Tankespind om drømme og virkelighed

Jeg befinder mig på en rumstation foran et stort panoramavindue. Jeg ser i det fjerne vores blåhvid melerede planet og zoomer ind så jeg har hele planeten i synsfeltet. Alting på vores jordklode er i bevægelse, som hektisk aktivitet, dag og nat. Nogle er oppe, andre er nede. Nogle arbejder, andre gør ikke. Nogle er i lyset, andre i mørket. Nogle er glade, andre er ikke, nogle suser afsted i smarte metalkasser på hjul, andre går på bare fødder, nogle fryser, andre sveder. Nogle er rige, andre er fattige. Der er pletter at grå beton og asfalt, andre steder er der grønt, meget grønt eller kun lidt grønt. Resten er azurblåt med bølger på. Eller is, lidt mindre end der var engang, men stadig is.

Zoomer jeg så længere ind – helt ind på et enkelt individ, opdager jeg den samme myretue i mikroformat. Den samme uophørlige aktivitet og foretagsomhed, snart oppe, snart nede. Snart i arbejde, snart hvile. Snart glad, snart nedtrykt. Zoomer jeg endnu længere ind, finder jeg systemer i konstant bevægelse. Nerver, blod, celler, elektriske impulser.

Og zoomer jeg endnu længere ind – kommer jeg ind i søvnen om natten, i den storyline der udspiller sig der. Ind i de umulige scenarier og forestillinger der fortæller historier fra det ubevidste.

Drømmene fortæller historien om hvem jeg er, med redskaber fra det liv jeg kender, de erfaringer jeg har og det som jeg ved om “ting”. Jeg ser mennesker jeg kender – døde som levende – og jeg oplever ting der ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, altså den virkelighed der findes om dagen når jeg er vågen og ved bevidsthed.

Ved bevidsthed. Det er nøgleordet. Bevidsthed har flere betydninger i forskellige traditioner og lærebøger, så derfor må jeg definere hvad jeg mener – jeg benytter Carl Gustav Jungs psykologiske model der viser det i tre lag:

Første lag:
Bevidsthed er den del af psyken der er aktiv når jeg lever i det daglige liv med andre mennesker. Det er mine valg og alt det jeg ved, at jeg ved. Det er den jeg navigerer med i det konkrete, fysiske og vågne liv.

Andet lag:
Det ubevidste – er alt det jeg gør, men som jeg ikke ved at jeg gør. Ønsker, jeg ikke ved at jeg har. Mønstre jeg lever i, men som jeg ikke kender til. Det er “det personligt ubevidste”. Prægningen fra oplevelser, far og mor og relationer i opvæksten. Det er de uforklarlige symptomers verden og kompleksernes domæne. Det ubevidste er i aktion, når der er problemer med bevidstheden. Bevidstheden og det personligt ubevidste kan modarbejde hinanden – ret meget endda. Komplekser og ubevidsthed er ikke forkert, uønsket eller noget der bør bekæmpes – det er en del af det at være menneske – omend det kan volde besvær.

Tredje lag:
Der er et lag mere af det ubevidste – nemlig det ubevidste vi har tilfælles i en kultur. Det som Jung kalder for “det kollektive ubevidste”. Symbolernes og arketypernes domæne, som vi er fælles om at kende betydningen af. Med variationer.

Jeg zoomer ud på rumstationen igen og kigger på den sortblå himmel – hvis det da hedder himmel set her fra, universets store, ufattelige rum. Jeg bliver helt svimmel og må holde fast i et gelænder under panoramavinduet. Alligevel vover jeg at zoome længere ud for at betragte vores solsystem. Vores egen hjemplanet Jorden som en lille prik med månen som en endnu mindre prik og planeternes baner omkring Solen – selve systemets hjerte. Vores – jordlingenes – hjerte. Og jeg funderer: Hvor kommer drømmene fra?

Drømmehistorierne henter stof fra andet og tredje lag og sender tråde op til lige under første lag, bevidstheden. Hvis jeg er heldig og vågner på det rigtige tidspunkt, holder hukommelsen fast i billederne, ja nogle gange i hele historien, der kan være så detaljeret som en spillefilm. Det spændende kommer når symbolerne i drømmene begynder at flette sig ind i det bevidste liv – som tegninger, fotos, poesi og meget andet jeg foretager mig. Jo mere integreret det bliver – desto mere oplever jeg det som om sjælen fryder sig over at jeg endelig er opmærksom på den som en virkelig og levende entitet. En del af mig. Stille og roligt giver den mig flere billeder og historier. Tydeligere symboler. Men ikke derfor lettere at tolke.

Det er også hårdt arbejde og jeg kan ikke gøre det alene. Derfor har jeg allieret mig med en dygtig jungiansk analytiker. At vågne med en drøm der har været voldsom eller indeholdt elementer af tidlige traumer og uforløste begivenheder er krævende. Til gengæld er der bonus, når broen mellem det bevidste og det ubevidste åbner sig. Så kommer der en klarhed som er svær at beskrive. Det er som en psykisk omsmeltning. En omkalfatring af psyken som min analytiker kalder det. En forvandling, hvor alt bliver anderledes. Min måde at bruge sproget på, min opfattelse af omgivelser, relationer, ting – og mig.

Mens jeg står der og dagdrømmer får jeg øje på Neptun ude i kanten af panoramavinduet i rumstationen. Den ligger der, stor og lyseblå som det gas den angiveligt består af. Drømmene er Neptuns domæne. Astrologisk er den i øjeblikket i Fiskenes tegn – dens hjemmebane. Astronomisk er den et andet sted, for vi skal trække 23,5 grader fra for at få den reelle position som vi ser den på himlen lige nu – som derfor er i Vædderen. Lad ikke dette skille os ad. Astrologi som vi udøver den har ikke fulgt den astronomiske virkelighed. Det er ikke vigtigt, for det er symbolsproget det handler om og ikke de faktiske, fysiske realiteter. Det blev bare tydeligt, her fra rumstationspositionen, at astrologi og astronomi i grunden ikke følges rigtigt ad – ikke som vi traditionelt ser det i vores vestlige astrologiske tankegang i hvert fald. Lad os blive i det astrologiske.

Dagdrømmen fortsætter, for jeg får øje på Saturn i Skytten – omtrent 90 grader under Neptun – og det siger ikke så lidt. Neptun og Saturn er antagonister. Og når de ses i 90 grader fra hinanden kan der være kamp mellem de to planeter – en kamp på drømmenes liv og død. En kamp på holdninger og meninger, og på hvad der er virkeligt. Skal drømmene realiseres eller skal de ikke? Neptuns drømme bliver lagt i håndjern hvis det står til Saturn, så vi kan blive ved det gamle og gennemprøvede – også selv om det er forældet og intet gavner. Omvendt kan Neptun få Saturn til at bløde op og blive positiv overrasket – så får vi en ny virkelighed. Med Neptun i sit eget tegn – Fiskene, og Saturn i Skytten hvor den bliver udfordret og nødt til at forholde sig til nye horisonter, så er det at jeg tror Neptun vinder denne kamp. Ikke mindst fordi Saturn må bøje sig og gå med energien, da den er en smule svækket i Skytten. Så derfor, drømmere, drøm stort – og få tingene ud i verden, mens tid er. Når Saturn flytter ind i Stenbukken, hvor den har hjemme, i begyndelsen af 2018, skal den nok få ryddet op i det der viste sig at være varm luft.

Nattens drømme viser mig hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. De fortæller mig en historie om mig selv, om det jeg har glemt og forsømt, om det jeg søger og higer efter, om den jeg inderst inde er – og kan blive.

Og er det egentlig ikke der al virkelighed begynder?
I drømme…?

Tankespind om påskens liv og død.

 

Det må være fordi der er noget særligt over søndage. Jeg har bemærket at det ofte er den dag jeg skriver en lille opdatering her. Eller indlæg, som det hedder på en blog.  Jeg skriver hver eneste dag.  Det er i det daglige skriv, der kan komme ny inspiration. Som om noget presser på for at komme igennem og blive sagt ude i verden.  Ordet “inspiration” betyder at ånde ind. Det er godt at lade ånden komme ind. Så sker der noget. Det er netop inspiration der driver værket.

Astrologisk er Solen gået i Vædderen for en uge siden, den 20. marts, det astrologiske nytår – og kommunikationens planet Merkur går lige i hælene på Solen.  Vædderen er et meget aktivt og igangsættende ildtegn og jeg skal da lige love for at  der har været aktivitet i det lille hjem i denne påskeferie.

Det har været en uge med oprydning i skabe og skuffer til glæde for genbrugsbutikkerne i nabolaget. Tøj jeg ikke har brugt i årevis er røget ud.  Nips jeg gennem tiden har fået forærende og som bare har ligget i en kasse, er gået videre ud i verden.  Ting der har haft en nostalgisk værdi før i tiden føles pludselig tyngende og trækker energi – nu slipper jeg dem fri.

Det sker med års mellemrum, at jeg tager et sådant raid. En art nulstilling. Det er mærkbart – ikke kun fysisk – at der kommer luft og plads i skabene, på hylder og i skuffer. Det er også en mental oprydning. Minder fra fortiden, gamle loppefund, nips og billeder jeg er færdig med at se på. Ting der hører til en tid, hvor jeg var en anden. Ligegyldige og dårlige fotos der har hobet sig op på computeren. En omfattende proces!

Det må være påskeenergien der er på spil her. Påsken er en plutotid – planeten Pluto står for bl.a. død og genfødsel. Det er netop påskens tema: Det gamle må dø for at give plads til det nye.  Radikal oprydning er også en måde at bruge påskeenergien på.

Det er befriende at slippe ting der binder til fortidens spøgelser!
Befrugtende at stå i nuet og lade inspirationen til det næste få plads!

God påske!

 

Pluto og den indre borgerkrig

Efter en inspirerende og intens workshop den 12. Marts 2016 om (dværg)planeten Pluto, med de to veloplagte astrologer Eva Ganvig og Cathrine Oppenheim som ordstyrere, har jeg fået øje på en interessant detalje omkring Sol-Plutoaspekter som jeg ikke har tænkt på før. Nemlig at være “to”.

Plutos principper er bl.a. polariteter – enten/eller, sort/hvid, forside/bagside, lys/skygge, intensitet, transformation, omdannelse, alkymi.

Det følgende er en subjektiv, uorganiseret, intuitiv tankestrøm – der er spørgsmål uden svar,  påstande uden belæg!

Den ene dag er hun udadvendt, sprudlende og i gang med en masse gøremål, den næste lukker hun helt af, er ikke tilgængelig for nogen – ja ganske utilnærmelig. Omgivelserne forstår det ikke og undrer sig over at de pludselig bliver afvist. Det kunne gå så vidt som til at Plutomennesket finder sig selv alene og forladt af vennerne – de forstår ikke, at det ikke handler om dem. Det forstår Plutomennesket heller ikke. Til at begynde med.

I de unge år er vi ikke bevidste om os selv som individer. Vi følger strømmen, trenden, flokken. Det er et spørgsmål om at passe ind og undgå udstødelse og ensomhed. Det kan synes som en kamp, en magtkamp, mellem to sider af personligheden.

Alligevel er der en konstant indre uro. Som en tyk klæbrig masse der bemægtiger sig organismen. Det unge menneske, der har garderoben fuld af modetøj ligesom alle de andres, eller som går med til weekendfester og drikker sig fuld fordi de andre gør det, men inderst inde ikke har spor lyst til det. På et tidspunkt kommer der et bagslag. Det unge menneske “bliver syg” og lukker sig inde, indtil følelsen aftager og hun går ud igen. Sådan går det i mange år, helt ind i voksenlivet. Nu bliver den side der trækker indad lukket endnu mere inde. Livet drejer sig om parforhold, børn og indtjening. Der er kun små glimt af “den anden side” – lettelsen når alle i familien er ude og man kan få lidt tid helt for sig selv. Samtidig med en dårlig samvittighed over at nyde det når de er væk. Elsker hun dem nok? Elsker hun dem overhovedet? Er hun en dårlig mor når hun tænker og føler sådan? Er hun en dårlig ægtefælle/kæreste? Skulle hun ikke hellere gøre en ende på det hele… sådan kan det gå når Pluto tager fat i hendes Sol og hun bliver kapret af tankerne: uduelig, forkert, uværdig, slem, ond. Angst og depression er uundgåelige følgesvende til disse tanker.

Der er dage hvor hun ønsker at hun var alene, single, kunne dyrke sine interesser uforstyrret og hele tiden uden indgreb fra arbejde og familiepligter. Åh – hvilken lokkende tanke at lade sig skille fra det hele, sælge alt hvad hun ejer, brænde alle broer og bare leve fra dag til dag uden at skulle forholde sig til alle disse udvendige ting.

Noget af det svære ligger i valget. Sammen med Enten/Eller princippet, handler Pluto netop om at vælge – det ligger ligesom i det. Det er ikke muligt at være to steder samtidig. Det er ikke muligt at være to forskellige samtidig. Et motto jeg med tiden har udviklet hedder: “En ting ad gangen”. Det har været svært at vælge “identitet”: er jeg det ene eller er jeg det andet? Når jeg identificerer mig med mit arbejde, så er det hele mig. Hvad sker der så, når jeg gør noget andet? Er jeg så en anden? Og hvordan ser andre mig så?

I mit eget liv, har det udspillet sig som en perlerække af “identiteter”, forbundet med mit arbejde i forskellige sammenhænge. Jeg “er” det jeg gør. Det er en gængs opfattelse, at arbejdsidentiteten er vigtig for personligheden – det er den der definerer os. Men behøver det at være sådan? Er det ikke at snyde sig selv fra at være den man er – uden staffage og titler?

Jeg minder lige om at vi taler om Sol-Pluto aspekter her – især konjunktion, kvadrat og opposition, altså de aspekter der skaber udfordring, spænding og kamp i deres mest ubevidste udtryk.

Konjunktionen er måske den mest ubevidste form. Fordi Solen overstråler Pluto bliver den blændet og derfor mindre synlig. Man kender simpelthen ikke sine fortrængte skygger, der pludselig kan eksplodere – eller snarere implodere – til egen og andres overraskelse.
Kvadratet udtrykker sig som indre borgerkrig – den evige kamp om “den rigtige” identitet, den “rigtige” retning. En opslidende og trættende tilstand, der intet befrugter, indtil et valg er truffet – det evige valg.
Oppositionen vil ytre sig som projektioner – det kan også blive en opslidende kamp, men nu med andre mennesker, om den “rigtige” identitet og retning.

Hvad vil der ske, hvis vi indgår i en dialog med Pluto frem for den konstante indre eller ydre borgerkrig? Det er et spørgsmål jeg ikke har et klart svar på. Det jeg mener jeg har et svar på er, at har man Pluto-Sol aspekter i sit horoskop, er det en invitation til udvikling. Jeg vil mene at der som en nødvendighed, på et eller andet tidspunkt i livet, vil komme en hændelse – indefra eller udefra – der vender op og ned på alting som et startskud til introspektion, og til at undersøge tilværelsens dybere gåder. Og det tidspunkt vil involvere en aktivering af Sol-Pluto-aspektet. For mit vedkommende skete det i en alder af 38, da Pluto transiterede i Skorpionen og gik i opposition til Radix Sol og dermed kvadrat til Pluto – det var heftigt, imploderende – og befriende på længere sigt! Psykoterapien kom ind i mit liv.

Jeg tror – bilder mig ind – at jeg har fundet en modus vivendi med mit Sol-Plutokvadrat. Der er ups and downs, som jeg har lært at tage organisk – dvs. når jeg overgør tingene og det bliver lidt for intenst, så kender jeg tegnene: træthed, modvilje (på engelsk siger de “resentment” som næsten ikke kan oversættes men som begreb ligner modvilje, modstand) og en fysisk udmattelsestilstand. Når først udmattelsen træder ind, så har jeg overskredet grænsen for hvad jeg kan udholde. Kunsten er at fange den inden det sker…  jeg øver mig stadig.

Tankespind om sjælens udødelighed

Det er en meget stille søndag sidst i februar. Solen står i konjunktion med Neptun i 9 grader Fisk.  Det skaber en drømmende og uvirkelig dag – fysisk og psykisk,  inde som ude.  En dag hvor uhåndgribelige fantasier og tågede billeder kan få lov til at fylde.

Der er ingen vind. Fuglene er tavse. En enkelt røgstribe står lige op af en skorsten. Der er ingen lyde og intet der bevæger sig, når jeg kigger ud ad vinduet. Selv søen er stille – frosset og stille.

 

 

Jeg er alene og har givet mig selv en fantasirejse – eller guidet meditation – hvad man nu vil kalde det. En shamanistisk halv time gennem underverdenen med trommer, ild og kraftdyrene – ulvene – som hjælpere. Formålet er at skabe kontakt til den indre ild og brænde alt overflødigt gods af. Tankegods, følelsesgods og hvad der ellers måtte være af skrald der bare hænger ved i sindet og kroppen. Det hober sig op og skaber forstyrrelser i energibalancen.

Neptun og Solen står lige på MC i mit horoskop, og støtter rejsen mod syd – der hvor underverdenen er – og der er intet at være bange for. Åndedrættet er fartøj og turen ned i jorden er let og ubesværet. Hjælperne er der og følger med mig mens jeg hvirvler ind i  en cirkel af ild fra øst mod vest. På vejen gennem ilden, ser jeg ansigter af mennesker – ikke nogen jeg kender i dette liv – men ansigter, som jeg fornemmer har tilhørt mig selv i andre epoker og tider. En påmindelse om, at dette ene liv godt nok er dette ene liv – på denne måde, i denne krop – men at det også er et liv i en lang række af liv levet under mange forskellige forhold. En påmindelse om sjælens udødelighed. Jeg har ikke noget bedre udtryk for det. Vi må jo bruge det sprog vi kan forstå.  Men sproget slår ikke til – eller rettere, så slår forestillingen om hvad ordene betyder, ikke til.  For hvad er en sjæl?  Jeg kan kun forestille mig, at det er “mig” der bare fortsætter i en åndelig tilstand efter døden. Men det er nok en fejlopfattelse, for “jeg”, dvs. min personlighed som jeg og andre kender den, går jo under. Hvad er der så tilbage?

Når du iagttager dig selv, hvem er det så der iagttager…?
Det er spørgsmålet!

Trommen og stemmen leder mig opad igen og ilden bliver svagere. Jeg kommer op i dagslyset og åbner øjnene. Strækker kroppen i velvære. Jeg føler mig lutret. Den fiktive ild har gjort gavn.
Eller… var den nu også fiktiv??

 

Hvad er der med de måneknuder?

Om søndagen den 14. november 2015 skrev jeg et indlæg om hændelserne i Paris aftenen før – jeg kunne mærke at det var en lidt for hastig reaktion og fjernede opslaget igen. Nu hvor der er gået lidt tid har jeg kigget nærmere på det og er især gået måneknuderne på klingen. For der er noget der har naget mig med de måneknuder og aggression når bl.a. Mars er involveret.

Horoskopet for den 13. november 2015 kl. 21.20 i Paris viser en Mars, der akkurat har byttet plads med Nordlige Måneknude hen over grænsen mellem Jomfruen og Vægten, præcis på IC (4. husspids). Det er på dette tidspunkt det første skud siges at være faldet.

 

 

Jeg kan heller ikke lade være med at kigge på de planeter der ligger i 17-19 grader. Den revolutionære Uranus i Vædderen, der kan være krigerisk indstillet på en overrumplende måde, så længe den ligger der, danner quincunxer (150graders aspekter svarende til 6. og 8. hus) med Jupiter i 18 grader Jomfru (orden, sundhed, analyse, kritik). Merkur er netop nået frem til 19 grader Skorpion (undergravende, hemmelig, i forsvar) – der hvor nymånen fandt sted her onsdag den 11. november og dannede aspekt med Uranus og Jupiter. Solen er gået et par grader frem siden da – det virker som en aktivering af denne aspektfigur, kaldet en “yod” (sekstil mellem Merkur og Jupiter forbundet af de to quincunxer til Uranus – aspektet kaldes også “Guds Finger” – ikke at den har religiøs implikation – men der er noget skæbnetungt over den. Desuden ligger Chiron, der traditionelt kaldes for “den sårede healer” i 17 grader Fisk – i opposition til Jupiter – og er altså et led i konfigurationen her. Måske det viser hvordan vi føler os ramt på vores måde at tænke på (Merkur) og vores frie kultur (Jupiter), af nogen der føler sig såret (Chiron) – og “vi” er selv sårede.

Uranus-Pluto kvadratet som har været i front siden 2012 og kun langsomt klinger af, er indenfor synsvidde med kun tre graders orbis. Aspektet er ikke længere eksakt, men heller ikke ovre. Der er efterdønninger og konsekvenser af de kriser og oprør vi har set de seneste 3-4 år. I øvrigt ligger den omvæltende og undergravende Pluto i denne tid i kvadrat til Frankrigs Sol/Merkur-konjunktion i Vægten i 6. Hus. (Frankrigs seneste horoskop for den 5. Republik af 6. Oktober 1958 kl. 18.30 i Paris (kilde: astro-databank))

Men hvordan har det tidligere set ud med Mars og Måneknuderne? De danner aspekt temmelig ofte – og der sker jo ikke noget voldsomt hver gang, men det er markant så mange gange der alligevel gør. Lad os kigge på noget af det vi har set de seneste 15 år (kilde: wikipedia):

2001, 11. September. World Trade Center – Mars konjunktion Sydknuden i Stenbuk.
2005, 7. Juli. Londons undergrundsbane – Mars konjunktion Nordknuden i Vædder.
2010, 11. Dec. Bilbombe i Stockholm – Mars konjunktion Nordknude i Stenbuk.
2011, 22. Juli. Oslo og Utøya – Mars konjunktion Sydknuden i Tvilling.
2015, 13. November. Paris – Mars konjunktion Nordknuden 29 Jomfru/0 Vægt.

En lille afstikker til Måneknudeaspekter uden Mars men med Uranus/Pluto:
2015, 7. Januar. Charlie Hebdo-angrebet – Pluto kvadrat Måneknudeaksen med Uranus konj. Sydknuden.
2015, 14. Februar. Krudttønden i København – Samme aspekter som ovenfor.

Jeg har længe funderet over måneknudernes betydning i horoskopet. Det er ikke fysiske objekter, men et skæringspunkt hvor sol- og måneformørkelser finder sted. Kan det tænkes at der er en så stærk symbolsk “skæbnebetydning” i dem? Og hvordan så i et fødselshoroskop når der optræder et af de store spændingsaspekter (konjunktion, kvadrat, opposition)?

I sin bog “Yesterdays sky” anlægger den amerikanske astrolog Steven Forrest en multiinkarnations-synsvinkel hvor han mener at især sydknuden i konjunktion med en planet i radix skal behandles som hvis det var en solkonjunktion – at uafsluttede omstændigheder bæres ind i det nuværende liv – på godt og ondt. Erindringer, vaner og præferencer følger med over. En interessant tanke.

Og når vi så har måneknuder i aspekt med de relativt aggressive og omvæltende planeter som Mars, Uranus og Pluto – kunne det så tænkes at have noget at gøre med “arvesynden” – eller karma – der udløser disse, for alle implicerede, tragedier? Der synes under alle omstændigheder at være noget skæbnetungt over disse aspekter.

Som man kan se, er der Mars/Måneknude-aspekter mindst to gange om året – her de næste fire:
29. August 2016 – Mars 12 grader Skytte kvadrat Måneknuderne 12 grader Jomfru/Fisk.
26. December 2016 – Mars konjunktion Sydknuden 6 grader Fisk.
23. April 2017 – Mars 2 grader Tvilling – kvadrat Måneknuderne 2 grader Jomfru/Fisk.
27. August 2017 – Mars konjunktion Nordknuden i 24 grader Løve.

I øvrigt kan man på wikipedia se en oversigt over terrorhandlinger i hele verden siden 1970erne – og der er mange. Rigtig mange. Langt de fleste i lande der er i en eller anden form for krig eller oprør. (Og nej,  jeg har ikke tjekket dem alle for måneknudeaspekter).

Jeg husker en uge for 29 år siden, hvor jeg var i Paris med en veninde – der havde netop det år været adskillige bombeangreb mod stormagasiner og andre offentlige steder i byen – og vi gik ganske upåvirket rundt og nød ferien. MEN vi blev tjekket alle steder hvor vi gik ind. I butikker, på museer og seværdigheder, så det var mærkbart hvad der var sket. Og – der var et angreb mens vi var der.

Det var i september 1986 – og Mars var i kvadrat til Måneknudeaksen…