09 maj 2020

Merkur møder Pluto - igen

For præcis 14 dage siden skrev jeg om Merkur og Pluto i kvadrataspekt. Kvadratet er en spænding, der er energi og sommetider konflikt i den. Der foregår noget.

I dag er planeterne i trigon, i flow. Det er endda lidt mere dovent, med Merkur i Tyren. Trægt, langsommeligt. Men meget mere grundigt. Jeg ved ikke hvad dagen har i vente, da det i skrivende stund er tidlig morgen.

Vi fik i torsdags besked fra Marienborgs terrasse om genåbningsplanens fase 2. Storcentre og caféer må snart åbne. Men ikke zoologiske haver? Derpå meldte de ud, altså Zoo, at det kan blive nødvendigt at aflive dyr. Der er ikke penge til at fodre dem, hvis der ikke kommer penge i kassen. Der er vist ingen hjælpepakke øremærket til dyrefoder.

Nu beder de om økonomisk assistance fra os gennem crowdfunding. Køb årskort, giv en donation. Hvis mange nok giver en skærv, er der håb.

Dagen egner sig i øvrigt til psykologisk udforskning af dybere eller bagvedliggende motiver for handlinger og prioriteringer. Der er rigelig næring til konspirationsteorier. Det er særligt understreget mens Jupiter, der blæser alting op, ligger i konjunktion med  Pluto. Det kan nemt ryge helt ud af proportion.

Mit råd: dyrk det nære. Eksperimenter med opskrifter i køkkenet. Køb et årskort til Zoo.


08 maj 2020

Måneknuderne skifter tegn - frihed under ansvar

Der er lige en lille ting med Måneknuderne, Rahu og Ketu jeg gerne vil sige.  Det er to punkter på zodiaken. Punkterne bestemmes af Solens og Månens forhold til hinanden. Når der er nymåne eller fuldmåne i nærheden af Måneknuderne, så har vi formørkelserne, eklipserne.

Men hvilken måneknudeposition skal man anvende? Den sande (true) eller den gennemsnitlige (mean).

Det mest almindelige i dansk astrologi har været den gennemsnitlige, der er angivet i efemeriderne. Men jeg har en efemeride der også angiver den sande måneknude som er både retrograd og direkte i ganske korte intervaller - altså et mere ustadigt bevægelsesmønster. I pc-programmerne kan man selv indstille hvilken man vil bruge. Der kan være op til 2 graders forskel. Og der er jo dog noget. Især omkring tegnskiftene. Som nu.

Den sande Måneknude skiftede tegn fra Krebs-Stenbuk til Tvilling-Skytte den 6. maj 2020. Den gennemsnitlige skifter først 6. juni. Så hvad gælder?

Jeg har hidtil anvendt gennemsnitlig Måneknude, men nu vil jeg prøve den sande af.

Når Måneknuderne skifter tegn, får vi en ny kvalitet ind i den kollektive stemning. De seneste halvandet år har det været Krebs-Stenbuk, hjem og samfund. Nu  bliver det Tvilling-Skytte de næste 18 måneder - intellekt og frihed. Jeg vover disse enkle stikord.

Samfundene begynder så småt at åbne igen, efter to måneders lockdown. Med Tvilling-Skytte-temaer in mente, kan det føles som når kvæg sættes på græs efter en lang vinter. Kådheden og overmodet vil være tydeligt mærkbare. Trangen til at sprænge de snævre rammer ligger faretruende nær.

Når Saturn og Jupiter begynder at gå retrograd om få dage, kommer restriktionerne og lægger friheden i nye lænker. Det er nødvendigt, så længe virussen florerer. Men psykologisk vil paradokset kunne mærkes mere end nogensinde tidligere.

I Danmark nyder vi frihed og hævder vores ret til den. Men det er frihed under ansvar. Det står i Grundlovens paragraf 77 om ytringsfrihed.  Hvad har det med åbning af samfundet at gøre? Intet i sig selv. Men åbningen sker på betingelse af vores, folkets, evne til at håndtere de restriktioner der er nødvendige for at smitten ikke skal brede sig.

Så derfor: Måneknuderne har skiftet til de frihedselskende tegn - og det er op til os nu, at vise at vi er situationen voksen og kan håndtere åbningen af samfundet fornuftigt og med omtanke. Vi får friheden delvis tilbage nu - men under ansvar.

Holde afstand, vaske hænder, spritte af.

07 maj 2020

Fuldmåne i Skorpion

I dag, 7. Maj 2020,  klokken 12:46 er der fuldmåne i Skorpionen på 17.20 grader.

For mig personligt er det en væsentlig fuldmåne idet den falder på min måneknudeakse og samtidig i kvadrat til Chiron i Vandbæreren. Der er klart noget på færde jeg må kontemplere over. Men det kan jo ikke interessere dig.

Hvad der kan være kollektivt interessant er, at dagen egner sig til at gå dybere ind i en undersøgelse af de drivkræfter der ligger bag dine vaner, gode spm dårlige. Hvorfor gør du som du gør? Hvad er din største frygt? Hvem er det der hvisker dig i øret?

Når du mediterer, hvilket er en rigtig god ting at gøre på en fuldmåne, og iagttager dig selv, så spørg dig selv hvem det er der iagttager. Og hvem er det der bliver iagttaget?

Jeg mærker det selv helt fysisk - Solen i den sanselige Tyr - overfor den klart oplyste Måne, følelsernes himmellys. Som en kontakt der er blevet tændt, en summen at elektrisk energi der gennemstrømmer hver eneste celle i organismen. Hvem var jeg før? Hvem er jeg nu? Hvor er jeg på vej hen. Hvis “hen” overhovedet er aktuelt.

Måske handler det om at blive. - være - lige her, lige nu. Dvæle i en fornemmelse af sammenhæng gennem æoner,  gennem evolutionens evige spiral. Skabe eller genskabe forbindelsen til sjælen,  der let bliver fortrængt i den fysiske verden og overdøvet af tankens, egoets, forstandens, rationelle virksomhed. “Hvornår må jeg gå på café og ud at shoppe igen, eller tage på ferie?” Der er andre ting på spil nu.

Skorpionen er ikke rationel. Den inviterer til bords med engle og dæmoner og det er op til os selv, at skelne mellem dem. Vil jeg være konstruktiv eller destruktiv? Og hvori består forskellen?

For at bygge op, må noget brydes ned. Kan du se det? Det er slet ikke så let at skelne.

Gud give mig sindsro til at acceptere det jeg ikke kan ændre
Styrke til at ændre det jeg kan
Og visdom til at kende forskellen.


06 maj 2020

Månen i Skorpionen - melankolien får fat

Efter et par dages romantiseret fællesskabsfølelse i Vægten skifter stemningen gear.

Tre faktorer gør sig især gældende i dag den 6. Maj 2020.  Det er Månens aspekter til Saturn og Uranus og selve tegnskiftet til Skorpion.  Og som altid med Månen, vil det være forbigående og ofte flygtigt, men kan sætte processer i gang der rækker længere ud i fremtiden. 

I Skorpionen vil vi rette blikket indad, melankolien breder sig og man får kontakt med de dybere lag i psyken og mere eksistentielle sider af livet. Man er mere vemodig. 

Dagens to aspekter er modstridende. Først et kvadrat til Saturn hen over formiddagen. Alvoren får fat, man skal tage ansvar. Det kan føles tungt og besværligt, for der “nogen” der spænder ben. Man har mest lyst til at hengive sig til følelserne, men der noget arbejde der skal gøres.  

I aften er det Uranus der får fat i Månen og sætter os i en helt anden stemning. Der kan komme glimt af indsigt, impulsivitet og følelsesmæssige udsving fra det ene øjeblik til det andet. En ide eller pludselig følelsesmæssig indsigt kan blive starten på noget nyt, men ikke nødvendigvis revolutionerende. Man bliver let irriteret men falder hurtigt ned igen.