Rudolf Steiner

I fire artikler har vi hørt om kvindelige mystikere. Denne gang vender vi os mod en mand der skabte en åndsvidenskab baseret på egne erfaringer.  Rudolf Steiner var et renæssancemenneske, et universelt menneske og et privat menneske der afskyede at være genstand for beundring. Det eneste han ønskede, var at blive forstået. I 2021 er det 160 år siden han blev født. Artiklen blev bragt i Horoskopbladet Stjernerne nr 4, 2021


Rudolf Steiner - antroposofiens fader

 

Der sidder en dreng i en ventesal på en banegård i Pottschach, Østrig. Hans far, stationsforstanderen, er optaget af sit arbejde i kontoret ved siden af. Pludselig ser drengen sin moster, der med sørgmodig stemme beder ham om hjælp, senere.  Drengen ved at hun ikke står der i kød og blod. Da han vil fortælle sine forældre om oplevelsen, bliver han afvist med et ”du er da for dum, knægt”.  Få dage senere får faderen et brev, taler dæmpet med moderen der derpå græder i dagevis. Mosteren havde taget sit eget liv, den dag hun viste sig for den otteårige Rudolf. Drengen er klar over, at han kan sanse en virkelighed bag det materielle. Og lærer hurtigt ikke at tale om det.






 

En stor tænker kommer til verden

I beretningerne om Rudolf Steiner er der forskellige opfattelser af hvornår han er født. De fleste angiver den 27. februar 1861 som fødselsdato. I et brev skrevet af Steiner selv (gengivet på astro.com) skriver han at han blev født den 25. februar og døbt den 27. Tidspunktet er kl. 23.15  og stedet Kraljevec, en lille grænseby der dengang hørte til Ungarn, siden blev det Jugoslavien og nu Kroatien – men hans nationalitet er østrigsk. Allerede her aner man symbolikken i at være født i et grænseland. Han er født med Solen, Merkur og Neptun i Fiskene og kender en åndelig virkelighed fra starten.




Forældrene er kærlige, faderen en klog mand der afskyr sit job som stationsforstander og telegrafist men han skal jo brødføde familien og bliver forflyttet til andre stationer flere gange i Rudolfs barndom. Der kommer to børn mere efter Rudolf. Moderen styrer det beskedne hus og hjem, mere hører man ikke om hende.  MC i Løven med Jupiter og IC i Vandbærer med Venus, vidner om en familie der skiller sig ud. Faderen er politisk og religiøst interesseret, og det smitter af på Rudolf.  Han har Saturn i opposition til Solen - et alvorligt barn der ikke leger meget. Han vil hellere lytte til de voksnes samtaler. At gå i skole er en pine, for han er langt forud for sine jævnaldrende i stort set alle fag men har svært ved at stave.  Som niårig og efter et skoleskift finder han hos en hjælpelærer bøger om geometri, som han får lov at låne.  Rudolf er optaget af naturen i alle dens facetter og finder ud af at geometrien giver bevis for det han oplever: at ånd og sanser hænger sammen. MC er progressivt skiftet til Jomfruen på dette tidspunkt, naturvidenskabens verden åbner sig for ham.

Når skolen generelt er så frustrerende for ham så skyldes det at han hurtigt opfatter og husker. I sin selvbiografi beskriver han at han ligesom ”optager” viden, som i en drømmeverden hvor det hele bare flyder ind i ham, som helheder. Det lyder plausibelt for en med  Merkur konjunktion Neptun i Fiskene, der nok ikke finder traditionel og lineær læring interessant.  Overfor, i Jomfruen, ligger Månen og Saturn der samtidig vidner om behov for orden og systematik, men på hans egne præmisser.

Ud af grundskolen og i gymnasiet. Igen er han utålmodig og læser langt ud over pensum. Han går til kemi, fysik, biologi, historie. Der er ingen filosofiundervisning så han smuglæser Kants ”Kritik af den rene fornuft” i historietimerne gemt i et historiebogsomslag. Han kan alligevel svare på lærerens spørgsmål og kommer ud med topkarakterer til studentereksamen.  Han har en pragmatisk tilgang til uddannelse og  stiler efter at blive ingeniør eller realskolelærer. Man kan jo ikke leve af filosofi.

Rudolf Steiner er et ensom barn og ung mand. Ingen forstår ham og han holder sig for sig selv. Der er ligesom en mur mellem ham selv og den ydre verden.  Med skorpionascendant er han et meget privat menneske og med alt det vand – en følsom sjæl.  Han er på en måde udenfor sin samtid og er længe om at finde sig tilrette. En professor opdager hans intelligens og filosofiske interesse og som 21årig bliver Steiner redaktør af Goethes samlede værker og flytter til Weimar. Det er et arbejde der får afgørende betydning for hans senere åndsvidenskab. Jomfru-egenskaberne kommer i høj grad til deres ret. Senere i Berlin overtager han et litteraturtidsskrift og forsøger ved hjælp af Goethe, at formidle den åndelige verden men folk ryster bare på hovedet ad hans bestræbelser. Indtil nu har han redet på to frekvenser: den åndelige og den materielle – det går ikke godt.

”Skal jeg da altid tie?”

Året er 1900. Steiner er 39 år og gift med Anna Eunike, en enke med fem børn som han logerede hos i Weimar. Han har solgt litteraturmagasinet. Transit Uranus er i opposition til radix Uranus, den klassiske signatur for at der skal ske noget nyt. Pluto er i kvadrat til radix Måne. De to frekvenser som Steiner har forsøgt at administrere, skal nu samles. Pluto og Uranus er vigtige planeter i hans horoskop. I radix står Uranus i Tvillingerne og viser hans mentale diversitet, videnskabelighed og lynhurtige opfattelsesevne.  Uranus er tillige fokusplanet for t-kvadrat til Solen og Saturn over 4. og 10. hus. Han er ambitiøs. Ikke med sin status men med at oplyse og formidle den verden han oplever som virkelig. Med Pluto er på descendanten tæt på  Mars har han behov for et publikum men ikke et hvilket som helst. Efter fiaskoen med litteraturtidsskriftet spørger han sig selv om han da altid skal være tavs. Han begynder så småt at holde foredrag på en arbejderhøjskole og i nogle mere eller mindre åndeligt orienterede kredse. Han inviteres af et begejstret grevepar (Brockdorff) til at holde foredrag i Teosofisk Selskab i Berlin og det bliver et vendepunkt.  Allerede i 1894 udgav han værket ”Frihedens Filosofi”. Nu sætter Uranus i høj grad fritænkeren fri til at formidle sine tanker til det rette publikum. Nej, han skal ikke længere tie.

Rudolf Steiner bliver til Rudolf Steiner fra nu af. Han holder et utal af foredrag. Skriver som besat. Bliver på opfordring fra Annie Besant, formand for Tysk Teosofisk Selskab. Breder sine ideer ud til at omfatte børneopdragelse (Waldorfpædagogikken) som blev til mens han var huslærer for en familie i Wien og ikke mindst papfar til Anna Eunikes fem børn. Han beskriver det biodynamiske landbrug med inspiration fra en urtesamler han som dreng mødte hver dag på vej til skole. Han har endelig fået en platform for sin okkulte åndsvidenskab – og møder Marie von Sivers.

Marie von Sivers

Der sidder hun. Blandt tilhørerne i salen. En skøn russisk kvinde på 33 (født 14. marts 1867, kl. 4.29, Wloclawek, Polen). Egentlig er hun på vej hjem til sin mor i Skt. Petersborg, fordi hun opgiver at være skuespiller. Efter foredraget falder hun i snak med Steiner, der spørger hvad hun så vil. Hun fortæller om sin passion for ”den levende tale” som kunstform (Hun har Merkur konjunktion Neptun i Vædderen). Startskuddet til en livslang relation er affyret. Steiners descendant har progressivt ramt radix Uranus. Er han forelsket? Han er jo stadig gift med Anna. Måske – men med Uranus er forelskelse ikke sentimental, ikke fysisk. Og da slet ikke i Tvillingerne. Uranus hersker over IC – noget i Steiners fundament har rykket sig med eftertryk. Hun bliver hans assistent, forlægger og kompagnon. Sammen udvikler de bl.a. danseformen Eurytmi. Hun bliver hans faste støtte resten af livet.  Anna Eunike glider lige så stille ud af historien indtil sin død i 1911. Marie og Rudolf gifter sig juleaften 1914.  Første verdenskrig står for døren og hun har brug for et østrigsk pas for at de kan blive sammen. Allerede i 1907 testamenterede han rettighederne til hele sit værk til Marie. Det her var alvor.

Fra teosofi til antroposofi

Teosofi betyder ”gudsvisdom”, antroposofi betyder ”menneskevisdom”. Rudolf Steiner, der stadig er formand, begynder i 1913 at få skrupler over teosofien og dens forvaltning. Han kan ikke længere se sig selv i det.  Annie Besants teosofiske linje er stram og dogmatisk. Teosofien skal bygge bro mellem østlige religioner og kristendommen. Åndsvidenskaben, som Steiner står for, må bygge bro mellem natur og ånd, som noget menneskeligt, og forblive på et kristent fundament. Det ender med Steiners eksklusion fra Teosofisk Selskab. Det åbnede for stiftelsen af Antroposofisk Selskab. Han overlod til andre at organisere og lede mens han selv var æresmedlem og naturligvis filosofisk leder.  Transit Neptun er i trigon til radix Merkur i 1913, som en signatur for Steiners nye åndelige strømning. Han er 51 år gammel.

Goetheanum

Antroposofferne handaler hurtigt og får samme år adgang til en byggegrund i Dornach lidt nord for Basel i Schweiz. Kigger man på horoskopet for den 20. september 1913 hvor grundstenen lægges til det de kalder for ”Johannesbau”, forstår man måske hvorfor Steiner har en urovækkende fornemmelse. Vejret er faretruende, det trækker op til torden. Pluto og Mars er kollektivt i konjunktion (den kombi har Steiner også i radix) i Krebsen i kvadrat til Merkur i 0 grader Vægt.  Steiner selv har progressiv ascendant og transit Saturn i kvadrat til Månen. Marie von Sivers skriver at han virkede tungsindig, depressiv. Men stenen bliver lagt og over de næste ni år rejser en meget markant, rundkuplet, træbygning sig i det bakkede landskab, overvejende skabt af frivillig arbejdskraft fra venner og medlemmer det antroposofiske samfund. Der er krig i Europa og selv om Schweiz er neutral er det ikke helt let at skaffe materialer. Goetheanum, som det ender med at hedde, åbner den 26. september 1920.

Branden

Nytårsaften 1922/23. Steiner har holdt foredrag for fuldt hus i den nye sal, ornamenteret i Art Decostil som var mode på den tid. Folk går hjemad. Den sidste lukker og slukker. Og så sker det. Et flakkende lys og en røgsøjle udgår fra bygningen. Goetheanum står ikke til at redde og brænder ned til fundamentet. Steiner og antroposofferne har arge modstandere hos højrefløj og marxister. Man mener at branden var påsat. Steiners progressive ascendant er i kvadrat til Merkur i Fiskene, Neptun i transit nærmer sig MC og Uranus har lige passeret radix Sol og trigget t-kvadratet og er på vej til opposition til Månen. Han er slået helt ud.

Men det afholder ham ikke fra snart at starte på ny. Et Goetheanum 2 skal bygges. Denne gang af et holdbart materiale. Et hus både til venner og fjender. Armeret beton. Steiner skaber en model i ler, der skal danne grundlag for den nye arkitektur med organiske former og ny kunstnerisk ornamentering. Det bliver et stort, tungt, hus i bombastisk germansk bauhaus-stil som man kan elske eller hade. Et uindtageligt fort for den frie tanke (hvilken kontrast). Steiner når ikke selv at se det færdigt. 


De år der går efter branden, bliver Rudolf Steiner tiltagende syg. Men han holder stadig sine foredrag. Også internationalt. Han er afmagret og gusten, træt og svækket. Det sidste halve år af sit liv ligger han i en seng i sit atelier ved siden af Goetheanum og tager imod gæster. Der er ingen beretninger om hvad han led af. Ita Wegmann, en naturhelbreder der skabte den antroposofiske medicin efter Steiners principper, plejer ham intensivt, mens Marie forsøger at begrænse besøgene.

Ophavsmanden til åndsvidenskab, den frie tanke, waldorf-skolerne, biodynamisk landbrug og formidler af Goethes farvelære, kunst, naturmedicin og meget mere, er ved at være brugt op. Hans karakter var venlig, beskeden og uselvisk. Han mente at hans personlige liv ikke hørte hjemme i offentligheden. På opfordring begyndte han dog i 1924 på sin selvbiografi som ikke blev færdig. Den handler kun lidt om ham selv, mere om hans tanker og især møder med mennesker, der formede hans liv og værk. Med Pluto på descendanten tiltrak han mennesker af betydning, der ændrede livskursen og ændrede ham. Han blev sig selv efter Uranusoppositionen som 39årig og udviklede sin egen stemme med Marie von Sivers ved sin side. Rudolf Steiner drog sit sidste suk den 30. marts 1925 ved ti-tiden om formiddagen mens transit Neptun var i konjunktion med Jupiter på MC.

Steiners tavletegninger.

I artiklen om Hilma af Klint (Stjernerne 2/2021) fremgår det at hun forsøgte at få kontakt med ham i årene efter 1920. Hun ønskede at han skulle fortolke og forklare hendes malerier. Hvis man googler ordet ”wandtafelzeichnungen” i billeder, vil man finde en lang række af Steiners illustrationer fra foredragene.  Man aner en lighed mellem hendes symbolik og den måde Steiner illustrerer sin åndsvidenskab på. Tegningerne er bevaret fordi han brugte sort papir spændt op på tavlen. Mange af dem er nu udgivet som en del af Steiners samlede værker.

Læs mere:
Rudolf Steiner – Mein Lebensgang
Christoph Lindenberg – Rudolf Steiner, Eine Chronik
Johannes Hemleben – Rudolf Steiner, biography
Gary Lachman – Rudolf Steiner, introduction to his life and legacy

links:
antroposofi.dk
goetheanum.org
rudolf-steiner.com
rsarchive.org