02 september 2018

Tankespind om livet med internet

Der var engang, for mange år siden, da internettet endnu var helt nyt og ukendt for os almindelige mennesker.  Computere var store kasser – en station med maskinrummet, en lille skærm i en kæmpekasse med billedrør, et tastatur og en mus, og en printer. Alt koblet sammen med ledninger i tykke fletninger. Harddisken havde 20 MB lagringsplads. ja, du læste rigtigt – tyve. Megabyte. og 512 kb (kilobyte) ram… og det var endda meget.  I dag kan vi næsten ikke klare os uden mindst 500 gigabyte harddisk og 8 gigabyte ram – og det er endda i underkanten. Nu tæller vi i terabyte. Hvad siger du? Billeder og videoer? Nej – det kunne man ikke…

Mange år siden er lig med 1996. Og jeg var en af firstmoverne med at være på internettet. Det skete over et modem forbundet med fastnettelefonlinjen, hvor det tog et minutstid at blive koblet på nettet. Først hørte man lyden af indtastningen til et internet-telefonopkoblingsnummer, så kom der nogle andre lyde og så var man på.  Google var ikke opfundet endnu. Det var en søgemaskine der hed “Alta Vista”, der betyder noget i retning af  “udsigt fra et højt sted”. Og så kunne man ellers søge… hvad der nu var. Og det var ikke meget. Og mens vi var koblet på nettet, kunne telefonen ikke bruges. Mobiltelefoner fandtes ikke.

Jeg fandt en lydfil på youtube –  – ja sådan lød det når internettet blev koblet på. Det er helt nostalgisk.

Iøvrigt betalte man telefontakst plus noget mere for hvert minut man var på nettet, så det blev ikke til lange søgesurfture derude. Men der var jo heller ikke så meget at komme efter

Den første computer jeg kom i berøring med var ikke min. Det var en vi anskaffede på mit arbejde da jeg var sekretær for en advokat.  Jeg plagede for maskinen til han gav sig – jeg VILLE have den til kontorbrug – den kunne faktisk kun bruges til at skrive og gemme filer – og spille pacman eller kaper.  Det var i 1986 – længe før internettet blev allemandseje – og jeg overtog den privat nogle år senere, da firmaet lukkede.  Om det var den samme vi brugte til det første internet ti år senere, kan jeg rent faktisk ikke huske…  det lyder usandsynligt…

Da min søn blev nonfirmeret i slutningen af 90erne, fik han sin helt egen pc. Da var prisen faldet til det halve og harddisken steget mangedobbelt. Den var ikke blevet mindre, rent fysisk, siden den første, men den havde langt større kapacitet og var såkaldt “fremtidssikret”. Det skulle så vise sig slet ikke at være tilfældet. Intet har siden kunne holde mere end få år, før det var håbløst forældet. Men der blev spillet Fifa for fulde gardiner på drengeværelset. Det var på en floppydisk – eller var det cd-rom?. Siden afløstes skrumlerne af bærbare, engang i begyndelsen af Nullerne. Det var en revolution. Vi havde hver sin og kunne nu komme “på nettet” som det mest selvfølgelige.

Siden dengang har pc’en og internettet været en fast bestanddel af livet og hverdagen. Både på arbejde og privat. Jeg har altid følt mig som en der var på forkant med udviklingen, og været en såkaldt superbruger.  en god ven og it-nørd hjalp mig i starten og lavede endda mit første primitive, astrologiprogram. Det var dengang styresystemet hed DOS, skærmen var sort og skriften grøn. Siden Windows kom til,  har venner og familie brugt mig som konsulent når deres maskiner drillede. Jeg synes det er sjovt at nørde med de mere avancerede ting på brugerniveau.  Det har været let for mig at finde ud af de forskellige systemer og indstillingsmuligheder i hvert fald op til Windows 7. Mine hjemmesider har jeg altid selv lavet, ud fra de muligheder webhotellet stillede til rådighed.

Men jeg føler at jeg er ved at sakke bagud.  Nu går det så hurtigt, at jeg slet ikke kan følge med.  Der er simpelthen så meget jeg ikke kan gennemskue – hvor ryger det hen? Hvem kan se hvad?  osvosv. Som du måske har bemærket, så er der ingen kommentarmulighed på bloggen her. Det er fordi det er alt for meget at sortere i  kommentarer, der måske slet ikke er reelle fordi det er spam eller trolls – og hvad har vi…

Når jeg ser de yngre generationer håndtere de her ting, så bliver jeg så imponeret over den uforfærdede lethed de navigerer i det med – og kommer til at føle mig smågammel og småparanoid over følelsen af at miste kontrol. Men det er nok bare indbildning.

Jeg er på Instagram Ja, – men jeg slår sjældent noget op – jeg er der kun for at kunne følge andre. Facebook har jeg været med på fra starten – også der har jeg droslet gevaldigt ned på aktiviteten.  På Twitter har jeg også en profil og har opdaget at de har en langt højere kvalitet end Facebook – forstået på den måde at der er meget bedre flow og langt færre reklamer…  jeg slår ikke noget op selv – ingen jeg kender bruger Twitter, så det er lidt omsonst.  Jeg følger astrologer, nyhedskanaler og enkelte politikere mv.  – og med gode filtre så man kan inddele sin nyhedsstrøm i forskellige kategorier – så kommer det hele ikke i en uordentlig bunke. Twitter virker langt bedre end Facebook, som jeg oplever som stagnerende – eller endda døende.

Hvad jeg ville sige var, at internettet er blevet et stort kaotisk virvar og det er bare om at holde tungen lige i munden, sørge for sine sikkerhedskoder og tofaktorlogin, holde øje med falske mails og datafiskere, og ikke vide sig sikker på om uvedkommende kan bryde ind i den “personlige computer” der slet ikke er så personlig mere… (var der en der hviskede “stressfaktor”?)

Pyha – den gamle FirstMover, føler sig pludselig som LateComer…

22 august 2018

Tankespind til Selvet

Et spørgsmål jeg af og til stiller mig selv er:  “Hvorfor gør jeg det?”

For det meste er det let nok at svare på. Især når det handler om noget så basalt som hverdagens gøremål, om helbred og tryghed. Så er flere af svarene selvindlysende. Jeg spiser for at holde mig i live – og for nydelsens skyld. Jeg sover for at restituere krop og sind. Jeg holder mig selv og mine omgivelser rene, fordi det højner selvværdet. Jeg dyrker yoga for at holde kroppen bevægelig – og sindet med. Jeg er sammen med mennesker, fordi de inspirerer og holder mit sind åbent. Jeg afviser at opholde mig hvor der er trængsel og støj, fordi det stresser. Jeg hører musik for at komme i en bestemt stemning eller ændre en stemning. Jeg fotograferer, fordi et vellykket billede er som et kick, jeg kan blive helt høj af. Jeg skriver fordi det kan virke forløsende på konflikt- og kompleksstof i psyken. Og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg deler ideer, tanker og følelser med andre, for ikke at være alene med dem og i håb om at andre kan spejle sig ligesom jeg spejler mig i andres. Jeg studerer astrologi, for at finde en slags orden i det kaos livet er. Jeg mediterer for at holde sindet i nogenlunde balance (men – at have et mål med meditation er en selvmodsigelse. Meditation er selve målet).

Hvad så med de ting jeg gør, uden at vide hvorfor? Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg måske engang finder svaret på – måske når jeg er holdt op med at gøre dem… eller når de svar jeg troede sande, har løftet sig til nye svar, nærmere sagens kerne. Og nej – dårlige vaner og mønstre med ubevidst indhold, holder jeg for mig selv…  men tro mig – de er der!

Og så til sidst: hvorfor skriver jeg dette blogindlæg? Svar: fordi jeg sad ved morgenkaffen og funderede over ordet “hvorfor” og fik lyst til at dele tankerne. Og netop ordet “lyst” er centralt for alle “hvorfor’er”. Hvis ikke det er lysten der driver værket – som klicheen hedder – hvad skulle det egentlig så være?

Funderingerne fortsætter i enrum.    

14 juni 2018

Mars og Måneknuderne

I et tidligere indlæg, fra 2015 (Hvad er der med de Måneknuder) viste jeg hvordan især Mars i konjunktion med en af Måneknuderne,  faldt på tidspunkter hvor verden blev vidne til temmelig voldsomme hændelser.

Lige nu, i disse junidage 2018, er Mars i konjunktion med den sydlige Måneknude i 8 grader Vandbærer. Den nordlige Måneknude ligger naturligvis præcis på den modsatte side i Løven.

Mars gik ind i Vandbæreren den 16. Maj 2018 og dannede kvadrat til Uranus der netop var gået i Tyren dagen før. Det var her USA åbnede sin nye ambassade i  Jerusalem. Den havde før ligget i det mere religionsneutrale Tel Aviv. Det kom til voldsomme reaktioner og sammenstød, som kunne indikere at den astrologiske begivenhed kunne føre svære tider med sig. Mars vil gå retrograd (som den kun gør hvert 2. år) og møde Måneknuden i alt tre gange frem til efteråret 2018.

Næsten eksakt på Mars/Måneknudekonjunktionen, fandt et møde mellem USAs præsident og Nordkoreas leder sted i Singapore. Et topmøde, der har været omtalt som historisk, og som ingen kunne gætte udfaldet af. Trump er uforudsigelig som få. Og Kim Jong Un? Er han troværdig? Jeg ved det ikke.

Med  forudgående erfaring med de astrologiske faktorer involveret, kunne man frygte det værste i dagene omkring den 12. juni – om ikke i Singapore, hvor sikkerheden vil være ekstremt høj,  så et andet sted. Mødet sluttede med billeder af smil og håndtryk.

Den sydlige Måneknudes betydning kan være noget med “karma”, noget med kontakt og noget der har at gøre med fortiden, bragt ind i nutiden og udlevet gennem den nordlige Måneknude –  i bedste fald en udviklingslinje fra gammelt nag, fortidstraumer til en mere forsonlig måde at møde verden på.

Eftersom aspektet ikke er færdigt, og samtidig involverer kvadrat til Uranus og måske et lille kvadrat til retrograde Jupiter i Skorpionen, har vi hele det faste kors i arbejde. Tyr –  Løve – Skorpion – Vandbærer.

Topmødet er foreløbig gået godt. Det endte med en aftale om at Nordkorea fjerner deres atomvåben… men kan vi tro på det? Og hvad med USAs atomvåben?

At aspekterne ligger i faste tegn, kunne tyde på at der alligevel vil snige sig en uvilje mod forandring ind.   Det er svært at give efter – er der tale om et tilbud “man ikke kan afslå?”  Den 16. juni går Venus ind over Mars og sydlige Måneknude og strør en smule sukker på – men når Mars vender retrograd den 26. juni 2018, og møder Måneknuden igen den 17. Juli 2018,  kan det hænde, at “nogen” kommer på andre tanker. Når en planet går retrograd, kan gjort blive ugjort – fortrydelse, ombeslutning.

Mars retter sig fremad igen den 27. august 2018 og vil for sidste gang i denne runde, ramme Måneknuden igen den 21. september 2018 i 2 grader Vandbærer og igen komme i eksakt kvadrat til Uranus i 2 grader Tyr.  Vandbæreren er et humanistisk, objektivt tegn  – ganske usentimentalt.  Vi har at gøre med en kamp (Mars) for fornyelse af systemer, til gavn for menneskeheden. Skulle det ske, at enkeltindivider bliver “ofret” på den bekostning, er det for det større gode.  Men hvad siger den nordlige Måneknude i Løven på den modsatte side til alt det?  Løven er stolt, dramatisk og selvoptaget – men har også en kreativ og legende energi.  De to statsledere bliver karikeret som børnehavebørn i medierne… lad os håbe at deres indre børn evner at blive gode kammerater i fremtiden!

Men der er mere.
Neptun ligger pt i 14-15 grader Fisk – lige midt mellem Mars og Uranus og skærer kvadratet mellem dem over til to halvkvadrater (45 graders aspekt). På det tidspunkt, hvor aspektet var eksakt, i midten af maj 2018, hørte jeg i nyhederne om et nyt voldsomt udbrud af Ebola-virus i DR Congo. Herhjemme er der pt meget fokus på sundhedsportalen og fejlmedicinering af patienter. Neptun har at gøre med – ja, vira, medicin, gasser, flygtige stoffer som parfume – foruden de mere psykologiske sider som idealisme, empati, illusioner og hermed også løgne.  Placeringen midt i den heftige Uranus – Mars/Måneknudekvadrat kunne indikere, at hvad vi får at vide ikke nødvendigvis stemmer med virkeligheden (hvad det så end er),  og at der bliver forhandlet for lukkede døre. Den nordkoreanske befolkning, læste jeg i nyhederne, kendte ikke til topmødet, før det var forbi – og blev overraskede over at USA nu pludselig var en ven… om det er en sand nyhed ved jeg ikke – men det er interessant fordi sløringsplaneten Neptun ligger hvor den gør.

Datoerne i overblik :

Mars konj s.Måneknude 1. gang –  13. juni 2018, 8 grader Vandbærer
Mars retrograd – 26. juni 2018 – 9 grader Vandbærer
Mars konj. s.Måneknude 2. gang – 17. juli 2018 – 6 grader Vandbærer
Mars direkte – 27. august 2018 – 28 grader Stenbuk
Mars konj s. Måneknude 3. gang –  21. september 2018 –  2 grader Vandbærer

I personlige horoskoper, vil disse aspekter være mest mærkbare for dig der er født med Solen i første ti grader af de faste tegn Tyr – Løve – Skorpion – Vandbærer (dvs mellem 20. og 30. Januar – April – Juli – Oktober), eller hvis du har Måne,  ascendant eller MC her. Det kan være at du oplever at noget slutter i dit liv – og /eller en ny begyndelse finder sted.  Du kan møde nye mennesker, steder og få nye interesser. For nogle kan det være sorgfuldt og svært at sige farvel og rumme den tomhedsfølelse der kan opstå – for andre kan det være befriende, velkomment og give anledning til positiv forandring.

Jeg har selv en usentimental Måne  i 1 grad Vandbærer. I denne periode har jeg sagt farvel til min psykoanalytiker efter tre inspirerende år i den jungianske verden –  og velkommen til et nyt liv i familien – mit første barnebarn.

At Mars befinder sig så lang tid på ca. samme sted, hører til sjældenhederne, og især når der tillige er kobling  med Måneknuderne – så det er bare at holde øje med dig selv, dine omgivelser – og verdenspressen – for at følge med i hvad det kan betyde – og udnytte momentet til aktivt at manifestere de forandringer i livet du måske i længere tid har gået og spekuleret – eller undret dig over –  hvor kom fra. Og… tro ikke blindt på alt hvad du hører og ser.

 

 

09 juni 2018

Min bogsommer anno 2018

33 grader under parasollen på altanen. Det er umuligt. Det kan jeg ikke. Vil ikke. Kryber indenfor i skyggen med ventilatoren på højeste gear.  Jeg er ikke skabt til varmegrader af den kaliber.  Sveden hagler af kroppen ved den mindste bevægelse.  Hjernen smelter ned. Vanddunken fyldes gang efter gang.  Suppleres med iste, iskaffe… og is. Et koldt, fugtigt håndklæde køler nakken.

Jeg må ikke have været rigtig klog, men besluttede at tage afsted til Antikvariatet i den store stygge storby. De har en bog jeg mangler (læs: ønsker mig) og som har været udsolgt i mange år. Så afsted med mig. Det er ellers sjældent jeg vover mig ind i stadens vrimmel på en lørdag – der er alt for mange mennesker… og det er alt, alt, alt for varmt.

Men høsten var god… jeg fik min bog. Plus et par stykker til. Min glæde ved bøger er intakt, kan jeg konstatere. Længe har jeg kun læst bøger elektronisk – eller hørt dem læst op. Og jeg har luget ud i bogreolen i flere omgange på det seneste. Men der er altså alligevel ikke noget der kan slå en papirbog.

Så nu har jeg samlet en lille bunke af de bøger jeg vil læse i sommer – nogle er ambitiøse, andre i den lettere ende, alle har nogle  år bag sig. Faktisk gider jeg ikke nyudgivelser – det er ligesom de ikke har fået sjæl endnu. Kommercielle bøger der hypes i medierne interesserer mig slet ikke.

Djuna Barnes (1892-1982) skriver i et sprudlende og blomstrende sprog, historien er på en måde uvæsentlig – det er hendes unikke stil jeg går efter.
Emma Tennant (1937-2017)  er ny for mig. Hun skriver bøger bygget over andre forfatteres karakterer og bruger deres navne… Mrs. Hyde og Ms. Jekyll? Hvad mon de er for nogle?

Og så er der de astrologiske bøger –  ikke alt er hyggelæsning. Harmonier i Astrologi er ambitiøs – den tror jeg må vente til temperaturen er faldet drastisk. Den, og så The Predicition Technique.   Så det bliver vores navnkundige astrolog Christian Borup jeg vil divertere mig med under sommerhedebølgens astrologistudier.

Det er lørdag, sidst  på eftermiddagen. Nu er det næste spørgsmål bare… hvilken bog skal jeg læse først? I gamle dage, da min hjerne var yngre og mindre belastet, kunne jeg have flere bøger i gang samtidig… den trafik går ikke mere. Nu hedder det “en ad gangen og langsomt” – ellers ryger hukommelsen.

Men allerførst – isafkøling… Nu… Straks…!

 

07 maj 2018

Tankespind om Uranus i Tyren

Der er ikke længe til at disruptionsplaneten Uranus træder over broen til Tyrens tegn, efter syv års ophold i Vædderen. Derom vil jeg berette mere i en artikel i Horoskopbladet Stjernerne på et senere tidspunkt, i et tilbageblik på hvad vi mon har lært af det – ikke mindst i den astrologiske tydning. Den eneste måde at lære astrologi på, er ved at se tilbage på tidligere tider og hændelser for at tage det med ind i fremtiden, og prøve at sætte erfaringerne ind i den nye tids kontekst.

Den 13. maj 2018 er en astrologisk interessant dato.
Uranus står i den sidste grad af Vædderen og gør sig klar til det store skift den 15. maj. Men inden da, vil Merkur lige stryge forbi Uranus og stikke ham mikrofonen inden han selv tager et forspring ind i Tyren. Samme dag kommer Månen lige hen over de to trickstere og danner en tripelkonjunktion – lige akkurat hvor Merkur har stukket storetåen ind i Tyren.  Det er “det store springbræt” – der tillige bliver boostet af et kvadrataspekt fra en energisk og insisterende Mars sidst i Stenbukken. Det lugter af, at noget voldsomt, pludseligt og uventet kan ske – og vi vil komme til at læse om i medierne.

Den her aspektkonstellation kan virke som om lyset pludselig bliver tændt – navnlig erkendelsens lys. Men der skal måske gå en hændelse forud, som en rystelse. Løgne bliver pludselig afsløret,  fanatiske overbevisninger får et skud for boven, det man troede var sandt, er pludselig fuldstændig forkert…

Hele det astrologiske miljø summer og brummer af Uranus og skiftet til Tyren. Det er en spændende overgang, der forhåbentlig vil få våben til at stilne og rette opmærksomheden mod genopbygning af ødelagt miljø, bæredygtighed i fødevareproduktion,  nyt syn på forholdet til mad og spisevaner, fremme varige værdier, nye former for afgrøder, andre måder at organisere penge på. Der har været talt om yderligere udvikling af bitcoin og andre cybervalutaer, måske helt afskaffelse af penge som vi kender det i dag. Der er meget at tage fat på og at skrive om hen ad vejen.  Vi får se om jeg kan følge med.

I mit mikrokosmos får Uranus en større rolle at spille, eftersom Tyren er mit soltegn – ganske vist har jeg Solen helt henne i slutningen af tegnet, så der er nogle år til planeten når frem – men jeg har tid til at øve mig og lære hvordan den virker i mit liv. Indledningsvis har jeg bestilt et nyt astrologiprogram (Uranus er traditionelt astrologiens planet – i hvert fald siden den blev kendt, før den tid var det Jupiter), som jeg glæder mig til at sætte mig ind i og få ny inspiration af (Uranus er også inspirationens planet).  Det er det store australske Solar Fire, som jeg længe har ønsket mig. Nu giver jeg mig selv det i fødselsdagsgave… og kan næsten ikke vente med at pakke op.