, netop som MC passerede Solen med opposition til Jupiter og Neptun stod på Descendanten…  Eventyrligt, magisk, forunderligt.

Og nu er det lørdag igen. Himlen er tung som bly; det lyner og tordner mens folket fejrer Dannebrog og Stig Rossen lyder som en søløve med tømmermænd på landsdækkende tv (jeg får helt ondt af ham og i ørerne), der er folkemøde på Bornholm og de nyvalgte partier forhandler om statens penge…  jow, der er gang i den på og under himlen.

God weekend 🙂

 

 

 

 

Trække vejret, dybt og roligt

21. december 2018 kl. 23.23 står Solen i 0 grader Stenbuk. Det er solhverv. I min familie er der to fødselsdage inden jul, den 19. og den 22. – og jeg skal lige finde en måde at holde balancen på.

For et par timer siden var jeg på indkøb og havde ærinde i storcenteret. Et sted jeg virkelig afskyr at komme. En kakofoni af lyde – hver butik med sin musik, så det bare bliver til støj, flimrende lys, madlugte fra torvet i midten, myldrende mennesker… mange mennesker, med vilde blikke, uglet hår, en hale af grædende børn, mødre med pakkenelliker til op over begge ører. Hjertet slår kolbøtter og synet blafrer et par sekunder. Jeg standser op midt i strømmen. Lukker øjnene og siger mit mantra med hviskende stemme: trække vejret, dybt og roligt. Og jeg giver mig selv et halvt minut til at mærke den dybe vejrtrækning, berolige kroppen og mærke mine fødder. Så åbner jeg igen øjnene og indstiller blikket på uendeligt. Jeg gør mig usynlig, glider igennem menneskestrømmen uden at støde ind i nogen. Bare lige så stille nå derhen hvor jeg har ærinde.

Og kommer – usynlig og meget målrettet – ind i Føtex. Jeg skal have en flaske Cointreau der er på tilbud her, ellers var jeg aldrig gået derind – og nogle appelsiner. Det er som et inferno jeg bliver suget ind i. Går forbi bunker af bøger og ting – ej – skulle jeg ikke lige have en bog til min svigerdatter… eller noget ekstra til barnebarnet… nejnejnej, siger min indre stemme, du har købt gaver. Det er mere end nok!

Det er simpelthen påvirkningen der gør det. Lemmingeffekten. Alle jeg ser i butikken har vogne fulde af varer og det hele virker som en myretue hvor nogen har forstyrret deres sti. Det hedder også kaos. Og mit hoved bliver til kaos og frygt for om jeg gør det godt nok… stop det!! Jeg har ondt i højre øje…

Endelig henne ved kassen. Mine to varer op på båndet, jeg formår at give et medfølende smil til den søde kassemand, der prøver at holde tungen lige i munden mens køen bag mig vokser.

Trække vejret, dybt og roligt – siger den indre stemme konstant til mig. Det er ikke min egen, men min yogalærers stemme jeg hører som en beroligende båndsløjfe i hjernen. Ude af Føtex, indstiller jeg igen blikket på uendeligt, forsøger mens det trykker for brystet, at ignorere støjen og glider roligt, med mantraet kørende i hovedet, ud i den grå, men forfriskende decemberdag.

Nu er jeg hjemme og skal ikke mere ud i julehysteriet. Klar til at holde Sønnikes sohvervsfødselsdag sammen med hans lille familie.

Juleaften…? Den holder jeg for mig selv, på sofaen med et glas Cointreau og en god bog, mens de er til storfamiliejul med hele udtrækket hos barnebarnets søde bedsteforældre i Jylland.

Oh what a wonderful World.