Hvem er du?

En lille historie fra en forelæsning af jungiansk analytiker og teolog Thomas Patrick Lavin i C.G.Junginstituttet i Chicago i 1995. Forelæsningen kan høres i  “jungianthology podcast” med overskriften “Mythologies of Journey & Pilgrimage”.

 

Når jeg gengiver historien her, er det fordi jeg synes den giver stof til eftertanke i en verden der er så fokuseret på ydre omstændigheder, det materielle og rationelle i en grad så vi risikerer at glemme andre sider af livet – det mytiske, mystiske og irrationelle. Fornemmelsen af sammenhæng og tilhørsforhold forsvinder, når vi ikke ved hvem vi er, men må ty til titler, etiketter og statussymboler. Jeg selv ikke undtaget.

 
En kvinde ligger i koma og er ved at dø. Hun får pludselig følelsen af at hun bliver taget op til himmelen og står foran dommersædet
– Hvem er du? Spørger en stemme.
– Jeg er borgmesterens kone.
– Jeg spurgte ikke om hvis kone du er, men hvem DU er.
– Jeg er mor til fire børn, svarer hun.
– Jeg spurgte ikke om hvis mor du er, men hvem ER du?
– Jeg er skolelærer, svarer kvinden.
– Jeg spurgte ikke om dit arbejde, men om HVEM du er. Og sådan bliver det ved en rum tid. Lige meget hvad stemmen spørger hende om, er hun ikke i stand til at give et tilfredsstillende svar.
– Jeg er kristen, siger hun tøvende.
– Jeg spurgte ikke om hvad din religion er, men hvem ER du?
– Jeg er hende der går i kirke hver søndag og hjælper de fattige og nødlidende… siger hun i håb om at det så er det rigtige svar.
– Jeg spurgte ikke om hvad du har gjort – men HVEM ER DU?
Det er åbenbart helt umuligt for kvinden at svare rigtigt på et eneste spørgsmål og hun bliver derfor sendt tilbage til Jorden.
Da hun senere vågner af sin koma og kommer sig af sygdommen, er hun fast besluttet på dette ene:

At finde ud af HVEM HUN ER…

 

 

Bøgerne på mit natbord - tankespind om bevidsthedens grænser

Telefonen melder at posten har afleveret en pakke i min postkasse. Jeg skynder mig ned ad trappen for at hente den, flår pappet af og står nu med “The book of Neptune” i hånden. Det er seneste skud fra den amerikanske astrolog Steven Forrest, hvis bøger jeg anskaffer systematisk. Han er så inspirerende. Et sludrechatol ganske vist, men inspirerende når essensen af det han vil sige tegner sig. Han er det der kaldes “evolutionær astrolog” – hvilket vil sige at han beskæftiger sig med de store linjer, med den menneskelige udvikling på sjæleplan set over historisk tid.  Det er også blevet min kæphest indenfor astrologien. Spørgsmål om hvorfor vi er her, hvad vi skal og hvor vi skal hen –  i det store billede.

Neptun er min tro følgesvend for tiden. I transitkvadrat til Saturn i Skytten i mit radixhoroskop. Pudsigt nok i en tid, hvor Saturn og Neptun også er i kvadrat i det kollektive horoskop – altså der hvor det påvirker os alle, globalt.  Jeg får glæde af den i 1 1/2 årstid – er i lære igen. I lære omkring grænser, bevidsthedsudvidelse, livserkendelser – dyrker meditation og mindfulness intensivt foruden drømme gennem jungiansk psykoanalyse. Så bliver det ikke mere Neptun/Saturnsk. Det helt store spørgsmål er – hvad er bevidsthed overhovedet?

Steven Forrest beskriver – meget kort fortalt –  planeten Neptun som vinduet i et hus. Vinduet mellem personligheden, psyken – og det der er på den anden side af vinduet, det transpersonlige, det der ligger udenfor personligheden, psyken. Og han stiller det finurlige spørgsmål: Er vinduet inde i huset, eller udenfor huset? Hvad ser personligheden når den kigger ud? Hvad får personligheden når Neptuns domæne kigger ind? Metaforen med vinduet udvider han til at spørge til vinduets tilstand – ser du en snavset rude med dine egne fedtede fingre på – eller er vinduet klart og dermed usynligt og gennemskinneligt?

På den anden side af Neptun og Pluto begynder det ydre rum – vi regner normalt med, at det er Pluto der danner grænsen til det ydre rum fordi den for det meste er udenfor Neptuns bane, men i de seneste hundrede år – har Plutos bane i flere omgange været indenfor Neptuns, så de ligesom danner en dans ind og ud af hinandens bane, med nogenlunde samme hastighed, hvor planeterne har låst sig fast i en sekstil der har varet siden før 2. verdenskrig og følges ad til en gang i 2030 hvor sekstilen går i opløsning igen. Vi er altså 3-4 generationer der alle har en Pluto-Neptun sekstil i horoskopet hvilket har betydning for den tidsånd vi er født i og lever i. Teknisk indviklet  – jeg ved det – det er Steven Forrests forklaring komprimeret.

Vi siger traditionelt, at Saturn er planeten for grænser, tærskelvogter, disciplin og arbejde, erfaring og alderdom. Før teleskopets dage, var Saturn den sidste planet der kunne ses med det blotte øje og derfor danner grænsen for den menneskelige bevidsthed. Nu kan vi se langt længere – ja længere end teleskopet fra jorden. Vi sender teleskoperne ud og har derfor fat i en ufattelig mængde viden om hvad der befinder sig bag Saturns bane. Og bag Neptuns og Plutos baner. Hvordan vil den viden vi får påvirke vores psyke og bevidsthed?

Menneskeligt set, giver det kamp til Saturns position som grænsesætter. For hvor er grænsen egentlig? Vi kan jo se med satellitterne at der er mere. Der er hele tiden mere. Der er – så at sige – ingen grænser. Hvilken betydning vil det få for den astrologiske tolkning af begrebet “grænser” at vi oplever grænseløsheden – som er Neptuns domæne?

Hvis vi nu kigger på begrebet “entanglement” som kommer fra kvantefysikken – så ser vi at alt hvad vi hidtil har set som adskilte elementer, partikler, i virkeligheden hænger sammen, kommunikerer. Saturn står for adskilthed, kategorier og opdelinger – men i og med at vi zoomer ind (eller ud for den sags skyld), så er alting forbundet i en form for netværk. Vi er ikke adskilte individer, selv om det føles sådan. Vi er ikke adskilt fra det vi ikke kan se, opleve, med de fysiske sanser – vi har bare ikke, endnu, opdaget de “antenner” det kræver at se, mærke, opleve den “bevidsthedssky” vi befinder os i…?  Ja jeg sætter spørgsmålstegn.
En klassisk illustration af dette er en fisk i havet. Hvad er det fisken svømmer i –  kan den erkende det? Hvad er det vi mennesker svømmer i – kan vi erkende det?

Nogle mennesker kan. Seere og andre sensitivt begavede mennesker ved det. Jeg er en der leder efter det. Søger den sammenhæng der gør at det hele giver mening. Derfor elsker jeg at læse bøger af folk der forsker i de ting og fortæller om oplevelser der ikke kan forklares efter traditionelle, rationelle eller reduktionistisk materialistiske parametre.

Jeg har en anden bog på natbordet “Consciousness beyond Life” – en bog af en hollandsk kardiolog Pim van Lommel, der har interviewet patienter i sin hospitalsafdeling, der er blevet genoplivet efter hjertestop. Han påstår, at der “er noget”. At døden ikke er slutningen – men en overgang til en anden bevidsthedstilstand. Den bog falder så fint i tråd med bogen om Neptun – hvad er der på den anden side af bevidsthedens tærskel – eller livet som vi kender det? Kan vi erkende/erfare det?  Eller rettere – hvordan kan vi erkende og erfare det? Og hvorfor er det sådan?

Pim van Lommels hypotese er, at bevidsthed er ikke-lokal. Den traditionelle materialistiske hypotese er, at bevidsthed er et produkt af hjernen og dermed noget der sker i det levende menneske og som ikke længere eksisterer når hjernen er død. Men hvordan kan det være sådan, når beretningerne viser, at patienterne oplever sig selv i en anden tilstand, selv om alle måleapparater viser, at der absolut ingen aktivitet er i hjernen mens patienten set udefra er klinisk død.  Så er ideen den, at bevidsthed er noget udenfor den fysiske krop, som hjernen modtager og sender videre. Ligesom en radio. Kan det være, at vi i virkeligheden lever i bevidstheden? Ligesom fisk lever i vandet?

Ja, se det er de store spørgsmål for sommeren 2016 – i en verden i opløsning (Neptun) og modstand (Saturn) mod opløsningen. For nogle er det konkret og ulykkeligt, for andre mere perifert og iagttagende… men ikke desto mindre er vi alle midt i det.

Min læresætning hedder “at være med det der er” fra øjeblik til øjeblik. Lade det gamle opløses der ikke længere er virksomt, og lade det nye og endnu ukendte være velkommen og i øvrigt være åben og fordomsfri, så godt det går.

Og nu vil jeg læse videre i min nye bog om Neptun.

 

Om Virus og Daimon

“Da alle sjælene havde valgt deres liv, gik de frem til Lachesis. Og med hver sendte  hun den Daimon som han havde valgt, så den kunne våge over hans liv og bringe hans valg til fuldførelse” Platon.

Det er slet ikke så tosset at blive lagt ned af en virus – især da når det værste er ovre og det er muligt at skabe sig en hyggelig rekonvalescens med te, pc og bøger indenfor rækkevidde. Og et vejr der alligevel ikke inviterer til ret meget udendørs ophold.

For en tid får tankerne lov til at gå deres egne kaotiske veje uden indblanding, uden at blive bremset af “bør” eller “skal”.  Det kreative vindue får befriende lov at udfolde sig selv. Og der er ro til at læse i længere stræk: “Koden til Sjælen” af James Hillman, en amerikansk psykolog og psykoanalytiker, der har studeret hos C.G. Jung i Zürich. Jeg finder ham interessant, fordi han vender psykologien på hovedet.

Hvad handler det så om?

Sigmund Freud (1856-1939) er stamfader til psykoanalysen og inddelte den menneskelige psyke i et Jeg (Ego) et overjeg (Superego) og et Det (Id), som er illustreret ved et isbjerg hvor kun toppen er synlig – bevidstheden – resten ligger under vandoverfladen – det ubevidste. Drømmene var for ham symboler der afdækker neuroser som følge af seksuelle dysfunktioner.

 

C.G. Jung (1875-1961) var Freuds samarbejdspartner, men brød med ham i 1913 og skabte en anden forestilling om psyken – stadig inddelt i tre – nemlig det bevidste, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste, hvor det bevidste er Egoet og det ubevidste omkranser Selvet.  Han mente at menneskets stræben er at finde ind til Selvet for at man kan blive sig selv. Drømmene er den bro der transcenderer grænsen mellem Egoet og Selvet. Han opfandt betegnelsen “arketyper” for de symboler drømmebillederne repræsenterer – symboler der har en vældig gennemslagskraft i psyken.

James Hillman (1926-2011) har en anden opfattelse – som han har fået en del kritik for fra det psykologiske og psykoterapeutiske parnas. Han mener ikke at Selvet er EN ting. Det er ikke en entitet adskilt fra resten af eksistensen og vi behøver ikke at lede efter det, for det er der allerede og viser sig – oftest intuitivt –  i flere aspekter af vores væren. Egoet findes ikke. Hans ide er, at vi kommer til verden med et særligt aftryk. Ligesom et agern indeholder potentialet til at blive en eg, indeholder hvert menneske sit unikke potentiale.  Bl.a. Platon har inspireret til denne ide – i slutningen af “Staten” skriver Platon i myten om Er, at vi alle er født med en iboende “Daimon”  der styrer retningen for vort liv. Hillman kalder det i sin bog også for at en skytsengel har givet os vores skæbne med i fødslen – og at vi derfor har valgt forældre og omstændigheder, der bedst svarer til det potentiale vi kommer med og hvor vi kan udvikle os i overensstemmelse hermed – på godt og ondt. Hillmans ide er endvidere, at vi vokser ned – ikke op. Ved fødslen er vi allerede “oppe” – fontanellen er åben og “englen”, daimonen eller hvad vi vil kalde det, har stadig adgang og barnet en vag erindring om hvor det kommer fra. Vi glemmer det, vokser ned og ind i verden efterhånden som vi bliver ældre og får erfaring med at være og deltage i den.

Intet under at konventionelle psykologer ryster på hovedet ad Hillmans fantasifulde ide, hvis de kun ser dysfunktioner og behandling af samme, men ikke ser det usynlige og måske ustyrlige, der også er i mennesket. Babyer bliver født og derfra bliver de præget af forældre og omgivelser – og derfor er de fleste neuroser og dysfunktioner resultatet af forældrenes personligheder og adfærd. Og så fremdeles. En stærkt reduktionistisk tankegang, efter min mening.

Jeg holder meget af mysteriet, af det ukendte og åbne fantasiland.  Fantasi er ikke noget uvirkeligt eller fiktivt – det er ligeså virkeligt og levende som alt andet i verden. Hvordan ville vi ellers kunne nyde kunst, musik, poesi og litteratur?  Hvor tror du historier som Ringenes Herre, Star Wars, Harry Potter, Pippi Langstrømpe kommer fra? Hvor får musikkens mestre deres inspiration fra? Eller malerkunstens mestre?  Fra deres forældre??

Hver gang jeg besøger min psykoanalytiker, mærker jeg min Daimon røre på sig. Her giver min overtilpassede personlighed den lov til at leve og udtrykke sig – det er livgivende, håbefuldt og inspirerende.

Jeg takker den lille virus for at have givet et par dage under dynen, og forsynet for at netop den bog faldt ud af reolen og ned i mine hænder, og for at jeg nu er i bedring og snart skal en tur ned til analytikeren og få luftet min Daimon igen.

Forårsliv

Med nysmurte travesko og en intention om 10 km om dagen – og nærmest blændet af grønheden – indsnuser jeg Maj måneds tunge pebrede duft af den fuldfede overdådige floras erotik – hvem tiltrækker flest bier til bestøvning? Kampen synes at stå lige, det manglede da også bare.  Eneste anke er blot hvad forårets forjættende fylde af befrugtende liv afføder af nys, tårer, snot og svie hos menneskearten. Det skal dog ikke afholde en gammel vandrer fra at gå derud!

 

 

 

Tankespind om drømme og virkelighed

Jeg befinder mig på en rumstation foran et stort panoramavindue. Jeg ser i det fjerne vores blåhvid melerede planet og zoomer ind så jeg har hele planeten i synsfeltet. Alting på vores jordklode er i bevægelse, som hektisk aktivitet, dag og nat. Nogle er oppe, andre er nede. Nogle arbejder, andre gør ikke. Nogle er i lyset, andre i mørket. Nogle er glade, andre er ikke, nogle suser afsted i smarte metalkasser på hjul, andre går på bare fødder, nogle fryser, andre sveder. Nogle er rige, andre er fattige. Der er pletter at grå beton og asfalt, andre steder er der grønt, meget grønt eller kun lidt grønt. Resten er azurblåt med bølger på. Eller is, lidt mindre end der var engang, men stadig is.

Zoomer jeg så længere ind – helt ind på et enkelt individ, opdager jeg den samme myretue i mikroformat. Den samme uophørlige aktivitet og foretagsomhed, snart oppe, snart nede. Snart i arbejde, snart hvile. Snart glad, snart nedtrykt. Zoomer jeg endnu længere ind, finder jeg systemer i konstant bevægelse. Nerver, blod, celler, elektriske impulser.

Og zoomer jeg endnu længere ind – kommer jeg ind i søvnen om natten, i den storyline der udspiller sig der. Ind i de umulige scenarier og forestillinger der fortæller historier fra det ubevidste.

Drømmene fortæller historien om hvem jeg er, med redskaber fra det liv jeg kender, de erfaringer jeg har og det som jeg ved om “ting”. Jeg ser mennesker jeg kender – døde som levende – og jeg oplever ting der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, altså den virkelighed der findes om dagen når jeg er vågen og ved bevidsthed.

Ved bevidsthed. Det er nøgleordet. Bevidsthed har flere betydninger i forskellige traditioner og lærebøger, så derfor må jeg definere hvad jeg mener – jeg benytter Carl Gustav Jungs psykologiske model der viser det i tre lag:

Første lag:
Bevidsthed er den del af psyken der er aktiv når jeg lever i det daglige liv med andre mennesker. Det er mine valg og alt det jeg ved, at jeg ved. Det er den jeg navigerer med i det konkrete, fysiske og vågne liv.

Andet lag:
Det ubevidste – er alt det jeg gør, men som jeg ikke ved at jeg gør. Ønsker, jeg ikke ved at jeg har. Mønstre jeg lever i, men som jeg ikke kender til. Det er “det personligt ubevidste”. Prægningen fra oplevelser, far og mor og relationer i opvæksten. Det er de uforklarlige symptomers verden og kompleksernes domæne. Det ubevidste er i aktion, når der er problemer med bevidstheden. Bevidstheden og det personligt ubevidste kan modarbejde hinanden – ret meget endda. Komplekser og ubevidsthed er ikke forkert, uønsket eller noget der bør bekæmpes – det er en del af det at være menneske – omend det kan volde besvær.

Tredje lag:
Der er et lag mere af det ubevidste – nemlig det ubevidste vi har tilfælles i en kultur. Det som Jung kalder for “det kollektive ubevidste”. Symbolernes og arketypernes domæne, som vi er fælles om at kende betydningen af. Med variationer.

Jeg zoomer ud på rumstationen igen og kigger på den sortblå himmel – hvis det da hedder himmel set her fra, universets store, ufattelige rum. Jeg bliver helt svimmel og må holde fast i et gelænder under panoramavinduet. Alligevel vover jeg at zoome længere ud for at betragte vores solsystem. Vores egen hjemplanet Jorden som en lille prik med månen som en endnu mindre prik og planeternes baner omkring Solen – selve systemets hjerte. Vores – jordlingenes – hjerte. Og jeg funderer: Hvor kommer drømmene fra?

Drømmehistorierne henter stof fra andet og tredje lag og sender tråde op til lige under første lag, bevidstheden. Hvis jeg er heldig og vågner på det rigtige tidspunkt, holder hukommelsen fast i billederne, ja nogle gange i hele historien, der kan være så detaljeret som en spillefilm. Det spændende kommer når symbolerne i drømmene begynder at flette sig ind i det bevidste liv – som tegninger, fotos, poesi og meget andet jeg foretager mig. Jo mere integreret det bliver – desto mere oplever jeg det som om sjælen fryder sig over at jeg endelig er opmærksom på den som en virkelig og levende entitet. En del af mig. Stille og roligt giver den mig flere billeder og historier. Tydeligere symboler. Men ikke derfor lettere at tolke.

Det er også hårdt arbejde og jeg kan ikke gøre det alene. Derfor har jeg allieret mig med en dygtig jungiansk analytiker. At vågne med en drøm der har været voldsom eller indeholdt elementer af tidlige traumer og uforløste begivenheder er krævende. Til gengæld er der bonus, når broen mellem det bevidste og det ubevidste åbner sig. Så kommer der en klarhed som er svær at beskrive. Det er som en psykisk omsmeltning. En omkalfatring af psyken som min analytiker kalder det. En forvandling, hvor alt bliver anderledes. Min måde at bruge sproget på, min opfattelse af omgivelser, relationer, ting – og mig.

Mens jeg står der og dagdrømmer får jeg øje på Neptun ude i kanten af panoramavinduet i rumstationen. Den ligger der, stor og lyseblå som det gas den angiveligt består af. Drømmene er Neptuns domæne. Astrologisk er den i øjeblikket i Fiskenes tegn – dens hjemmebane. Astronomisk er den et andet sted, for vi skal trække 23,5 grader fra for at få den reelle position som vi ser den på himlen lige nu – som derfor er i Vædderen. Lad ikke dette skille os ad. Astrologi som vi udøver den har ikke fulgt den astronomiske virkelighed. Det er ikke vigtigt, for det er symbolsproget det handler om og ikke de faktiske, fysiske realiteter. Det blev bare tydeligt, her fra rumstationspositionen, at astrologi og astronomi i grunden ikke følges rigtigt ad – ikke som vi traditionelt ser det i vores vestlige astrologiske tankegang i hvert fald. Lad os blive i det astrologiske.

Dagdrømmen fortsætter, for jeg får øje på Saturn i Skytten – omtrent 90 grader under Neptun – og det siger ikke så lidt. Neptun og Saturn er antagonister. Og når de ses i 90 grader fra hinanden kan der være kamp mellem de to planeter – en kamp på drømmenes liv og død. En kamp på holdninger og meninger, og på hvad der er virkeligt. Skal drømmene realiseres eller skal de ikke? Neptuns drømme bliver lagt i håndjern hvis det står til Saturn, så vi kan blive ved det gamle og gennemprøvede – også selv om det er forældet og intet gavner. Omvendt kan Neptun få Saturn til at bløde op og blive positiv overrasket – så får vi en ny virkelighed. Med Neptun i sit eget tegn – Fiskene, og Saturn i Skytten hvor den bliver udfordret og nødt til at forholde sig til nye horisonter, så er det at jeg tror Neptun vinder denne kamp. Ikke mindst fordi Saturn må bøje sig og gå med energien, da den er en smule svækket i Skytten. Så derfor, drømmere, drøm stort – og få tingene ud i verden, mens tid er. Når Saturn flytter ind i Stenbukken, hvor den har hjemme, i begyndelsen af 2018, skal den nok få ryddet op i det der viste sig at være varm luft.

Nattens drømme viser mig hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. De fortæller mig en historie om mig selv, om det jeg har glemt og forsømt, om det jeg søger og higer efter, om den jeg inderst inde er – og kan blive.

Og er det egentlig ikke der al virkelighed begynder?
I drømme…?