Marie Curie

Marie Curie står som et symbol på frisætning af kvinders liv og intelligens  i et indre oprør og trods mod først russiske undertrykkere og siden den akademiske verden præget af mænd.  Det har været vanskeligt at indkredse hendes liv i en kort artikel – forhåbentlig vil den inspirere til at vide mere om denne særlige kvindes liv og skæbne. Artiklen blev bragt i Horoskopbladet Stjernerne nr 9, 2019.

Marie Curie - I Plutos skygge

 

 

Astro-databank angiver Maries fødselstid til kl. 12.00, den 7. november 1867. På det tidspunkt er MC godt 18 grader Skorpion. Flytter vi tidspunktet et kvarterstid bagud er der to bonattisnit – kl. 11.44 med Solen eksakt på MC og 11.46 hvor Pluto lander præcis på IC. Det giver mening at Pluto er på IC i betragtning af hendes familiehistorie og undertrykte nationalitet. Solen på  MC, varsler den forsker og offentlige person hun var. Oppositionen Sol-Pluto på eller ved MC-IC-aksen antyder traumatiske familie- og forældretemaer.




Polen – et ikke-land

Det er en særdeles omskiftelig, barsk og blodig historie polakkerne har levet i op gennem tiden. Polen var delt i tre regioner.  Mod vest under Preussisk herredømme, mod syd indlemmet i Østrig og mod øst en russisk provins med hovedstaden Warszawa. Det var zar Alexander IIs  hensigt at udslette polsk sprog og kultur. Den polske intelligentsia fik mundkurv på og på skoler måtte man kun undervise på russisk og kun fremme russisk kultur.  Mange polakker udvandrede til bl.a. Frankrig hvor de kunne udfolde deres talent og være med til at udvikle videnskab, kunst og kultur, noget som russerne angiveligt ikke forstod sig på. For dem var Zaren alt. Det var i den ånd, Marie Salomea Sklodowska kom til verden. Det var samme år som Alfred Nobel tog patent på Dynamit og Karl Marx udgav første bind af Kapitalen.

Det hemmelige liv

Den lille pige, den yngste af fem, vokser op i to verdener. Begge forældrene er lærere, moderen rektor for en pigeskole (hvilket russerne ikke tog sig af fordi de ikke regnede kvinder for noget) indtil hun bukker under for sygdom. Faderen underviser i fysik og matematik på et gymnasium for drenge, indtil han bliver offer for russisk berufsverbot og familien må skære drastisk ned på levestandarden og etablere et pensionat for studerende for at overleve.  I den indre verden lever den unge Marie  sin polske identitet og kultur bag hjemmets fire vægge. I den ydre verden, må hun bøje sig for det russiske overherredømme med repressiv tolerance.

Marie stifter meget tidligt bekendtskab med døden. Den ældste søster, Sozia, dør af tyfus da Marie er seks år gammel. Moderen dør af tuberkulose da Marie er 11 år. Forinden er gået en årrække, hvor moderen har været distanceret og afskåret børnene fra enhver berøring og kærtegn af frygt for at smitte dem. Det forstår en lille pige ikke – hun tror ikke at moderen elsker hende. I de biografier jeg har læst, fremgår det, at Marie elskede og savnede sin mor ud over alle grænser, endnu mens hun levede. Månen i Fiskene – midt imellem den sydlige Måneknude og Chiron antyder et dybt modertraume som følger hende livet igennem. En tæt konjunktion mellem Venus og Saturn understreger et følelsesmæssigt afsavn der antyder at det med kærlighed er svært, alvorligt og noget hun skal gøre sig fortjent til. Hendes personlighed er gennemsyret af tungsind og depressivitet som hun overkommer ved hårdt arbejde.

Begavelse og begrænsninger

Pigen er særdeles velbegavet. En skarp og nysgerrig Merkur i Skytten med trigon til Neptun i Vædderen, giver hende et stærkt intuitivt sind og en rigdom af visioner og ideer, ildhu og energi. Marie kan læse allerede som fireårig efter at have leget skole med storesøsteren Bronia. Forældrene er ikke begejstrede og synes hellere hun skal lege i den friske luft. Men Marie er mere interesseret i faderens arbejdsværelse med bøgerne og glasskabe fulde af instrumenter til fysikforsøg. Skoletiden kommer hun igennem med en barsk Pluto i opposition til Saturn, Venus og Mars. Hun afslutter gymnasiet med guldmedalje i 1883. Og så stopper det hele. Piger må ikke læse på universitetet og det frustrerer den ambitiøse og videbegærlige Marie grænseløst. Heldigvis er der i familiens omgangskreds en revolutionær polsk kvinde, der i al hemmelighed driver undervisning for unge kvinder. De mødes på forskellige adresser rundt om i byen, for ikke at blive opdaget og arresteret af den russiske administration.  Pluto er gået i Tvillingernes tegn. De første spadestik til Maries videnskabelige karriere er taget ved ”Det Flyvende Universitet”.
Aftalen
Den ældste søster Bronia, vil gerne være læge men hun er jo også underlagt den restriktive uddannelsespolitik.  Marie, der nu er 16 år,  får den geniale ide at hun vil arbejde som guvernante og tjene penge til Bronias uddannelse i Paris.  Når Bronia er færdig, er det Maries tur til at læse med støtte fra søsteren. Mars hersker over 3. hus (søskende) og står i 10. hus (mål og karriere).  Vejen er dermed banet for studier ved Polyteknisk Læreanstalt på Sorbonne, hvor hun begynder i 1891. Transit Pluto og Neptun står sammen i Tvillingerne og i opposition til Maries Merkur i Skytten, da hun indskriver sig ved fakultetet.

Pierre Curie

Fordi Marie mangler et laboratorium, bliver hun introduceret for den noget ældre Pierre der underviser på skolen for Fysik og Kemi i Paris. Det tager ikke mange møder, før de danner par.  Marie har Uranus på descendanten og forelsker sig omgående i den 8 år ældre mand, der forsker i elektromagnetisme. Lige hendes gebet. Det bliver til et legendarisk ægteskab, to børn og en tragisk udgang. Pierre Curie, der er en noget desorganiseret og nørdet mand, bliver i sin uopmærksomhed dræbt af en hestevogn en stormfuld aften i april 1906. I stedet for at tage imod en pension fra staten, overtager Marie hans lærestol ved Sorbonne og bliver den første kvindelige professor i Fysik. Transit Uranus befinder sig på denne tid i on-off konjunktion med Maries Ascendant i Stenbukken. Livet er igen ændret for altid. Savnet efter ham en livslang ledsager fra denne sorte dag.

Den usynlige virkelighed

Som ægte videnskabsfolk, interesserede især Pierre sig for alle naturfænomener fordi, som han sagde, ”vi ved så lidt om det medium der omgiver os, eftersom vores viden er begrænset til fænomener der påvirker vore sanser, direkte elle indirekte”.  Der var ikke tale om en tro på overnaturlige kræfter eller en almægtig Guds magiske indvirken, men en ægte nysgerrighed på at opdage og forklare alle former for naturfænomener - også det paranormale, som vi ikke umiddelbart kan se eller opfatte. Når vi kan påvise stråling af forskellig art, må der også være andet vi kan påvise, som f.eks. telepati og telekinese, lød tesen. Parret deltog i seancer hos et dengang kendt clairvoyant medium, Eusapia Palladino. Hun fik møblerne til at svæve. Et ikke ukendt fænomen i spiritistkredse på den tid og som selvfølgelig af skeptikere blev tilbagevist som fup. Pierre nåede ikke at påvise hverken det ene eller det andet. Om Marie fortsatte med at deltage i seancerne efter hans død vides ikke.

Pierre Curie (15.5.1859, kl. 2.00, Paris (C-data))  har Solen i Tyren og vil naturligvis søge en naturlig forklaring på det uforklarlige. Han har (muligvis) ascendant i Fiskene og Månen i Skorpionen som gør ham til en visionær drømmer, draget mod skjulte fænomener. Marie er endnu mere præget af vandtegnene. Med Solen og tre planeter i Skorpion, Månen i Fiskene og en Uranus på descendanten i Krebs til at understrege det hele, er hun sensitiv og modtagelig for ideen om psykiske fænomeners virkelighed. Det fremgår af dagbøger og breve, at hun stadig talte med Pierre efter hans død og ofte besøgte hans grav.  

I sin biografi, ”Obsessive Genius” beretter Barbara Goldsmith om en passage i Maries dagbog efter Pierres begravelse, at hun i sin store sorg havde lænet panden mod hans kiste og der fornemmet Pierres stemme i sit hoved. Han sagde at hun ville finde en måde at leve videre på. Hun spørger sig selv om det var en fortættet tankeoverføring fra ham inde i kisten. Jeg er ikke i tvivl om, at  Marie har haft særdeles veludviklede antenner, vist ved Månens position i midtpunktet mellem Sydlig Måneknude og Chiron i Fiskene. Et sært ”skæbneagtigt” stellium, om man vil, der tillige knytter sig til Solen i Skorpionen og Uranus i Krebsen i en stortrigon. Og så er der trigonen mellem Merkur og Neptun. Hun er ikke religiøs i traditionel forstand, måske heller ikke særligt spirituel, men et menneske der trækker på alle tænkelige kanaler for inspiration, intuition og en aldrig svigtende tro på den videnskabelige vej hun har valgt (eller som har valgt hende) på godt og ondt.

Grundstof 88

Baseret på bl.a. Henri Bequerels forskning i Urans stråling, opdager hun at det materiale der er tilbage efter at Uranet er skilt fra, stadig udviser stråling, så der må altså være noget andet og mere med den egenskab. Nu begynder det tunge arbejde i den lille parisiske baggård ved laboratoriet. Flere ton af et sort, glinsende mineral kaldet Begblende importeres fra Østrig og bliver dampet ind i et stort kar. Den lille kvinde med det viltre hår står som en anden alkymist og rører i den kogende gryde dag efter dag, mens dampene står om hende, indtil kun en lillebitte klat blåligt selvlysende stof er tilbage. Dette stof viser sig at have en strålingseffekt mange gange stærkere end Uran. Bequerel kaldte strålingen for X-rays, hvor x står for den ubekendte faktor. Marie kalder strålingseffekten for radioaktivitet – og stoffet kalder hun Radium, der betyder stråle.  Hun og Pierre har opdaget et nyt grundstof, der får  atomnummer 88 i det periodiske system.  I 1903 tildeles Pierre Curie Nobelprisen i Fysik, men han vil kun tage imod den hvis Marie får den sammen med ham, da det er deres fælles arbejde der bør belønnes.

Eftersom Curierne ikke har taget patent på deres opdagelse, fordi de mener at et grundstof tilhører alle og derfor ikke kan kapitaliseres for egen vindings skyld, kan alle der vil og har råd udvinde stoffet og  bruge det efter forgodtbefindende. Ved siden af anvendelsen (røntgen) i hospitalsregi,  skyder en hel industri i begyndelsen af det 20. århundrede op omkring det selvlysende stof. Det bliver markedsført som mirakelmiddel for alskens sygdomme, som ingrediens i kosmetik og brugt til de små selvlysende tal på vækkeure.  Konsekvensen er at mange bliver syge og stoffet bliver forbudt til den form for brug, en gang i 1930erne.  Vækkeurene lavede man dog helt frem til 1950erne (jeg har selv haft et stående på mit natbord).

Syg af arbejdet

Det blev altså klart, hvor farligt det er at blive udsat for radioaktiv stråling, omkring den tid hvor Pluto blev opdaget i 1930.  Marie blev tiltagende syg, uden i starten at kende grunden til det. Og det var aldrig hensigten at Radium skulle bruges industrielt.  Med Maries egne ord: ”Vi må ikke glemme, at da Radium blev opdaget, vidste ingen at det skulle vise sig at være anvendeligt på hospitaler.  Arbejdet var rent videnskabeligt. Og dette er bevis på at videnskabeligt arbejde ikke bør ses ud fra en direkte anvendelighedsvinkel, men må udføres for sin egen skyld, for skønheden ved videnskab. Og så er der altid chancen for at en videnskabelig opdagelse bliver til gavn for menneskeheden, ligesom Radium.” Maries sygdom gør hende skrøbelig og træt. Men hun arbejder ufortrødent videre med sin forskning og sin undervisning. Fra 1921 mens progressiv Sol er på vej over hendes ascendant og Pluto i transit over descendant bliver hun inviteret til en foredragsturne i USA hvor hun bliver hyldet som en heltinde.

En offentlig person

Der er en udtalt beskedenhed og tilbagholdenhed i Maries personlighed, selv om man skulle tro at et stellium i 10. hus ville antyde det modsatte. Hun er ikke begejstret for publicity eller hype omkring sig selv og efter Pierres død er det  ham og hans arbejde hun fremhæver ved at udgive hans videnskabelige arbejder i bogform. Han afskyede i højere grad end hun al offentlighed og hun adopterede den holdning resten af sit liv. Hun skal have sagt til en journalist en af de gange hun var i USA:  ”Be less curious about people and more curious about ideas. ” Hendes egen person mente hun ikke kunne have interesse for offentligheden – kun resultaterne af hendes og især Pierres arbejde.

At være så stærkt optaget og fokuseret allerede fra barndommen virker sært skæbneagtigt. Det kan simpelthen ikke være tilfældigt, at den lille, spinkle og på mange måder skrøbelige kvinde bliver et af de største genier i verden.  Med Skorpionen og Pluto så markant i horoskopet, fornemmer man en intensitet som har afspejlet sig i hendes liv med dyb sorg, alt for tidlige forældre- og kærlighedstab, og en stærk besættelse af, og kærlighed til, videnskaben.

Døden

Marie Curie dør den 4. juli 1934, angiveligt af aplastisk anæmi. Hendes celler er langsomt  blevet ædt op af radioaktiv stråling.  Hun bliver begravet i dybeste stilhed i samme grav som Pierre.  Den 21. april 1995 får præsident Mitterand, ved en højtidelig ceremoni, deres jordiske rester flyttet til Pantheon i Paris – stedet hvor markante personligheder i fransk historie stedes til hvile. På denne dag er transit Pluto i 0 grader Skytte. Det markante par, Marie og Pierre Curie, er trådt ind i Gudernes Hal for al evighed.

Kilder:
Maria Helleberg, Fremmede Naboer – Polens Historie, Gyldendal 1992
Preben Hartmann-Petersen, Marie Curie og hendes nærmeste familie, Polyteknisk Forlag 2002
Eve Curie, Madame Curie,  1937 (datterens biografi)
Susan Quinn, Marie Curie, a Life, 1995
Barbara Goldsmith, Obsessive Genius, 2005 (lydbog Audible)
Wikipedia
Astro.com