Tankespind om påskens liv og død.

 

Det må være fordi der er noget særligt over søndage. Jeg har bemærket at det ofte er den dag jeg skriver en lille opdatering her. Eller indlæg, som det hedder på en blog.  Jeg skriver hver eneste dag.  Det er i det daglige skriv, der kan komme ny inspiration. Som om noget presser på for at komme igennem og blive sagt ude i verden.  Ordet “inspiration” betyder at ånde ind. Det er godt at lade ånden komme ind. Så sker der noget. Det er netop inspiration der driver værket.

Astrologisk er Solen gået i Vædderen for en uge siden, den 20. marts, det astrologiske nytår – og kommunikationens planet Merkur går lige i hælene på Solen.  Vædderen er et meget aktivt og igangsættende ildtegn og jeg skal da lige love for at  der har været aktivitet i det lille hjem i denne påskeferie.

Det har været en uge med oprydning i skabe og skuffer til glæde for genbrugsbutikkerne i nabolaget. Tøj jeg ikke har brugt i årevis er røget ud.  Nips jeg gennem tiden har fået forærende og som bare har ligget i en kasse, er gået videre ud i verden.  Ting der har haft en nostalgisk værdi før i tiden føles pludselig tyngende og trækker energi – nu slipper jeg dem fri.

Det sker med års mellemrum, at jeg tager et sådant raid. En art nulstilling. Det er mærkbart – ikke kun fysisk – at der kommer luft og plads i skabene, på hylder og i skuffer. Det er også en mental oprydning. Minder fra fortiden, gamle loppefund, nips og billeder jeg er færdig med at se på. Ting der hører til en tid, hvor jeg var en anden. Ligegyldige og dårlige fotos der har hobet sig op på computeren. En omfattende proces!

Det må være påskeenergien der er på spil her. Påsken er en plutotid – planeten Pluto står for bl.a. død og genfødsel. Det er netop påskens tema: Det gamle må dø for at give plads til det nye.  Radikal oprydning er også en måde at bruge påskeenergien på.

Det er befriende at slippe ting der binder til fortidens spøgelser!
Befrugtende at stå i nuet og lade inspirationen til det næste få plads!

God påske!

 

Pluto og den indre borgerkrig

Efter en inspirerende og intens workshop den 12. Marts 2016 om (dværg)planeten Pluto, med de to veloplagte astrologer Eva Ganvig og Cathrine Oppenheim som ordstyrere, har jeg fået øje på en interessant detalje omkring Sol-Plutoaspekter som jeg ikke har tænkt på før. Nemlig at være “to”.

Plutos principper er bl.a. polariteter – enten/eller, sort/hvid, forside/bagside, lys/skygge, intensitet, transformation, omdannelse, alkymi.

Det følgende er en subjektiv, uorganiseret, intuitiv tankestrøm – der er spørgsmål uden svar,  påstande uden belæg!

Den ene dag er hun udadvendt, sprudlende og i gang med en masse gøremål, den næste lukker hun helt af, er ikke tilgængelig for nogen – ja ganske utilnærmelig. Omgivelserne forstår det ikke og undrer sig over at de pludselig bliver afvist. Det kunne gå så vidt som til at Plutomennesket finder sig selv alene og forladt af vennerne – de forstår ikke, at det ikke handler om dem. Det forstår Plutomennesket heller ikke. Til at begynde med.

I de unge år er vi ikke bevidste om os selv som individer. Vi følger strømmen, trenden, flokken. Det er et spørgsmål om at passe ind og undgå udstødelse og ensomhed. Det kan synes som en kamp, en magtkamp, mellem to sider af personligheden.

Alligevel er der en konstant indre uro. Som en tyk klæbrig masse der bemægtiger sig organismen. Det unge menneske, der har garderoben fuld af modetøj ligesom alle de andres, eller som går med til weekendfester og drikker sig fuld fordi de andre gør det, men inderst inde ikke har spor lyst til det. På et tidspunkt kommer der et bagslag. Det unge menneske “bliver syg” og lukker sig inde, indtil følelsen aftager og hun går ud igen. Sådan går det i mange år, helt ind i voksenlivet. Nu bliver den side der trækker indad lukket endnu mere inde. Livet drejer sig om parforhold, børn og indtjening. Der er kun små glimt af “den anden side” – lettelsen når alle i familien er ude og man kan få lidt tid helt for sig selv. Samtidig med en dårlig samvittighed over at nyde det når de er væk. Elsker hun dem nok? Elsker hun dem overhovedet? Er hun en dårlig mor når hun tænker og føler sådan? Er hun en dårlig ægtefælle/kæreste? Skulle hun ikke hellere gøre en ende på det hele… sådan kan det gå når Pluto tager fat i hendes Sol og hun bliver kapret af tankerne: uduelig, forkert, uværdig, slem, ond. Angst og depression er uundgåelige følgesvende til disse tanker.

Der er dage hvor hun ønsker at hun var alene, single, kunne dyrke sine interesser uforstyrret og hele tiden uden indgreb fra arbejde og familiepligter. Åh – hvilken lokkende tanke at lade sig skille fra det hele, sælge alt hvad hun ejer, brænde alle broer og bare leve fra dag til dag uden at skulle forholde sig til alle disse udvendige ting.

Noget af det svære ligger i valget. Sammen med Enten/Eller princippet, handler Pluto netop om at vælge – det ligger ligesom i det. Det er ikke muligt at være to steder samtidig. Det er ikke muligt at være to forskellige samtidig. Et motto jeg med tiden har udviklet hedder: “En ting ad gangen”. Det har været svært at vælge “identitet”: er jeg det ene eller er jeg det andet? Når jeg identificerer mig med mit arbejde, så er det hele mig. Hvad sker der så, når jeg gør noget andet? Er jeg så en anden? Og hvordan ser andre mig så?

I mit eget liv, har det udspillet sig som en perlerække af “identiteter”, forbundet med mit arbejde i forskellige sammenhænge. Jeg “er” det jeg gør. Det er en gængs opfattelse, at arbejdsidentiteten er vigtig for personligheden – det er den der definerer os. Men behøver det at være sådan? Er det ikke at snyde sig selv fra at være den man er – uden staffage og titler?

Jeg minder lige om at vi taler om Sol-Pluto aspekter her – især konjunktion, kvadrat og opposition, altså de aspekter der skaber udfordring, spænding og kamp i deres mest ubevidste udtryk.

Konjunktionen er måske den mest ubevidste form. Fordi Solen overstråler Pluto bliver den blændet og derfor mindre synlig. Man kender simpelthen ikke sine fortrængte skygger, der pludselig kan eksplodere – eller snarere implodere – til egen og andres overraskelse.
Kvadratet udtrykker sig som indre borgerkrig – den evige kamp om “den rigtige” identitet, den “rigtige” retning. En opslidende og trættende tilstand, der intet befrugter, indtil et valg er truffet – det evige valg.
Oppositionen vil ytre sig som projektioner – det kan også blive en opslidende kamp, men nu med andre mennesker, om den “rigtige” identitet og retning.

Hvad vil der ske, hvis vi indgår i en dialog med Pluto frem for den konstante indre eller ydre borgerkrig? Det er et spørgsmål jeg ikke har et klart svar på. Det jeg mener jeg har et svar på er, at har man Pluto-Sol aspekter i sit horoskop, er det en invitation til udvikling. Jeg vil mene at der som en nødvendighed, på et eller andet tidspunkt i livet, vil komme en hændelse – indefra eller udefra – der vender op og ned på alting som et startskud til introspektion, og til at undersøge tilværelsens dybere gåder. Og det tidspunkt vil involvere en aktivering af Sol-Pluto-aspektet. For mit vedkommende skete det i en alder af 38, da Pluto transiterede i Skorpionen og gik i opposition til Radix Sol og dermed kvadrat til Pluto – det var heftigt, imploderende – og befriende på længere sigt! Psykoterapien kom ind i mit liv.

Jeg tror – bilder mig ind – at jeg har fundet en modus vivendi med mit Sol-Plutokvadrat. Der er ups and downs, som jeg har lært at tage organisk – dvs. når jeg overgør tingene og det bliver lidt for intenst, så kender jeg tegnene: træthed, modvilje (på engelsk siger de “resentment” som næsten ikke kan oversættes men som begreb ligner modvilje, modstand) og en fysisk udmattelsestilstand. Når først udmattelsen træder ind, så har jeg overskredet grænsen for hvad jeg kan udholde. Kunsten er at fange den inden det sker…  jeg øver mig stadig.

Tankespind om sjælens udødelighed

Det er en meget stille søndag sidst i februar. Solen står i konjunktion med Neptun i 9 grader Fisk.  Det skaber en drømmende og uvirkelig dag – fysisk og psykisk,  inde som ude.  En dag hvor uhåndgribelige fantasier og tågede billeder kan få lov til at fylde.

Der er ingen vind. Fuglene er tavse. En enkelt røgstribe står lige op af en skorsten. Der er ingen lyde og intet der bevæger sig, når jeg kigger ud ad vinduet. Selv søen er stille – frosset og stille.

 

 

Jeg er alene og har givet mig selv en fantasirejse – eller guidet meditation – hvad man nu vil kalde det. En shamanistisk halv time gennem underverdenen med trommer, ild og kraftdyrene – ulvene – som hjælpere. Formålet er at skabe kontakt til den indre ild og brænde alt overflødigt gods af. Tankegods, følelsesgods og hvad der ellers måtte være af skrald der bare hænger ved i sindet og kroppen. Det hober sig op og skaber forstyrrelser i energibalancen.

Neptun og Solen står lige på MC i mit horoskop, og støtter rejsen mod syd – der hvor underverdenen er – og der er intet at være bange for. Åndedrættet er fartøj og turen ned i jorden er let og ubesværet. Hjælperne er der og følger med mig mens jeg hvirvler ind i  en cirkel af ild fra øst mod vest. På vejen gennem ilden, ser jeg ansigter af mennesker – ikke nogen jeg kender i dette liv – men ansigter, som jeg fornemmer har tilhørt mig selv i andre epoker og tider. En påmindelse om, at dette ene liv godt nok er dette ene liv – på denne måde, i denne krop – men at det også er et liv i en lang række af liv levet under mange forskellige forhold. En påmindelse om sjælens udødelighed. Jeg har ikke noget bedre udtryk for det. Vi må jo bruge det sprog vi kan forstå.  Men sproget slår ikke til – eller rettere, så slår forestillingen om hvad ordene betyder, ikke til.  For hvad er en sjæl?  Jeg kan kun forestille mig, at det er “mig” der bare fortsætter i en åndelig tilstand efter døden. Men det er nok en fejlopfattelse, for “jeg”, dvs. min personlighed som jeg og andre kender den, går jo under. Hvad er der så tilbage?

Når du iagttager dig selv, hvem er det så der iagttager…?
Det er spørgsmålet!

Trommen og stemmen leder mig opad igen og ilden bliver svagere. Jeg kommer op i dagslyset og åbner øjnene. Strækker kroppen i velvære. Jeg føler mig lutret. Den fiktive ild har gjort gavn.
Eller… var den nu også fiktiv??

 

Hvad er der med de måneknuder?

Om søndagen den 14. november 2015 skrev jeg et indlæg om hændelserne i Paris aftenen før – jeg kunne mærke at det var en lidt for hastig reaktion og fjernede opslaget igen. Nu hvor der er gået lidt tid har jeg kigget nærmere på det og er især gået måneknuderne på klingen. For der er noget der har naget mig med de måneknuder og aggression når bl.a. Mars er involveret.

Horoskopet for den 13. november 2015 kl. 21.20 i Paris viser en Mars, der akkurat har byttet plads med Nordlige Måneknude hen over grænsen mellem Jomfruen og Vægten, præcis på IC (4. husspids). Det er på dette tidspunkt det første skud siges at være faldet.

 

 

Jeg kan heller ikke lade være med at kigge på de planeter der ligger i 17-19 grader. Den revolutionære Uranus i Vædderen, der kan være krigerisk indstillet på en overrumplende måde, så længe den ligger der, danner quincunxer (150graders aspekter svarende til 6. og 8. hus) med Jupiter i 18 grader Jomfru (orden, sundhed, analyse, kritik). Merkur er netop nået frem til 19 grader Skorpion (undergravende, hemmelig, i forsvar) – der hvor nymånen fandt sted her onsdag den 11. november og dannede aspekt med Uranus og Jupiter. Solen er gået et par grader frem siden da – det virker som en aktivering af denne aspektfigur, kaldet en “yod” (sekstil mellem Merkur og Jupiter forbundet af de to quincunxer til Uranus – aspektet kaldes også “Guds Finger” – ikke at den har religiøs implikation – men der er noget skæbnetungt over den. Desuden ligger Chiron, der traditionelt kaldes for “den sårede healer” i 17 grader Fisk – i opposition til Jupiter – og er altså et led i konfigurationen her. Måske det viser hvordan vi føler os ramt på vores måde at tænke på (Merkur) og vores frie kultur (Jupiter), af nogen der føler sig såret (Chiron) – og “vi” er selv sårede.

Uranus-Pluto kvadratet som har været i front siden 2012 og kun langsomt klinger af, er indenfor synsvidde med kun tre graders orbis. Aspektet er ikke længere eksakt, men heller ikke ovre. Der er efterdønninger og konsekvenser af de kriser og oprør vi har set de seneste 3-4 år. I øvrigt ligger den omvæltende og undergravende Pluto i denne tid i kvadrat til Frankrigs Sol/Merkur-konjunktion i Vægten i 6. Hus. (Frankrigs seneste horoskop for den 5. Republik af 6. Oktober 1958 kl. 18.30 i Paris (kilde: astro-databank))

Men hvordan har det tidligere set ud med Mars og Måneknuderne? De danner aspekt temmelig ofte – og der sker jo ikke noget voldsomt hver gang, men det er markant så mange gange der alligevel gør. Lad os kigge på noget af det vi har set de seneste 15 år (kilde: wikipedia):

2001, 11. September. World Trade Center – Mars konjunktion Sydknuden i Stenbuk.
2005, 7. Juli. Londons undergrundsbane – Mars konjunktion Nordknuden i Vædder.
2010, 11. Dec. Bilbombe i Stockholm – Mars konjunktion Nordknude i Stenbuk.
2011, 22. Juli. Oslo og Utøya – Mars konjunktion Sydknuden i Tvilling.
2015, 13. November. Paris – Mars konjunktion Nordknuden 29 Jomfru/0 Vægt.

En lille afstikker til Måneknudeaspekter uden Mars men med Uranus/Pluto:
2015, 7. Januar. Charlie Hebdo-angrebet – Pluto kvadrat Måneknudeaksen med Uranus konj. Sydknuden.
2015, 14. Februar. Krudttønden i København – Samme aspekter som ovenfor.

Jeg har længe funderet over måneknudernes betydning i horoskopet. Det er ikke fysiske objekter, men et skæringspunkt hvor sol- og måneformørkelser finder sted. Kan det tænkes at der er en så stærk symbolsk “skæbnebetydning” i dem? Og hvordan så i et fødselshoroskop når der optræder et af de store spændingsaspekter (konjunktion, kvadrat, opposition)?

I sin bog “Yesterdays sky” anlægger den amerikanske astrolog Steven Forrest en multiinkarnations-synsvinkel hvor han mener at især sydknuden i konjunktion med en planet i radix skal behandles som hvis det var en solkonjunktion – at uafsluttede omstændigheder bæres ind i det nuværende liv – på godt og ondt. Erindringer, vaner og præferencer følger med over. En interessant tanke.

Og når vi så har måneknuder i aspekt med de relativt aggressive og omvæltende planeter som Mars, Uranus og Pluto – kunne det så tænkes at have noget at gøre med “arvesynden” – eller karma – der udløser disse, for alle implicerede, tragedier? Der synes under alle omstændigheder at være noget skæbnetungt over disse aspekter.

Som man kan se, er der Mars/Måneknude-aspekter mindst to gange om året – her de næste fire:
29. August 2016 – Mars 12 grader Skytte kvadrat Måneknuderne 12 grader Jomfru/Fisk.
26. December 2016 – Mars konjunktion Sydknuden 6 grader Fisk.
23. April 2017 – Mars 2 grader Tvilling – kvadrat Måneknuderne 2 grader Jomfru/Fisk.
27. August 2017 – Mars konjunktion Nordknuden i 24 grader Løve.

I øvrigt kan man på wikipedia se en oversigt over terrorhandlinger i hele verden siden 1970erne – og der er mange. Rigtig mange. Langt de fleste i lande der er i en eller anden form for krig eller oprør. (Og nej,  jeg har ikke tjekket dem alle for måneknudeaspekter).

Jeg husker en uge for 29 år siden, hvor jeg var i Paris med en veninde – der havde netop det år været adskillige bombeangreb mod stormagasiner og andre offentlige steder i byen – og vi gik ganske upåvirket rundt og nød ferien. MEN vi blev tjekket alle steder hvor vi gik ind. I butikker, på museer og seværdigheder, så det var mærkbart hvad der var sket. Og – der var et angreb mens vi var der.

Det var i september 1986 – og Mars var i kvadrat til Måneknudeaksen…

Allotria overgiver sig aldrig

Oktober 2012: Det er pudsigt, hvad der dukker op netop som Saturn har stukket storetåen ind i Skorpionens tegn. Folk vågner op “fra de døde”, så at sige.

 

Saturn er klassisk blevet kaldt “tærskelvogteren” – den der angiver grænsen mellem det synlige og det ikke synlige – det virkelige og det uvirkelige. Den grænse er i vore dage noget mere flydende, idet vi nu kan se, hvad der tidligere ikke var muligt at se. Det uvirkelige bliver virkeligt. Vi kan se partikler mindre end atomer – og har dermed fået en bevidsthed om det, som er usynligt for det blotte øje. Det som vi troede var uvirkeligt, er blevet til en faktor vi bør regne med. Virkeligheden har fået vide grænser – er den astrologiske Saturn så også ved at få en ny rolle? Derom en anden gang.

Sådan helt konkret ser vi i medierne, at mennesker er blevet opgivet som næsten døde og organdonation er på tale længe før der er indtrådt et sikkert dødskriterium. Der tales om lægefejl og det kan måske få konsekvenser for, hvordan vi i fremtiden ser på dødskriteriet og menneskers muligheder for at overleve svære traumer. Det er et oplagt Saturn/Skorpion-tema.

Det er interessant at se hvordan Saturn, der står for ansvar, erfaring og fysiske realiteter, kommer på arbejde i Skorpionen – tegnet vi anser for at være hemmelighedsfuldt, dybdeborende og som har at gøre med dødstemaer – Hades, underverdenen, dødsriget, transformation. Jeg kom også til at tænke på begrebet “undergravende virksomhed”, illustreret i det følgende:

Et lille tilbageblik til 1983, hvor Saturn sidst gik ind i Skorpionen. Jeg kigger på den 11. januar 1983. Saturn står godt 3,5 grad i Skorpion. Jeg ser en gade på Nørrebro, Korsgade, et kondemneret hus overmalet med sort og rødt, anarkisternes farver. Der står en kran som er ved at hejse en containerfuld betjente op på tredje sals højde. (Ifølge wikipedia taler vi om ca. 1000 betjente!) De er der for at rydde huset for BZ’ere der besatte stedet i maj 1982. Vi er selvfølgelig ved det velkendte “Allotria”. Politiet stormer bygningen – de render op og ned som myrer, kampberedte. De smadrer alt for at gøre huset ubeboeligt. Men der er ikke et øje. BZ’erne er smuttet. De har i nogle måneder gravet, skefuld for skefuld, en tunnel tværs UNDER gaden og er stukket af gennem blikkenslagerforretningen overfor, hvor hr og fru bliktud sidder nok så roligt og drikker morgenkaffe, uden at fortrække en mine over postyret. Det er en rigtig Saturn/Skorpion-historie.

Så hold øje med de undergravende og dødsforagtende begivenheder derude… der kommer nok flere af dem – Allotria overgiver sig aldrig!