Under dragens klo

Igen har jeg mærket grebet, der sidder i nakken og spærrer for tanke, følelse og mening. Det er et hårdt greb, som en klo med pigge, der føles som en krybende, kravlende, stikkende fornemmelse, et jerngreb omkring kraniet, der ikke tillader glæden at blomstre eller begejstringen at strømme.  Jeg må finde ud af hvad det vil og begiver mig ind i en åben, meditativ tilstand med pen og papir i hånden…og  indre billeder begynder at tager form:

Jeg aner at der er nogen bag grebet. Et ildspyende monster der har sat sin klo i nakken og holder mig nede så jeg ikke kan røre mig, ikke ånde, ikke le, ikke græde. Monsteret viser sig for mig i sin reptilske, skællede, savlende uhyrlighed.

 

Med røde øjne og slimetgrøn mund, tænder så skarpe og spidse som dolke viser den sin forfærdende overmagt. Jeg spænder alle muskler i kroppen. Forsøger at rejse mig under kloens tryk. Så trykker den mere til. Kroppen spænder endnu mere. Der er ingen mulighed for flugt. Jo mere jeg kæmper imod, jo mere trykker den til. Det er umuligt det her. Jeg er inde i dragens grotte – ligger på maven på den hårde klippe med bæstets tyngende vægt på min ryg mens den fnyser gennem åbne næsebor og basker med sine piggede vinger, og et grumt leende udtryk som en sejrherre med sit nedlagte bytte.

Vil den da aldrig slippe? Skal den da aldrig ud at finde føde? Så går det op for mig at JEG ER FØDEN – den venter kun på at jeg opgiver kampen… da der pludselig sker noget der får dragen til at spy ild. Et skarpt lys blinker ved hulens åbning. Jeg vender med besvær blikket i retning af lyset og skimter ud af øjenkrogen… et spejl foran hulens indgang og jeg ser dragen i spejlet. Ser dens lynende øjne. Lyn der kaster dens eget lyn tilbage på den selv og gør den blind. Ilden den spyr mod sin imaginære rival kastes med stor kraft tilbage på dragen selv. Luften tykner af raseri og iltmangel – jeg hiver efter vejret, hostende og hulkende – jeg ligger stadig under dragen der endnu har fat i min nakke – er det nu? Dør jeg nu?

Dragen slipper pludselig sit greb og flakser mod hulens åbning i en vanvittig nærkamp mod sit eget spejlbillede – ilden tager fat i dragens vinger der bryder i brand mens den blindt angriber. Spejlet springer i tusind stykker og dragen tumler brølende ud af hulen. Lyden bliver til en ynkværdig piben der ender i en dyb og mægtig stilhed på en baggrund at knitren og knagen, indtil også den lyd dør ud.

Jeg forsøger mat og rystende at rejse min stive, smertende krop. Fornemmelsen af dragens klo føles stadig skarpt i nakken. Træt som ind i døden, kravler jeg længere ind i hulens mørke, hyller mig ind nogle gamle ulveskind og falder i dyb søvn.

Da jeg vågner igen, falder et gyldengrønt lys i bløde klatter ind i hulens indre. Jeg kommer med besvær op på alle fire og kravler hen mod hulens åbning. En tilgroet urskov møder mig der. Jeg rejser mig, begiver mig på usikre ben ud af hulen og må mase mig igennem tæt buskads og løvhang, der også støtter så jeg ikke falder om. Jeg må have sovet i tusinde år.

Mens jeg arbejder mig igennem krattet, oplever jeg en tiltagende lettelse. Styrken vender langsomt tilbage… og der, foran mig, snubler jeg over en stor mosgroet tue i skovbunden – erindringen om en voldsom kamp vælder op i mig og gennemryster min krop da jeg genkender det forstenede kadaver af en drage – jeg kan forvisse mig om at den virkelig er død – for nu.

For det er sådan med drager, at de kan genoplive sig selv under de rigtige omstændigheder. Så det er bare om ikke at give dem muligheden – men man kan alligevel aldrig rigtig vide… kan man vel?

 

 

 

 

Om Fuldmåne, Måneknuder - og tågehjerne

Besynderlige dage.  I mere end en uge, har min hjerne været indhyllet i spindelvæv – jeg har tågehjerne. Som en tilstand af ufokuserethed og små tilfældige gøremål uden retning. Uden formål. Læser lidt her, lidt der.  Kaster mig over en gyserserie – Fortitude – der afspejler stærke og dødelige skyggesider i et lille dybfrosset samfund på Svalbard. Det er som at være tilbage i Twin Peaks. Og er afledning fra min egen dystre tankeverden. Ulmende askedynger af afbrændt fortid i det ubevidste. En bunke opgaver venter på skrivebordet, men jeg kommer ikke i gang. Koncentrationen er der ikke. Inspirationen lukket ned. Meningen gledet ud.

Der var fuldmåne i går. I Skorpionens tegn, præcis ovenpå min måneknudeakse.  Jeg forstår denne mærkelige uro og isolation. Der er kun en ting at gøre: Gå med modstanden. Være med det der er. Ikke handle. Ikke tænke. Ikke lede efter svar.  Jeg må lade det ubevidste rumstere som det selv vil. Det nytter alligevel ikke at “bekæmpe” det. Det giver kun muskelspændinger og hovedpine… aha, nåååhhh det er derfor.

Jeg ville skrive om Måneknuderne.

De har netop skiftet tegn fra Jomfru-Fisk-aksen til Løve-Vandbærer. Den 9. maj, hvis man tager den sande måneknude. Middel Måneknude skiftede ifølge ephemeriden den 28. april.

I Jomfru-Fisk så vi  offer-frelser temaer. Flygtningestrømme og håndteringen af dem. Polariseringen i “Os og Dem”, angst og utryghed overfor medfølelse og hjælpsomhed.  I Løve-Vandbærer er det individ-kollektiv temaer. Der må vise sig nogen eller nogle, der har noget væsentligt at sige kollektivet. Jeg tænker f.eks. på en Elon Musk og hans ufattelige fremtidsvisioner mht. energiforsyning og transport – Det er ham med elbilen Tesla. Han har meget mere i ærmet.

Måneknuderne i Løve-Vandbæreraksen vil forhåbentlig vise vejen til nye miljøtekniske tiltag – og sikkert en hel del futuristiske science-fiction gadgets. Eller – er det nu også science-fiction? Er vi ikke forlængst i science-facts-alderen – med robotter og droner!? De kommende ca. 19 måneder vil ganske givet vise en meget mere eksperimenterende tone på alle planer.

Måneknuderne er Solens og Månens skæringspunkt på ekliptika – det er der vi ser hvor vinden blæser hen – universelt såvel som individuelt.  Punkternes position i fødselshoroskopet viser en form for essens eller destillat af inkarnationens indre mening, som kan være svær at få øje på – endsige sætte ord på. Det går måske først sent i livet op for os, hvad det hele gik ud på. Det er spændende, men alt for meget at dykke ned i nu, i dag med hovedet på stand-by.  Det er tågehjernen der taler.

I dag er det regnvejr og jeg er pessimist. Men pyt med det – i morgen, siger de,  skinner Solen igen – og jeg måtte bare ud med NOGET!

 

 

Hvem er du?

En lille historie fra en forelæsning af jungiansk analytiker og teolog Thomas Patrick Lavin i C.G.Junginstituttet i Chicago i 1995. Forelæsningen kan høres i  “jungianthology podcast” med overskriften “Mythologies of Journey & Pilgrimage”.

 

Når jeg gengiver historien her, er det fordi jeg synes den giver stof til eftertanke i en verden der er så fokuseret på ydre omstændigheder, det materielle og rationelle i en grad så vi risikerer at glemme andre sider af livet – det mytiske, mystiske og irrationelle. Fornemmelsen af sammenhæng og tilhørsforhold forsvinder, når vi ikke ved hvem vi er, men må ty til titler, etiketter og statussymboler. Jeg selv ikke undtaget.

 
En kvinde ligger i koma og er ved at dø. Hun får pludselig følelsen af at hun bliver taget op til himmelen og står foran dommersædet
– Hvem er du? Spørger en stemme.
– Jeg er borgmesterens kone.
– Jeg spurgte ikke om hvis kone du er, men hvem DU er.
– Jeg er mor til fire børn, svarer hun.
– Jeg spurgte ikke om hvis mor du er, men hvem ER du?
– Jeg er skolelærer, svarer kvinden.
– Jeg spurgte ikke om dit arbejde, men om HVEM du er. Og sådan bliver det ved en rum tid. Lige meget hvad stemmen spørger hende om, er hun ikke i stand til at give et tilfredsstillende svar.
– Jeg er kristen, siger hun tøvende.
– Jeg spurgte ikke om hvad din religion er, men hvem ER du?
– Jeg er hende der går i kirke hver søndag og hjælper de fattige og nødlidende… siger hun i håb om at det så er det rigtige svar.
– Jeg spurgte ikke om hvad du har gjort – men HVEM ER DU?
Det er åbenbart helt umuligt for kvinden at svare rigtigt på et eneste spørgsmål og hun bliver derfor sendt tilbage til Jorden.
Da hun senere vågner af sin koma og kommer sig af sygdommen, er hun fast besluttet på dette ene:

At finde ud af HVEM HUN ER…

 

 

Bøgerne på mit natbord - tankespind om bevidsthedens grænser

Telefonen melder at posten har afleveret en pakke i min postkasse. Jeg skynder mig ned ad trappen for at hente den, flår pappet af og står nu med “The book of Neptune” i hånden. Det er seneste skud fra den amerikanske astrolog Steven Forrest, hvis bøger jeg anskaffer systematisk. Han er så inspirerende. Et sludrechatol ganske vist, men inspirerende når essensen af det han vil sige tegner sig. Han er det der kaldes “evolutionær astrolog” – hvilket vil sige at han beskæftiger sig med de store linjer, med den menneskelige udvikling på sjæleplan set over historisk tid.  Det er også blevet min kæphest indenfor astrologien. Spørgsmål om hvorfor vi er her, hvad vi skal og hvor vi skal hen –  i det store billede.

Neptun er min tro følgesvend for tiden. I transitkvadrat til Saturn i Skytten i mit radixhoroskop. Pudsigt nok i en tid, hvor Saturn og Neptun også er i kvadrat i det kollektive horoskop – altså der hvor det påvirker os alle, globalt.  Jeg får glæde af den i 1 1/2 årstid – er i lære igen. I lære omkring grænser, bevidsthedsudvidelse, livserkendelser – dyrker meditation og mindfulness intensivt foruden drømme gennem jungiansk psykoanalyse. Så bliver det ikke mere Neptun/Saturnsk. Det helt store spørgsmål er – hvad er bevidsthed overhovedet?

Steven Forrest beskriver – meget kort fortalt –  planeten Neptun som vinduet i et hus. Vinduet mellem personligheden, psyken – og det der er på den anden side af vinduet, det transpersonlige, det der ligger udenfor personligheden, psyken. Og han stiller det finurlige spørgsmål: Er vinduet inde i huset, eller udenfor huset? Hvad ser personligheden når den kigger ud? Hvad får personligheden når Neptuns domæne kigger ind? Metaforen med vinduet udvider han til at spørge til vinduets tilstand – ser du en snavset rude med dine egne fedtede fingre på – eller er vinduet klart og dermed usynligt og gennemskinneligt?

På den anden side af Neptun og Pluto begynder det ydre rum – vi regner normalt med, at det er Pluto der danner grænsen til det ydre rum fordi den for det meste er udenfor Neptuns bane, men i de seneste hundrede år – har Plutos bane i flere omgange været indenfor Neptuns, så de ligesom danner en dans ind og ud af hinandens bane, med nogenlunde samme hastighed, hvor planeterne har låst sig fast i en sekstil der har varet siden før 2. verdenskrig og følges ad til en gang i 2030 hvor sekstilen går i opløsning igen. Vi er altså 3-4 generationer der alle har en Pluto-Neptun sekstil i horoskopet hvilket har betydning for den tidsånd vi er født i og lever i. Teknisk indviklet  – jeg ved det – det er Steven Forrests forklaring komprimeret.

Vi siger traditionelt, at Saturn er planeten for grænser, tærskelvogter, disciplin og arbejde, erfaring og alderdom. Før teleskopets dage, var Saturn den sidste planet der kunne ses med det blotte øje og derfor danner grænsen for den menneskelige bevidsthed. Nu kan vi se langt længere – ja længere end teleskopet fra jorden. Vi sender teleskoperne ud og har derfor fat i en ufattelig mængde viden om hvad der befinder sig bag Saturns bane. Og bag Neptuns og Plutos baner. Hvordan vil den viden vi får påvirke vores psyke og bevidsthed?

Menneskeligt set, giver det kamp til Saturns position som grænsesætter. For hvor er grænsen egentlig? Vi kan jo se med satellitterne at der er mere. Der er hele tiden mere. Der er – så at sige – ingen grænser. Hvilken betydning vil det få for den astrologiske tolkning af begrebet “grænser” at vi oplever grænseløsheden – som er Neptuns domæne?

Hvis vi nu kigger på begrebet “entanglement” som kommer fra kvantefysikken – så ser vi at alt hvad vi hidtil har set som adskilte elementer, partikler, i virkeligheden hænger sammen, kommunikerer. Saturn står for adskilthed, kategorier og opdelinger – men i og med at vi zoomer ind (eller ud for den sags skyld), så er alting forbundet i en form for netværk. Vi er ikke adskilte individer, selv om det føles sådan. Vi er ikke adskilt fra det vi ikke kan se, opleve, med de fysiske sanser – vi har bare ikke, endnu, opdaget de “antenner” det kræver at se, mærke, opleve den “bevidsthedssky” vi befinder os i…?  Ja jeg sætter spørgsmålstegn.
En klassisk illustration af dette er en fisk i havet. Hvad er det fisken svømmer i –  kan den erkende det? Hvad er det vi mennesker svømmer i – kan vi erkende det?

Nogle mennesker kan. Seere og andre sensitivt begavede mennesker ved det. Jeg er en der leder efter det. Søger den sammenhæng der gør at det hele giver mening. Derfor elsker jeg at læse bøger af folk der forsker i de ting og fortæller om oplevelser der ikke kan forklares efter traditionelle, rationelle eller reduktionistisk materialistiske parametre.

Jeg har en anden bog på natbordet “Consciousness beyond Life” – en bog af en hollandsk kardiolog Pim van Lommel, der har interviewet patienter i sin hospitalsafdeling, der er blevet genoplivet efter hjertestop. Han påstår, at der “er noget”. At døden ikke er slutningen – men en overgang til en anden bevidsthedstilstand. Den bog falder så fint i tråd med bogen om Neptun – hvad er der på den anden side af bevidsthedens tærskel – eller livet som vi kender det? Kan vi erkende/erfare det?  Eller rettere – hvordan kan vi erkende og erfare det? Og hvorfor er det sådan?

Pim van Lommels hypotese er, at bevidsthed er ikke-lokal. Den traditionelle materialistiske hypotese er, at bevidsthed er et produkt af hjernen og dermed noget der sker i det levende menneske og som ikke længere eksisterer når hjernen er død. Men hvordan kan det være sådan, når beretningerne viser, at patienterne oplever sig selv i en anden tilstand, selv om alle måleapparater viser, at der absolut ingen aktivitet er i hjernen mens patienten set udefra er klinisk død.  Så er ideen den, at bevidsthed er noget udenfor den fysiske krop, som hjernen modtager og sender videre. Ligesom en radio. Kan det være, at vi i virkeligheden lever i bevidstheden? Ligesom fisk lever i vandet?

Ja, se det er de store spørgsmål for sommeren 2016 – i en verden i opløsning (Neptun) og modstand (Saturn) mod opløsningen. For nogle er det konkret og ulykkeligt, for andre mere perifert og iagttagende… men ikke desto mindre er vi alle midt i det.

Min læresætning hedder “at være med det der er” fra øjeblik til øjeblik. Lade det gamle opløses der ikke længere er virksomt, og lade det nye og endnu ukendte være velkommen og i øvrigt være åben og fordomsfri, så godt det går.

Og nu vil jeg læse videre i min nye bog om Neptun.

 

Om Virus og Daimon

“Da alle sjælene havde valgt deres liv, gik de frem til Lachesis. Og med hver sendte  hun den Daimon som han havde valgt, så den kunne våge over hans liv og bringe hans valg til fuldførelse” Platon.

Det er slet ikke så tosset at blive lagt ned af en virus – især da når det værste er ovre og det er muligt at skabe sig en hyggelig rekonvalescens med te, pc og bøger indenfor rækkevidde. Og et vejr der alligevel ikke inviterer til ret meget udendørs ophold.

For en tid får tankerne lov til at gå deres egne kaotiske veje uden indblanding, uden at blive bremset af “bør” eller “skal”.  Det kreative vindue får befriende lov at udfolde sig selv. Og der er ro til at læse i længere stræk: “Koden til Sjælen” af James Hillman, en amerikansk psykolog og psykoanalytiker, der har studeret hos C.G. Jung i Zürich. Jeg finder ham interessant, fordi han vender psykologien på hovedet.

Hvad handler det så om?

Sigmund Freud (1856-1939) er stamfader til psykoanalysen og inddelte den menneskelige psyke i et Jeg (Ego) et overjeg (Superego) og et Det (Id), som er illustreret ved et isbjerg hvor kun toppen er synlig – bevidstheden – resten ligger under vandoverfladen – det ubevidste. Drømmene var for ham symboler der afdækker neuroser som følge af seksuelle dysfunktioner.

 

C.G. Jung (1875-1961) var Freuds samarbejdspartner, men brød med ham i 1913 og skabte en anden forestilling om psyken – stadig inddelt i tre – nemlig det bevidste, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste, hvor det bevidste er Egoet og det ubevidste omkranser Selvet.  Han mente at menneskets stræben er at finde ind til Selvet for at man kan blive sig selv. Drømmene er den bro der transcenderer grænsen mellem Egoet og Selvet. Han opfandt betegnelsen “arketyper” for de symboler drømmebillederne repræsenterer – symboler der har en vældig gennemslagskraft i psyken.

James Hillman (1926-2011) har en anden opfattelse – som han har fået en del kritik for fra det psykologiske og psykoterapeutiske parnas. Han mener ikke at Selvet er EN ting. Det er ikke en entitet adskilt fra resten af eksistensen og vi behøver ikke at lede efter det, for det er der allerede og viser sig – oftest intuitivt –  i flere aspekter af vores væren. Egoet findes ikke. Hans ide er, at vi kommer til verden med et særligt aftryk. Ligesom et agern indeholder potentialet til at blive en eg, indeholder hvert menneske sit unikke potentiale.  Bl.a. Platon har inspireret til denne ide – i slutningen af “Staten” skriver Platon i myten om Er, at vi alle er født med en iboende “Daimon”  der styrer retningen for vort liv. Hillman kalder det i sin bog også for at en skytsengel har givet os vores skæbne med i fødslen – og at vi derfor har valgt forældre og omstændigheder, der bedst svarer til det potentiale vi kommer med og hvor vi kan udvikle os i overensstemmelse hermed – på godt og ondt. Hillmans ide er endvidere, at vi vokser ned – ikke op. Ved fødslen er vi allerede “oppe” – fontanellen er åben og “englen”, daimonen eller hvad vi vil kalde det, har stadig adgang og barnet en vag erindring om hvor det kommer fra. Vi glemmer det, vokser ned og ind i verden efterhånden som vi bliver ældre og får erfaring med at være og deltage i den.

Intet under at konventionelle psykologer ryster på hovedet ad Hillmans fantasifulde ide, hvis de kun ser dysfunktioner og behandling af samme, men ikke ser det usynlige og måske ustyrlige, der også er i mennesket. Babyer bliver født og derfra bliver de præget af forældre og omgivelser – og derfor er de fleste neuroser og dysfunktioner resultatet af forældrenes personligheder og adfærd. Og så fremdeles. En stærkt reduktionistisk tankegang, efter min mening.

Jeg holder meget af mysteriet, af det ukendte og åbne fantasiland.  Fantasi er ikke noget uvirkeligt eller fiktivt – det er ligeså virkeligt og levende som alt andet i verden. Hvordan ville vi ellers kunne nyde kunst, musik, poesi og litteratur?  Hvor tror du historier som Ringenes Herre, Star Wars, Harry Potter, Pippi Langstrømpe kommer fra? Hvor får musikkens mestre deres inspiration fra? Eller malerkunstens mestre?  Fra deres forældre??

Hver gang jeg besøger min psykoanalytiker, mærker jeg min Daimon røre på sig. Her giver min overtilpassede personlighed den lov til at leve og udtrykke sig – det er livgivende, håbefuldt og inspirerende.

Jeg takker den lille virus for at have givet et par dage under dynen, og forsynet for at netop den bog faldt ud af reolen og ned i mine hænder, og for at jeg nu er i bedring og snart skal en tur ned til analytikeren og få luftet min Daimon igen.