Karl Marx

200 år er der gået siden han blev født på en eklipse, med en Out of Bounds Mars og en Uranus-Neptun-konjunktion. Karl Marx måtte nødvendigvis sætte sit aftryk på verden. Han er blevet sammenlignet med Zeus som ”den tænkende Jupiter”. Skribenten har sat ham stævne. Artiklen er oprindeligt trykt i Horoskopbladet Stjernerne nr 6, 2018.

Karl Marx - født på en eklipse

 




Der er dunkelt i den lille stue. Jeg hører lyde fra et køkken og mærker duften af kaffe og cigar i min næse. En lukket dobbeltdør. Jeg banker på. Et kort grynt får mig til at åbne den. Cigarosen slår mig imøde som en tyk dyne. Manden bag skrivebordet sidder bøjet over et stort papir som han ivrigt mumlende kratter noget tekst på. Han har den vildeste hårvækst i ansigtet -  ja hele hovedet - en tyk manke, fuldskæg, sort som ibenholt med enkelte grå stænk.  Så holder pennen stille, han løfter blikket og får øje på mig.
“Nå så du vil skrive om mig til et astrologiblad?” Siger han med et lunt grin.
“Ved du ikke at jeg er imod den slags nonsens - det er narkotika, opium for folket”. Nu er det mig der griner. “Jovist, det er jeg da helt klar over, men ser du, folket VIL have opium, om du vil det eller ej.”  “Okay”, siger han og råber mod døren:  “JENNY, kom lige ind med noget kaffe - og den gode whisky…det her bliver sjovt!”  “Vil du have en cigar?” spørger han så og rækker mig cigarkassen.




Født på en eklipse

Karl Marx bliver født af jødiske forældre den 5. Maj 1818 i Trier, fem timer før en partiel solformørkelse i Tyren. Fødselsattesten siger kl. 2.00, som giver ham en ascendant i Vandbærer og MC i Skytten. Faderen er en velstående advokat, men fordi han er jøde, må han ikke arbejde. Derfor konverterer familien til protestantismen da Karl er seks år gammel - og den dobbelthed (IC i Tvillingerne) det er at være født jøde og leve som protestant, kommer til at præge Karls liv og tænkning betragteligt.

Solformørkelsen i Karl Marx’ horoskop tilhører Sarosserie 135 (Nasas nummerering) eller 19 Nord ifølge Bernadette Brady. Eklipsen har sit udspring den 6. Juli 1331 på 20.33 Krebs (Karl Marx’ Mars ligger netop her – og er desuden “Out of Bounds”, dvs i en deklination på 23.33 Nord – og det støtter I høj grad den revolutionære ånd). Om eklipsen skriver Brady følgende: “ Denne Sarosserie handler om realisme, at komme ned på jorden. Individet vil blive opmærksom på en gammel situation, og ser den for hvad den er, fremfor hvad han tror den er. Dette kan være et konstruktivt tidspunkt at tackle sandheden på”. (Annemette Pedersen har beskrevet hvad sarosserier er i Stjernerne Januar 2018 mfl).

Karl Marx’s mission handler om retfærdighed, frihed og lighed.  Og det er denne friheds- og retfærdighedstanke han skriver sine filosofiske og økonomiske teorier ud fra. I horoskopet for den første solformørkelse i serien, falder eklipsen direkte på Marx’ Mars i 20 grader Krebs og trigon til Pluto - han håber på en væbnet revolution der skal frigøre de undertrykte og afskaffe klassesamfundet og den private ejendomsret. Han tilhører selv borgerskabet - men har gennemskuet hvordan det fungerer og hvad det gør ved det arbejdende menneske - proletariatet. Det vil han gøre noget ved. Han går fra at være en romantisk idealist som tilhænger af Hegel, en der skriver digte til sin elskede (og udgiver dem), til at være en hardcore venstrefløjsmaterialist og ateist: det er ikke menneskets bevidsthed der skaber materien (sådan som Hegel påstår) - men materien der skaber menneskets bevidsthed.

Som ung studerende lever han af de penge hans far sender ham. Ødsel og udsvævende, fortælles det. Han bruger mere tid på studentikose drukture og fester end på sine studier. Det var da også derfor han bliver overflyttet fra det letlevende Universitet i Bonn og til det mere seriøse i Berlin, hvor han skal studere jura. Da hans far dør i 1838 er Karl 20 år gammel. Han dropper jura til fordel for filosofi og slutter med en doktorgrad ved universitetet i Jena som 23årig.

Tilbage i Trier bliver han ansat som journalist ved Rheinische Zeitung, hvor han også bliver redaktør. Karl er glødende optaget af sine revolutionære tanker og bruger avisen som talerør. Som han siger: “Filosofferne fortolker blot verden, det det handler om er at forandre den”.  Han bliver upopulær i det borgerlige Preussen og rejser i 1843 til Paris sammen med sin hustru Jenny, for at deltage i revolutionen der. Her møder han Friedrich Engels og det bliver et livslangt venskab. I 1845 udvises alle revolutionære fra Frankrig og Marx, der nu har flere børn,  må rejse igen. Denne gang til Bruxelles, men også her ender det med udvisning. Næste stop er Köln hvor en ny avis bliver oprettet. Igen bliver Karl Marx ugleset af borgerskabet. For at undgå retsforfølgelse tager han flugten. Han mister sit Preussiske statsborgerskab og er nu reelt statsløs. Resten af sit liv tilbringer han med familien i London, hvor han arbejder på sit hovedværk: Kapitalen.

Vi må lige tilbage til eklipsen.

Nymånen ligger på 13 grader Tyr i Karls 2. hus i trigon til Jupiter i Stenbukken i 11. Hus. Han har sagt om sig selv, at ingen har vel skrevet så meget om penge - og aldrig selv haft nogle. Rahu ligger der jo også - og med den position, vil penge naturligt være et vigtigt – skæbnebetonet - tema i livet. Trigonen til Jupiter indikerer at penge kommer let. Ja det gør de måske også, men som sponsorat fra venner (11.hus). Marx tjener kun meget lidt på sine artikler til aviser og tidsskrifter. Det der holder ham gående er penge fra hans bedste ven og medrevolutionær Friedrich Engels, der er søn af en klædefabrikant med virksomheder i England og Preussen. Engels arbejder hos sin far og får en god løn som han bruger store dele af til at understøtte Marx-familien, foruden de to kvinder han senere lever sammen med i Manchester. Karl Marx og hans familie lever i perioder kummerligt, ja usselt. Når der kommer penge fra Engels kan de indløse ejendele hos pantelåneren, men lige så stille ryger det hele  tilbage til pantelåneren igen. Tre af deres seks levendefødte børn dør kun få år gamle, af tuberkulose, fugt, sult og elendighed.

Karls visioner

Karl Marx er revolutionens chefteoretiker. Hans tanker spredes ud over Europa, ikke mindst i form af Det kommunistiske Manifest, der udkommer første gang i 1848. Kommunismen beskrives i en form, som proletariatet kan forstå. Det forklarer hvordan arbejderne bliver udbyttet, udnyttet og underbetalt af kapitalejeren, der stryger profitten, at mennesket bliver ufrit ved at eje, at proletariatet rent faktisk ikke har et liv. Manifestet opfordrer til fælles front mod borgerskabet, opstand og væbnet revolution: “Arbejdere i alle lande, foren jer”. Selv er Marx aldrig på barrikaderne. Han driver revolutionen fra sit skrivebord.

Proletariatets opstand vælter flere europæiske regimer og klassekampen er på sit højeste i 1848-49, især i Frankrig. Det holder dog ikke - den såkaldte pariserkommune bliver slået tilbage, kapitalisterne, borgerskabet, indtager magten igen. Men “Manifestet” lever videre og udkommer på flere sprog - også dansk.

I maj 1890, syv år efter Marx’ død i 1883, udgiver Engels “Manifestet” i en ny udgave, netop som der den 17. Juni er en eklipse i sarosserie 135/19 nord, samme som ved Marx’ fødsel. Denne gang i 26 grader Tvillingerne - opposition til Marx’ Neptun i 10. Hus.  Myten om den store tænker genopstår og dermed ”marxismen”.

Lenin er på trapperne i Rusland og tager “Manifestet” til sig som en bibel tillige med “Kapitalen”, som han mener er den rene sandhed. Det fører direkte til den store og blodige revolution i Rusland 1917.  Vi kender profilerne af Marx, Engels, Lenin og Stalin fra sovjetiske bannere, men Marx og Engels har personligt intet haft med det at gøre.

Efter Rusland følger Formand Mao i Kina og Fidel Castro i Cuba. Tre store marxistiske kommunismer indtager verden - hver med sin fortolkning. Selv om Marx ville have bifaldet revolutionen - så tror jeg at han har roteret i sin grav over hændelserne, der på ingen måde har været i tråd med hans hjerteblod: frihed og lighed. Den sidste der ville kalde sig marxist, er Marx selv.

Karl er foruden eklipsen, født med en Uranus-Neptun konjunktion i Skytten, et aspekt jeg skrev om i Stjernerne i april 2018. Konjunktionen kommer med ca 170 års mellemrum og det jeg viste i artiklen var, hvordan der er sket ændringer i den menneskelige bevidsthed efter en sådan konjunktion. Karl Marx’ filosofiske og økonomiske teorier er måske dem,  der har ændret den vestlige verdens historie og menneskets bevidsthed allermest i nyere tid.

Men hvordan var han?

Karl bapper småhektisk på sin cigar og læner sig tilbage i stolen. Får jeg mon noget at vide om ham selv? Han sidder tavs en stund mens blikket vender indad. En sørgmodig skygge fejer over hans ansigt. Kaffen er blevet kold og der er lav stand i whiskyflasken.

Kan man forvente andet af en tyrefødt, end at han er lidt sendrægtig? Måske stædig og rethaverisk. Men også en der holder fast i sine holdninger og gør sit arbejde grundigt. Han har et stort behov for sikkerhed - men lige præcis den side har der ikke været meget af i livet. Sikkerheden ligger i forholdet til hustruen Jenny, en barndomskæreste, der følger ham i tykt og tyndt. Løven på 7. Hus. Det er hende der holder sammen på ham. Karl er en levemand uden penge, en jovial, lun type, der elsker en god diskussion - og ikke mindst at provokere og chokere. Ascendant i Vandbærer fornægter sig ikke. Karl er ikke som de andre og man ved ikke altid hvor man har ham. Han er selskabets naturlige midtpunkt, fortæller sjove anekdoter.  Det han ikke gør så meget i, er at gå på talerstolen, men holder sig til det skrevne ord, som han til gengæld også har i sin magt. Merkur i 3. Hus i Tvillingerne giver ham en fantastisk evne og lyst til at lege med sproget. Sætninger og vendinger omskrives i en uendelighed, til han har den helt rigtige - gerne storladne - formulering. Men hans skrift er skrækkelig. I desperat pengenød, søger han arbejde på et postkontor - og bliver afvist fordi skriften er så ulæselig.  Men Jenny kan læse den - og hun renskriver alting, så sætteren kan få manuskriptet i trykken uden problemer.

Karl Marx er ufatteligt intelligent og arbejdsom. Merkurs eneste aspekt er en hybrid konjunktion med Venus i Tyren. En Venus der heller ikke kan bryste sig af synderlig kontakt med resten af horoskopet. Måske derfor er hans forhold til penge så anstrengt - når han har dem, bliver de givet ud, og når der ingen er… tja… så er gode råd dyre - og et tiggerbrev må afsted til Engels. Han studerer utrætteligt, lærer sig flere sprog - herunder græsk og serbisk - og når han er træt og udkørt, får han energi af at studere matematik.

Karl arbejder intensivt på “Kapitalen” i de sidste 10 år af sit liv, hvor han stort set har trukket sig tilbage til arbejdsværelset og læsesalen på British Museum. Han har dårlig lever, får bylder og lider af hovedpine. Han bliver syg, når han skal til at aflevere et manuskript - som en overspringshandling - og afleveringen trækker i langdrag som om han ikke vil give slip på det. Han skal selv have sagt, at al sygdom stammer fra sindet. Han ved godt at han arbejder for hårdt, og samtidig udsætter det sidste punktum.  Om det med leveren, vides det at hans far døde af en leversygdom. Så noget arveligt har der måske været.  I det ukorrigerede horoskop falder Mars i Krebsen i 5. Hus og intensiveres af en trigon til Pluto i Fiskene i 1. hus, men jeg kunne godt forestille mig, at Mars må være i 6. Hus, dels pga hans arbejdsiver, dels fordi hans filosofi handler om arbejderens vilkår generelt, dels pga hans elendige helbred.

Vi skodder cigaren og drikker ud

Karl mister tre børn før de er to år. Specielt smerteligt for ham er det at miste begge drengene. En datter dør fire måneder før han selv, de to sidste begår selvmord længe efter Karls død. Hustruen Jenny dør i 1881 af leverkræft. Karl drager sit sidste suk den 14. Marts 1883. Han er begravet på Highgate Kirkegården i London. Kun 11 mennesker deltager.  Han dør i relativ ubemærkethed – nærmest glemt af samtiden.  Karl Marx' socioøkonomiske teorier lever videre, studeres fortolkes stadig indgående. Og hvem ved – måske samfundet alligevel en dag bliver som han tænkte det – bare på en anden måde.

Karl er faldet i søvn ved skrivebordet. Hagen er faldet ned på brystet og det store skæg vipper ved hans åndedrag. Jeg samler mine noter, drikker ud og lister ud ad døren, ud på gaden, ud i det londonske mylder og haster hjem til skrivemaskinen - opfyldt af en god historie efter mødet med en utroligt spændende, og kompliceret, mand med et stort hjerte. Jeg sender en kærlig tanke til den familie der har måttet undgælde for “den tænkende Jupiters”  mission, med mantraet: Arbejdere i alle lande, foren jer.


Kilder:
Bernadette Brady – Predictive Astrology
Francis Wheen - Karl Marx, et liv
Film: Den unge Karl Marx (Filmstriben)
Dokumentar: The Karl Marx Phenomenon (arte)
Om “Out of Bounds”: www.forrestastrology.com/blogs/astrology/mars-out-of-bounds-march-2018
www.annemettep.dk om eklipser og Sarosserier
Wikipedia