Der er en drage på himlen

Mars går gennem Krebsens tegn for tiden og vil om kort tid passere ascendanten i mit horoskop.  Jeg har lyst til at jamre og klage, som det passer sig for krebsetegnet. Det er Krebsens skyggeside, at beklage sig over det mindste, at stå på sin ret og påstå at “det er de andres skyld”. Sådan har jeg det heldigvis ikke – jeg har bare lyst til at jamre over min brækkede skulder, der (igen) gør ondt og ikke lader mig i fred. Det er snart fem måneder siden jeg faldt sidelæns og knuste den yderste knogleknold (Tuberculum Majus) på højre skulder, den der holder senen til den muskel (Supraspinatus) der løfter armen. Senen blev delvis revet løs og nu kan jeg ikke løfte armen mere end 70 grader på en god dag.

Det er ellers gået rimeligt fremad og rimeligt smertefrit i den senere tid. Jeg går til genoptræning og får at vide at det vil tage lang lang tid det her.  Nåmen det er også ok, hvis bare det bliver bedre. Jeg er topmotiveret for træning.

Men en enkelt forkert bevægelse, har sendt mig tilbage til start. Nervesmerter og kvalme, begrænset bevægelighed og træthed. Jeg kan ikke støvsuge, ikke bære købmandsvarer hjem, ikke skrive frit med begge hænder… jeg sidder lige nu med is på skulderen og skriver med venstre hånd. Det er godt nok bøvlet og jeg føler at jeg sander til. Det er ved at være to måneder siden jeg sidst skrev her på bloggen.  Så det her er lidt tiltrængt ruminering og vildtvoksende tankestrøm – bare for at komme i gang igen.

Der er en drage på himlen

I går, den 14. juni 2019, var der en drage på himlen. Mars, Merkur og nordlig Måneknude i  i Krebs, i opposition til Saturn, Pluto og sydlig Måneknude i Stenbuk. En opposition der blev bundet sammen af en stortrigon mellem Månen, Mars/Merkur og Neptun i vandtegn.  Det laver aspektmønsteret kaldet en drage – og jeg ser det desuden som en armbrøst – der lægges an til skud, og pilen har retning mod planeterne i Stenbukken.  Der kan tolkes utallige ting på det. Umiddelbart opfatter jeg det som et symbol på vort hjemlige politiske klima nu efter valget – der er lagt op til skarpe, realistiske, konkrete og nødvendige reparationer af forrige regeringers ødelæggelser der symbolsk er forvarsler om større forvandlinger vi har i vente.  Det handler om konfrontation med virkeligheden, med nationens tilstand, som Krebs-Stenbuk så smukt viser hen til.  Der er en forhandlinger i gang i disse dage,  for at finde et holdbart og realistisk regeringsgrundlag.

Stortrigonen i vandtegn er dog kortvarig eftersom det ene ben er Månen i Skorpionen. Den er allerede væk nu. Jeg begyndte på dette indlæg netop som Månen gik i Skytten.  Men vi har stadig Neptun i trigon til planeterne i Krebsen og sekstil til planeterne i Stenbukken – måske vil det give regeringsforhandlingerne et humant islæt, dvs at det ikke blot  handler om økonomi, men også om menneskers liv. Især de mennesker der har behov for sikkerhed og tryghed.

Der er også en anden drage involveret her. Nemlig Måneknudeaksen, der også kaldes for en drage, eller en slange, der blev delt i to så hoved og hale blev skilt og sendt i hver sin retning. Dragens hoved er her Måneknuden i Krebs – halen i Stenbuk.  I Krebsen er der input – Månens tegn – moderens tegn, hvad folket har behov for bliver fodret gennem Mars og Merkur – verbale slagsmål på krav og synspunkter overfor Dragens hale hvor det hele kommer ud igen i transformeret, fordøjet, stand til konkretisering og forvandling gennem Saturn og Pluto.  Og hvordan det så bliver konkretiseret har vi tilgode at se endnu. Jeg føler mig håbefuld. I hvert fald hvad den hjemlige statsstyring angår.

Mine iagttagelser iøvrigt af måneknudernes kontakt med Mars og Pluto har været at det kan være særdeles farligt. Aspekter mellem dem, har tidligere vist sig på tidspunkter for bombeeksplosioner… som regel en  smule forsinket i forhold til aspektets højdepunkt – som er nu. Gid det må blive en fejlagtig forudsigelse der blot henviser til de  intense følelser, der f.eks. viser sig når lederen af det parti der kalder sig Stram Kurs er på banen. Der er rigelig aggression der – i begge lejre.  Det er en voldsom og uforudsigelig tid vi lever i.

Der er endnu et mønster på den aktuelle himmel. Neptun i Fiskene er fokusplanet i et T-kvadrat med Solen i Tvillinger og Jupiter i Skytten.  Et superaktivt – omend også kortvarigt aspekt som lige giver os et strejf af noget grandiost, eventyrligt og glamourøst.  Det er som om den siger at vi kan klare alt,  i medgang og modgang, selv om der er smerte og ve – så skal det nok gå altsammen.  Der er momentum, for den der vil bruge aspektet til at åbne for en magisk, anden virkelighed. Eller for den der vil flygte ind i en bevidsthedsændrende rus – på godt og ondt.

Pudsigt nok så fik jeg lyst til at læse Carlos Castanedas bøger fra 1960erne,  netop under denne magiske konstellation.  Allerede i starten af 1980erne forsøgte jeg at læse dem, men var slet ikke moden til det i min ungdoms uvidenhed. Nu føler jeg mig mere klar. Dog skal det siges, at hverken Lophophora Williamsii,  Peyote,  Pigæble, Ayahuasca eller hvad det nu hedder altsammen, slet ikke er min boldgade – men jeg oplever at der er en opblomstring af brugen af disse  bevidsthedsændrende (udvidende?) svampe for tiden.

Noget helt andet men også eventyrligt  er en glædelig begivenhed i familien. Vi har haft bryllup – min søn og hans kæreste blev gift i pinsen ved et brag af en kæmpefest, der vil give genlyd mange år frem i tiden… i det værste vejr juni endnu havde bragt. Det foregik i telt, så den ellers perfekte plan måtte ændres løbende.  Stiletter blev skiftet ud med sneakers,  tynde kjoler med tykke bukser og jakker etcetc… ingen var kede af det af den grund. Festen forløb helt perfekt uperfekt og parret var – og er – lykkelige.   Det perfekt magiske tidspunkt var i øvrigt da præsten erklærede dem for rette ægtefolk, netop som MC passerede Solen med opposition til Jupiter og Neptun stod på Descendanten…  Eventyrligt, magisk, forunderligt.

Og nu er det lørdag igen. Himlen er tung som bly; det lyner og tordner mens folket fejrer Dannebrog og Stig Rossen lyder som en søløve med tømmermænd på landsdækkende tv (jeg får helt ondt af ham og i ørerne), der er folkemøde på Bornholm og de nyvalgte partier forhandler om statens penge…  jow, der er gang i den på og under himlen.

God weekend 🙂

 

 

 

 

Trække vejret, dybt og roligt

21. december 2018 kl. 23.23 står Solen i 0 grader Stenbuk. Det er solhverv. I min familie er der to fødselsdage inden jul, den 19. og den 22. – og jeg skal lige finde en måde at holde balancen på.

For et par timer siden var jeg på indkøb og havde ærinde i storcenteret. Et sted jeg virkelig afskyr at komme. En kakofoni af lyde – hver butik med sin musik, så det bare bliver til støj, flimrende lys, madlugte fra torvet i midten, myldrende mennesker… mange mennesker, med vilde blikke, uglet hår, en hale af grædende børn, mødre med pakkenelliker til op over begge ører. Hjertet slår kolbøtter og synet blafrer et par sekunder. Jeg standser op midt i strømmen. Lukker øjnene og siger mit mantra med hviskende stemme: trække vejret, dybt og roligt. Og jeg giver mig selv et halvt minut til at mærke den dybe vejrtrækning, berolige kroppen og mærke mine fødder. Så åbner jeg igen øjnene og indstiller blikket på uendeligt. Jeg gør mig usynlig, glider igennem menneskestrømmen uden at støde ind i nogen. Bare lige så stille nå derhen hvor jeg har ærinde.

Og kommer – usynlig og meget målrettet – ind i Føtex. Jeg skal have en flaske Cointreau der er på tilbud her, ellers var jeg aldrig gået derind – og nogle appelsiner. Det er som et inferno jeg bliver suget ind i. Går forbi bunker af bøger og ting – ej – skulle jeg ikke lige have en bog til min svigerdatter… eller noget ekstra til barnebarnet… nejnejnej, siger min indre stemme, du har købt gaver. Det er mere end nok!

Det er simpelthen påvirkningen der gør det. Lemmingeffekten. Alle jeg ser i butikken har vogne fulde af varer og det hele virker som en myretue hvor nogen har forstyrret deres sti. Det hedder også kaos. Og mit hoved bliver til kaos og frygt for om jeg gør det godt nok… stop det!! Jeg har ondt i højre øje…

Endelig henne ved kassen. Mine to varer op på båndet, jeg formår at give et medfølende smil til den søde kassemand, der prøver at holde tungen lige i munden mens køen bag mig vokser.

Trække vejret, dybt og roligt – siger den indre stemme konstant til mig. Det er ikke min egen, men min yogalærers stemme jeg hører som en beroligende båndsløjfe i hjernen. Ude af Føtex, indstiller jeg igen blikket på uendeligt, forsøger mens det trykker for brystet, at ignorere støjen og glider roligt, med mantraet kørende i hovedet, ud i den grå, men forfriskende decemberdag.

Nu er jeg hjemme og skal ikke mere ud i julehysteriet. Klar til at holde Sønnikes sohvervsfødselsdag sammen med hans lille familie.

Juleaften…? Den holder jeg for mig selv, på sofaen med et glas Cointreau og en god bog, mens de er til storfamiliejul med hele udtrækket hos barnebarnets søde bedsteforældre i Jylland.

Oh what a wonderful World.

Verden er af lave...

Næppe er vi kommet over på normaltid igen, før det  hvide drys daler sagte fra en gråhvid  himmel. Altimens træerne stadig står i gulorange farvepragt. Det er næsten symptomatisk, som årstider, vejr, datoer og tidspunkter følger skarpe afgrænsninger. Efter den 20. marts er det forår, efter 20. juni er det sommer, efter 20. september er det efterår, efter overgang til normaltid sner det.

Månen befinder sig i Tvillingernes tegn i disse dage. Det er mærkbart.  Jeg er rastløs; søgende efter fornyelse, forandring, stimulerende inspiration, mens min lænderyg og tilhørende muskelgrupper stritter imod enhver bevægelse der gør det nødvendigt at være opmærksom på hvordan jeg sidder, ligger, går, står, vender mig så jeg undgår de der jag af smerte gennem kroppen.

Det er søndag morgen og vi har fået en time ekstra (vel har vi ej, men vi kan godt bilde os det ind), og det sner. En grå og stille morgen hvor jeg konstaterer at der ikke er mere mælk… kaffelatten må vente til jeg har været en tur hos købmanden. Ryggen har godt af at komme ud at gå – især fordi jeg sad ved skærmen det meste af dagen i går og ledte efter et nyt tema til min hjemmeside… der er mange gode, men ikke gode nok. Ja – fornyelsestrangen er tydelig og da jeg ikke kan flytte om på møblerne, så er det de immaterielle ting der må stå for skud. Ja, tvillingemåne… det går over om et par dage!

Jeg må afsted, ud i snevejret (eller sludvejret),  klokken er halv ti, nåh nej… halv ni… købmanden åbner først om en halv time. Har købmænd åbent om søndagen? Nåh ja, det har de jo…  verden er da af lave.

Mens jeg har skrevet dette er det holdt op med at sne og den er straks smeltet – intet bliver liggende ved 5ish graders varme. Så – billedet er snyd…  så meget sne er der ikke nu, det er taget den 8. marts.

Nu afsted til købmand.

Tankespind om livet med internet

Der var engang, for mange år siden, da internettet endnu var helt nyt og ukendt for os almindelige mennesker.  Computere var store kasser – en station med maskinrummet, en lille skærm i en kæmpekasse med billedrør, et tastatur og en mus, og en printer. Alt koblet sammen med ledninger i tykke fletninger. Harddisken havde 20 MB lagringsplads. ja, du læste rigtigt – tyve. Megabyte. og 512 kb (kilobyte) ram… og det var endda meget.  I dag kan vi næsten ikke klare os uden mindst 500 gigabyte harddisk og 8 gigabyte ram – og det er endda i underkanten. Nu tæller vi i terabyte. Hvad siger du? Billeder og videoer? Nej – det kunne man ikke…

Mange år siden er lig med 1996. Og jeg var en af firstmoverne med at være på internettet. Det skete over et modem forbundet med fastnettelefonlinjen, hvor det tog et minutstid at blive koblet på nettet. Først hørte man lyden af indtastningen til et internet-telefonopkoblingsnummer, så kom der nogle andre lyde og så var man på.  Google var ikke opfundet endnu. Det var en søgemaskine der hed “Alta Vista”, der betyder noget i retning af  “udsigt fra et højt sted”. Og så kunne man ellers søge… hvad der nu var. Og det var ikke meget. Og mens vi var koblet på nettet, kunne telefonen ikke bruges. Mobiltelefoner fandtes ikke.

Jeg fandt en lydfil på youtube –  – ja sådan lød det når internettet blev koblet på. Det er helt nostalgisk.

Iøvrigt betalte man telefontakst plus noget mere for hvert minut man var på nettet, så det blev ikke til lange søgesurfture derude. Men der var jo heller ikke så meget at komme efter

Den første computer jeg kom i berøring med var ikke min. Det var en vi anskaffede på mit arbejde da jeg var sekretær for en advokat.  Jeg plagede for maskinen til han gav sig – jeg VILLE have den til kontorbrug – den kunne faktisk kun bruges til at skrive og gemme filer – og spille pacman eller kaper.  Det var i 1986 – længe før internettet blev allemandseje – og jeg overtog den privat nogle år senere, da firmaet lukkede.  Om det var den samme vi brugte til det første internet ti år senere, kan jeg rent faktisk ikke huske…  det lyder usandsynligt…

Da min søn blev nonfirmeret i slutningen af 90erne, fik han sin helt egen pc. Da var prisen faldet til det halve og harddisken steget mangedobbelt. Den var ikke blevet mindre, rent fysisk, siden den første, men den havde langt større kapacitet og var såkaldt “fremtidssikret”. Det skulle så vise sig slet ikke at være tilfældet. Intet har siden kunne holde mere end få år, før det var håbløst forældet. Men der blev spillet Fifa for fulde gardiner på drengeværelset. Det var på en floppydisk – eller var det cd-rom?. Siden afløstes skrumlerne af bærbare, engang i begyndelsen af Nullerne. Det var en revolution. Vi havde hver sin og kunne nu komme “på nettet” som det mest selvfølgelige.

Siden dengang har pc’en og internettet været en fast bestanddel af livet og hverdagen. Både på arbejde og privat. Jeg har altid følt mig som en der var på forkant med udviklingen, og været en såkaldt superbruger.  en god ven og it-nørd hjalp mig i starten og lavede endda mit første primitive, astrologiprogram. Det var dengang styresystemet hed DOS, skærmen var sort og skriften grøn. Siden Windows kom til,  har venner og familie brugt mig som konsulent når deres maskiner drillede. Jeg synes det er sjovt at nørde med de mere avancerede ting på brugerniveau.  Det har været let for mig at finde ud af de forskellige systemer og indstillingsmuligheder i hvert fald op til Windows 7. Mine hjemmesider har jeg altid selv lavet, ud fra de muligheder webhotellet stillede til rådighed.

Men jeg føler at jeg er ved at sakke bagud.  Nu går det så hurtigt, at jeg slet ikke kan følge med.  Der er simpelthen så meget jeg ikke kan gennemskue – hvor ryger det hen? Hvem kan se hvad?  osvosv. Som du måske har bemærket, så er der ingen kommentarmulighed på bloggen her. Det er fordi det er alt for meget at sortere i  kommentarer, der måske slet ikke er reelle fordi det er spam eller trolls – og hvad har vi…

Når jeg ser de yngre generationer håndtere de her ting, så bliver jeg så imponeret over den uforfærdede lethed de navigerer i det med – og kommer til at føle mig smågammel og småparanoid over følelsen af at miste kontrol. Men det er nok bare indbildning.

Jeg er på Instagram Ja, – men jeg slår sjældent noget op – jeg er der kun for at kunne følge andre. Facebook har jeg været med på fra starten – også der har jeg droslet gevaldigt ned på aktiviteten.  På Twitter har jeg også en profil og har opdaget at de har en langt højere kvalitet end Facebook – forstået på den måde at der er meget bedre flow og langt færre reklamer…  jeg slår ikke noget op selv – ingen jeg kender bruger Twitter, så det er lidt omsonst.  Jeg følger astrologer, nyhedskanaler og enkelte politikere mv.  – og med gode filtre så man kan inddele sin nyhedsstrøm i forskellige kategorier – så kommer det hele ikke i en uordentlig bunke. Twitter virker langt bedre end Facebook, som jeg oplever som stagnerende – eller endda døende.

Hvad jeg ville sige var, at internettet er blevet et stort kaotisk virvar og det er bare om at holde tungen lige i munden, sørge for sine sikkerhedskoder og tofaktorlogin, holde øje med falske mails og datafiskere, og ikke vide sig sikker på om uvedkommende kan bryde ind i den “personlige computer” der slet ikke er så personlig mere… (var der en der hviskede “stressfaktor”?)

Pyha – den gamle FirstMover, føler sig pludselig som LateComer…

Tankespind til Selvet

Et spørgsmål jeg af og til stiller mig selv er:  “Hvorfor gør jeg det?”

For det meste er det let nok at svare på. Især når det handler om noget så basalt som hverdagens gøremål, om helbred og tryghed. Så er flere af svarene selvindlysende. Jeg spiser for at holde mig i live – og for nydelsens skyld. Jeg sover for at restituere krop og sind. Jeg holder mig selv og mine omgivelser rene, fordi det højner selvværdet. Jeg dyrker yoga for at holde kroppen bevægelig – og sindet med. Jeg er sammen med mennesker, fordi de inspirerer og holder mit sind åbent. Jeg afviser at opholde mig hvor der er trængsel og støj, fordi det stresser. Jeg hører musik for at komme i en bestemt stemning eller ændre en stemning. Jeg fotograferer, fordi et vellykket billede er som et kick, jeg kan blive helt høj af. Jeg skriver fordi det kan virke forløsende på konflikt- og kompleksstof i psyken. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg deler ideer, tanker og følelser med andre, for ikke at være alene med dem og i håb om at andre kan spejle sig ligesom jeg spejler mig i andres. Jeg studerer astrologi, for at finde en slags orden i det kaos livet er. Jeg mediterer for at holde sindet i nogenlunde balance (men – at have et mål med meditation er en selvmodsigelse. Meditation er selve målet).

Hvad så med de ting jeg gør, uden at vide hvorfor? Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg måske engang finder svaret på – måske når jeg er holdt op med at gøre dem… eller når de svar jeg troede sande, har løftet sig til nye svar, nærmere sagens kerne. Og nej – dårlige vaner og mønstre med ubevidst indhold, holder jeg for mig selv…  men tro mig – de er der!

Og så til sidst: hvorfor skriver jeg dette blogindlæg? Svar: fordi jeg sad ved morgenkaffen og funderede over ordet “hvorfor” og fik lyst til at dele tankerne. Og netop ordet “lyst” er centralt for alle “hvorfor’er”. Hvis ikke det er lysten der driver værket – som klicheen hedder – hvad skulle det egentlig så være?

Funderingerne fortsætter i enrum.